Opinion. Sofus elskede at blive kløet på ryggen og anede ikke uråd, før det var for sent.

Den dag vi slagtede grisen til jul

En tidlig decembermorgen i 1950 løb min bror og jeg de 400 meter hen til farmors hus i Villingebæk lige over for Lergraven. I dag skulle grisen slagtes. Der var lys i vinduerne. I gården stod byens fælles skoldekar og en stige, og op ad væggen stod farfars cykel. Han var landpost, og hans rute dækkede Dronningmølle, Munkerup, Villingebæk og Villingerød, hvor bønderne boede. Dagens posttur var forbi, og nu hang to galvaniserede spande med madrester på styret i stedet for den store lædertaske.

Nede ved Hulerød havde Rederiet Lauritsen en børnekoloni. Og oppe på Bålbakken havde både Handelsbanken og medicinalfabrikken IDO feriehjem for funktionærerne. Ingen af dem spiste op, og postens gris sorterede kun det bestik fra, som pigerne overså. En dag havde vi set, hvordan farfar kom cyklende med en jutesæk hængende på styret. I den lå en pattegris, som han havde købt hos en af bønderne.

Pattegrisene var naturligvis »skåret« og lød alle navnet Sofus, uanset køn. I starten løb grisen lidt forvirret rundt i den helt rene og nykalkede svinesti, faldt snart til ro oven på en portion bygskråning med vand og begyndte så snusende at undersøge de nye omgivelser. I vaskehusstuen var den næsten sortrøgede skinke, der kort tid forinden var hentet hos røgmanden i Esrum. Der hang forgængeren. Men farfars gris fandt sig til rette og anede ikke uråd.

I maj måned voksede grøfterne til med brændenælder og græs. Det blev slået med leen, og af uforklarlige grunde ligefrem kastede grisen brændenælderne i sig. Til venstre for truget stod et hakkejern med knækket skaft. Hvis man ville have Sofus til at stå stille, kunne man stille sig op med fødderne på truget og skrabe den på ryggen med jernet. Det kunne den lide, og hvis man blev ved, blev den til sidst så kælen, at den helt mistede balancen og faldt om på siden, mens den med små, blå øjne stirrede stift op på én.

På den flade, hævede havbund ind mod bakkerne ved Tegners Museum avlede bønderne kartofler i den sandede jord. Når de seksten kartoffeloptagere i et opskruet tempo havde pillet markerne op gennem deres otte kurve, var der masser af spildkartofler tilbage. Og dem kunne posten samle. Vi drenge hjalp ham og prøvede, hvordan det var at arbejde og få ondt i ryggen ligesom de voksne. De fleste røg i den lille kartoffelkule, men grisen fik dem, der var ødelagt af optageren. Den var efterhånden blevet stor og rund, og møddingen stor og stinkende. Om efteråret bar farfar i drejlstøj med åg og to spande indholdet ud i køkkenhaven og strøede det ud over jorden i et tyndt lag, inden den blev vendt. Her burde Sofus virkelig have anet uråd.

Da vi løb rundt om hjørnet til farmors gård, var der allerede godt gang i det varme vand i gruekedlen, og mændene stod klar i gården. Min far skulle hjælpe med at holde. Det samme skulle »Forden«. Han hed egentlig Henry Petersen og var egnens eneste vognmand.

Henry Slagter var allerede kommet. Han var hjemmeslagter om morgenen. Resten af dagen var han Henry Sygekasse. Henry havde sorte bukser på, hvid jakke, kasket med blank skygge, et stort, hvidt forklæde og en livrem med en stor træskede. Her sad kniven med det sorte skæfte, underlig tyndbladet. Henry stod og strøg kniven på strygestålet, langsomt og grundigt, mens han smilede et meget hvidt smil til os drenge. Vi var helt sikre på, at han havde gebis.

Alt var nu klar. Dampen stod i en tæt sky ud af vaskehusdøren, mændene stod parat til at holde, og farmor med en stor spand med havregryn i bunden. Henry havde sat kniven i skeden og stod nu med et let hampetov med fast løkke i hænderne. Tovet var brunt og glat af fedt og hænder. Så gik Henry ind for at hente grisen. Forsigtigt lagde han løkken rundt om trynen og styrede den let uden om alle forhindringer. Da grisen så de tre mænd og hele det dampende menageri, blev den stiv og ville aldeles ikke flytte sig videre. Men så gik mændene i aktion. De tumlede den ud midt i gården og vendte den rundt, så den havde retning mod Henry. Forden tvang den rundt det sidste stykke med et solidt greb om halen. Derved mistede han sin hue, der ellers stadig bar de blå-hvid-røde cirkler fra krigens tavse protest. Imens skreg grisen helt uudholdeligt, og det var svært ikke at løbe sin vej med fingrene i ørerne.

Så lå den der. Henry stod ved hovedet. Far og farfar på hver sin side. Farmor ved halsen. Og Forden med sit solide tag i halen. Alle havde fat. Nu ikke alene skreg grisen, men sked så grundigt, at krigen endelig sluttede for Fordens beklædning. Der trak Henry kniven, snittede først hurtigt i skindet, stak så, rodede lidt for at finde pulsåren og skubbede så let med kniven. Blodet stod i en stråle ud over farmors arm og ned i spanden, mens hun med opsmøgede ærmer rørte havregrynene rundt. Sådan begyndte min livslange aversion mod blodpølse.

Strålen blev kortere, skrigene til en grynten, den spjættede lidt med benene, men til sidst slappede alle af. Spandene med det kogende vand blev hældt over kroppen, så mændene kunne skrabe hårene af. Til sidst var den helt nybarberet. Nu blev rebet brugt til at binde bagbenene til stigen, og det hele blev rejst op.

Henry var ufattelig præcis på hånden, da han lagde snittet fra hale til hoved på grisen. De dampende indvolde blev omhyggeligt væltet ned i et kar, og præcisionen blev næsten uhyggelig, da han huggede ryggen fri af siderne. Der hang den så, flad og adskilt. Meget stærk i kødets og fedtets farver. Nu var det til at se, hvor flæskestegen til jul kom fra, og det var let at pege skinken ud. Den skulle til røgmanden.

I mellemtiden var døren til vaskehuset blevet lukket. Farmor og far arbejdede derinde. Når døren blev åbnet, stod der en ubeskrivelig stank i den, så man snappede efter vejret. De rensede tarme. Farmor holdt i den ene ende, mens far med fire fingre og et par strikkepinde omhyggeligt trak det stinkende indhold ud af tarmene. De tykke gik til blodpølse, resten til medister.

Gården blev til sidst fejet for hår og blod og spulet ren, og så havde mor, der var vokset op på fjerde sal i Aalborg, lavet morgenkaffe til alle i farmors fine stue. Inde i varmen bredte en afslappet og snakkesalig stemning sig. Forden var lidt ærgerlig over det der med huen, og Henry sad og lod en hvid tommelfinger køre op og ned på bagsiden af teskeen med Handelsbankens navn på.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk