Det danske landshold leverede en forrygende indsats mod et af Europas stærkeste landshold, Belgien, i går. Den første halve time i en stemningsmættet Parken bød på noget af det bedste danske spil de seneste 15 år. Kasper Hjulmand havde haft syv måneder til at analysere efterårets to nederlag til samme modstander og gjorde sit arbejde fortræffeligt.
Det modige systemskifte til 3-4-3 var den helt rette medicin mod et belgisk hold, der er enestående fremad banen, men som – især uden den centrale midtbanemand Axel Witsel, der først kom på banen i anden halvleg – er til at tale med defensivt. Danskerne var bevægelige og målsøgende, turde stå højt og var solide nok til ikke at blive overspillet centralt på banen.
Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.
20-årige Mikkel Damsgaard, Jyllinges Garrincha, var en nydelse. Hans små skæve ben og tætte, vinklede træk hører en anden tid til. Topfodbolden fattes driblere, men her er faktisk én. Berlingskes Martin Borre skrev efter kampen om Damsgaards præstation i den kun fjerde landskamp, at det »var lidt som at se, da en ung Brian Laudrup trådte ind på det danske landshold«. Det er ikke helt skævt.
Lige så stærk præstationen var, lige så ærgerligt var nederlaget på 1-2 efter den tidlige danske scoring. Efter to kampe står Danmark tilbage med nul point. Som Nordmakedonien og Tyrkiet. Heldigvis kan vi få en hjælpende hånd af et nærmest filantropisk turneringsformat, der fragter to tredjedele af deltagerlandene med over i knockout-fasen.
Trods to hjemmebanenederlag er Hjulmand og kompagni efter alt at dømme kun en lillebitte sejr over Rusland i den sidste gruppekamp i Parken fra at gå videre som toer. Og selv hvis finnerne mod forventning skulle få point mod Belgien, vil en sejr over russerne være nok til tredjepladsen, som – med lidt held – kan udløse en ottendedelsfinale.
At vi slår russerne, synes allerede at være en kendsgerning. På den rettighedshavende tv-kanal lod tre eksperter, alle tidligere professionelle fodboldspillere, forstå, at vi havde vundet, selvom vi lige havde tabt. Det var jo først, da Belgien introducerede individualisterne Axel Witsel, Eden Hazard og verdens måske bedste fodboldspiller, Kevin De Bruyne, i anden halvleg, at magtbalancen tippede. Sandt, men individuel klasse tæller vel også?
Den ene af de tre eksperter mente, at de danske spillere var »pivgode«, og at det her nemt kan ende stort; den anden, at vi nu igen har ret til at kalde os »Nordens brasilianere«, og at han nok skulle råbe beskeden over Øresund her til morgen; og den tredje, at vi allerede nu godt kan booke plads i kvartfinalen i Baku den 3. juli, fordi sejrene over Rusland og (muligvis) Wales i ottendedelsfinalen var så sikre som amen i – ja – kirken.
Spørgsmålet er dog, om det ikke er akkurat nu, vi skal holde tungen lige i munden. Spillernes reaktion mod Belgien efter lørdagens frygtelige hændelse var beundringsværdig. De viste sig som strålende sportsmænd og de bedste holdkammerater, Christian Eriksen kunne drømme om. Netop derfor gør vi dem også en bjørnetjeneste ved at ynke dem og synke ned i selvkælen »det skriver udlandet om os«-journalistik.
Den seneste uge har lært os, at fodbold ikke er det vigtigste i verden, men at sporten kan hjælpe os med at overkomme det største traume. Vi har også lært, at landsholdets fremtid ser lovende ud med landstræner Hjulmand som den naturlige leder. Jeg kan ikke vente med at se spillere som Mathias Jensen, Andreas Skov Olsen, Joachim Andersen og Mikkel Damsgaard folde sig ud.
Samtidig må vi ikke være bange for at understrege, at alt andet end en sejr over Rusland på mandag vil gøre EM til en eklatant sportslig fiasko. Lad os ikke glemme, at de første 40 minutter i åbningskampen mod finnerne var jammerlige, blandt de ringeste i Hjulmands tid. Danskerne havde bolden, men blev kun sjældent farlige.
Det forhold peger på et grundvilkår i dansk landsholdsfodbold, som er større end den enkelte generation og skiftende landstrænere: Vi spejler vores modstander. Møder vi et godt hold som Belgien i går, kan vi selv ligne en stormagt. Møder vi et svagt hold, smitter svagheden af på os.
Det er et karaktertræk, vi deler med andre små og mellemstore fodboldlande. Det er der intet odiøst i. Men fristelsen til at skabe en kirke synes altid at være til stede, og her hjælper dansk fodbolds tradition for forløjet amatørisme næppe: Hvis ikke vi vinder på banen, vinder vi i hjertet.
»Da Hjulmand overtog jobbet som landstræner i 2020, så han det som en vigtig opgave at samle danskerne igen på landsholdet. Hans ambition har siden da været at finde et udtryk, der afspejler nogle værdier, som passer til den danske mentalitet. Som følge af en traumatisk begivenhed er det tilsyneladende, hvad der sker nu. Hjulmands empatiske lederskab er pludselig kommet på mode,« skrev den danske journalist Morten Glinvad før Belgien-kampen i det internationale webmagasin The Athletic.
Eriksen er en fantastisk fodboldspiller, den bedste vi har haft siden Laudrup-brødrene. Lørdag blev han ramt af en ulykke, men han klarede den. Nu ligger han på 14. etage på Rigshospitalet. Mandag bad han ifølge La Gazzetta dello Sport landsholdets kok, Per Thøstesen, om at lave en pizza til ham. Han følger EM på tv og udskrives formentlig tirsdag.
Vi ved endnu ikke, om Eriksen kommer til at spille fodbold igen, men han er her lykkeligvis stadig. Det er naturligvis det vigtigste. At begynde at tage landsholdsspillerne alvorligt som voksne mennesker og afblæse det nuværende offertorium ville være et udtryk for den største respekt, vi kan vise ham.
Dagens kampe
Gruppe D
Kl. 18 i Glasgow
Kroatien - Tjekkiet
Kl. 21 i London
England - Skotland
Gruppe E
Kl. 15 i Sankt Petersborg
Sverige - Slovakiet
Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.
Weekendavisens EM-skribenter diskuterer hver dag det, de oplever i EM-slutrunden. I dag ser de frem mod aftenens kamp mellem England og Skotland.
Kære Joakim
I aften mødes England og Skotland, den mest spillede af alle landskampe. Det ligner på forhånd et opgør mellem de kontinentaliserede Premier League-fyrster (England) og det stædige urbrøl fra nord (Skotland), som stadig fæster lid til skovlende tacklinger og dommedagsheadere. Men hvad skal vi ellers mene om den kamp?
Kh Asker
Kære Asker
Vi kan for eksempel tage sixpencen af og løfte den over vore snobbede, kontinentale hoveder i rørstrømsk fejring. Bloody hell, ifølge BBC er det landskamp nummer 100 i turneringsregi mellem de to lande. Som du nævner: den længstvarende rivalisering overhovedet i landsholdsfodbold, første opgør spillet i 1872.
Jeg læste på BBC, at Skotlands landstræner, Steve Clarke, glæder sig over at råde over topspillere, der netop vil blive sat ekstra op af kampens betydning og rammerne på Wembley: »Det bliver ikke større,« udtalte Clarke. Well, vi andre kunne nok godt komme i tanker om andre kampe af større dimensioner. For eksempel et andet EM-opgør på Wembley om 23 dage...
Men det er simpelt hen så charmerende, når to historiske kombattanter og deres fans lukker sig om sig selv, og verden udenfor intet betyder. Sådan er det med FCK-Brøndby (og engang AGF/Aarhus Fremad/AIA og AaB/Chang/Nørresundby og OB/B1913/B1909): Så er et topopgør i La Liga eller Premier League fuldstændig irrelevant. Og det er paradoksalt nok – for mig at se – ikke udtryk for provinsialisme. Tværtimod udtryk for en sund oplevelse af, at man ikke altid behøver skele til den store verden. Og det understreger jo fodboldens universalisme: Vi har vort eget, og i dag er det det, der betyder noget.
Kh Joakim
Gode pointer. Englænderne må vel være klare favoritter. Jeg var ikke udelt imponeret over dem mod Kroatien, men det er jeg faktisk sjældent. Skotterne har dog ikke meget at komme med. Men de råder for første gang i en generation over en verdensklassespiller i Liverpool-backen Andrew Robertson. Ham så jeg gerne curle sejrsmålet ind på frispark i det 97. minut!
Ja, ærgerligt for skotterne, at deres to klassespillere – Andrew Robertson og Kieran Tierney fra Arsenal – spiller samme position, venstre back. Tierney var skadet mod Tjekkiet, men vil i dag tage plads i venstre side af en trebackkæde, mens Robertson har udgangspunkt længere oppe på flanken. Robertson var faktisk også stærk i 0-2-nederlaget til Tjekkiet og fik sendt flere af sine velkendte centringer ind til fri afbenyttelse i feltet.
Folk som Lyndon Dykes og Ryan Christie er bare ikke spillere af den kaliber, som Robertson er vant til at tale med i Liverpool FC, heller ikke når den benovede U21-trup træner med. Robertsons styrke gav også skotterne en absurd skævvridning på banen – på græsset foregik alt i venstre side, hvilket kun vil blive forværret med Tierney på banen. Resten af tiden mod tjekkerne var det frejdig fremlosning af den virkelig gamle skole. Problemet er, at der nok heller ikke findes andre muligheder i dag, hvis skotterne på nogen måde skal bevæge bolden forbi Kalvin Phillips og Declan Rice: Robertons skarpe fremstød eller losseri af den mest robuste Glasgow-skole.
Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.
