Leder. TV 2-dokumentaren vidner om en total mangel på bevidsthed om det ansvar, magt over andre giver. Opgøret med »en anden tids kultur« er en besindelse på, at grænseoverskridende magtudøvelse findes, også i seksuel form, selv når vi hædrer frigørelse og flydende grænser.

Sex, magt og tv

Sex, magt og tv Af Martin Krasnik

DET handler om sex og magtmisbrug på en tv-station. Streamingserien The Morning Show fortæller om en rådden kultur på en arbejdsplads, hvor de instanser, der skal hjælpe medarbejderne, mest er optaget af at beskytte ledelsen. Sexchikane og seksuelt magtmisbrug er udbredt; mange ved, det foregår, og de fleste synes også, at det er forkert. Men det er jo en tv-station, hvor varerne på hylderne er glamour og karisma og derfor også den sociale kapital, som særligt tilflyder redaktører og studieværter. Derfor sker der ikke noget. Indtil der pludselig gør det.

FAKTISK er der ikke de store forskelle på den amerikanske serie og den virkelige verden på TV 2. Men i den aktuelle dokumentar om den danske tv-station er det virkelighed; detaljerne mere påtrængende, det glamourøse nedværdigende, det karismatiske brutalt. Kvinderne fortæller om det sørgeligt velkendte spektrum i MeToo-sager: grænseoverskridende bemærkninger, uønskede berøringer, lumre opfordringer, skæve, upassende seksuelle forhold og deciderede overgreb.

REVOLUTIONÆRE forandringer sker virkelig i kølvandet på MeToo. Mænd med magt og social kapital har historisk kunnet gøre nogenlunde, som de havde lyst til, særligt over for underordnede kvinder. Og samfundets strukturer og institutioner har sørget for at beskytte de magtfulde. Selvom omgivelserne har vidst, at det skete, har der ikke været noget at stille op. Man kunne skrive en hel verdenshistorie med vidnesbyrd fra kvinder, der har fået smadret deres tilværelse af seksuelt magtmisbrug.

ER historien om TV 2 særligt rammende, er det, fordi den beskriver fænomenet på en moderne mediearbejdsplads, hvor magtforholdene er slørede: Her er man, som det lyder i dokumentaren, én stor familie, et skønt, kreativt fællesskab. Den moderne, strømlinede version af 1970ernes frigørelse, hvor alle arbejder sammen og fester sammen, hippier i blå skjorter. Men trods norm- og grænseløsheden består magten og hierarkierne.

OPGØRET med »en anden tids kultur«, som mange taler om, er først og fremmest en besindelse på, at magt og magtudøvelse findes, også i seksuel form, selv når vi hædrer frigørelse og flydende grænser. Det er ikke mange år siden, at progressive typer rasede over, at man kunne forarges over Bill Clintons forhold til sin praktikant. Herregud, de er jo begge voksne mennesker! Præcis som man afviste, at Jeppe Kofod gjorde noget galt. For blot to år siden mente mange, at MeToo nok aldrig ville komme til Danmark. Vi er for frisindede, lød det. Nej, vi har snarere haft svært ved at anerkende, at nogen har magt over andre, og at seksuelt magtmisbrug derfor også sker på vores breddegrader.

MED dokumentaren om TV 2 får vi en imponerende afdækning af, hvordan det finder sted. En række kvinder fortæller om episoder, der vidner om en total mangel på bevidsthed om det ansvar, magt over andre mennesker giver. Det er psykologisk børnelærdom, at der kun skal en smule magt og status til, før det stiger selv de mest velafbalancerede folk til hovedet. På TV 2 blev det endda omsat til en fælles historie om, at det bare signalerede vildskab og frækhed. Flere af de kvindelige medarbejdere i dokumentaren fortæller, at de selv bidrog til den fortælling. Eller som Jennifer Aniston, den kvindelige vært i The Morning Show, siger det: »Jeg er medskyldig, fordi jeg aldrig sagde noget højt eller hjalp med at stoppe de seksuelle misforhold, der sker i denne fucking bygning.«

MAGTMISBRUG er det, når en chef eller overordnet hiver en praktikant med ud på toilettet eller foreslår sex i bytte for forfremmelse. Produktionsselskabet Impact og Dagbladet Information viser forbilledligt, hvad grundig journalistik kan gøre i modsætning til de lukkede, anonymiserede advokatundersøgelser: Historierne og vidnesbyrd lægges frem, så man selv kan tage stilling til dem. At dokumentaren fremstår ensidig, skyldes, at de involverede chefer, tidligere og nuværende, enten undlader at stille op eller gør et meget dårligt indtryk. Også i dag mangler de viljen til at tage det klare ansvar, der følger med magten.