Kolonitid. Skal Danmark have et slaverimuseum i Vestindisk Pakhus? Spørgsmålet har bragt Nationalmuseet og Rigsarkivet på kollisionskurs.

Slaver af historien

Slaver af historien Af Arne Hardis

At historien er gjort af farligt og betændt stof, ved vist enhver, så der var ikke noget mærkeligt i, at deltagerne i onsdagens møde i Vestindisk Pakhus samledes i yderste diskretion i et forsøg på at undgå medieopmærksomhed.

Mødedeltagerne skulle diskutere Danmarks fortid som kolonimagt og den eventuelle forvandling af pakhuset til et udstillingssted eller museum, som kan dokumentere dengangs slaveri og måske også udstille nutidens beklagelser og skam over det passerede. Diskussioner af den beskaffenhed foregår nogle gange bedst uden for mange udenforståendes deltagelse.

Men selv uden ubudne nyfigne kan det gå grueligt galt. Spørgsmålet om det mulige slavemuseum har i løbet af et par måneder placeret to af nationens tungeste videnskabelige institutioner i en uforsonlig strid om den bedste videnskabelige håndtering af kolonitiden. Både Nationalmuseet og Rigsarkivet er repræsenteret i den såkaldte referencegruppe, som udarbejder en »forundersøgelse vedrørende formidling af kolonihistorie«, som det hedder i opdraget fra Kulturministeriet.

Kogt ned er uenighedens kerne, om et udstillingssted alene skal lade sig styre af kendsgerninger, der kan dokumenteres skriftligt, eller om viljen til at gå en form for dialogisk bodsgang for kolonitiden og sige undskyld til efterkommere af dengangs slaver også kan være en ledestjerne for et videnskabeligt baseret museum. Rigsarkivet står for det første standpunkt. Nationalmuseet, som leder arbejdet i referencegruppen, har ladet bodsgangen erobre dagsordenen.

Det er i hvert fald vurderingen fra Rigsarkivet, som de facto har truet med at forlade arbejdet med henvisning til, at »aktivisterne styrer arbejdet i dette udvalg (referencegruppen, red.), og der er behov for et fagligt fokus i det videre arbejde«, som seniorforsker, historiker Steen Andersen skriver i en mail til referencegruppens formand, Jakob Høgel, chef ved Nationalmuseets afdeling Indholdsudvikling og Samskabelse.

Rigsarkivets mand betegner det ligeledes som »et kæmpe problem«, at to navngivne medlemmer af referencegruppen »ikke har fagpersonens tilgang til historien, men derimod aktivismens«. Den ene angivelige aktivist er museumsinspektør Henrik Holm fra Statens Museum for Kunsts afstøbningssamling, som i øvrigt holder til i Vestindisk Pakhus på Toldbodgade i København. Den anden er formand Anders Juhl fra foreningen Kolonihistorisk Center, en privat organisation, som i årevis har arbejdet for etableringen af et dansk kolonihistorisk center med den ambition at inddrage »stemmer fra de tidligere koloniserede områder«, som det hedder på foreningens hjemmeside.

Striden kan beskrives med mange termer. Nutids ansvar for fortids synder, klassisk faglighed versus aktivisme, forholdet mellem indsigt og hensigt, relationen mellem forskning og politik, ikke mindst.

Høgel og Nationalmuseet synes ikke meget anfægtet af truslen om at forlade referencegruppen, skønt Rigsarkivet besidder meget betydelig viden om Danmarks kolonihistorie. Da Steen Andersen i en anden mail fra slutningen af september igen berører muligheden for at forlade referencegruppen, fordi »stærke dele af referencegruppen har afsæt i en aktivisme, som ikke er konvertibel med Rigsarkivets tilgang til historien«, svarer Jakob Høgel (forkortelser er her for forståelsens skyld skrevet ud): »Kære Steen. Jeg læser din mail som at I overvejer at trække Jer fra referencegruppen. Det er kun Kulturministeriet som myndighed, der kan tage en dialog med Jer om det. Bedste hilsner Jakob.«

Slaver og slavegjorte

Den voldsomme uoverensstemmelse mellem Rigsarkivet og Nationalmuseet fremgår af interne dokumenter fra arbejdsgruppen, som Weekendavisen er i besiddelse af. De afdækker en dyb kløft, som med forskelligt udtryk præger videnskaben og den museale verden i disse år.

Striden kan beskrives med mange termer. Nutids ansvar for fortids synder, klassisk faglighed versus aktivisme, forholdet mellem indsigt og hensigt, relationen mellem forskning og politik, ikke mindst. Lidt kækt formuleret viser sagen kløften mellem dem, som taler om slaver, og dem, som bruger udtrykket slavegjorte.

