Udland. I Japan bliver kvinder stadig omtalt som »arbejdspladsens blomster«. Ikke alene er de til pynt, de kan også plukkes efter forgodtbefindende af lystne mænd.

Pæne piger klager ikke

To år efter at Shiori Ito vandt et civilt søgsmål mod den mand, som hun siger voldtog hende på et hotelværelse i Tokyo, lever hun fortsat med konsekvenserne. For mange japanere er hun blevet en paria. Det er straffen for at tale åbent om seksuel vold mod kvinder – et emne, der oftest mødes med tavshed i Japan.

Ifølge Ito, en nu 32 år gammel journalist, mødtes hun i 2015 til en forretningsmiddag med Noriyuki Yamaguchi, en af Japans mere indflydelsesrige mediepersoner. Det endte med, at hun mistede bevidstheden, siger hun. Da hun vågnede op igen, lå hun i en seng med Yamaguchi oven på sig.

I slutningen af 2019 gav en domstol i Tokyo hende medhold i, at hun var blevet tvunget til ubeskyttet sex, og beordrede Yamaguchi til at betale hende 3,3 millioner yen, svarende til 192.000 danske kroner. Store dele af den japanske offentlighed har stadig ikke tilgivet hende, og hun får dagligt en strøm af hadbeskeder på sin e-mail.

»Efter at jeg begyndte at tale åbent om min sag, har det været utroligt vanskeligt for mig at bo i Japan og beholde mit arbejde. Det er svært at overleve i det her samfund, efter at man har afsløret, hvad man har været ude for,« sagde hun i et nyligt interview med tv-stationen France 24.

Det er en slags moderne historie om David mod Goliat. Itos angivelige voldtægtsmand er tidligere bureauchef i Washington for tv-stationen TBS og har skrevet en meget læst biografi om forhenværende premierminister Shinzo Abe. Selv var hun bare en freelancer uden særlige forbindelser.

Det er ikke bare inden for medier, at japanske kvinder er underrepræsenterede. I parlamentets underhus udgør de bare 45 ud af 465 medlemmer. I erhvervslivet er forholdene endnu mere grelle, og kvinder står i spidsen for mindre end en procent af alle virksomheder.

Ifølge den seneste rapport om ulighed mellem kønnene udsendt af den internationale ngo World Economic Forum ligger Japan på en 120.-plads på en liste over 156 forskellige lande og placerer sig derefter midt imellem Angola og Sierra Leone.

Derfor kan MeToo-sager som Shiori Itos også eksistere som vidnesbyrd om et samfund, som ellers på mange måder er blandt verdens mest moderne og sofistikerede, men alligevel tillader negativ forskelsbehandling af kvinder på en række parametre.

En omvendt Sofie Linde

Man skal se godt efter for at finde tegn på en MeToo-bevidsthed i Japan. Aktivister mødes hver måned i Japans større byer til såkaldte »blomsterdemoer« for at vise solidaritet med voldtægtsofre. Men grupperne er ofte små. Nogen massebevægelse er det bestemt ikke.

Man kunne kalde Shiori Ito for Japans Sofie Linde, bortset fra at næsten ingen har fulgt i hendes fodspor. Der har ikke været nogen højt profilerede anklager mod mænd i vigtige positioner. Det kan selvfølgelig skyldes, at japanske mænd er mere dydige end andre, men det er næppe forklaringen.

Faktisk har Shiori Ito snarere end at fungere som katalysator tjent som et afskrækkende eksempel på grund af den hårde medfart, hun har fået, ifølge Tomomi Yamaguchi, en japanskfødt antropolog med speciale i feminisme ved Montana State University.

»Ito Shiori har været udsat for en enorm kritik, både online og offline. Situationen er fuldstændig giftig, og det er hævet over enhver tvivl, at det afholder mange kvinder fra at stå frem med deres historier,« siger hun.

»Derfor er MeToo-bevægelsen ikke blevet til nogen flodbølge i Japan, sådan som man har set det i andre lande som for eksempel USA og endda Sydkorea. Reaktionen mod kvinder, som åbner munden, er simpelthen for massiv.«

Resultatet er, at sexchikane i vid udstrækning får lov at fortsætte som før i Japan, og alle kvinder, høj som lav, risikerer at blive ramt. Overgreb kan finde sted overalt. Mænd, der tager på vildfremmede kvinder i den kollektive trafik, udgør omkring 20 procent af alle sager.

Selv samfundets mest ressourcestærke, herunder folkevalgte politikere, kan ende som ofre. Det skete angiveligt for Shoko Arai, det eneste kvindelige medlem af kommunalbestyrelsen i byen Kusatsu i det centrale Japan.

