Det er ikke noget kønt billede, der er blevet tegnet af kulturen på TV 2 de seneste uger. I en meget omtalt dokumentar, som havde premiere på Discovery+ i forrige uge, blev det tydeligt, at flere af tv-stationens ledere havde udnyttet deres magt og opført sig stort set, som det passede dem. I en leder i denne avis konkluderede chefredaktør Martin Krasnik, med baggrund i sagen, at »det er psykologisk børnelærdom, at der kun skal en smule magt og status til, før det stiger selv de mest afbalancerede folk til hovedet«. Men at magt fører mennesker i fordærv, er lidt af en misforståelse.
Magt stimulerer vitterlig menneskets narcissistiske sider, og fristelserne, som følger med udvidet råderum, kan føre til egoistisk (og liderlig) adfærd. Vi har for længst fået syn for, hvordan visse politiske ledere, høje i hatten af den status, som følger med positionen øverst i hierarkiet, har »været klamme« i festligt lag. Magtliderlighed er noget andet og kendetegner den, der ikke blot skruppelløst bruger andre som midler til at realisere egen agenda, men som tilsyneladende får stådreng af at manifestere egen suverænitet ved at krænke andres autonomi og værdighed.
Magtmisbrugerne findes, men langt de fleste ledere opfører sig ganske ordentligt. Det er min erfaring efter at have arbejdet med ledelsesudvikling igennem 15 år. Ofte er problemet faktisk det modsatte: Langt de fleste ledere martres i forskellige grader af deres ledelsesmæssige ansvar og vægrer sig ofte mere, end godt er, mod at tage autoritet på sig og anvende deres magt. I lyset af den aktuelle debat kan man frygte, at denne magtforskrækkelse intensiveres i disse tider.
Magt = ondskab
Teorien om, at magt korrumperer, har rødder i Philip Zimbardos verdensberømte simulerede fængsel i Stanford Universitys kældre. I 1971 tildeltes forsøgspersoner via lodtrækning enten rollen som fange eller som fangevogter. »Fangevogterne« begyndte hurtigt at opføre sig usympatisk, og eksperimentet satte ifølge Zimbardo fokus på, »at individuel adfærd i højere grad er bestemt af sociale dynamikker og samfundsmæssige forhold end af personlighed, karakter og viljestyrke«. Læren, som blev grundbogsstof helt frem til dag, lød, at det var den syge situation – at nogle besidder magt over andre – som forårsagede ondskab.
I 2018 blev lydoptagelserne fra Stanford Prison Experiment frigivet, og det står i dag klart, at designet langtfra var naturalistisk. På båndene bliver interessante forhold, der ikke har været rapporteret i de publikationer, der grundlagde feltet, nu transparente. Det viser sig, at forskningsassistenterne fik til opdrag at få forsøgspersonerne til at optræde som barske vagter – simpelthen fordi studiet skulle bruges til at reformere kriminalforsorgen.
Trods Zimbardos tvivlsomme metode blev forsøgene grundlag for en sejlivet idé om, at magt korrumperer. Men ifølge professor i organisationspsykologi Adam Grant er en bedre fortolkning, at det er et givent individs tidligt etablerede værdier, som afgør, hvordan vedkommende forvalter sin position som leder. Ifølge Grant afslører magten vores essens, hvem der er gode individer (som forbliver gode og er et gode for gruppen at delegere magt), og hvem der er korrumperede individer (hvis egoistiske begær sættes i frit fald, når de i en magtposition bliver deres egen øvre instans).
Som eksempel giver Grant to legendariske advokater, der endte i samme offentlige absolutte topstilling, men som har efterladt sig vidt forskellige eftermæler. Den ene blev i sin allerførste retssag truet af dommeren, der efter sigende bedyrede »at finde advokatens etiske kvalifikationer for tvivlsomme til at kunne praktisere jura«. Ikke desto mindre blev han en skønne dag USAs 37. præsident. Det var skandaleramte Richard Nixon, der med udsigt til en rigsretssag i forbindelse med Watergate blev den første amerikanske præsident nogensinde, der måtte gå af før tid. Det var ikke magten, som korrumperede Nixon. Det var han i forvejen, lyder Grants analyse. Den anden advokat, som blev Amerikas 16. præsident, var omvendt så etisk, at han i sine unge år afslog at repræsentere en klient, fordi han var overbevist om, at manden var skyldig. Det var Abraham Lincoln. »Honest Abe«, som han også blev kaldt, der i dag huskes for sin integritet og tro på the better angels of our nature, som han i sin indsættelsestale italesatte menneskets essens; et menneskesyn, som kombineret med Lincolns enorme præsidentielle magt gjorde ham i stand til at tro på og lykkes med hen ad vejen at bringe amerikanerne til at lægge borgerkrigen bag sig og blive én union.
Snærende bånd
Forskningslitteraturen peger på, at der med forøget magt følger flosset etik, risikobetonet adfærd, egocentriske finansielle investeringer, aggression, flirt og utroskab. Men empirien viser samtidig, at der ikke nødvendigvis er tale om et kausalt forhold, hvor magt fører til korrumpering, men om komplekse interaktioner mellem individ og råderum. Det magtfulde individ ligger således i mindre grad under for snærende situationelle bånd og giver derfor i højere grad sine meninger og værdier – eller kreative løsningsmodeller – til kende.
Hvor vi på det seneste har fået syn for, at der rundtom i landet er blevet rekrutteret ledere, som ikke har været deres ansvar værdigt, er der masser af eksempler på, at magt er blevet brugt i det godes tjeneste. Formentlig var både eksempelvis Mandela og Gandhi på nogle punkter, som topledere er flest – rasende statusorienterede uden at være magtliderlige seriekrænkere.
Verden har nydt godt af sådanne store lederes kolossale magt og prosociale værdier, ligesom vi i øvrigt også skal glæde os over hverdagens ledere, der tager magten på sig og anvender den konstruktivt til at løfte deres ansvar. Denne uge kan vi også hylde dansk tradition for flade hierarkier, socialt sikkerhedsnet og kritisk presse, som gjorde det muligt for tapre praktikanter at vende magten på hovedet: De trodsede frygten for fyring – og fyrede forrykte chefer.
