Et ursvensk kompleks af undergrund og forsyningssikkerhed. Det var baggrunden for, at to svenske ministre tirsdag i sidste uge stod og vred sig på et pressemøde i Stockholm. De to ministre – erhvervsminister Ibrahim Baylan fra Socialdemokraterna og miljøminister Per Bolund fra Miljöpartiet – skulle forklare, hvorfor den rødgrønne regering fremsætter et lovforslag, som tilsidesætter såvel miljømyndighedernes klare anbefalinger som en retskendelse og advarsler om, at lovændringen vil stride mod Sveriges grundlov.
Især miljøminister Bolund kom i klemme under sit eget partis hjertesager og greb bemærkelsesværdigt mange gange til vendingerne »ekstraordinær situation« og »akut krise«. Erhvervsminister Baylan understregede også alvoren: »Stop for boligbyggeri, stop for mange infrastrukturprojekter, stop for dele af vor industri. Det ville medføre store konsekvenser for økonomien, for mennesker, for lønmodtagere.«
Krisen handler om cement. I den nordlige ende af Gotland ligger den lille by Slite, hvor virksomheden Cementa i over 100 år har fremstillet cement. Her har 450 gotlændinge deres arbejde, og med egen udskibningshavn har Cementa gennem årtier haft noget nær monopol: 75 procent af al cement til det forslugne svenske marked kommer fra kalkbruddet i Slite.
Produktionen på 7.000 ton cement pr. dag er imidlertid ganske hårdhændet, og flere instanser – statslige og regionale – har gjort indsigelse over miljøskader, ikke mindst når det gælder Gotlands forsyning af rent drikkevand. Væsentlige faktorer, da Cementa sidste år ansøgte om fornyet driftstilladelse for de kommende 20 år.
I begyndelsen af juli blev der afsagt kendelse ved en svensk miljødomstol: Cementa fik ikke lov at fortsætte og udbygge produktionen omkring det koralblå vandspejl i kalkbruddet. Afslaget blev begrundet med, at Cementas miljøanalyser var alt for mangelfulde.
Den gældende tilladelse udløber den 31. oktober, og dermed kan de sidste lastbiler køre ud fra siloområdet en måned senere. Cement er en slags ferskvare i byggeriet og skal anvendes relativt kort tid efter fremstillingen. Cementa har meddelt, at lagrene kun rummer en måneds leverancer.
Afslaget udløste en strøm af dommedagsmeldinger. For hvor skal cementen så komme fra? Brancheorganisationer og fagforeninger advarede om, at alt byggeri vil gå i stå, og at cementstoppet vil koste alt fra 250.000 til 400.000 job. Minegiganten LKAB, der hver dag anvender et voldsomt kubikmål beton til at sikre minegange, advarede om, at den livsvigtige malmbrydning er truet.
»Hvis vi ikke kan finde erstatning inden udgangen af oktober, og det bliver ikke let, taler vi om et produktionsbortfald på mellem 50 og 80 procent,« udtalte LKABs kommunikationsdirektør, Niklas Johansson, til Sveriges Television.
Ifølge professor Johan Silwerbrand fra Kungliga Tekniska Högskolan vil det endda tage to-tre år at få hele logistikken på plads for importeret cement i denne kolossale volumen. Silwerbrand fremhævede over for Sveriges Television, at det handler om såvel udbud som kvalitet: »Der er ikke cementmangel i Europa, men der er heller ikke noget tilovers. Det, der produceres, anvendes. Derimod kan vi måske købe fra Kina, men dér ved vi endnu mindre om, hvad deres cement består af, og hvordan den er fremstillet.«
Miljøhensyn versus klimamål
Det er altså selve Sveriges økonomiske puls, der er truet. Det socialdemokratiske Aftonbladet konstaterede i en leder i juli, at »Cementa er too big to fail« og krævede, at regeringen trådte til med en midlertidig produktionstilladelse, uanset domstolens uafhængighed: »Hele Sverige kan ikke sættes i stå på grund af en domstolsafgørelse med elendig timing.«
Afslaget på Cementas ansøgning blev imidlertid stadfæstet i slutningen af august. Her afviste Högsta Domstolen at lade Cementa få sagen prøvet ved næste instans.
I stedet forsøgte regeringen at lirke tingene på plads for virksomheden med en ændring af miljølovgivningen, så Cementa i det mindste kunne fremstille cement i yderligere otte måneder. Også dengang værgede miljøminister Per Bolund for sig over for Sveriges Television: »Det er en ekstraordinær situation, og den kræver ekstraordinære tiltag.«
Dette indgreb viste sig at være juridisk vakkelvornt. Jurister kunne påpege, at lovændringen stred mod EU-regler for miljøgodkendelse og høring. Imens gennemgik Lagrådet regeringens hastelov. Lagrådet – en myndighed af nuværende og fratrådte højesteretsdommere, som har til opgave at vurdere ny lovgivnings gangbarhed – fremsatte sin afgørelse i sidste uge, og den var en klar afvisning.
Ifølge Lagrådet vil lovændringen dels være i strid med den lovmæssige procedure for ny lovgivning, dels krænke den svenske grundlov og princippet om lighed for loven. Desuden noterede højesteretsdommerne, at lovændringen tilsidesætter afgørelser ved en svensk domstol: »Der må også tages højde for, at lovgiverne – ved at indføre lovgivning, der er helt rettet mod at korrigere udfaldet i en enkeltstående sag, som er behandlet ved en domstol – risikerer at skade tiltroen til det svenske retssystem.«
Ikke desto mindre agter den rødgrønne regering altså at mase lovændringen igennem. Der var kun overfladiske justeringer i det lovforslag, som ministrene Baylan og Bolund præsenterede på pressemødet i sidste uge.
