WASHINGTON, D.C. – Nede ved Potomacfloden ligger en husbåd, som er opkaldt efter John Denvers sang om West Virginia: »Almost Heaven« hedder båden, og ligesom sin ejer er den hvid, solidt bygget og altid parat til at kaste anker og efterlade hovedstadens snakkende klasser i sit kølvand.
Der er en del aktivitet på demokraten Joe Manchins båd for tiden. Efter en lang karriere, hvor han sjældent blev genkendt uden for sin hjemstat, er den 74-årige senator blevet et af de mest kendte ansigter i amerikansk politik. Manchin er formand for senatets komité for energi og naturressourcer og sidder samtidig med den afgørende stemme i senatet, hvor der for tiden er nøjagtig lige mange republikanere og demokrater, 50 af hver.
I de seneste uger har Manchin brugt sin særlige position til at svinge kniven over præsident Bidens store velfærdspakke. Uddannelse, skattestigninger og masser af grøn omstilling er skåret væk, så pakken, der skulle have haft en værdi af 3,5 billioner dollar, ender med at blive langt billigere. Undervejs har Manchin også trukket sit parti så langt hen over midten, at Bernie Sanders og de andre demokrater på venstrefløjen er ved at gå op i limningen.
Og ikke nok med at mange amerikanere nu betragter Manchin og West Virginia som det sidste bolværk mod Bidens mange klimaskatter – i næste uge vil det også være ham, der forhindrer USA i at gå forrest under forhandlingerne på FNs klimatopmøde i Glasgow.
»Manchin har ødelagt det, der sandsynligvis var Bidens eneste chance for at få gennemført solid lovgivning på energi- og klimaområdet,« siger juraprofessor James Van Nostrand, der leder et forskningscenter for energi og bæredygtig udvikling på West Virginia University.
»Biden havde håbet på, at han kunne tage til Glasgow og vise USAs nye lovgivning frem til resten af verden, men sådan kommer det ikke til at gå, og det er Joe Manchins fortjeneste. Han er ellers vant til at befinde sig i en lille sandkasse her i West Virginia, hvor man kritiserer grøn energi og støtter kulindustrien per automatik. Men pludselig er han blevet den mægtigste mand i Amerika, som står på en global scene, hvor den slags har enorme konsekvenser, ikke bare for USA, men for hele verden.«
Krigen mod kul
Joe Manchin lader til at trives med opmærksomheden. Han ser sig selv som en midtersøgende, der får republikanere og demokrater til at tale sammen. Selv har han præsidenten i røret flere gange om ugen. Kongresmedlemmer fra begge partier lægger vejen forbi husbåden til øl, pizza og en uformel snak. Tidligere på måneden padlede en gruppe aktivister i kajakker og cykelbåde også ud til »Almost Heaven« for at kræve svar på, hvorfor senatoren blev ved med at modsætte sig Bidens reformer.
Manchin står et mærkeligt sted i amerikansk politik. Som demokrat i en dybt konservativ stat har han travlt med at vise sit hjemmepublikum, at han ikke er til fals for de magtsyge partifæller i hovedstaden. Det er båden selvfølgelig et symbol på; de fleste senatorer har en lejlighed i Washington, D.C., men Manchin er aldrig rigtig gået i land så at sige. I forhandlingerne om velfærdspakken har han også stået fast – med hjælp fra partifællen Kyrsten Sinema, der er senator fra Arizona. Manchin advarer om at skabe et »entitlement society«, som han kalder det. Et samfund, hvor for mange vil føle, at de er berettiget til for meget. Derfor har han blandt andet insisteret på, at gratis universiteter og betalt forældreorlov blev fjernet fra pakken.
Men når det gælder klimaindsatsen, har Manchins modvilje en anden årsag. Biden ville bruge 150 milliarder dollar på USAs grønne omstilling – fra kul og olie til sol og vind – og det kan ikke undgå at slå bunden ud af West Virginias kulindustri, der i forvejen er klemt. Under Obama blev flere af de største miner lukket, og staten mistede tusindvis af arbejdspladser og milliarder i skatteindtægter, der kunne have forbedret de medtagne veje, skoler og hospitaler. »Krigen mod kul« kaldte Joe Manchin dengang Obamas klimalove. I en valgvideo satte han dem op på en skydeskive og pløkkede hul i dem med en jagtriffel.
I West Virginia findes en kullobby, som Manchin ofte anklages for at være i lommen på. Han modtager donationer fra industrien og er stadig på lønningslisten i sit gamle firma, der samarbejder med flere af de store selskaber. Før da arbejdede Manchin i familiens købmandsbutik og solgte senere møbler og tæpper. Men sagen er mere kompliceret, mener hans partifælle Evan Hansen fra West Virginias underhus.
»Selvom der ikke er så mange, der arbejder i minerne længere, er vores økonomi stadig bundet til kulindustrien,« siger han.
»Derfor har vi heller ikke lyst til at flytte os så hurtigt, som videnskabsfolkene og politikerne i Washington gerne vil have. Jeg kan tage rundt i staten og tale en masse om potentialet i sol- eller vindenergi, men hvis folk aldrig har set et stort solcelleanlæg, er de også skeptiske over for, om det fører arbejdspladser med sig.«
Afsondret, uvejsom og indadvendt
Det er en svær balancegang. Selvfølgelig er Joe Manchin klar over, at der ikke venter kul en ny storhedstid. Men han ved til gengæld ikke, om Bidens grønne omstilling kommer til at gavne hans stat, som han bliver lovet.
»Manchin skal tage mange hensyn,« siger Nicolas Zegre, der er lektor i hydrologi ved West Virginia University og forsker i klimaforandringer i staten.
»Han er nødt til at balancere de klimaforandringer, som bliver mere tydelige i West Virginia, med erhvervslivets og borgernes ønsker. Man er nødt til at forstå, at kul er hele grundlaget for vores kultur, og at de mange job i kulminerne har været godt betalt. Ingen i Washington har kunnet tilbyde nye job, der kan give de samme levevilkår, og indtil det sker, er det kun naturligt, at borgerne længes efter alt det, som kul har gjort for dem.«
Spørgsmålet er, hvor længe de kan blive ved. West Virginia er allerede indehaver af flere kedelige rekorder. Det er den dårligst uddannede af alle staterne og den eneste stat, der har færre indbyggere end for 70 år siden. I statistikker for overvægt, rygning, diabetes og medicinmisbrug ligger den også helt i top. Nogle steder er den forventede levealder for mænd bare 64 år, på niveau med Irak.
Statens motto er »Montani semper liberi« – bjergfolk er altid frie – og den har altid været afsondret, uvejsom og indadvendt. Forfatteren John Gunther var slået af dens egenrådighed, da han i 1950erne samlede indtryk til rejsebogen Inside U.S.A. »USAs Afghanistan« kaldte han staten.
At få sådan et sted med på den grønne dagsorden kræver ikke bare særdeles gode overtalelsesevner, men en helt ny selvforståelse.
»Det var kullet fra Appalachia, der drev USAs industrialisering,« siger juraprofessoren James Van Nostrand, der er på vej med en bog med titlen The Coal Trap – kulfælden.
»Mange af mine studerende har fædre, onkler eller bedstefædre, der har arbejdet i minerne, og det er svært at skulle slippe den fortælling, som de er stolte af. Men sandheden er, at det ikke er politikerne i Washington, men markedskræfterne, der har gjort det af med kul. West Virginia har ikke længere noget valg, selvom politikere som Manchin vil have det til at se sådan ud.«
Arbejdstitlen på Nostrands bog var The Lost Decade, det tabte årti. I stedet for at omstille til grøn energi, mens man havde chancen, klamrede staten sig til sit kul. Takket være Manchin får det nu konsekvenser langt uden for Appalacherne, mener Van Nostrand:
»I næste uge kommer Biden til at stå i Glasgow og love at halvere udledningen af drivhusgasser og udfase benzinbiler. Men når der ikke er nogen solid lovgivning bag, kan det hele blive rullet tilbage, ligesom Trump gjorde det med Parisaftalen. Nu ved verden, at vi én gang har trukket os fra den slags aftaler, og at vi kan gøre det igen. At vi helt sikkert vil gøre det igen, hvis Trump bliver præsident i 2024.«
