Opinion. Suzanne Brøgger hører til den fløj, der mener, at tonen i debatten kan blive for skinger. Det gælder så ikke lige hende selv.

De andre er altid de værste

De andre er altid de værste

Suzanne Brøggers dagbog er udkommet i et vældigt bind. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg kun har læst uddrag i aviserne. Genren er trofast over for den skrivendes trang til at lette sit hjerte. Den tager ikke det samme hensyn til, hvad der kan interessere læserne. Ud over nyfigenheden, selvfølgelig. Men en tanke bliver ikke af sig selv interessant, fordi det var Suzanne Brøgger, der tænkte den på denne eller hin tirsdag. Hovsa. Er jeg efter få linjer ikke ved at forfalde til en negativ tone? Lad bjælken i mit øje være afsæt for en bemærkning om splinten i Suzannes dramatiske, med sort optrukne blik på os alle.

Er det en troldsplint? Sådan én siges at være et aktiv. Som halvoffentlig person forventes forfatteren at være frisk med ukvemsordene. Hvis man tør sammenligne kulturministeren med en bøddel fra Balkan, er man en sand intellektuel. Har man mod og hjerte til at omdøbe en kollega til Vandhovedet fra Møn, er man for alvor en guttermand. Ud til bens og skrap som bare fanden.

Mens polerne smelter, og demokratiet trævles op i øst, mens techgiganterne koloniserer den sociale kommunikation, og Kina stille og roligt sætter sig på den globale infrastruktur, påtager vi forfattere os at distrahere den ængstelige offentlighed med rap og skvulp i andedammen. Konkurrencen om publikums opmærksomhed har forrang, om så selveste Rungstedlund i kampens hede skal reduceres til et Anders And-akademi.

Senest er Suzanne Brøgger i anmeldelserne af hendes dagbog vidt og bredt blevet citeret for sine udfald mod blandt andre digteren Søren Ulrik Thomsen, også han er medlem af den udsøgte kreds, eller er han? Det er snart ikke til at finde ud af.

Brøgger citeres for sin karakteristik af Thomsens kropsbygning, ansigtsrødmen og tøjvalg. Crop tops blev for nylig sakrosankte, men Søren Ulriks slips må ikke slippe op i brysthøjde. Hvad hvis en mand havde dristet sig til at kommentere Brøggers livslange selviscenesættelse som Blixen-wannabe? En journalist fra Politiken blev blæst afsted af en shitstorm, da han kommenterede en tv-værtindes bøvl med stiletterne. Er der en feministisk pointe bag Brøggers bodyshaming?

Man skulle mene, at det var substansen uvedkommende, hvordan den ene eller den anden ser ud. Tænk, hvis nogen tillod sig at notere essayisten Brøggers mådelige intellektuelle niveau bag alle de prætentiøse falbelader. Svært at forestille sig i en tid, hvor hun er blevet den yngre, feministiske middelklasses beundrede spåkone.

Selv har jeg altid haft en svaghed for hendes hjemmelavede forsøg med det flamboyante. Brøgger er sjovere at se på end så mange andre, men frem for alt holder jeg af hendes latter. Nogle gange kommer den helt uventet, midt i en argumentation, og fortæller os på sin egen befriende måde, at livet er større end alle selvhøjtidelige, kontormandsagtige forsøg på at forstå og forklare.

Suzanne Brøgger har aldrig været bleg for at vove et øje, helt uden bjælker i. Hvorfor skal hun nu til at være bitchy?

Anledningen er den meget omtalte kontrovers i Det Danske Akademi. En reel uenighed om, hvordan ytringsfriheden skal forstås, og hvordan den bør praktiseres, hvis verbet »bør« ellers hører hjemme i den diskussion. Det er vel egentlig stridens æble. Bør man tage hensyn, eller skal man bare ytre sig for fuld udblæsning, også når man taler om angiveligt sårbare grupper, læs muslimer?

Brøgger hører til den fløj, der mener, at tonen i debatten kan blive for skinger. Det gælder så ikke lige hende selv i forhold til Søren Ulrik Thomsen og hendes andre ofre, men all right, ingen regel uden undtagelser. Mere principfast er hun over for akademimedlemmet Marianne Stidsen, der nægter at gradbøje friheden til at sige og skrive, hvad hun vil. Stidsens debatform blev Brøgger og andre akademimedlemmer for meget. Så meget for meget, at de besluttede at tage deres gode tøj og gå. Den antiautoritære Brøgger nøjedes dog fejt med at overgå til passivt medlemskab. Hvor meget rebel er der i dét? Så var der mere schwung over Jens Smærup Sørensen, der rev medlemskortet helt over. De såkaldt passive undslår sig på luskepetervis for at afgive deres stole i Rungsted.

Det gør alligevel en forskel for Brøgger, at hun stadig er medlem af navn om ikke af gavn. Hun er stadig lidt glad for titlen, selv i passiv form, men hun er åbenbart blind for, hvor irrelevant og afdanket den selvbestaltede institution efterhånden fremstår.

Ville den yngre Suzanne Brøgger ikke have slået en høj latter op?

Brøgger og Stidsen har meget til fælles. Urimelighederne kan stå i kø, så meget de vil, for de har begge temperamentets glød. Det stridbare engagement, viljen og modet til at forfølge en tanke, et spørgsmål, et dilemma, frem for at lade sig bremse og sløve af konventionerne.

Hvad angår sårbare grupper, og hvordan der tales om dem, kommer jeg i tanke om dengang i 90erne, da Suzanne Brøgger i sit moraliserende skuespil Efter orgiet tolkede aids-epidemien ind i et generelt opgør med den erotiske grænseløshed, som hun selv havde været eksponent for.

Brøgger er blevet tilgivet meget. En smule nænsomhed kunne være på sin plads. Jeg tænker ikke så meget på det moralske, mere på stilen. Og hvis et akademi – især når det er selvbestaltet – ikke kan rumme uenigheder og hede diskussioner, hvis ordet ikke i det mindste dér er frit, så kan man lige så godt lukke og slukke.

Man siger, at vi forfattere har sproget i vores magt, men enhver forfatter ved, at udtrykket rammer ved siden af. Man kan have mange grunde til at skrive, men magtvilje er ikke en af dem. Faktisk er vi ret afmægtige, når vi ikke lige sidder ved skrivebordet og regerer. Mere usikre end andre, mere ubevendte. Vi er såmænd selv en sårbar gruppe. I bedste fald bliver sproget for os og læserne et magtfrit rum, hvor man kan trække vejret.

Det er derfor, Suzanne Brøgger skuffer, når hun så langt henne i sit forfatterliv vil stive sig af ved at mobbe en kollega. Stor er kun den and, der tåler de andre ænder i dammen.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Side 15






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank