Leder. Vestlige virksomheder sælger gerne ud af det principielle arvesølv, hvis de kan komme ind på det kinesiske marked, men andre steder er der en voksende fornemmelse af, at værdigheden også kan sælges til for høj en pris.

Kridtstregen

Kridtstregen Af Klaus Wivel

VESTLIGE bankchefer er ikke kendt for deres vitser, specielt ikke når de rammer et stadig mere magtfuldt regime mod øst. Men forleden kom Jamie Dimon, direktør i J.P. Morgan, en af verdens største banker, alligevel til at gøre sig lystig: »Kommunistpartiet fejrer sit hundredårsjubilæum. Det samme gør J.P. Morgan. Jeg vil vædde på, at vi kommer til at holde længere,« sagde han.

KAPITALISTER var engang stolte over at erklære den frie markedsøkonomi for at være den totalt statsstyrende ideologi overlegen. Men læseren kan nok gætte, hvad der skete. Der var dårlig gået et døgn, før bankchefen undskyldte med en selvpiskende erklæring om, at »det aldrig er i orden at gøre nar ad eller nedgøre en gruppe eller en befolkning«.

UD af ingenting opstod den erkendelse tilsyneladende, for man havde ikke hørt et eneste krav om bodsgang fra Beijing. Her kunne man konstatere, at ikke alene den kinesiske befolkning, men også betydelige vestlige institutioner i dag helt af sig selv forstår at udøve selvcensur. Et gæt er, at direktøren nok også har ladet sit akutte hensyn til den kinesiske æresfølelse styre af de 20 milliarder dollar, J.P. Morgan har investeret i Kina.

AF erkendelser hører denne til de banale: Vestlige virksomheder sælger gerne ud af det principielle arvesølv, hvis de kan komme ind på det kinesiske marked. Det kan selv ikke den brutale undertrykkelse af Hongkong og de stadig mere militante trusler mod Taiwan ændre på. Men skønt J.P. Morgan langtfra står alene, er der andre steder en voksende fornemmelse af, at værdigheden også kan sælges til for høj en pris. På trods af trusler om økonomiske sanktioner erklærede mere socialt bevidste virksomheder som Nike og H&M tidligere i år at ville boykotte bomuld fra Xinjiang-provinsen, hvor man gør brug af hundredtusindvis af tvangsarbejdere.

KINA mærker i denne tid for alvor Vestens opmærksomhed. For nylig forsvandt den berømte tennisspiller Peng Shuai, efter at hun på et socialt medie havde anklaget en tidligere højtstående leder af Kommunistpartiet for seksuelt overgreb. Hendes opslag forsvandt hurtigt, og siden forsvandt hun også, ligesom andre regimekritikere gør det for tiden. Men opslaget blev delt og vakte voldsom vestlig kritik. At hun siden er dukket op igen på billeder udsendt fra officielt kinesisk hold og har trukket sin egen anklage tilbage, har kun forstærket vreden. Steve Simon, leder af WTA, kvindernes tennisforbund, har meddelt, at indtil han får vished om, at hun er »fri og i sikkerhed og ikke ligger under for censur, tvang og intimidering«, er han nødsaget til at aflyse alle turneringer spillet i Kina – en beslutning, der kan koste hundrede millioner af dollar. Der findes trods alt vestlige ledere, der mener, at nogle principper er alle pengene værd.

Side 14