I 2019 udgav hun en bog, hvor hun anklagede byens 73 år gamle borgmester, Nobutada Kuroiwa, for at have presset hende til seksuelt samkvem. Bogen beskriver en situation, hvor han kysser hende og tvinger hende ned på gulvet. »Jeg kunne ikke skubbe ham væk,« skriver Arai.

Borgmesteren afviser anklagerne og siger, at han aldrig har rørt Arai, og hans medborgere giver ham medhold. Ved et ekstraordinært valg støttede over 90 procent af de afgivne stemmer en beslutning om at smide Arai ud af kommunalbestyrelsen.

I fraværet af beviser er det påstand mod påstand. Men sager som denne har konsekvenser, der rækker ud over MeToo-bevægelsen og påvirker kvinders politiske deltagelse, fortæller Emma Dalton, en Japan-ekspert ved RMIT University i Australien, som netop har udgivet en bog om sexchikane i japansk politik.

»Det går ud over kvinders rolle i det politiske liv. Når kvinder eller piger ser, hvad der sker med kvindelige politikere, så har de ikke lyst til selv at gå ind i politik, og det kan man jo i og for sig sagtens forstå,« siger hun.

De få kvindelige politikere, der trods alt findes, er ikke altid en støtte for deres trængte medsøstre. Mio Sugita, et parlamentsmedlem for Det Liberale Demokratiske Parti, skabte røre sidste år, da hun ved et møde med andre lovgivere udbrød, at i sager om seksuelle overgreb kan kvinder »lyve, lige så meget de har lyst til«.

Seku hara

Det er lidt af en gåde, hvorfor Japan tilsyneladende befinder sig mindst et par generationer bagud i forhold til andre lande, som det ofte sammenlignes med. For sexchikane er på ingen måde noget nyt fænomen.

Seku hara, en forkortelse af sekushuaru harasumento fra engelsk sexual harassment, blev udnævnt til »årets ord« i en konkurrence udskrevet af forlaget Jiyu Kokumin Sha helt tilbage i 1989. Det var, efter af en japansk kvinde som den første nogensinde havde lagt sag an mod en kollega for sexchikane – en sag, som hun endte med at vinde.

Noriyuki Yamaguchi hævder, at de havde sex med samtykke og har anlagt en injuriesag, som han dog senere har måttet frafalde på grund af et inkonsistens vidnesbyrd. Foto: Charly Triballeau, Scanpix
Noriyuki Yamaguchi hævder, at de havde sex med samtykke og har anlagt en injuriesag, som han dog senere har måttet frafalde på grund af et inkonsistens vidnesbyrd. Foto: Charly Triballeau, Scanpix

Men siden da er udviklingen nærmest gået i stå, og mange japanere har ikke meget andet end et fnis tilovers for hara, fortæller Yamaguchi fra Montana State University.

»Retssagen var helt afgjort et vendepunkt, men selve udtrykket seku hara blev hurtigt til noget, man godt kunne gøre lidt grin med. Hele problemet med sexchikane blev forvandlet til en slags joke, og sådan er det fortsat med at være i mange år,« siger hun.

Det juridiske system er medvirkende årsag til trægheden. Det kan være særdeles vanskeligt for et offer for seksuelle overgreb at få medhold i domstolene, og de fleste giver op på forhånd.

En undersøgelse blandt 5.899 ofre for seksuelle overgreb offentliggjort sidste år af ngo’en Spring viser, at kun syv procent oplevede at få en anmeldelse accepteret af politiet, og bare 0,7 procent rapporterede, at gerningsmanden til sidst blev fundet skyldig i en retssag.

»I tilfælde, hvor de to parter kendte hinanden i forvejen, kan det være vanskeligt at få fastslået, at noget overgreb har fundet sted. I den type sager ender det ofte med, at ofret får skylden, specielt hvis det ikke direkte kan påvises, at vedkommende har gjort modstand, eller hvis der var alkohol involveret,« siger Forum Mithani, en ekspert i japanske kønsspørgsmål ved Cardiff University.

Japanske aktivister er i færd med lobbyarbejde, som skal ændre lovgivningen, så der kommer klarere regler for blandt andet samtykke, men de må nok væbne sig med tålmodighed. Love bliver ikke ændret fra den ene dag til den anden i Japan.

En lov om sexforbrydelser fra 1907 var gældende i over et århundrede og blev først revideret i 2017, hvor minimumstraffen for voldtægt blev hævet fra tre til fem år, og det også blev lettere at rejse en sag mod en mistænkt voldtægtsforbryder.

