TIDEN er ikke til kunst, der udstiller kompleksitet. Teaterinstruktør Katrine Wiedemann fortalte i Information for nylig, at hun aldrig i sit liv havde oplevet kunsten være så kvalt af politisk korrekthed. Det handler ikke længere om at skildre mennesker med alle deres forkerte tanker og beskidte motiver, men om at afbilde »den moralske helt«, skrev hun. Man ved, hvad man får på en udstilling som den på Statens Museum for Kunst med titlen After the silence – Women of art speak out. Det samme gælder flere lignende udstillinger for tiden, eksempelvis på ældre dansk kunsts ellers noble Den Hirschsprungske Samling, hvis knæfald for strømningen hedder MARIE ❤ EMILIE – Queering the Collection. Den samme iltfattige, pædagogiske ånd hviler over den nye danske storfilm Margrete den Første. Og over den nye 007-film, No Time to Die, hvis Bond-babe fremstår lige så renskuret ved begyndelsen som ved afslutningen.
RÅBER tiden på et opgør med den konforme moralisme, skyldes det, at det er en fornærmelse mod kvinder, transkønnede og andre udelukkende at fremstille dem som godhjertede helgenskikkelser, såvel som en krænkelse af publikums intelligens. Men noget er ved at ske og ovenikøbet i det land, hvor den fordummende tendens er opstået: USA. I tv-serien The White Lotus på HBO skildres en række stjernerige, forkælede amerikanske gæster på et luksushotel på Hawaii, hvor de betjenes af fattige indfødte og en manisk smilende, homoseksuel hotelbestyrer, der stadig mere desperat kæmper med at holde sig fri af alkohol og andre stoffer. Serien handler faktisk om hvide mænds privilegier, udbytning, homofobi og kvindeundertrykkelse – emner, som diskuteres så heftigt for tiden – men den kaster også lys på retfærdighedsmoralisternes eget brutale hykleri. Alle er skurke, hver på sin måde, og alligevel er serien loyal mod sine karakterer.
PÅ samme spor er en anden fremragende serie for tiden, The Chair, på Netflix, hvis plot man for ti år siden ville have sagt var for langt ude. En kvindelig, asiatisk forsker er netop blevet institutleder på et fint universitet, da en af de populære undervisere – en hvid mand, hun er forelsket i, og som er gået i hundene som følge af en skilsmisse – rammes af voldsomme protester. I et forsøg på at være morsom har han heilet til en forelæsning, og en studerende har optaget det og lagt det ud på de sociale medier. En nazist på universitetet! Både studerende og chefer kræver, at den nye leder skiller sig af med den formastelige. Heller ikke denne fine serie tonser sine budskaber igennem.
SATIRE finder man i sin mest rendyrkede form hos en af USAs største komikere, den sorte Dave Chappelle. I sit nye show, The Closer, også på Netflix, tager han fat på hele den bevægelse, som kaldes woke; ikke mindst de transkønnede gøres der venligt nar ad, men også feminister og homoseksuelle. Ud over at vade uærbødigt hen over alle tidens tabuer er det suverænt morsomt og tillige forbløffende rørende. Man skal være lavet af sten for at sidde hans appel om medmenneskelighed overhørig. Selvfølgelig finder de store amerikanske medier, som selv har ladet sig trække ned af tidsånden, ikke showet spor morsomt, og på Netflix protesterer transkønnede medarbejdere. Men indtil videre har Netflix nægtet at fjerne det. Langt om længe har markedet selv fundet ud af, at der også er bud efter kunstnere, som tager publikum alvorligt.
