Vintersolen hænger lavt og sender sine skarpe, undersøgende stråler direkte ind i køkkenet, hvor vi mødes morgenen derpå. Vi huskede at vaske op, inden vi faldt om i hvert sit kølige værelse, hjulpet i seng af O.P. Anderson. Nu kommer vi i tanke om noget andet, noget foruroligende, kilden til en hurtigt vågnende bondeanger.
»Undskyld, fik vi lige nedlagt julen i går? Hvad skete der?« spørger den ene af os ud i luften.
Vi har slået os op som traditionens to urokkelige vogtere, vi er julen, vi er nisser, engle og Stille Nacht, heilige Nacht, vi er sild og snaps, mørkning og kasser med arvet julepynt, »vi drømmer kun ønskedrømme« ligesom Askepots små hjælpere i Disneys Juleshow, vi er dem, der sprøjter klementinsaft ind i lysets flamme, vi er kolde øl, ild i kakkelovnen, tændte lys i adventskransen og opskrifter, der opbevares så omhyggeligt som de islandske håndskrifter. En måned tidligere spiste vi middag med nogle veninder og diskuterede juleaften, og en hel masse konflikter og dilemmaer dukkede op. Det virkede ikke, som om nogen glædede sig. Da en af kvinderne lænede sig ind over bordet og autoritativt konkluderede, at »den perfekte jul findes ikke«, så vi stjålent på hinanden og tænkte i kor, »jo, den gør.«
Så hvorfor skulle vi af alle nedlægge julen?
ET HAVLT DØGN TIDLIGERE: Med en flad æske smørrebrød i bagagerummet forlader vi byen i en hale af biler og forbandelser, de andre kører som gamle geder, dumme svin eller bare idioter, der er grønt, for helvede, men selv dét er blevet en fast, komisk juletradition: at komme skævt og udmattet ud af byen, ræse afsted gennem landet for at finde frem til den dybe ro og julestemningen, vi længes efter. Den er skrøbelig som en farvet glaskugle og for hvert år sværere at fremkalde, men vi insisterer, vi tror på magisk (manisk?) tænkning, vi er på vej. Der er noget tåbeligt, måske endda påtrængende over os. Glædens tyranni.
Fremme ved huset i skumringen råber den ene: »Bliv siddende i bilen,« mens hun farer ind og forsøger at få poetisk lys i den kæde, hun har draperet over hoveddøren, men som nu viser sig at ville blinke (manisk!). Så stikker hun to bundter gran ned i to urtepotter og vinker: »Sådan, kom bare!«
Julestemning bæres af kulisser, sætstykker, musik og overleverede kultiske genstande, den slags skal være i orden.
Ville en mand gøre det samme? En mand på vej til årets julefrokost med sin gamle ven?
Uden bevidst at ville krænke mænd ved at generalisere er det svært at komme uden om et nej. Nej, nej og nej. Flertallet virker demonstrativt ligeglade og ser i bedste fald høfligt tværs igennem pynten. I vores begyndende vaklen er spørgsmålet om, hvem vi holder jul for, farligt. Vi gør det ikke for små børns skyld, dem har vi ikke længere, ikke for mænds skyld og slet ikke for vores egne, de ville hellere rejse væk, hvis de blev spurgt, hvad de af samme grund ikke bliver. De er fanget i vores forestilling, men ikke engang stærk belgisk øl og knivskarpe, iskolde O.P Anderson kan hjælpe os frem til et hurtigt svar på hvorfor.
Vi hører Ray Charles og Betty Carter synge »Baby, It’s Cold Outside« (Frank Loesser, 1944), fordi den elegante duet plejer at gøre os i godt humør, men i år raser vi over de purister, der kan få den vittige tekst til at handle om voldtægt. »Det er et spil mellem mand og kvinde, læs dog mellem linjerne!« råber vi irritabelt. »Hun kan ikke sige nej, for hun har ikke lyst til at sige nej! Men nogen vil åbenbart sige nej på hendes vegne med 80 års forsinkelse. Hun skal hjem nu!«
My sister will be suspicious
gosh your lips look delicious!
Vi falder ned og dækker op. Den perfekte julefrokost findes, for så længe vi kun er to, kan vi styre det. Alt skal være som før. Lige store snapseglas. En bestemt engel af papir. Den lysestage. Æg og rejer. Stegt fiskefilet. Tatar med rå æggeblomme. Flæskesteg. Roastbeef. Hønsesalat. Protest over afvigelse: »Sidst fik vi også gravad laks!« På en dårlig dag minder julens faste traditioner om et fængsel, vi har barrikaderet os i sammen med vores gidsler. På en god dag er mennesket et traditionsopbyggende vanedyr og julen en overdragelsesforretning, hvor slægtens stærkeste og mest elskede skikke går videre, og alle hviler trygt i dem. Selvfølgelig skal man have kalkun. Gås. And. Flæskesteg. Intet andet går an. Hvorfor? Det fortaber sig. Ingen kan længere huske oprindelsen.
Vi spiser, skåler og venter på den vidunderlige, sarte julestemning, der ikke kan bosses frem, men må lokkes. Med skønhed, med historie, med snaps, salmer og med to totalt afslappede kroppe, der i et kort øjeblik lader alle andre være, men der sker ikke rigtig noget.
»Er det for tidligt?« spørger den ene let desperat. Vi er kun lige inde i december, men det er snarere for sent.
»Vi kan ikke længere holde sammen på julen, det er dét, der er galt,« svarer den anden. »Det rum, jeg plejer at skabe til jul, er snart reduceret til en skohylde.«
AT JULEAFTEN OGSÅ kan være smertefuld, er langsomt ved at gå op for os. Kniven i såret. Et familiemedlem kommer ikke juleaften, fordi han hverken vil vaccineres eller testes. En anden har mødt en ny kæreste og holder jul hos hende. Børn er blevet voksne, har selv fået børn og fordeler sig som skiftehold mellem to eller i tilfælde af forældrenes skilsmisse tre eller fire familier. Overalt høres de samme historier. Én kan ikke være i samme rum som sin søster og trækker sig fra den store familiejul. Én deltager modstræbende i svigerforældrenes sjuskede jul med halvrå ænder og femminutters sovs. En anden dirrer af harme over det hårrejsende gavefråseri i mandens familie. Én trækker forgæves datterkortet, »du er min eneste datter!« Én er klar over, at uanset hvordan hun med sin lyseste stemme et stykke inde i november lancerer spørgsmålet:
»Hvordan ser det ud i år?« hver jul påfører sit voksne barn et ubehageligt dilemma.
»Man kan ikke holde voksenjul, det er en grotesk idé, meningsløst!« lyder det let opgivende. »Det handler om at gøre noget for nogen, og hvis der ikke er børn at give gaver, at overraske, at genopleve sin egen barndoms jul igennem, så …«
Vi slår ud med armene og må forstå, at vi mister den historiefortælling, vi hver især har bundet op på vores egen jul, for det er ikke de andres, de nyes traditioner og minder, kun vores. Ting betyder noget andet, end de gjorde. Vi forstår det gamle nisseorkester og de sodsværtede engle bedre end nogen andre, men måske er vi de eneste. For alles skyld må de nedgraderes i betydning. Vores barndoms jul, den perfekte jul, findes ikke længere. Forældre er døde, tanter og onkler er væk, og julens klare udspring har forgrenet sig til et floddelta, der løber i tusind retninger.
Stille og roligt nærmer vi os det alvidende niveau, som danner fundamentet for vores fælles konsulentfirma, Visdommens kilde. Gode råd, ingen har bedt om. Snaps, nakken tilbage og det lille ahhh. »Hvad er forskellen på at resignere og at hvile i sig selv?« spørges der retorisk. »Lidt svalende ligegyldighed? At lade det fare?« Kunne der være noget befriende i et lettere greb om julen og altings korrekte opretholdelse?
Pyt! skal være vores nye motto.
Den ene mindes de rådne ænders jul, 2015. Det dejlige fyld af svesker og æbler stod klar på køkkenbordet, søsteren pakkede ænderne ud, og en stank bredte sig i køkkenet. Det kunne ikke passe, for det måtte ikke passe. Ænderne blev fyldt, kom i ovnen, en betænkelig lugt bredte sig. I det samme bankede gæsterne på, butikkerne var lukket, alt var ødelagt, der var kun champagne og optøede portionsanretninger fra hjemmeplejen tilbage. De grinede til gengæld meget.
Sorgens jul kom også, hvor nære og kære pludselig ikke var med om træet, og alle tilbageblevne var sprøde. Og alligevel blev det en yndig jul, en varm og hjertelig jul. Fordi livet havde været så tungt, kunne julen ikke pustes op til fortravlethed og nervøsitet, der var kun selve kernen tilbage – lys, kærlighed, hinanden – og det var nok. Det forventede julemareridt udeblev, måske fordi sårbarhed blev accepteret som en del af julen. At julen både rummer sorg og glæde.
I sit overdådige vokabularium fandt Grundtvig et fantastisk ord, »julesorg«, da han ensom og nedtrykt skrev »Velkommen igen, Guds engle små« julenat 1824. Sidste vers, sidste linje: »Vor Fader i Himlen! Lad det ske, lad julesorgen slukkes.«
Julesorg er den forstemthed, enhver kan genkende. I sangen er det glæden over Jesu fødsel og sorgen over, at korsfæstelsen venter. Et sted læser vi, at julesorg er bevidstheden om menneskets afmagt og elendighed sat over for det uskyldige barns forventning og glæde.
»Sagen er, at vi ikke er uskyldige længere,« siger den ene tørt. Vores alder overrumpler os gang på gang, bare tallene! Foran spejlet udbryder vi på moderne dansk et what!? Er vi i Ripley’s Believe It or Not, museet for bizarre rekorder i, hvad det vil sige at være menneske?
»Jeg tror, at vi for første gang har sagt højt, at vi kan forestille os ikke at holde jul,« siger den ene på vej i seng. Vi når lige at ramme puderne inden fuldt mytteri. Om natten fantaserer den ene om sne, Norge, stilhed, bål. Den anden om at befinde sig i Venedig den 24. december. Så står solen op igen. Fik vi virkelig nedlagt julen i går?
NU ER VI LYSVÅGNE, vi mente det ikke på den måde, og arbejder ædrueligt på at finde frem til et forlig. Ingen bliver lukket ud, før den nye jul er fundet. Noget skrider lidt, de faste pladser er ikke længere faste, noget bliver skrællet af, men den inderste kerne, som vi for alt i verden vil beholde, er tilbage: drømmen om et øjebliks fred, lyset i mørket, gaver, gavmildhed, at nogle har gjort sig umage. I den bedste af alle verdener er julen en kollektiv bevægelse for at få en smuk aften.
»Nu bliver vi gamle og runde, så skal vi ikke køre julen op i det sædvanlige gear,« siger den ene. Det er godt at begynde med en blidere tolkning af vores what!? foran spejlet. Vi nærmer os indflyvningen, og børnene kan klare sig selv.
Vi kommer i tanke om et interview med Per Kirkeby, da han var 59 og talte om alderens arrogance. Han fik det til at lyde ret godt. I erkendelse af, at han nærmede sig det sorte hul, indfandt der sig en lethed. Han antydede et klarsyn, der kom med alderen, uanset at synet helt konkret blev dårligere.
Ha, ha, tak, Per Kirkeby. Det hjælper alt sammen. Vi spiser blødkogte æg, ristet brød med hjemmelavet paradisæblegele. Også det er godt.
I de sene år undlod maleren at opretholde en bestemt stil og talte om den nødvendige resignation, til sidst kunne han slet ikke male. Kirkeby fandt ud af, at han godt kunne leve uden at være så fuldt i gang hele tiden, for han havde jo været vanvittig produktiv. Og her føler vi, at han henvender sig til os, selvom man i ærlighedens navn ikke kan sidestille juleaften med stor kunst.
På vej hjem i bilen synger den af os, der kan synge, alle vers af »Velkommen igen, Guds engle små«, og på Rute 21 kort før Roskilde indfinder julestemningen sig i flænsende solskin bag snavsede ruder. Den vil igennem, og vær velkommen!
Find alle juleessays fra Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg her.