Under alle omstændigheder er lovændringer i en vis forstand bare symptombehandling, og der skal gås mere fundamentalt til værks, hvis man for alvor vil skabe forandring. For de love, der gælder i et land, er oftest bare et konkret udtryk for de herskende normer, og Japan er ingen undtagelse.

Spørger man Saki Mizoroki, en japansk samfundsforsker tilknyttet Hebrew University i Jerusalem, er der et bestemt sæt af værdier, som afgør, hvordan japanerne tænker: stabilitet, hierarki, konformitet, udholdenhed, konfliktaversion og beskedenhed.

Det er efter hendes mening her, man skal finde selve kernen i forklaringen på, hvorfor så mange japanske kvinder vælger at tie stille om overgreb, de oplever på for eksempel arbejdspladsen.

»Det er helt utænkeligt, at en kvinde i en stor virksomhed kunne finde på at hæve stemmen. Det ville slet ikke falde dem ind. Det ville være umuligt. Folk ville synes, det var virkelig underligt, og kvinden ville blive udstødt. Det er sådan, samfundet fungerer, desværre,« siger hun.

»Arbejdspladsens blomster«

Indtil for nylig gik kvinder for at være »arbejdspladsens blomster«, der mest var til pynt og skulle få en lang dag på jobbet til at gå lidt hurtigere og mere fornøjeligt. Det er blevet blødt en smule op, men ikke meget. Mange steder er det fortsat en selvfølge, at de kvindelige ansatte skænker te for mændene, aldrig omvendt.

De stive hierarkier ikke bare i virksomhederne, men også i statsbureaukratiet og i uddannelsessektoren har gjort det vanskeligt at skabe forandring, fortæller Robert O’Mochain, der forsker i seksuel vold ved Ritsumeikan Universitet i Kyoto.

»Det er en overdrivelse af sige, at mændene i toppen af hierarkierne inden for politik, erhvervsliv og uddannelse er urørlige, men der er ingen tvivl om, at kulturen her i Japan gør det vanskeligt at udfordre autoritetsfigurer i en hvilken som helst sammenhæng,« siger han.

»Kritik af en autoritetsfigur bliver anset for at være skadeligt for den institution, han står for, og for alle medlemmer af samme institution.«

En modvilje mod at stå alene midt i en tsunami af modvilje og tale højt om emner, som flertallet hellere dysser ned, afholder desuden mange kvinder fra at tale åbent om overgreb, som de har oplevet.

For at tilpasse MeToo-bevægelsen til den mere kollektivistiske tilgang i Japan er nogle japanske kvinder derfor også begyndt at bruge udtrykket WeToo i stedet. Kultur er dybt forankret og kan kun ændres et beskedent skridt ad gangen.

Mithani fra Cardiff advarer dog imod at lægge for stor vægt på Japans kulturelle egenart. Hun peger på, at der også i Vesten er en »tavshedskultur«, som blandt andet gav en person som Harvey Weinstein mulighed for at ødelægge andre folks liv i årevis, mens alle, der vidste noget, lod som ingenting.

»Det viser, at det ikke bare er et kulturelt problem begrænset til Japan. Fællesnævneren for mange af de her sager er magt. Krænkerne er altid i en mere magtfuld position end dem, de krænker, og de bruger det ulige magtforhold til deres egen fordel,« siger hun.

»De udnytter deres indflydelse og forbindelser til at opretholde tavshed, og deres mindre magtfulde ofre føler ofte, og med god grund, at selv hvis de fortæller om deres situation, vil ingen lytte til dem.«

Shaun O’Dwyer, der forsker i politisk teori ved Kyushu Universitet i byen Fukuoka, er heller ikke tilhænger af at reducere situationen i Japan til et spørgsmål om kultur.

Et af de vigtigste problemer er, siger han, den måde, som civilsamfundet er skruet sammen på i Japan. Statsmagten deler nødigt indflydelse med andre, og derfor er det vanskeligt for selvstændige organisationer at komme til orde.

»Det er meget vanskeligt at få officiel status som nonprofitorganisation i Japan. Og uden den status kan man ikke opnå skattefordele, og det er næsten umuligt at ansætte professionelle, som kan hjælpe med at skabe opmærksomhed og udøve indflydelse,« siger han.

»Så det er virkelig svært for MeToo-bevægelser og feministiske grupper at vinde indflydelse og påvirke den offentlige debat. Det gælder i øvrigt også inden for miljø. Grupper, der agiterer mod hvalfangst, er meget, meget små i Japan.«