Skriftestol. En lille butik i London med brevpapir er på kort tid blevet centrum for briternes mørkeste, ucensurerede hemmeligheder.

Private postkort

Private postkort

LONDON – »Jeg er gift med en meget smuk mand. Han er elegant, klog, lærd og veluddannet. Jeg hører, at andre fantaserer om at være sammen med ham. Jeg, derimod, fantaserer hver dag kun om, at han dør. Hvor fri jeg så ville være. Jeg slider 16 timer om dagen for at betjene ham, så han kan dyrke sine interesser. Og jo ældre han bliver, desto mere attraktiv synes han for andre, mens jeg kun bliver mere drænet og udmattet.«

Betroelsen er anonym. Skrevet med håndskrift på bagsiden af et simpelt postkort, som sammen med hundredvis af andre lignende fortrolige postkort er dumpet gennem brevsprækken i de seneste måneder på en lille butik med håndtrykt brevpapir i Londons Clerkenwell-bydel.

Indehaveren af den lille, stærkt personlige butik med knirkende trægulv, den 48-årige kunsthistoriker og designer Elea­nor Tattersfield, lagde under nedlukningen et opslag på butikkens Instagram og inviterede briterne til at sende hende deres hemmeligheder – hun kaldte projektet for Lockdown Secrets.

Og inden hun så sig om, sad hun midt i en veritabel storm af postkort som selvbestaltet »ypperstepræst« for Storbritan­niens nye populære »skriftestol«, hvor folk uden filter deler deres inderste tanker, som de sender anonymt til hende i postkortform. Det var egentlig tænkt som et sjovt tidsfordriv under lockdown, fordi butikken alligevel ikke kunne være åben. »Jeg havde dengang ingen idé om, hvor omfangsrigt det ville blive, fortæller hun til Weekendavisen over en kop te ved et lille bord i butikken med bunkevis af postkort omkring sig.

Foreløbig har hun lagt et par hundrede udvalgte postkort ud på butikkens Instagram-side, og postkortene strømmer stadig ind, selvom lockdown er slut.

Her senere i oktober udkommer de mest interessante postkort i bogform i et oplag på foreløbig 40.000, ligesom det feterede London-galleri Jealous i den hippe Shore­ditch-bydel åbner en stor udstilling 28. oktober med over 1.600 af Eleanors tankevækkende postkort.

»Nogle af dem er barske,« erkender hun og finder et af de grumme frem.

En umiskendelig barnehånd har på sit postkort tegnet en farvestrålende regnbue, som for briterne blev et symbol på håb under deres tre coronalockdowns.

Over regnbuen på postkortet står der med barneskrift: »Min far overlevede covid.«

Og med mindre skrift nedenunder: »Jeg ville ønske, han ikke havde gjort det.«

Mens vi sidder i hendes trange, men lyse butik og taler om den uventede og noget overrumplende drejning, hendes liv pludselig har taget som adressat for alt det, briterne ellers ikke tør dele med andre, pusler søsteren Charlotte med en gammel manuel trykpresse købt på eBay i 2010, hvorpå de fremstiller deres personlige brevpapir på bestilling.

Butikken er familiedrevet efter slow living-principper og ganske uden nogen koncernambitioner. Butikken, Marby & Elm, er opkaldt efter Eleanors to store teenagedrenge på 15 og 16 år, og de åbner og lukker butikken lidt efter behov.

Postkortene er på deres egen sælsomme facon blevet små vidnesbyrd om, hvad der virkelig foregår inde i de ellers ofte tilknappede englændere med deres berømte stiff upper lip og indpakkede høflige fraser, som for en direkte skandinav kan kræve oversættelse, hvis man skal forstå de finere nuancer.

På postkortene behøver ingen være i tvivl om, hvad briterne mener. Her kræves ingen oversættelse.

En lærer skriver ligeud: »Jeg hader at undervise min klasse online.«

Rigtig mange af postkortene handler om knas med kærligheden:

»Jeg gættede min mands kodeord til en datingside, som jeg mistænkte, at han besøgte. Jeg fandt 283 sider med breve mellem ham og ’K’ på 28 år fra Rusland. Han havde fundet sand kærlighed, betroede han hende. Men for en sikkerheds skyld havde han også skrevet med ti andre smukke slaviske kvinder på jagt efter ’en sjæleven at dele livet med og give det mening’. Vi gik fra hinanden, men jeg fortalte ham ikke om mine opdagelser og fulgte brevskriverierne i yderligere fem måneder. Jeg fotograferede alt. Og når jeg nu føler mig ked af det over at have mistet mit ægteskab, konsulterer jeg blot mine arkiver.«

En anden kvinde har kreeret en tegning af sin hund og skriver: »Jeg elsker min hund mere, end jeg elsker min mand. Min hund muliggør den perfekte kombination af ensomhed og samvær. Men den skal snart dø,« tilføjer hun.

Eleanor Tattersfield er blevet »ypperstepræst« for Storbritan­niens nye populære »skriftestol«, hvor folk uden filter deler deres inderste tanker, som de sender anonymt til hende i postkortform. Privatfoto
Eleanor Tattersfield er blevet »ypperstepræst« for Storbritan­niens nye populære »skriftestol«, hvor folk uden filter deler deres inderste tanker, som de sender anonymt til hende i postkortform. Privatfoto

For Eleanor Tattersfield har projektet ændret hendes liv. Hvor hun før blot var grafisk designer og indehaver af en mindre butik i London, bestyrer hun nu en national udvekslingscentral af dybe og eksistentielle bekendelser og deraf følgende gode råd fra dem, der læser opslagene på nettet.

Hun har været på både tv og i radio talløse gange med sit nye projekt:

»Jeg havde ikke forventet pludselig at blive genkendt, når jeg kom op af vandet på en badestrand på min ferie,« tilstår hun.

»Noget af det, som har overrasket mig mest, er, hvor rørende folk hjælper hinanden i kommentarsporet, når jeg lægger postkortene op.«

»Folk er grundlæggende utrolig godhjertede og hjælpsomme. Og nogle mennesker er klart blevet hjulpet væk fra afgrunden – bare ved at få luft og opbakning fra andre,« fortæller Eleanor Tattersfield og finder et postkort frem, som hun har givet nummer 64, da det kom ind.

Afsenderen har tegnet en grå og dyster havbund med golde sten og mørke tangplanter. Hen over kortet står der blot: »Jeg har nået bunden. Og jeg er der stadig.«

Eleanor lagde det op på butikkens side, og inden for timer flød kommentarsporet over med talrige opmuntrende ord til »Nummer 64«.

»Hvad dine problemer end er, så har du kunstnerisk talent. Måske er det din udvej,« skrev en læser. Og en anden tilføjede: »Jeg sender kærlighed, kram og styrke til dig, så du kan finde en vej op igen.«

Nogle uger senere dukkede et nyt postkort op fra »Nummer 64«:

»Jeg ved ikke, hvad jeg forventede ved at dele min hemmelighed, men ikke alle de venlige kommentarer og bemærkninger fra komplet fremmede mennesker. Det forbløffede mig, rørte mig og gav mig styrke,« skrev hun.

En anden bekender på sit postkort at have balanceret på kanten af et selvmord, men angiver så sin liste med sine grunde til alligevel ikke at gøre noget ved det: »Min lillebror. Sex er sjovt, og jeg vil have mere. Jeg vil gerne se en Labour-regering (hader de konservative). Duftene til midsommer ved solnedgang. Nyslået græs.«

Eleanor Tattersfield er glædeligt overrasket:

»Jeg elsker at tale med folk på gaden eller i undergrundstoget. Jeg er grundlæggende bare vældig interesseret i andre mennesker og deres historier. Den dér lille forbindelse, som man kan knytte på et øjeblik med en fremmed, kan betyde uendelig meget for begge parter, også selvom det kun er i et glimt. Det giver mig glæde at være i kontakt med andre og at hjælpe dem. Hvis nogen kommer for sent til bussen, og jeg ser det i min bil, kan jeg finde på at standse, samle dem op og overhale bussen,« fortæller hun.

Det med at hjælpe andre har en postkortskriver indsendt en bekendelse om:

»Jeg har mødt en hjemløs mand, som bad om hjælp.

Vi blev nære venner.

Han siger nu, at jeg er hans engel.

Men jeg tænker nu snarere, at han er min.«

Eleanor Tattersfield er oprindelig uddannet kunsthistoriker i London, og hendes liv tog første gang en uventet drejning, da hun i et midlertidigt job i 1998 som tjener på Fulham-restauranten River Café skulle betjene en helt særlig gæst, filminstruktøren Woody Allen, som samtidig var hendes største idol.

Betjeningen endte med, at han skrev sit nummer på en lap papir og rakte hende det. Hun rejste til New York efter ham og brugte mange timer sammen med ham på samtaler under gåture i Central Park og blev også inviteret med »på settet«.

Da hun vendte tilbage til London stiftede hun sit eget selskab som kunstguide for velhavere fra hele verden, der kom til byen og skulle guides rundt på de mange private gallerier for at supplere deres samlinger. Hun var deres tour guide.

Da hun i 2010 fik mod på nye eventyr, købte hun en gammel trykpresse fra en slægtning i den berømte trykkerfamilie Caslon, der går fem generationer tilbage.

Hendes drøm var at skabe sin egen forretning med personligt designet brevpapir. Først begyndte det i et haveskur bag familiens hus i Hampstead, men det prestigefyldte London-stormagasin Liberty responderede på en e-mail fra Eleanor og kom forbi – købte hele hendes lager og fortsatte med at bestilte endnu mere. Hendes søster, bror og mor måtte træde til ved trykpressen, og siden åbnede de sammen den lille butik, som nu er centrum for briternes betroelser.

Mange af hendes kortforfattere ville tydeligvis have ønsket, at lockdown havde varet for evigt:

»Selvom jeg har savnet mine venner og familie, har jeg ikke lyst til at vende tilbage til livet fra før pandemien. Hvis jeg kunne blive hjemme uden forpligtelser til at møde mange folk eller være på tæt befolkede steder, ville det passe mig godt,« skriver en.

Andre har haft familiære fordele af pandemien:

»I hemmelighed er jeg glad for, at jeg ikke behøver deltage i min nieces bryllup. Og at jeg ikke behøver mødes med min svigerinde, der er som sendt fra helvede.«

Nogle har haft glæde af forbuddet mod store bryllupper: »Vi valgte at blive gift under lockdown, så vi ikke behøvede at invitere nogen.«

En anden fortæller: »Jeg har ikke set mine søstre i et helt år, og jeg har ikke savnet dem det mindste.«

Og så stikker hverdagsracismen sit ansigt frem i nogle af postkortene, for eksempel i dette: »Isolationen under pandemien har skånet mig for at møde fordommene over for, hvem jeg er.«

En kvinde, der netop er diagnosticeret med brystkræft, skriver: »Kort efter jeg fik diagnosen for brystkræft, strippede jeg for en, som jeg knap kendte, via Zoom.«

Og hvis nogen tror, at udtrykket »No sex, we’re British« har noget på sig, må man tilsyneladende tro om igen, hvis bunkerne af postkort skal stå til troende. Mange af dem er dybt erotiske og vidner om, at der foregår mere mellem lagnerne, end briterne ofte vil vide af:

»Når jeg har ægløsning, vil jeg have sex med alle, jeg møder. Jeg er biseksuel, så jeg mener virkelig alle. Jeg fortæller min mand, at jeg er vild med ham. Men i virkeligheden er jeg vild med jer alle.«

Side 36






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank