Undskyld, at det bliver rørstrømsk. Jeg arbejder forgæves på at få lidt mere ironisk distance, at blive en kynisk HBO-serie, men det er jul, og var jeg inderlig og sentimental resten af året, så er det helt galt nu.
Min datter Alia er fyldt fem, det er et ulige år, min tur til jul. Hun er gammel nok til at forstå konceptet, det genfortryller også dagene for mig.
For voksne er julen pakket tæt, koncentreret i dagene omkring den 24., man skal skynde sig at slappe af, synke ned i den smule ro, man kan finde, mens man samtidig stimler sammen med et rend (det føles som en rand) af familiemedlemmer.
Men for børnene er julen mikrodoseret ud over hele december: dage med tiltagende stemning og sæsonbestemte snacks (gad man spise pebernødder i nogen anden måned?). Jeg går og mimrer berørt, pludselig omsvævet af barneminder. At åbne kalenderlåger i morgenmørke; den 100 procent aurabaserede, smeltende velsmag af frimærkestore, helt ringe vekao-mælkechokolader; tv-julekalender om aftenen, der faldt på klokken 15.30. At vente, rituelt. Jeg prøver at forklare, at julen var en gammel lysfest, uden helt at kende den førkristne historie; Alia opfatter det som, at vi tænder lys i december for at minde solen om, hvordan man skinner. Det kan jeg godt lide, en passiv-aggressiv form for magi, at sætte et kalenderlys i vindueskarmen for demonstrativt at signalere til den blege, afkræftede decembersol: Se, er det måske så svært?
Vi ser Pyrus-kalenderen fra 1995: Alletiders nisse. Den anden julekalender i Martin Miehe-Renards seriøst vidunderlige værk om nisserne i Rigsarkivet, der via bøgerne besøger historiske og skønlitterære skikkelser. Det er pinligt, men: Alt, jeg med sikkerhed kan huske om danmarkshistorien, har jeg fra Pyrus.
I årets kalender er problemet, at det meget nussehyggelige arkiv, personificeret i Jesper Kleins kaffetørstige arkivar Bertramsen, bliver truet af Moderniseringen i skikkelse af den glædesdræbende edb-fanatiker Uffe Spage Andersen (en frydefuldt kedelig Steen Stig Lommer), som vil rationalisere Rigsarkivet. Endnu kun bevæbnet med Windows 95, må man formode, men han er forud for sin tid, taler allerede længselsfuldt om neurale netværk, som jeg ellers først har læst om hos forfatter og billedkunstner Amalie Smith.
Det siger alt om manuskriptets luksuriøse historievid, at skurken er opkaldt efter den semimytologiske nordiske kongesøn Uffe hin Spage. I et andet afsnit vil arkivnissen Gyldengrød ikke spille skak med Christian 2., »for han slider riller i bordet«. Og sådan er der gammelklog humor hele vejen igennem.
SOM GAMMELKLOGT BARN kunne jeg ikke lide Alletiders nisse, men kun fordi jeg elskede den første kalender i serien, Alletiders jul, så højt: Her var den kvindelige hovedrolle Freja, en magisk pige med hukommelsestab og mørkt, punkpjusket hår, som var faldet ud af en bog og sang melankolske sange om ikke at vide, hvor hun hører til. Gæt, om jeg identificerede mig aggressivt med hende? I anden Pyrus-kalender introduceres i stedet Kandis (ja, Kandis), en regelret, morgenfrisk nissepige, som synger dydsmønstersange om at gå i bad. Jeg var syv år gammel og forrådt; foragtede hende med en intensitet, der til min overraskelse er mildnet ganske lidt med årene. Men min datter synger jublende med på den mentalhygiejniske propagandavise »Gå glad i bad«:
»Når man vasker sig, får man også renset sine tanker
Man får gode ideer i et bad
Det er sundt for sjælen, når man skrubber sine pusselanker
For rene fødder gør dig mere glad.«
Jeg tager, hvad jeg kan få, i det mindste hopper Alia medvilligt op i badekarret for tiden; det sker endda, at hun får vasket hår.
JEG HAR IKKE LAVET en pakkekalender, jeg kan ikke lide at købe en masse plasticfis i Tiger-butikken, vi har så meget tåbeligt dims og dut i forvejen. Siger jeg; i virkeligheden skyldes det, at jeg er utjekket og altid ude i for dårlig tid. Men nød lærer nøgen kvinde at disrupte traditionerne. I år har vi lavet en nisseportal, et i al beskedenhed genialt koncept, det står alle frit for at kopiere til næste år. Man laver en portal (en pyntet skotøjsæske; et ark papir med magisk udseende snirkler og kruseduller på; en adventskrans?) og forklarer sit barn, der er en lige så stor hoarder som én selv, at de kan lægge et stykke kasseret legetøj (umage puslespilsbrikker, indtørret modellervoks, forrige års plasticfis fra pakkekalenderen) i portalen, så henter nisserne det til deres verden i løbet af natten, bruger sagerne til at lave nye ting i deres værksted – og lægger et stykke slik som tak. Børnene øver sig i selv at rydde ud og mærke efter, hvad de godt gider af med. Det er sandsynligvis den bedste idé, jeg nogensinde har fået, et af den slags lynnedslag, som rammer én højst to gange i løbet af et menneskeliv. Pludselig er mit barn Marie Kondo.
Hun er gammel nok til at rydde op. Til at forstå jul. Og hun begynder at få en slags humor, der er hævet over det allerlaveste, latrinære niveau. Kommer hjem fra børnehaven og spørger højtideligt: »Mor, har du hørt om pranks? Det er noget fra YouTube.«
Hun knytter sin hånd og beder mig køre en finger rundt i hulningen, hvorefter hun spruttende stammer: »Tak ... fordi du gjorde rent ... i toilettet!« Så: ikke helt hævet over det latrinære alligevel. Den er, i øvrigt, klart ældre end YouTube.
Og så om aftenen, efter at vi har pakket nisseportalen med kronragede Barbie-dukker, ligger hun og vil ikke sove. Jeg siger det igen og igen: Nu skal du altså, intonationen går fra omhyggeligt mild til ret tyndslidt. Til sidst skrap: NU. Så er der stille lidt. Længe. Sover hun mon? Det nager lidt, at jeg mistede tålmodigheden. Så en lille, forsigtig stemme: »Må jeg godt stille dig et sidste spørgsmål, mor?« Mit hjerte svulmer og smelter som tøsne, den der mimren begynder i næsen igen, da hun tager min hånd. Er det ét af de helt store? Vil hun vide, hvad der sker, når vi dør? Hun tager altså min hånd. Og klapser mig med den, lige i panden. »Hvorfor slår du dig selv?« spruttegriner hun. Jeg dør også af grin.
Hvis jeg en dag får kureret det rørstrømske og erstattet det med selvironi, er det hendes fortjeneste.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. Du kan læse eller genlæse tidligere her.