Dokumenterne fra de to institutioner efterlader ganske rigtigt det indtryk, at Nationalmuseet har ladet sig spænde for et projekt udviklet af Kolonihistorisk Center. På blot et par måneder er det lykkedes denne forening at etablere en dagsorden i referencegruppen, som kan få heftige politiske implikationer. Især på et område:

Kolonihistorisk Center har fået bred tilslutning til ønsket om at udvide referencegruppen med medlemmer fra lande, hvor Danmark tidligere har haft kolonier: De Amerikanske Jomfruøer (Virgin Islands), Ghana og Indien.

Igen er Rigsarkivet ene om udtrykkeligt at afvise denne bestræbelse. Det skete allerede i august, kort tid efter referencegruppens nedsættelse. Rigsarkivet henviste her til, at man som politisk neutral aktør måtte opretholde »en nødvendig buffer i relation til aktører, som ville kunne rejse spørgsmålet om erstatninger til de tidligere kolonier«.

Endvidere er der skabt en slags uformel næsten-konsensus om, at Vestindisk Pakhus kan tjene som adresse for oplysning om, dialog med og undskyldning til repræsentanter for de tidligere kolonier om Danmarks gerninger flere århundreder tilbage. Et »samvittighedssted« for evigheden, som foreningen tidligere har formuleret det med en parallel til kz-lejre og Gulag-museet i Perm.

Mønstret er det samme: Rigsarkivet og Steen Andersen påpeger med en nærmest rigid insisteren på fakta, at Vestindisk Pakhus slet ikke har haft den rolle, som Kolonihistorisk Center og mange med dem har ment. Faktisk ville den bygning, som ligger få hundrede meter nord for Vestindisk Pakhus, være det relevante center for den dansk-vestindiske slavehistorie.

Det har pensioneret seniorforsker Erik Gøbel forklaret i et interview her i avisen. Her ligger imidlertid i dag Admiral Hotel, så det ville være knap så håndterligt at inddrage i en museal og formidlingsmæssig bestræbelse. Erik Gøbel sidder ikke i referencegruppen, men hans indsats inden pensioneringen har gjort Rigsarkivet førende inden for forskning i dansk kolonihistorie. Han har gennem årtier arbejdet med at scanne en kildesamling så enestående, at dele af den er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Materialet er frit tilgængeligt på internettet.

Arbejdet i referencegruppen er sat i værk af Kulturmini­steriet efter en finanslovsbevilling båret igennem på foranledning af venstrefløjen, så striden mellem to af ministeriets vigtigste institutioner er pikant i et år, hvor offentligheden meget heftigt har diskuteret politiseret forskning.

En rigtig grim historie

Forhistorien er den, at Kolonihistorisk Center sidste år havde held til at interessere venstrefløjen for sit projekt. Hvad det burde handle om, sagde SF-politikeren Rasmus Nordqvist i klartekst op til finanslovsdrøftelserne: Danskerne skulle have et museum, hvor de kunne lære om hele kolonihistorien, som er »en rigtig grim historie om slaveri og salg af mennesker«. At der strømmer skyld og skam gennem den formulering, lader sig næppe modsige.

Kolonihistorisk Center beskriver selv projektet på organisationens hjemmeside. Man arbejder for et center, hvor forskellige stemmer og fagligheder fra Danmark og fra udlandet diskuterer og fortolker historien. Især »stemmer fra de tidligere koloniserede områder er ikke blevet hørt«.

Centret ser sig selv som en del af en verdensomspændende bevægelse, som etablerer »institutioner, der kan agere kulturelt samlingspunkt for folk fra tidligere koloniserede områder og tidligere kolonimagter«. At man her ikke forestiller sig et museum i klassisk forstand, lader sig næppe heller modsige.

På finansloven afsattes en million kroner, referencegruppen blev etableret og mødtes første gang i august. Nationalmuseet, Rigsarkivet, Moesgaard Museum og Museet for Søfart blev bedt om at udpege medlemmer. Det samme gjorde også Kolonihistorisk Center, Institut for Menneskerettigheder, Historielærerforeningen og Grønlands selvstyre.

Man endte med at udpege sig selv, så at sige, og siden bad Kulturministeriet af uvisse grunde om at få gruppen suppleret med Statens Museum for Kunst og Statens Naturhistoriske Museum. Nationalmuseet fik formandskabet for referencegruppen i skikkelse af Jakob Høgel, og Nationalmuseets forskningschef, Christian Sune Pedersen, indtrådte også i gruppen.

Man har holdt to møder i referencegruppen, det seneste onsdag i denne uge, og har opretholdt total lukkethed om, hvad man foretager sig. En del spørgsmål er imidlertid blevet diskuteret på mail, og det er på baggrund af en bevilget aktindsigt hos Nationalmuseet og Rigsarkivet, at Weekendavisen kan løfte sløret for, hvad der er sket.

Kampen om Vestindisk Pakhus

Ingen af medlemmerne af referencegruppen har dansk kolonihistorie som kernekompetence, men måske som stærkt interessefelt. Især museumsinspektør Henrik Holm fra Statens Museum for Kunst har været aktiv i den debat.

Striden står indledningsvis især om pakhusets status i dansk slaveris historie. 31. august gør Steen Andersen eksempelvis referencegruppen opmærksom på, at der er en del misforståelser om Vestindisk Pakhus, som er allerøverst på listen over ønsket udstillingssted eller museum. Flere har haft den opfattelse, at pakhuset har været en slags førerbunker for dansk slavehandel, ligesom man formoder, at der har været slaver i pakhuset. Dialogen mellem Andersen og Holm er sigende for stemningen i referencegruppen.

Steen Andersen skriver, at »forbindelsen mellem Vestindisk Pakhus og dansk slaveri og slavehandel kan ikke dokumenteres ud fra kilder«, ligesom han korrigerer ejerforholdet til pakhuset og afviser forestillingen om, at der i noget videre omfang dyrkedes kaffe i de dansk-vestindiske kolonier. Andersen tilføjer, at Rigsarkivets »tilgang« til arbejdet er, at overvejelser skal have rod i forskningen og kilderne, og at det ikke kan dokumenteres, at der nogensinde har været en slave til stede i Vestindisk Pakhus.

Museumsinspektør Henrik Holm svarer forbløffet, at »denne viden er helt ny for mig«, men tilføjer, at »blev kaffe ikke dyrket ved slaveri, uanset hvor det blev dyrket?«

Steen Andersen: »Fakta er, at Handelsselskabet ikke handlede med slaver og havde ikke plantagedrift i Dansk Vestindien eller andre steder. Der kan ikke dokumenteres en forbindelse til slaveri og pakhuset. Vi har solid forskning på dette område.«

Henrik Holm (stadig overrasket): »A: uanset om handelsselskabet ikke direkte havde slaver eller plantager, blev kaffen da stadig produceret på plantager af slavegjorte – det er da også et veldokumenteret faktum? B: der er flere organisationer der skriver, at kaffeproduktionen stadig er præget af både børnearbejde og slavelignende forhold. Er det ikke sandt, hvad de skriver?«

Dialogen fortsætter ad samme spor. Steen Andersen skriver, at historieskrivning handler om det, der kan dokumenteres – »historien er ikke en retssal«. Henrik Holm afviser at gå ind i diskussionen om historien som en retssal, »men hvem der dyrkede kaffen, samt at der stadig tales om kaffeproducenternes vilkår i dag, er interessant«.

Da Weekendavisen i september offentliggjorde en artikel om misforståelserne om Vestindisk Pakhus bygget på et interview med Erik Gøbel, reagerede Henrik Holm med et længere ræsonnement henvendt til resten af gruppen. Han fandt det »symptomatisk, at man i Danmark ikke har friholdt en bygning af så stor kulturhistorisk betydning fra at blive solgt til private investorer. At Pakhuset i forhold til Admiral Hotel er det forkerte sted, kan således være en pointe i sig selv«.

Tillige mente han, at forskerne fra Rigsarkivet kan ende med at trække sorteper i spillet om kolonihistorien, som han formulerede det. Hvorpå han rettede en beskyldning mod Rigsarkivet:

»Jeg ved ikke, hvorfor det er i deres interesse at udøve magt på den måde og med de holdninger. Jeg er kun interesseret i at vide mere og tager gerne imod fakta. (...) Men jeg er ikke tryg ved forskere som Rigsarkivets, der er blinde for deres egen bias. Jeg finder deres attitude umorsom, arrogant og præget af ’white innocence’.«

Forskningschefens nattesøvn

Læsning af mailkorrespondancen efterlader ikke afgørende indtrykket af, at Nationalmuseet ved Jakob Høgel er interesseret i at skære igennem den dybe faglige uoverensstemmelse i gruppen.

Rigsarkivet viser sig at være ganske isoleret i referencegruppen, hvad der baner vej for Kolonihistorisk Centers stigende indflydelse på arbejdet.

Det gælder ikke alene interessen for at redde Vestindisk Pakhus for sagen, men også udarbejdelsen af en spørgeguide, som skal afklare danskernes viden om den koloniale fortid.

Den nok mest afgørende konflikt mellem Høgel og Kolonihistorisk Center på den ene side og Rigsarkivet på den anden gælder spørgsmålet om en eventuel udvidelse af referencegruppen med såkaldte stemmer fra de tidligere kolonier. Mens Jakob Høgel ikke mener at kunne forholde sig til Rigsarkivets trussel om at forlade arbejdet, men henviser til Kulturministeriet, har han ikke tilsvarende skrupler »den anden vej«. Tilsyneladende uden rygdækning fra ministeriet foreslår han en del navne.

Et navn glider hurtigt ud, hendes akademiske meritter indskrænker sig til, at hun ved siden af sit arbejde som business administrator beskæftiger sig med slægtsforskning og lokalhistorie på amatørbasis. I stedet for hende foreslår Kolonihistorisk Center professor i historie og statsvidenskab Malik Sekou fra University of the Virgin Islands.

Steen Andersen er, konfliktmønstret tro, imod og efterlyser meget tidligt ministeriel rygdækning for udvidelsesambitionen som sådan. Han anbefaler »faglig fokus på den eksisterende forskning i kolonitiden«.

Nok så interessant er holdningen hos Nationalmuseets forskningschef, Christian Sune Pedersen, som også sidder i referencegruppen. Han betegner Malik Sekou som et »bestemt interessant« navn og ser det som en styrke at få en vestindisk stemme forankret i forskning med ind i referencegruppen. Men forskningschefen laver også et hurtigt tjek af Malik Sekou og påpeger tre reservationer:

Malik Sekou har udtalt klar støtte til det synspunkt, at Danmark skylder en undskyldning og erstatning til de tidligere kolonier og i øvrigt fortrænger fortiden. Han har stillet op som viceguvernør. Og så har han ved et seminar udtrykt kvalme over synspunkter, han ikke var enig i, ligesom han generelt var mistroisk over for danske arkiver.

Især det sidste bekymrer forskningschefen. Ophav og baggrund må ikke gøre nogle synspunkter mere legitime end andre, og repræsentanter for de tidligere kolonier skal ikke være med »i kraft af at besidde en slags moralsk ret til fortolkningen af historien, men fordi deres perspektiv er uundværligt for en fuld forståelse af historien og dens virkninger i nutiden«.

Forskningschef Christian Sune Pedersen erklærer, at han vil sove på det. Nogle dage senere meddeler han, at han nu har sovet på det og i øvrigt læst andre »gode indspark, og min indstilling er nu den, at Malik Sekou som den eneste professor i historie på øerne er en naturlig og velegnet kandidat«.

Det synspunkt bakkes op af Institut for Menneskerettigheder og af Historielærerforeningen. Fra Moesgaard Museum skriver Naja Kjærgård Laursen, leder af Samsø Museum, at hun er enig med Nationalmuseets forskningschef, når han indledningsvis afviser, at ophav og baggrund kan gøre nogle synspunkter mere legitime end andre.

Hun opfordrer til en snak om »balance i vores arbejde«, men ønsker også en snak om pressestrategi, »så vi ikke straks diskvalificeres af den borgerlige presse«.

Erstatninger til efterkommere?

Hvordan diskussionen forløb under onsdagens møde i referencegruppen, lader sig ikke uden videre afdække. Der er øjensynlig dekreteret absolut mørklægning af det videre arbejde.

Om Kulturministeriet er på vej til at få folk ind i »sin egen« referencegruppe, som vil arbejde for reparations – det vil sige erstatninger – er således usikkert. Men man har Kolonihistorisk Centers ord for, at det kan blive »overordentligt svært« at finde en kvalificeret historiker på Virgin Islands, som ikke har en positiv indfaldsvinkel til reparations.

Centerformand Anders Juhl påpeger, at erstatningsspørgsmålet er juridisk legitimt i folkeretten, og at FNs højkommissær for menneskerettigheder så sent som i sommer har presset på for at »sætte fart på diskusionen om reparations« blandt andet til efterkommere af den transatlantiske slavehandel.

Anders Juhl tilføjer den forsikring, at en bedre formidling af kolonihistorien kan kvalificere diskussionen om reparations, »men at reparations som emne ikke bør have en særlig status i den kolonihistoriske formidling«.

Er det mon betryggelse nok for Kulturministeriet og regeringen? Fortiden er et farligt sted at besøge.

Side 1






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank