Linda Senat har verdens bedste udsigt. Fra dagligstuen på 24. sal træder hun ud på sin altan og står så dér i morgensolen og troner over hele den sydlige del af Central Park. Himlen er oktoberblå, og på den anden side af parken lyser facaderne på Fifth Avenue op i rosa, irgrøn, elfenben. Løvet er begyndt at skifte farve. Suset fra byen bliver båret op til os på en brise, der får blomsterne på altanen til at duve blidt.
»Her er ret skønt, ikke?« Linda misser mod solen. »Jeg elsker det her sted. Central Park er vores allesammens lunge, ved du nok. Det er der, vi får vores energi. Derfor er det jo heller ikke bare mig, men alle newyorkere, der bliver påvirket af det dernede.«
Med en arm, der er tynget ned af guldsmykker, peger hun ned mod 59th Street, der hegner parken ind mod syd.
Tårnene! Glas, stål og rette linjer, som lader til at skyde lige op af den gamle by. De er smallere og højere end noget andet byggeri på kloden. Der er nu otte af dem alene i Lindas synsfelt, og hun frygter, at mange flere er på vej.
»Nogle siger, at det er godt, de er så tynde, for så kan de ikke kaste meget skygge. Men se på dem – de fortsætter jo for evigt! Det er måske ikke en bred skygge, men til gengæld er den så lang, at den næsten dækker hele parken.«
Skygge er bare én af grundene til, at Linda Senat har inviteret på kaffe for at klage sin nød over de såkaldte supertalls. De otte tårne syd for Central Park er nemlig slet ikke boliger i traditionel forstand, men investeringer eller »trofælejligheder«, og deres ejere er gerne russere eller kinesere, som kun overnatter i dem et par uger om året, hvis overhovedet nogensinde. Tårnene har i øvrigt også fitnessrum, pool, spa, private restauranter og 24-timers roomservice, så beboerne aldrig behøver at træde ned på de beskidte fortove, men kan nøjes med at betragte byen på sikker afstand fra skyerne. Selv New Yorks helikoptere ser de ned på.
Men efter genåbningen har en modstandsbevægelse samlet sig. Hos indbyggerne, der ellers er vant til både skyskrabere, ambitioner og økonomisk ulighed, rører tårnene ved noget. Da det tidligere på året kom frem, at lejlighederne i 432 Park Avenue var ramt af vandskader og elevatorstop, udløste det en tsunami af skadefryd 200 meter længere nede. Det samme skete, da kendisparret Jennifer Lopez og Alex Rodriguez (JLo & Arod blandt venner) satte deres lejlighed i samme bygning til salg efter mindre end et år deroppe.
Der er foreninger, netværk, indsamlinger og retssager mod supertalls. Demonstrationer ved de 100 Manhattan-grunde, hvor nye byggeprojekter er på vej. Hvert kvarter har sit hadetårn. I Chinatown går de med skilte, hvor der står »Towers from Hell«, og i Brooklyn messer aktivisten Alicia Boyd og en menneskemængde mod borgmesteren: »Fuck you de Blasio! Fuck you de Blasio!«
Linda Senat er aktiv i foreningen Friends of Central Park, hvor tonen er en anden. I lejligheden får vi nu selskab af Joan Cohn og Jan Constantine, der ligesom Linda er født for omkring 70 år siden og sidder i foreningens bestyrelse. De bor i den samme bygning, på henholdsvis 22. og 28. etage. Joan er psykoterapeut og elegant klædt i sort og perler, og ved siden af hende sidder Jan i en storblomstret bluse og sund, gyldenbrun hud. Hun er pensioneret advokat, men siger, at hun aldrig har haft mere travlt end nu, hvor hun bruger al sin tid på velgørenhed til fordel for New York City.
»De nye bygninger er ikke en del af byen,« mener Joan. »De er et resultat af, at folk ikke ved, hvad de skal stille op med deres penge, og så investerer de dem i nye ejendomme på Manhattan, fordi det skulle være et sikkert sted at anbringe dem.«
Linda nikker. »De er pengeskabe i skyerne.«
Men den yngre generation af newyorkere er også en del af problemet, forklarer kvinderne. De flytter til Manhattan for at arbejde i finanssektoren og tænker kun på penge.
»Vi tre er engageret i sagen, fordi vi bekymrer os for noget, der er større end os selv,« forklarer Joan. »Men jeg tror, at de unge er formet af en anden tid. På den måde er der en stor forskel på det gamle og det nye New York. Folk i vores generation blev læger og advokater for at gøre noget godt, men i dag arbejder de bedst uddannede i finansverdenen. Jeg har en patient, der simpelthen ikke kan få nok. Han er i halvtredserne og har flere penge, end han nogensinde kan bruge, og alligevel vil han have flere. Han giver ikke engang til velgørenhed.«
»Det er skørt!« udbryder Jan.
»I stedet er det hele tiden: ‘Hvor stort kan det være? Hvor højt kan det blive?’ En af lejlighederne derovre blev solgt for 68 millioner dollar. 68 millioner! De fleste mennesker kan ikke engang begribe, hvor mange penge det er. Tænk at betale så meget for en lejlighed.«
»Ja,« siger Linda. »Og så opdager man, at rørene lækker.«
Der har altid været ballade om New Yorks højhuse. Mange af de bygninger, der i dag er vartegn, blev modtaget med hån. Siden den klodsede Equity-bygning stod færdig i 1916, har naboerne klaget over skygge og dårlig luft, og lige så længe har bygherrer fundet smuthuller i loven. Den har også været ét stort rod fra begyndelsen. Faktisk endte ophavsmanden til New Yorks første højhusreglement med at rejse rundt og advare andre byer mod at efterligne den.
Men går man ned ad 57th Street, kan man alligevel godt fornemme, hvorfor denne gang kunne være anderledes. Gaden plejede at være hovedpulsåre i New Yorks kulturelle hjerte, med koncertsalen Carnegie Hall som kammer og arterier som Gallery Row og Piano Row, et mylder af kunstgallerier og musikere, Steinway og Marilyn Monroe, larm og liv. I dag kender man den del af 57th Street, der løber lige syd for Central Park, som Billionaires' Row. Og denne torsdag eftermiddag er der ikke meget liv og larm i milliardærerne. Jeg ser ingen gå ind eller ud af tårnenes lobbyer, der er oplyst i det samme gyldne, bløde skær. De ensomme dørmænd i sorte jakker ser mest ud, som om de er der for at holde folk væk fra bygningerne.
Mange ser dét som skrækscenariet for hele Manhattan. Forfatteren Kevin Baker fik visionen i 2018. Hans hjemby, frygtede han, »nærmer sig en tilstand, hvor den ikke længere er en signifikant kulturel enhed, men verdens største gated community, med nogle cupcake-butikker her og dér. For første gang i dens historie vil New York være, ja, kedelig«.
Der er vi måske ikke helt endnu, men en bygning som Central Park Tower er vel egentlig ret kedelig. Den fortsætter i det uendelige, med 131 etager er den det højeste lejlighedsbyggeri i verden, men den er også bare en usædvanlig lang og tynd kasse af glas. Lige overfor ligger en meget flottere bygning, med kalksten og flotte detaljer, hvor penthouselejligheden gik for 238 millioner dollar; den dyreste bolig, der nogensinde er solgt i USA. Også den bygning har det samme groteske forhold mellem bredde og højde, som hvis man stablede legoklodser med to dupper oven på hinanden, til tårnet kun lige akkurat kunne stå af sig selv.
Det er dyrere og mere besværligt at bygge så højt og smalt. Materialer skal kunne strække og bøje sig for vinden, alt skal specialfremstilles. Det er også farligere. Dele af 57th Street er flere gange blevet lukket af, når byggematerialer eller isblokke er faldet fra tårnene. Under opførelsen af 432 Park Avenue væltede en kran og slog hul på en gasledning. Fra tårnet i nummer 111 regnede det under en storm med terrakottasten, dødelige luksusskærver. 111 er i øvrigt det mest fascinerende af tårnene: 435 meter højt og tyndt som en kiks. Øverst har det noget, der ligner en vifte, og siderne er klædt i bølgende bronze, der ligner et vandfald, når man lægger hovedet bagover og ser op. Det er et fuldstændig utroligt byggeri. Man begriber ikke, hvorfor det ikke straks knækker og styrter ned over Central Park, mens hestevogne og hjemløse flygter til højre og venstre. Selv når man får at vide, at en 800 ton tung vægt i toppen af bygningen holder den stabil, modvirker vinden ved at svinge først den ene og så den anden vej, forstår man det stadig ikke helt.
»Det er mærkeligt, ikke? For tyve år siden faldt Tvillingetårnene, og vi lovede alle sammen hinanden, at vi aldrig skulle bygge så højt igen – og hvad gør vi?« Jeg har ringet til Sean Khorsandi, der er arkitekt og direktør i organisationen Landmark West! (med udråbstegn), der værner om bygningerne på Upper West Side.
»Der var mange, der ikke kunne lide Twin Towers, men de var stadig et vartegn for byen. Det kan godt være, at nogle af vores skyskrabere er grimme, men de er offentlige, der bliver lavet forretninger i dem, de er der for os alle sammen, de har udsigtsdæk, som man kan komme op på. Men de nye er private. De kaster skygge, de er farlige, bygherren betaler ikke skat, og der bor måske 60 familier i et tårn – højst. I en by med otte millioner mennesker, som er tvunget til at se på det.«
Så er der pludselig noget, som ikke hænger sammen, mener Khorsandi. Byen bliver delt. Man begynder at stille spørgsmål til ting, man før tog for givet.
»Beboerne i de her bygninger er så meget på afstand af resten af byen, at vi er nødt til at spørge, om vi overhovedet skylder dem noget. Hvis nogen ringer efter en ambulance fra 100. etage, skal vi nedenunder så betale for, at nogen kommer styrtende op og hjælper dem? Det er jeg ikke længere så sikker på.«
Der findes nogle sære regler i New York, som gør alt det her muligt. »Luftrettigheder« er en af dem. Luften over byens bygninger er til salg, og en udvikler kan gå rundt og købe luft det ene og det andet sted, indtil han har 300 meter, som så kan stilles på højkant og trylles om til verdens dyreste kvadratmeter. Donald Trump var ekspert i det. En anden regel handler om kvadratmeter, som loven sætter grænser for, men så længe man lægger tomme etager ind og gør loftshøjden i lobbyen til 30 meter, kan man slippe afsted med at bygge langt op i skyerne. En tredje regel, som udviklere også har gjort lidt for ivrigt brug af, siger, at man kan få lov til at bygge højt og dyrt på Manhattan, hvis man til gengæld lover at bygge lavt og billigt i Bronx.
Lynn Ellsworth kender alle smuthullerne. Vi mødes ved en fredelig plet i Tribeca, på den sydvestlige spids af Manhattan, hvor der også er skudt supertynde tårne op i de seneste år. Man kan se tre bare fra vores bord.
Lynn er økonom og medstifter af foreningen Human Scale NYC, og hun taler stort set uafbrudt i næsten tre timer. Om Manhattans historie. Om de mange retssager, hun deltager i. Om byggematadorerne, der har infiltreret myndighederne. Om den bog, hun netop har gjort færdig om det hele.
»Arkitekten Cass Gilbert, der tegnede Woolworth-bygningen, han havde et fast ritual, hvor han gik over Brooklyn Bridge og stod og kiggede tilbage over floden på sin smukke bygning. Han stod der bare og nød den. I mine øjne er det stadig en af de smukkeste bygninger i verden. Men hvis du går over broen i dag, kan du kun se et lille hjørne af den. Resten er dækket af rædselsfulde modernistiske glastårne. Woolworth-bygningen er en del af vores alle sammens landskab, men ved at bygge lige foran den beslutter man, at den ikke er noget værd for os andre.«
Lynn får New Yorks bystyre til at lyde som den rene bananrepublik. For nylig sneg hun sig ind til et møde i den forvaltning, der giver byggetilladelser. En veninde skaffede hende adgang.
»Lokalet var fuldt af gamle, fede advokater med guldringe, som sad og diskuterede salg af luftrettigheder. De havde en plan om at samle en masse luftrettigheder, flytte dem et andet sted hen i byen og sælge dem til en udvikler. Der var ikke en eneste i lokalet, der repræsenterede byens borgere. Og jeg tænkte bare: ‘Sker det her virkelig? Er det virkelig sådan, det foregår?’«
Men ligesom kvinderne på Upper West Side peger Lynn også på et andet problem. Hun sidder med ryggen til en smuk murstensbygning, hvor hun bor i en treværelses lejlighed med sin mand, der er professor på Columbia University. Bygningen husede engang et lager for kokosnødder og en fabrik, der lavede nøddernes fibre om til tøj og madrasser. Det var dengang, der var fabrikker i Tribeca og SoHo. Senere blev området en enklave for hvide kunstnere og intellektuelle. Men i 1990erne begyndte en ny udskiftning, og i dag er stort set alle Lynns naboer ansat i finans- eller banksektoren. De skriver af og til en check, når hun fortæller om kampen mod de nye højhuse. Men de går ikke rundt og stemmer dørklokker, og de står ikke nede foran rådhuset og råber op om uretfærdigheden.
»Sandheden er, at Tribeca er blevet en hvid, finansiel monokultur,« siger hun. »Det er rigtigt, at der er kommet en modstandsbevægelse i byen, men det er de gamle kunstnere og akademikere, der driver den. På Manhattan er det snarere blevet sådan, at man ikke skal blive for knyttet til det sted, man bor. Man skal ikke slå rødder i sin by, i sit kvarter. For folk er her alligevel kun for at tjene en masse penge i en periode, og på et tidspunkt flytter de ud til The Hamptons og får deres børn ind på Harvard, Yale eller Princeton. Manhattan findes kun for at skabe vækst og værdi, og der bliver færre beboere, som er villige til at kæmpe for stedet. I Brooklyn og Queens er de stadig parate til at slås for deres kvarter, men ikke her.«
