For fire-fem år siden begyndte jeg igen at få selskab ved transmissioner fra landskampe. Op gennem 00erne og 10erne havde jeg siddet ganske alene og fulgt snesevis af danske kvalifikationskampe, testkampe og slutrundeopgør. Mine to yngste drenge, i dag 22 og 15 år, var helt enkelt ikke interesserede i landsholdet. Trods glødende fodboldhjerter.
Deres to storesøskende – dreng og pige – havde i 1990erne siddet i sofaen og delt mange rødhvide aftener og eftermiddage med deres far, og de tog deres landsholdspassion med sig ud i tilværelsen, da de flyttede hjemmefra. Men det bed ikke på de to yngste.
Mens hjemmet blev fyldt med henholdsvis FC Barcelona-sengetøj og Arsenal FC-rygsække, med Messi- og Özil-plakater, forekom det danske landshold at være et bedaget kuriosum. En rent ceremoniel institution, et stykke fortid, som den gamle da værsgo kunne hygge sig med.
Indtil for fire-fem år siden. Lidt efter lidt, landskamp for landskamp, begyndte de at dukke op i sofaen. Jeg var lykkelig og hørte forundret, hvordan drengene refererede til Yussuf og Delaney og Dolberg og Eriksen.
De tog landsholdet til sig, overgav sig lidt efter lidt.
I aftes løb sms’er ind fra Barcelona og Paris, hvor de lige nu opholder sig med henholdsvis kæreste og mor. Overfloden af følelser efter Danmarks 2-1-sejr over Tjekkiet i Baku skulle deles – også med deres far hjemme i København. Hed taknemmelighed, eufori, fornemmelsen af noget enestående.
Noget vigtigt var sket. Den drypvise tilbagekomst i landskampsofaen fandt vel sted under kvalifikationskampene til VM 2018. Det vil sige, da det nuværende landshold blev bygget op.
Her ligger en vigtig pointe: landsholdet som institution er ikke nok, ikke i dag. De personer, som i deres epoke udvælges til landsholdet, præger det med gemyt, spil og ambition. Attituden afgør også omverdenens indstilling.
De mandskaber, som udgjorde landsholdet fra 2004 og ti år frem, udstrålede slet ikke den samme taknemmelighed, slet ikke det samme kald, som de danske spillere blotlagde i aftes på det bizarre kæmpestadion i Baku. Og som de har demonstreret gennem hele EM-slutrunden og kvalifikationen. Personificeret ved den knælende Pierre-Emile Højbjerg i hulkegråd efter kampen.
Folk skal have lov at være, som de er. Ellers kan de naturligvis ikke udfolde deres bedste spil. Og et ironisk blik på verden og en understated udtryksform udelukker på ingen måde glødende, helhjertet engagement for landsholdet – tænk bare på Jan Mølby og Martin Jørgensen.
Men man husker også bemærkninger fra centrale aktører som Jon Dahl Tomasson og René Henriksen, der tangerede blaserthed og arrogance over for et dansk publikum, som havde taget fri fra arbejde og afsat dage til at følge landsholdet.
Det nuværende landshold udtrykker en helt anden følelse af privilegium og hæder. Og dette er måske den vigtigste bedrift i Åge Hareides tid som landstræner 2016-2020: Herrelandsholdet fik genskabt kontakten med det danske publikum.
Én ting er den imponerende stime på 33 landskampe, hvor Danmark var ubesejret – så kan det godt være, som den gode Stig Tøfting påpegede i TV3-studiet i aftes, at der var mange 0-0-kampe mod moderat stærke landshold blandt modstanderne. En anden ting var den uhyre vigtige kvalifikation til VM i Rusland og vejen til ottendedelsfinalen mod Kroatien, som EM-landsholdet nu bygger videre på.
Nej, det allervigtigste var vel, at der mellem spillerne opstod et bånd og en varm hengivenhed, som nu har forplantet sig til den samlede nation. Det er vel ikke tilfældigt, at det i Christian Eriksens fravær var de tre andre garvede medlemmer af spillerjuntaen – Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Thomas Delaney – der i aftes førte an i afværgeslaget mod tjekkernes imponerende comeback-bestræbelser.
Disse danske spillere har svoret en ed, og det mærkes. I den grad, at en midaldrende herre som undertegnede igen har fået selskab i landskampsofaen – selv når drengene er på ferie ude i Europa. Der skal tales og deles og holdes sammen om landsholdet.
Denne forvandling gælder åbenlyst titusinder, ja, hundredtusinder af unge mennesker. København var i går eftermiddag en dionysisk festival af forventning og fryd. Et rødhvidt gadeorgie. Hundredvis af unge kvinder havde trukket deres røde kjoler ud af skabet, andre havde kombineret hvide western boots med røde toppe. Så sjovt, så festligt, så osende sexet og yndigt.
Naturligvis hænger denne rødhvide udladning også sammen med den opdæmmede partytrang efter pandemirestriktionerne og al påpasseligheden. En voldsom forløsning, som landsholdet nu giver os mulighed for at eksplodere i.
En kolossalt værdifuld fælles fejring efter alt dét, som under pandemien måtte aflyses, udskydes eller formindskes. Kompensation for hver studenterkørsel, som ikke blev kørt. For hvert bryllup, som blev rykket et år. For hvert guldbryllup, som måtte afvikles i lille skala. For hver konfirmation, som måtte rette sig efter forsamlingsforskrifterne.
EM ligger som en uhyre veltimet serie sprængladninger, hvor Kasper Hjulmands mandskab udfolder en uendelig vellykket dramaturgi: de fire scoringer i sidsteøjebliksindsatsen mod Rusland, den taktisk adrætte afklapsning af Wales og i aftes den slidsomme nerverusker mod Tjekkiet. Schmeichels fingervip foran Tomas Souceks bandagerede krigerpande, Yussuf Poulsens fart over en halv banelængde mod det tjekkiske mål, Thomas Delaneys flyvende blokering af tjekkiske skud.
Men det handler ikke kun om denne formidable timing. Kontakten mellem befolkningen og dette landshold var for længst etableret, hjemme i vore sofaer og ude på cafeerne. Også med landsholdet som institution.
Det sås tydeligt i gadebilledet i går, hvor den rødhvide hovedbestanddel naturligvis var landsholdstrøjer. Ikke bare den nuværende EM-trøje, men frem for alt en vintage-opvisning af dansk slutrundehistorie.
Tusinder af unge kvinder og mænd i trikoter fra længe før, de blev født. Den klassiske 1986-trøje, småstribet og todelt i hvidt og rødt på fronten. Den store, luftige 1998-trøje med poloflip og hvid stribe på skuldrene og ud på ærmerne. 1992-trøjen med klovnestriberne på ærmet og kraven med blå kant. Den næsten helt røde EM-trøje fra 2004 med hvid V-udskæring og de hvide Hummel-vinkler på ærmerne.
Dette er det forunderlige, som er sket: en festlig, varm hengivelse til det danske landshold. Specifikt til denne vidunderlige trup og generelt til den lidt gammeldags anstalt, som nationalmandskabet udgør.
Herfra skal lyde en dybfølt tak. Aldersstegne familiefædre har på ny fået selskab foran skærmen, og hele nationen får lov at flyde med den varme strøm i fire dage endnu. Mindst fire dage.
Kære Asker
Så slap England såmænd også sine voldsomme kræfter løs: 4-0 over Ukraine i kvartfinalen i Rom. Du var på Stadio Olimpico i aftes. Hvad så du?
Kh Joakim
Kære Joakim
Jeg så et virkelig dårligt ukrainsk mandskab. Andrej Sjevtjenkos hold kan jo så meget, men hvor har det været et svingende bekendtskab. En exit i kvartfinalen var vist meget passende. Men jeg så også et England, som vel leverede sin bedste halvleg, den anden, i turneringen. Jeg tror ikke, man kan overvurdere betydningen af, at Harry Kane igen ligner en mand, der har lyst til at spille EM. Derudover fungerede venstresiden med Luke Shaw og Raheem Sterling godt. Den forbindelse – Shaw-Sterling-Kane – bliver Englands farligste våben i semifinalen mod Danmark. Omvendt virkede højresiden meget tam. Kyle Walker er ikke, hvor han skal være, hverken fysisk eller mentalt, og Jadon Sancho lignede det, han er: en reserve uden landstrænerens tillid. Sterling er lidt af et mysterium for mig. Han har scoret tre mål ved EM, og det er omkring ham, alt farligt opstår. Så hvorfor elsker englænderne ham ikke? Ja, han har en riffel tatoveret på underbenet; ja, han smider sig lidt let; ja, han blev far som 18-årig og har siden fået endnu et par børn med ikke nøje udvalgte kvinder; ja, han har engang røget vandpibe foran paparazzierne; og ja, han glemte at bære mundbind til Usain Bolts fødselsdag sidste år. Men hey come on, Englænderne har brug for al den Gascoigne-faktor, de kan få. Ellers vinder de ingenting. Her er jeg faktisk enig med den agtværdige Times-journalist Henry Winter, der på Twitter oftest lyder som en landsbypræst: Tag ham nu til jer. England uden Sterling er et andet og meget ringere hold.
Kh Asker
Ukraine kunne intet stille op, temmelig skuffende. Man sad med en fornemmelse af, at Sverige ville have ydet langt sværere modstand.
Ja, bestemt. Jeg var selv til stede ved VM-kvartfinalen i Moskva mellem netop Sverige og England i 2018. To hold ikke meget ulig de aktuelle. Og det blev nemlig en anden kamp. Englænderne vandt (2-0), men svenskerne, både de daværende og det nuværende, har bare en anden modenhed over sig. Ukrainerne har jo optrådt som uligevægtige teenagere i store dele af denne turnering.
Harry Kane meldte sig for alvor ind i slutrunden med to ægte forwardscoringer. Man kan blive helt bekymret for, om han er i færd med at lave en omvendt Paolo Rossi fra 1982 Rossi var noteret for nul scoringer i Italiens gruppe ved VM 1982, hvorefter han brillerede med tre scoringer, to scoringer og én scoring i de følgende kampe. Kane stod også med nul scoringer i gruppespillet, så én scoring mod Tyskland, to mod Ukraine og forhåbentlig ikke et hattrick på onsdag …
Jeg forstår sagtens din sammenligning, men her må vi huske, at Kane har spillet 49 kampe i den forgangne klub sæson. Han ser stegt ud, og han er ikke en spiller, der kan lukrere på sin kunnen i de små rum. Han skal bevæge den store krop for, at han kan lykkes. Omvendt havde Paolo Rossi vel verdens friskeste fodboldben dengang i 1982. Han havde bare spillet tre klubkampe i 1981-82 på grund af en karantæne for sin medvirken i matchfixing-skandalen, den såkaldte Totonero. Så nej, Kane scorer ikke hattrick over for Kasper Schmeichel, Andreas Christensen og Simon Kjær på onsdag. Det lover jeg dig.
Det glæder mig overordentlig meget at høre. I dag reagerer britisk presse høfligt og respektfuldt på Danmark som modstander i semifinalen på Wembley på onsdag. Og skribenterne noterer pligtskyldigst, at det er henholdsvis 29 år og 25 år siden, at Danmark og England senest nåede en EM-semifinale. Hvordan oplevede du i Rom, at engelsk presse betragtede den danske 2-1-sejr over Tjekkiet i Baku?
Jeg kunne ikke finde én engelsk journalist, som ikke skyndte sig at rose danskerne. Især Joakim Mæhle og Thomas Delaney er de vilde med. Men – for der er altid et men i den engelske presse – samtidig slog de fast, at England skulle vinde den kamp på hjemmebane. Det er vel de store nationers lod: respekt for modstanderen og krav om sejr.
Du er som nævnt i Rom nu. Skal du til Wembley på onsdag?
Jamen, det skal jeg da. Men først til den anden semifinale samme sted tirsdag: Italien-Spanien. En kamp med så mange under- og overtoner, men lad os gemme dem en dags tid eller to.
