Østfronten. Migranterne fra Belarus styres hen mod et område tæt på det såkaldte Suwalki-gab, en cirka 110 km lang strækning langs den polsk-litauiske grænse, der er alle NATO-strategers mareridt. For det er det utvivlsomt svageste led i NATOs forsvar af sin østgrænse og de baltiske stater.

Migranterne sendes mod det svageste led i NATOs østgrænse

Migranterne sendes mod det svageste led i NATOs østgrænse Af Ole Nyeng

Den spændte situation i det øde, skovrige område ved Polens og Belarus’ fælles grænse skiftevis eskalerer og deeskalerer.

Tirsdag gik flere hundrede desperate migranter til angreb mod polske grænsestyrker ved grænseovergangen Kuznica, bevæbnet med sten, betonstykker og – ifølge polske myndigheder – chokgranater, de sidste formodentlig venligt udleveret af belarusiske styrker.

Fra polsk side svarede man igen med vandkanoner og tåregas i det hidtil værste sammenstød på grænsen, og migranternes stormløb mislykkedes.

Samtidig åbnede den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, for første gang for, at »de migranter, der ønsker det«, kan få lov at vende tilbage til, hvor de kom fra, før de blev indrulleret i diktatorens hybridkrig mod naboerne mod vest. Lukasjenko havde i denne uge hele to samtaler med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, om, hvordan krisen ved grænsen kan nedtrappes, hvilket om ikke andet kan ses som en slags sejr for den belarusiske leder, der dermed fik brudt EUs diplomatiske isolation af hans regime.

Mellemøstlige og tyrkiske flyselskaber er samtidig, skræmt af truslen om EU-sanktioner, begyndt at reducere det bemærkelsesværdigt store antal flyvninger til Minsk, og antallet af syriske, irakiske og andre mellemøstlige »turister« med et brændende ønske om at se den belarusiske hovedstad er faldet betydeligt.

Omkring 3.500 migranter opholder sig i skrivende stund, ifølge polske myndigheder, i primitive teltlejre ved grænsen, hvor de forsøger at holde vinterkulden på afstand ved at tænde bål, skarpt bevogtet af belarusisk grænsepoliti. En del af dem blev dog tirsdag kørt væk og indlogeret i en tom lagerhal i den nærliggende belarusiske by Bruzgi – hvilket måske – men kun måske – er et forsigtigt tegn på belarusisk retræte.

Mens konflikten ved grænsen således bølger frem og tilbage, vokser spekulationerne om, hvad der egentlig var Aleksandr Lukasjenkos – og hans formodede bagmand, den russiske præsident Putins – hensigt med forsøget på at gøre migranter til det nye våben mod Vesten.

Hvis Putin ikke fandt, at det her var en acceptabel og for Rusland gavnlig adfærd, ville han have mulighed for at vride armen om på Lukasjenko og stoppe det.

Niels Bo Poulsen, chef for Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier

Troede Lukasjenko virkelig, at han kunne tvinge EU til at ophæve de sanktioner, der blev indført mod ham og hans nærmeste kreds, efter at han sidste år slog hårdt ned på en opposition, der – efter alt at dømme retmæssigt – følte sig snydt for en valgsejr? Eller var der andre, mere vidtrækkende motiver? Hvilken rolle spiller Ruslands præsident Putin?

Er det med andre ord et tilfælde, at flygtningepresset er dirigeret hen til et område tæt på det Suwalki-gab, en cirka 110 km lang strækning langs den polsk-litauiske grænse, der er alle NATO-strategers mareridt, det utvivlsomt svageste led i NATOs forsvar af sin østgrænse og de baltiske stater?

I lommen på Putin

»Umiddelbart er der nok tale om et forsøg fra Lukasjenko på at få ophævet sanktionerne mod sig,« siger Niels Bo Poulsen, chef for Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier og redaktør af antologien Kreml i krig – Ruslands brug af militær magt. »Det giver god mening for Lukasjenko at dirigere migrantstrømmen til det nordøstlige Belarus. Herfra har han muligheder for at kanalisere migranterne i to retninger, både mod Litauen og mod Polen, to lande, der begge har markeret sig skarpt mod Lukasjenko-styret, og som begge huser en del belarusiske eksilpolitikere. Men når det er sagt, kan der sagtens være flere formål. Der er de planer, ofte spontane og ikke lige gennemtænkte, der opstår i Lukasjenkos hjerne, og de mere strategiske planer, som andre lægger, jeg tænker her selvfølgelig især på Putin.«

Niels Bo Poulsen er ikke i tvivl om, at Putin har en stor hånd med i konflikten ved den polsk-belarusiske grænse.