Det er heller ikke let: samfundsvigtig produktion versus grundloven, arbejdspladser versus grundvandet, sågar miljøhensyn versus klimamål.
Det sidstnævnte gælder især på to punkter, som kritikere har påpeget. Dels vil det øge CO₂-udledningen, hvis Sveriges cement skal fragtes fra Kina. Dels vil cementmanglen hæmme storstilede, grønne projekter: højhastighedstog mellem Stockholm og Göteborg, en kolossal batterifabrik i Skellefteå og kæmpemæssige havvindmølleparker i Østersøen.
Under en hård debat i Riksdagen i sidste uge snerrede erhvervsordfører Oscar Sjöstedt fra Sverigedemokraterna: »Nu har Miljöpartiet altså bragt hele Sveriges produktion af stål og beton i fare. Ved I, hvad et vindkraftværk består af? Stål og beton, såmænd. I spænder ben for jeres egen politik med jeres egen politik.«
En lang historie i små skridt
Erhvervsordfører Oscar Sjöstedt affærdigede hele miseren med myndighedsindgreb og domstolsafgørelser som »en politisk proces ansporet af Miljöpartiet«. Men efter alt at dømme går årsagerne meget længere tilbage i tiden. I august ridsede en række historikere og økonomer historien op i Svenska Dagbladet: Hvordan gik det til, at hele Sverige blev afhængigt af en enkelt cementvirksomhed?
Det er en meget svensk historie om tiderne, der skifter, og om et industrilandskab, der vokser fra de tankegange, der affødte det.
Cementa blev etableret i 1893 som en slags kartel. Blandt ejerne var Skånska Cementgjuteriet, som senere blev til den internationale entreprenørgigant Skanska. År for år opkøbte Cementa konkurrenter og opnåede sin dominerende stilling i Sverige.
Da Socialdemokraterna overtog regeringsmagten i 1932 og indledte et halvt århundredes hegemoni, blev Cementa-kartellet ikke antastet. Kolossen blev anset som en praktisk ordning i den svenske korporativisme: en centraliseret aktør at forhandle med uden så meget bøvl, da Folkhemmet skulle opbygges.
I 1973 ønskede den socialdemokratiske Palme-regering at rationalisere forsyningssikkerheden yderligere. Man kunne ikke have, at det utilregnelige marked skaltede og valtede med den svenske cement.
Staten købte sig ind i Cementa, og industriminister Rune Johansson fik med fast hånd slået andre producenter sammen med Cementa. På den måde undgik man med Johanssons ord »dobbeltinvesteringer med stor overkapacitet til følge eller investeringer i for små og ulønsomme anlæg« – lig med konkurrence. Det socialdemokratiske mantra i 1970ernes samfundsbyggeri: stor skala og et centralt greb om tingene.
Således tromlede Palme-regeringen hen over miljømyndighederne, som i 1974 var bekymrede for grundvandet i forbindelse med en ny Cementa-udgravning på Gotland. Modsat situationen i 2021 kunne myndighederne dengang værsågod pakke deres fine betænkeligheder sammen – dette handlede om arbejdspladser og forsyningssikkerhed. Og sådan blev det.
Først med 1990ernes frembrydende konkurrencesamfund – dog uden cementkonkurrence – blev Cementa solgt til udenlandske investorer og er i dag ejet af den tyske Heidelberg-koncern. Alt gik stabilt og summende lige frem til miljødomstolens kendelse i juli.
Nu spørger iagttagere, om Cementas monopolstatus og magelige forhold til miljøreglerne mon har været lige lovlig bekvem for de svenske aktører.
»Det er kun i bagklogskabens lys, man kan tænke sådan,« siger industrihistoriker Anders Houltz til Svenska Dagbladet. »I hver enkelt fase har det været rationelle beslutninger. Nu betaler man prisen for de beslutninger, man har truffet, men det er sket i en lang række små skridt, som i det stille har puffet dem hen mod kanten.«
Depoter til atomaffald fyldte
Som om cementkrisen ikke forekommer akut og omfattende nok, kan den snart smelte sammen med en anden svensk forsyningskrise: el-manglen.
Med afviklingen af den svenske kernekraft har de seks tilbageværende reaktorer svært ved at opfylde Sveriges stigende behov. En situation, som kun forværres af den grønne omstilling i mineindustrien i Norrland, der fremover vil sluge al overskydende energi fra de lokale vandkraftværker. Det sydlige Sverige må klare sig selv.
Oven i dette pres meddelte energiselskabet Vattenfall i maj, at depoterne for atomaffald vil være fyldte i 2023. Medmindre depoterne udbygges, kan det ligefrem blive nødvendigt at lukke flere reaktorer. Og ja, større lagerkapacitet vil kræve store mængder beton.
I Kristianstadsbladet undrer lederskribent Petter Birgersson sig over, at Löfven-regeringen i begge tilfælde – cementen og atomaffaldet – handler i allersidste øjeblik:
»Et land uden cement, uden el og uden beslutningskraft kommer ikke langt.«
