Exodus. »Jeg ser nogle katastrofer for mig og siger okay, lad os opsøge dem. Jeg har en katastrofetænkning, som er sindssygt effektiv. Det tager kun et splitsekund for en behagelig situation at blive til et katastrofescenarie.« Lars von Trier om: Riget, afmagten og afslutningen.

Hvorfor skal jeg slås ihjel?

<p>Illustration: Sine Jensen / Originalfoto: Søren Bidstrup</p> Foto: <p>Illustration: Sine Jensen / Originalfoto: Søren Bidstrup</p> Foto:
Illustration: Sine Jensen / Originalfoto: Søren Bidstrup

Til en høreundersøgelse synes fru Drusse, at hun hører noget i stilheden. Hun får teknikeren til at optage den tomme lyd og filtrere baggrundsstøjen fra. Efterhånden, ud af den monotone summen, dukker en lillebitte pigestemme:

»Hvorfor skal jeg slås ihjel?«

Det er den mest uhyggelige scene i Riget, og Marys lille bebrejdende stemme hjemsøgte mig i flere år. Mary, der blev dræbt med syredampe af sin egen far og nu ligger i formaldehyd i et glas på professor Bondos kontor.

Hvorfor skal jeg slås ihjel? mumler jeg, da jeg juleaftensdag går en tur med min datter i barnevognen rundt på Rigets gange, og det virker stadig, jeg får kuldegysninger. Her er grå beton i mange nuancer, og her er – på sin egen hospitalsagtige måde – både beroligende og foruroligende. Receptionisten ved hovedindgangen har rød hue på, Espresso House nede ved blodprøvetagningen er lukket, men kirkerummet ved siden af er åbent før julegudstjenesten, en far kommer gående med sin skaldede dreng.

Da Riget I kom i 1994, ignorerede jeg det, fordi jeg var midt i en anstrengende udredning for kræft og ikke orkede mere hospital. Jeg kender min vej rundt på Riget på samme måde, som jeg kender min gamle skole. Jeg har været her så mange gange, at jeg ikke kan tælle dem: fødsel, indlæggelse på neonatal, tre gange operation af kræftsvulst, 30 dages strålebehandling, utallige tjek og scanninger i de følgende år, rygundersøgelser, en række samtaler på psykiatrisk afdeling, to gange akut mistanke om blodprop. Og så det løse. Og jeg er ikke hypokondrisk.

Nåja, og så er alle mine fem unger født her.

Jeg går over i fødeafdelingen i Opgang 5, hvor der er en velsignet ro, men selv her lurer døden og ulykken: neonatal på anden, center for seksuelle overgreb på tredje.

Jeg går ind i elevatoren, kører op på onkologi og kigger ud på gangen, kører ned igen og siger for mig selv:

»Hvorfor skal jeg slås ihjel?«

DER ER, siger Lars von Trier, noget dejligt dobbelt ved den sætning: »Hvorfor er det mig, der skal dø? Udgangspunktet er, at nogen må dø, men det burde være en anden end mig. På den måde er vi mennesker realister. Nogen må selvfølgelig dø. Hvem skal det være? Og så er gyseren i gang.«

Det er onsdag før jul, klokken ti, for det er om morgenen, Lars von Trier har det bedst. De gange, jeg har mødt ham, har det altid været klokken ti. Han har lige lavet puslespil på computeren, 24 brikker ser det ud til. Puslespil er beroligende, siger han, men han ryster så meget på hænderne, at det må blive computerpuslespil. Der er kaffe og croissanter.

Illustration: Sine Jensen
Illustration: Sine Jensen

Vi skal tale om Riget III med den dragende titel Riget Exodus, og jeg har glædet mig i månedsvis, i årevis. Til efteråret får vi endelig, efter 24 år, at vide, hvad der skete, da sprækkerne på Riget gav efter, og portene åbnede sig. Efter den sidste scene, hvor fru Drusse bare kørte ned, ned, ned med elevatoren.

»Jeg tænkte, at et nyt Riget var noget, jeg kunne klare i en håndevending,« siger han. »Som Bo Green Jensen skrev i din avis: ‘Trier virker svækket.’ Jeg har også følt mig lidt svækket, så jeg tænkte, at det ville være nemt for mig.«

Han taler stadig Riget ned, som han snart har gjort det i 30 år: venstrehåndsarbejde, håndevending, en hurtig idé til at skaffe »nogle gryn« til Zentropa. Hvorfor, når Riget blev vendepunktet for dansk film og for Trier selv, et uomtvisteligt bevis på hans geni og evne til at kombinere genrer og modsætninger, humor og gys med den største lethed?

»Jeg tænker på Riget som Bergmans Fanny og Alexander, som jo er noget lort. Der tog han temaerne fra alle sine film og proppede dem ned i én. Det bliver forstoppelse. Riget er min Folk og røvere i Kardemommeby,« siger han.

»Når Riget blev så populært, er det jo, fordi den lægger sig op ad nogle klicheer og mine vittigheder, der er så gamle og dumme, at et større publikum nyder dem.«

– Men det siger du, som om det er noget skidt? Det er genialt og folkeligt. Det er folkekomedie på højeste niveau.

»Ja, det er beskedent.«

– Men det var ikke en håndevending?

»Nej, det tog et helt år at skrive og to år derefter at producere. Jeg praler altid af, at jeg skrev Dogville på en uge på coke og sprit. Og de første dele af Riget gik også vildt hurtigt at skrive dengang. Vi gjorde det bare. Jeg følte mig fri. Det gør jeg ikke længere. Jeg blev nok bange for at lave den, bange for at lave film i det hele taget. Det er trist, for det har været mit eneste virkelige trumfkort,« siger han.

»Abba har jo lige udgivet en ny plade. Har du hørt den? Den lyder som noget fra Cats. De er blevet for gode, for bevidste, nu tror de, at det skal være kunst. Engang var de bare vilde, rebelske, og det er en taknemmelig rolle at have. Engang tog jeg ikke mig selv så alvorligt, og det var dejligt. Nu skal jeg ligefrem bekæmpe mig selv for at slippe mig fri igen. Det ved jeg ikke, om jeg har kunnet. Det har jeg nok ikke.«

PÅ HELE VÆGGEN over sofaen har nogen tegnet en storyline med scenerne fra Riget Exodus. Øverst til venstre ved linjens begyndelse står der: »Episode 1« – og så første scene: »Karen ser Riget II på tv. ‘Ikke en slutning’.«

»Jeg blev nødt til at vedtage, hvad der er sket i løbet af de 24 år, der er gået: stort set ingenting. De fleste af skuespillerne er døde, men så starter jeg med, at Bodil Jørgensen, en okkult orienteret person, sidder og ser slutningen af sidste afsnit i Riget II på video hjemme på sin gård og siger: ‘Der jo ikke er nogen slutning!’ Det var første replik. ‘Der er ingen slutning,’ det har hun ret i. Så går hun i søvne og vågner op på Riget.«

Det hele har altså været en drøm, som nu fortsætter med Jørgensen som afløser for Kirsten Rolffes Drusse.

»Jeg har altid beundret Drusse for hendes mod. At hun turde lade sig indlægge frivilligt og endda operere i en større sags tjeneste. Men Bodil Jørgensen er jo sådan mere ‘bodiljørgensensk’. Hun kan spille alt. Og give selv de mest usandsynlige replikker liv,« siger han.

»På en måde har det ikke været så svært. Jeg havde forestillet mig en rigtig svensk-svensker som afløser for Helmer (afdøde Ernst-Hugo Järegård), men hans første replik i manuskriptet blev: ‘Hvem fan er den bögjävel (bøsserøv)?’, og så var vi i det ‘persbrandtske’ spor. Han (Mikael Persbrandt) er Stig Helmers søn, og han er taget til det land, der gjorde hans far sindssyg. Han er kirurg og er på Riget for at finde sin far, og det går selvfølgelig helt galt. Persbrandt var meget glad for at være med. Jeg lader gerne skuespillere være frie, jeg prøver at tage det bedste, de kan gøre, og så udvide det. Jeg lader hønsene løbe. Det kan de godt lide.«

Illustration: Sine Jensen
Illustration: Sine Jensen

Persbrandts partner er Lars Mikkelsen, som er en slags afløser for min personlige favorit, overlæge Einar Moesgaard, ham med Operation Morgenluft. Han er den mest konfliktsky mand i verden, og han kan overhovedet ikke selv se det. Det er Rigets genialitet: portrætterne af mennesker, der ikke selv kan se deres mest fremtrædende egenskab; her opstår det pinagtige, det morsomme, det uhyggelige.

»Lars Mikkelsen er lige så konfliktsky som Moesgaard. Det er meget velfungerende. Konfliktskyhed er en egenskab, der er sjov at portrættere, fordi man så tydeligt kan se, hvor latterlig den er.«

Han taler flere gange om sin glæde ved at skrive dialog.

»Det er måske det eneste, jeg virkelig synes er sjovt. Man bygger karaktererne op, og hvis man har udtænkt en stærk karakter, er man fri. Så er det ligesom et skakbræt, hvor de forskellige brikker har nogle egenskaber. Så siger jeg okay, så prøver jeg at gå med den her brik og ser, hvad der sker. Så ser jeg nogle katastrofer for mig og siger okay, lad os opsøge dem. Jeg har en katastrofetænkning, som er sindssygt effektiv. Det tager kun et splitsekund for en behagelig situation at blive til et katastrofescenarie,« siger han.

»Bare min fornemmelse af, at åen derude, den kan man da drukne i. Vi er jo i angstens verden her. Jeg har en terapeut, der er meget fornuftig, og som siger, at man skal stoppe sig selv, før tanken fortsætter på autopilot. Se på sig selv udefra og lave nogle åndedrætsøvelser. Så den negative tanke kører på sådan et sushibånd, der kører rundt og rundt, og når den kommer forbi, prøver jeg at se på den med venlighed, uanset hvor slem den er.«

– Virker det?

»Nej, men det er meget fornuftigt.«

»Katastrofetænkning er også et redskab,« siger han. »Når jeg kan finde ud af at bruge det, er jeg et skridt foran seerne, ikke? Men det er ikke nemt. Det er jo også en del af noget andet og mere ... problematisk. Når katastroferne bare føles kvælende.«

»Jeg tager lige en kop kaffe,« siger han, går hen til kaffemaskinen og undskylder sin tremor, de rystende hænder, igen. Den konstante rysten gør ham langsom i det, forklarer han. Det er også blevet værre; han kan næsten ikke holde på en kop. Om det er hans angstmedicin, der får ham til at ryste, ved han ikke.

»Det kan også være Parkinson, men nu skal jeg til en udredning, så må vi se. Det er sindssygt irriterende, især fordi jeg er blevet meget forfængelig omkring det. Jeg bryder mig ikke så meget om at gå ud mere, jeg er bange for, om jeg kan finde ud af at få kreditkortet igennem oppe i Brugsen. Så bliver jeg hjemme. Når jeg er alene, mærker jeg det ikke, og det er farligt i sig selv. Jeg murer mig inde. Til gengæld har jeg taget corona med knusende ro. Det har ikke rørt mig overhovedet.«

Lars von Trier med Ghita Nørby under optagelserne til 'Riget III'. Hun er i modsætning til mange af de tidligere medvirkende højst levende, men livet er et drømmespil, som hos Strindberg, som von Trier er meget optaget af, så der er som altid løsninger på samspillet mellem det denne- og det hinsidige liv. PR-foto: Henrik Ohsten
Lars von Trier med Ghita Nørby under optagelserne til 'Riget III'. Hun er i modsætning til mange af de tidligere medvirkende højst levende, men livet er et drømmespil, som hos Strindberg, som von Trier er meget optaget af, så der er som altid løsninger på samspillet mellem det denne- og det hinsidige liv. PR-foto: Henrik Ohsten

LARS VON TRIER skrev manuskriptet til Riget I og II med Niels Vørsel, som også har været med denne gang. I 1990erne skrev de hver for sig og delte scenerne op. Denne gang lavede de korte sessioner på to timer, hvor de sammen skrev intensivt på otte forskellige fortælletråde, der er i Riget III.

»Jeg har læst meget Strindberg de seneste år, og jeg er meget glad for ham. Han boede jo lige herovre i Holte i nogle år. Han var i sine følelsers vold, vild og intuitiv, i modsætning til Ibsen. Ibsen satte en dramaturgisk standard, som hele verden har fulgt siden. Der er styr på tingene. En riffel bliver indkøbt i akt to og skal affyres i akt tre. Vi hører 14 gange, at de ikke har råd til at betale for en brandforsikring i hjemmet, og så ved man, at så brænder huset nok ned, og når det gør det, er det med meget lidt entusiasme. Jeg er stor beundrer af Strindbergs intuition og kaos og frihed. Og han kom til at hade danskerne, ligesom Bertold Brecht og alle andre begavede udlændinge, der kom til at bo her. Strindberg kaldte Danmark for ‘Fækalieland’. Danskerne var den laveste kaste. Alt det modsatte af Sverige. Til sidst måtte han flygte til Schweiz, Danmarks ultimative modsætning,« siger han.

»Dramaturgi er Satans værk. Vi skal helst føle os glade igen, når vi går ud af biografen. Så er alting på plads. På filmskolen sagde de kill your darlings for at rendyrke historien og få den til at falde på plads, men det er jo idiotisk. Livet er ikke trygt. Jeg mener, det er jo en usandhed, at alting er på plads. Det mener du vel også?«

Den første del af Riget kom nogle år efter Twin Peaks, som Lars von Trier så mange gange og var »pjattet med«.

»Det er en eksplosion af gode ideer,« siger han. »Men Twin Peaks slutter ikke, boldene hænger i luften som evige, svævende bordtennisbolde, og det lider serien under, når man ser den igen. Så jeg har givet mig selv det benspænd, at der skal være en slutning. De otte tråde i Riget skal afsluttes. Og det har ikke været nemt.«

– Men det er jo ikke frit og intuitivt? Den manglende slutning i »Riget II« har fået os til at gruble i et kvart århundrede!

»Ja, men jeg vil jo gerne gøre det besværligt for mig selv, ikke? Det er heller ikke så godt med for meget frihed. Det kan jeg ikke klare. Jeg sætter altid regler op for mig selv, ved du jo. Frihed er ikke godt for mit hoved.«

– For 24 år siden var der kun tv. Nu er der Netflix og HBO. Tre sæsoner, ti afsnit, 30 timer i alt. Har du lyst til det?

»Nej, streaming har sin tid. Jeg tror, man bliver træt af dem, men jeg ser dem jo heller ikke. Jeg ser næsten ingenting. De serier er så lange; det er en måde at få sig en helt ny familie på, og det er jo rart. Skuespillerne ender med at sidde fast i deres roller. Og de, der laver dem og skriver dem, bliver dovne.«

Nicholas Bro og Bodil Jørgensen i Riget III. PR-foto: Henrik Ohsten
Nicholas Bro og Bodil Jørgensen i Riget III. PR-foto: Henrik Ohsten

– Du skal ikke lave en serie i fire sæsoner på HBO?

»Nej, men det er livet altså for kort til.«

JEG PRØVER at få ham til at forholde sig til forskellen på Danmark dengang og nu. I 1994 blev Nyrup valgt for første gang efter Tamilsagen. Clinton var præsident. Oslo-processen levede. Ingen talte om klimaet, alle om globaliseringens glæder og demokratiets sejr. Det er en million år siden. Rigshospitalet var det gamle Riget uden nye, lyse tilbygninger med hukommelsesklinikker og patienthoteller.

»Mja,« siger han. »Men historien er jo historien. Det er den samme. Altså, der er jo bygget en masse nye bygninger på Riget, der, som hospitalsdirektøren Bob (stadig spillet af Henning Jensen) siger, lige så godt kunne være en del af Tivoli. Han har klistret vinkartoner op på sit vindue for at slippe for at kigge ud på alt lortet.«

»Og lægerne, de er jo også de samme. De er jo ikke guder, bare fordi de har gjort deres studier færdige. Men jeg fik at vide, at alle de nye unge læger vil lave trofæoperationer, sådan nogle spektakulære nogle, der tager flere døgn. Kønsskifteoperationer og den slags. De kan ikke få nogen til at fjerne en tumor eller skifte en hofte. Det gider de ikke. Så Nikolaj Lie Kaas er med, og han er sådan en. En trofæjæger.«

– Men Danmark er ikke det samme, og du er ikke den samme? 

»Det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Du må vel have det på samme måde med Weekendavisen? Du kan jo ikke gå og filosofere over, hvad du laver hele tiden. Du har en avis, der skal laves. Verdens klogeste avis til verdens dummeste folk. Jeg laver film. Mine vittigheder er stadig de gamle, platte. Og personerne i Riget siger stadig De til hinanden, hvilket er helt forkert.«

– Det glæder mig meget. Vi er også Des med vores læsere.

»Nåh ja, hvorfor ikke.«

– Du laver en satirisk serie med 24 år mellem afsnittene. Satire er et farligt felt i dag. Du vil blive beskyldt for at være boomer, misogyn, racist, klimafornægter ... 

»Jeg har prøvet at undgå MeToo i Riget. Men jeg går og tænker på en film, der kunne hedde Kønnenes kamp

Nikolaj Lie Kaas i rollen som en trofæjagende læge. PR-foto: Henrik Ohsten
Nikolaj Lie Kaas i rollen som en trofæjagende læge. PR-foto: Henrik Ohsten

– Hvad skulle den handle om?

»Om en verdenskrig mellem mænd og kvinder. Det ville jo være helt ikonisk. Det er jo altid sådan i krig, at hvis den ene har atomvåben, så skal den anden også have det. Derfor ville de være lige dumme, kvinderne og mændene. Og ondskabsfulde. Jeg forestiller mig, at der står nogle kvinder på fødeafdelingen, som er klar til at dræbe de drengebørn, der kommer.«

– Det er jo Mutual Assured Destruction? De skal jo også kunne formere sig?

»Ja, men måske kan de snuppe sædblæren fra de mænd, de slår ihjel. Men jeg har ikke så meget andet end titlen, den er god, synes jeg, ligesom Klodernes kamp. Jeg tænkte bare, det lød dødsjovt. Der er ikke rigtig nogen historie, under alle omstændigheder bliver det ikke Doktor Zivago

– Men en let og munter film?

»Ja, jeg synes, at munterheden altid har haft en eller anden form for lægende virkning.«

– Er du god til at holde dig munter?

»Nej! Det er jeg sindssygt dårlig til.«

»Jeg tænkte, at et nyt Riget var noget, jeg kunne klare i en håndevending,« fortæller Lars von Trier. PR-foto: Henrik Ohsten
»Jeg tænkte, at et nyt Riget var noget, jeg kunne klare i en håndevending,« fortæller Lars von Trier. PR-foto: Henrik Ohsten

DER ER GÅET ET PAR TIMER. Det har været en dejlig samtale, som næsten ikke har handlet om hans sygdomme – og slet ikke om stoffer og alkohol. Det er snart jul, og den skal von Trier efter planen holde med sine børn og barnebarn. Det lyder rart, og det er det måske også, selvom han ikke har det godt.

»Når jeg troede, at Riget skulle ordnes i en håndevending, vidste jeg måske godt, at det var løgn. Jeg har jo ikke modet og kræfterne. Det har virkelig været en anstrengelse. I foråret fyldte jeg 65 og tænkte meget klart og tydeligt, at det er ved at være slut.«

– Hvad er slut?

»Livet.«

– Hvad skete der da?

»Måske er det den her rysten. Det føles meget ... forkert. Jeg føler mig endnu mere magtesløs.«

– Har du ofte tænkt: Hvorfor skal jeg slås ihjel?

»Ja, det er helt typisk noget, jeg spørger mig selv om.«

– Føler du dig uretfærdigt behandlet af livet?

»Ja! Det er alt for smertefuldt.«

– I forhold til hvad det kunne være? Eller hvad du kan se andre har?

»Jeg har bare haft det usædvanligt ... Jeg ved ikke, om det er usædvanligt i forhold til andre mennesker, men i forhold til mine kollegaer har jeg haft det usædvanligt hårdt. Jeg ved godt, at det også er grundlaget for at kunne fortælle historier på en lidt anden måde.«

– Måske har det været en gave også?

»Det er slet ikke nært. Det står ikke mål med det.«

– Hvad ligger der for enden af din angst? Er du bange for at dø?

»Jeg er i hvert fald bange for behandlingen, før det sker.«

– Kan der ikke være noget beroligende ved at overlade det hele til folk i kitler? Sådan har jeg det selv.

»Synes du, jeg virker til at være beroliget af den tanke?«

– Tænk, hvis du kommer ind på Riget. 

»Det ville da more dem.«

Riget Exodus (producent: Zentropa).
Premiere til efteråret på Viaplay og derefter på DR.