»Hvis Putin ikke fandt, at det her var en acceptabel og for Rusland gavnlig adfærd, ville han have mulighed for at vride armen om på Lukasjenko og stoppe det.«

Poulsen henviser til, at Rusland i den aktuelle konflikt meget aktivt har støttet Belarus, hvor man kunne have holdt lavere profil. Politisk har såvel udenrigsminister Sergej Lavrov som de statsdirigerede russiske medier forsøgt at gøre de polske og litauiske grænsemyndigheder ansvarlige for »den humanitære katastrofe ved grænsen«.

Militært har russerne og belaruserne gennemført fælles militærøvelser tæt på grænsen. Russiske bombefly har foretaget flyvninger over grænseområdet. Og Lukasjenko har – ifølge Radio Free Europe – åbnet for, at Rusland kan udstationere Iskander-missilsystemer med kapacitet til at affyre atomvåben ved Belarus’ grænser til såvel Polen som Ukraine. Et tilsyneladende brud med Belarus’ hidtidige politik om ikke at tillade permanent tilstedeværelse af udenlandske styrker eller våbensystemer på landets territorium.

Migranter fra Mellemøsten og Afrika har slået lejr ved Checkpointet »Kuznitsa« på grænsen mellem Polen og Belarus, tæt på Grodno. Foto: Leonid Shcheglov, AP/Scanpix
Migranter fra Mellemøsten og Afrika har slået lejr ved Checkpointet »Kuznitsa« på grænsen mellem Polen og Belarus, tæt på Grodno. Foto: Leonid Shcheglov, AP/Scanpix

»Russerne var så ivrige efter at demonstrere deres solidaritet med Belarus, at de gennemførte en fælles øvelse med nedkastning af faldskærmstropper tæt på grænsen til Polen, selvom vejrforholdene var elendige. Med det resultat, at to russiske soldater omkom,« siger Niels Bo Poulsen.

Heller ikke Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik, tvivler på, at Rusland er stærkt indblandet i den igangværende konflikt.

»Lukasjenko kan sagtens have fundet på det med migranterne selv, og jeg er ikke sikker på, at det var forhåndsgodkendt i Moskva. Men det var ikke kommet så vidt, som det er i dag, uden russisk støtte,« siger han.

»Lukasjenko er fuldstændig i lommen på Putin efter augustvalget sidste år, hvor han blev en international paria. Hvis ikke Putin støtter ham, er han ikke præsident i Belarus længere, så enkelt er det. Så han skriver under på stort set hvad som helst, Putin foreslår lige nu. Det er Putin, der presser på for øget integration mellem de to lande, både politisk, økonomisk og militært. Der er tale om udstationering af russiske styrker i Belarus, adgang til permanente russiske luftbaser i landet og opstilling af russiske missilsystemer.«

NATOs blindtarm

Det bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvilken interesse Putin kan have i at puste til den igangværende konflikt ved den polsk-belarusiske grænse. Tilbage til Suwalki-gabet.

Flemming Splidsboel: »Det er klart i Putins interesse at så tvivl om NATOs eller NATO-medlemmers evne til at forsvare deres østgrænse. Og man er fra russisk og belarusisk side selvfølgelig fuldt ud opmærksom på den diskussion, vi fører i NATO om den sårbarhed, vi har ved den polsk-litauiske grænse, altså Suwalki-gabet. En række russisk-belarusiske krigsøvelser, senest Zapad-21 i september, går netop ud på at bryde igennem her og forbinde Rusland via Belarus med Kaliningrad-eksklaven ved Østersøen, og krigsspillene indikerer i høj grad, at det kan lykkes for dem.«

Men er Suwalki-gabet vigtigt for russerne, er det livsvigtigt for NATO-alliancen.

Niels Bo Poulsen forklarer hvorfor: »De baltiske lande er NATOs blindtarm. Hvis man forestiller sig et scenario, hvor de to landeveje og jernbanen op igennem Suwalki-gabet bliver afskåret, enten ved en russisk besættelse eller sabotage, vil det ikke være muligt at fremføre forstærkninger til de baltiske lande i en krigssituation. Så er der kun søvejen tilbage, og store dele af Østersøen beherskes af Ruslands militære styrker i Kaliningrad-eksklaven, både raketbatterierne og flådestyrkerne.«

NATOs ømme punkt. Illustration: Andreas Peretti
NATOs ømme punkt. Illustration: Andreas Peretti

Det hidtil mest detaljerede vestlige studium over en krigssituation på NATOs østfront, foretaget af Rand Corporation i 2016, viste, at russiske styrker vil være i stand til at indtage de tre baltiske republikker på mindre end tre døgn, ikke mindst på grund af Ruslands store overvægt af konventionelle styrker i området. Siden har NATO sendt en fremskudt multinational styrke på i alt 4.500 mand – fordelt på fire brigader – til henholdsvis Polen og de tre baltiske republikker.

»Det er selvfølgelig heller ikke nok til at holde Baltikum med det beredskabsniveau, Rusland har, og med de store styrker, de kan samle i nærområdet på meget kort tid.

Men ideen med den fremskudte multinationale styrke er, at russerne måske tænker sig om to gange, før de begynder at slå amerikanske, britiske, franske og tyske soldater ihjel. Og at den kan hjælpe polakker og baltere med at holde stand, indtil der kommer forstærkninger, og dermed udgøre en snubletråd for russerne. Derfor er det så vigtigt at holde Suwalki-korridoren åben,« siger Niels Bo Poulsen.

»Russerne ser den nuværende situation ved den polsk-belarusiske grænse som en oplagt mulighed for en magtdemonstration over for Polen og de baltiske lande,« tilføjer Niels Bo Poulsen. »Og for måske at få dem til at tænke over, hvad der sker, når USA – hvad vi ser i disse år – vender sig mere og mere mod Asien og væk fra Europa. Kommer der er tidspunkt, hvor disse lande – og også alle os andre – må sige: 'Kære russere. Amerikanerne var her flygtigt. Vi ved, at I altid vil være her. Nu må vi have en modus operandi for, hvordan vi omgås hinanden. Hvad er det, I ønsker?’«

Nyt jerntæppe?

Frygten for en eskalering ved den polsk-belarusiske grænse – at de to landes grænsestyrker vil blive involveret i et væbnet sammenstød – fik tirsdag de tre baltiske lande og Polen til at drøfte, om det er på tide at påkalde sig NATO-traktatens artikel fire, der giver mulighed for at indkalde alliancen til »konsultationer«, hvis et medlemslands »territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet«. Den er hidtil kun blevet anvendt fire gange i NATOs historie. De fire lande blev da også enige om at vente lidt.

Hvad kan NATO også stille op i den igangværende konflikt?

»Markante solidaritetserklæringer, et hurtigt besøg fra en amerikansk viceforsvarsminister, intensiverede konsultationer på højt niveau, altså alle mulige ikkeoffensive tiltag,« svarer Niels Bo Poulsen.

»Derefter kan vi begynde at overveje at hjælpe med logistik og overvågningsteknologi, for eksempel droner, så vi bedre kan følge med i, hvad der sker på den belarusiske side af grænsen. Vi må være forsigtige med at sende regulære tropper til området. De fleste borgere i NATO-lande ser helst ikke, at migranter bliver mødt med pansrede mandskabsvogne eller soldater med automatvåben.«

Imens har Putin fundet et nyt sted på europakortet til at skabe usikkerhed og ustabilitet. Rusland har de seneste uger samlet over 100.000 soldater umiddelbart nord, syd og øst for Donbass-regionen i Ukraine, den region, der har været kontrolleret af prorussiske separatister siden 2014. Det har fået USAs udenrigsminister, Antony Blinken, til at advare sine europæiske allierede om, at vi må forberede os på en regulær russisk invasion af Ukraine.

Skal vi til at vænne os til et Østeuropa som permanent kilde til ustabilitet, en region, vi må beskytte os mod med mure og pigtrådshegn? Får vi et nyt jerntæppe gennem Europa?

»Det er nok den langsigtede udvikling, vi vil se,« svarer Niels Bo Poulsen. »Rusland og Belarus har fundet et for dem udmærket redskab i migranterne. Næste gang kan de blive sendt over den lange grænse til Ukraine. Kommer de igennem Ukraine, ligger hele Centraleuropa åbent. Hvordan vil vi gardere os mod det? Så længe vi har en høj grad af konfrontation med Rusland, og den tror jeg ikke bliver mindre de næste mange år, så vil vi nok have behov for at befæste grænserne bedre.«

Side 11






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank