Sidst på formiddagen står vi 12 mand med sikkerhedssko og kolde fingerspidser i en skov et sted mellem Næstved og Skælskør og ser på Poul fra kommunen, som forsøger at fælde et råddent træ med en motorsav. Men klingen kører fast, den kiler sig urokkeligt ind i stammen. Poul henter en elektrisk sav i ladvognen, men efter et par minutter sidder den også fast, og så står vi sådan lidt der og ved ikke helt.
I tre uger har Danmark diskuteret arbejde. Både på grund af regeringens nye reform, som vil sende 20.000 borgere med »integrationsbehov« i nyttejob, og især på grund af statsministerens medfølgende udtalelse, som allerede er historisk: »Vi skal aflive en lidt sejlivet myte: nemlig at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet.«
På en måde er Mette Frederiksen stadig beskæftigelsesminister. Det virker i hvert fald, som om alle dele af hendes socialdemokratiske idealsamfund forener sig, når vi møder på arbejde om morgenen: Arbejde er socialpolitik og integrationspolitik; arbejdsetik skal sikre konkurrenceevnen og velfærdsstatens overlevelse; arbejde giver selvrespekt og fællesskab.
»Det vigtigste, det er at have et arbejde,« som hun sagde til den store fremtidskonference i Fredericia for nylig. »Alle skal arbejde.«
Derfor har jeg bedt om at komme i nyttejob i Næstved Kommune. For at finde ud af, om hun har ret: Bærer arbejdet lønnen i sig selv? Skal vi arbejde for arbejdets skyld?
Det er jo derfor, vi står her i skoven i dag. Gule blade daler stille mod jorden, og en eller anden sort fugl sætter sig i toppen af det døde træ, lægger hovedet på skrå og kigger ned på os: Ned på de 12 nyttejobbere og de tre kommunalt ansatte. Ned på 48-årige Peter Meekhof fra Holland, som engang var narkoman i byen Arnhem, men en aften mødte en dansk kvinde online, de chattede, han tog til Tappernøje på besøg, og efter to uger kørte de til Holland efter hans ting. Det er ni år siden nu, og siden har han lavet alt muligt med hænderne: pejserenser, skovarbejder, gartner – nu er han ledig og i nyttejob.
Ned på en 19-årig fyr fra Næstved, som ikke vil have sit navn i avisen. Hans mor smed ham ud, han er lidt uregerlig, så i en måned boede han i telt i en skov, og nu har han en campingvogn med sin kæreste og håber på at starte på frisørskolen – tømreruddannelsen var for meget for ham, så nu har han været i nyttejob i 12 uger.
Og ned på 48-årige Bo Wærn Kristensen, der blev fyret fra sit natarbejde på Brøndby Ferskvarecenter i 2009, og som – selvom han tog sig en merkonomuddannelse – ikke for alvor har kunnet finde et godt job siden. I stedet har han været flyttemand og samlet skraldespande, han er også indsamler for Alzheimerforeningen og integrationsmentor for en somalisk flygtning, der er blevet skudt 15 gange i Mogadishu – og nu nyttejobber.
De siger alle sammen det samme: at de vil gerne gøre nytte, at de gerne vil tjene deres egne penge, at de rigtig, rigtig gerne vil arbejde.
»Hvis man går ledig for længe, bliver man bare sløv,« som 47-årige Rene Jensen siger. »Pludselig er der gået en måned.« Han har selv prøvet det.
»Det handler ikke om at kunne lide det,« siger en anden, Mark Hansen på 25 år. »Det er bare at gøre det.«
Det må jo næsten give statsministeren våde øjne.
Dette er velfærdens legitimering
Nytteindsatsen kom til verden i 2014. Det var under Thorning og Corydon, Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister i en underlig krisetid, da Danmark var rasende på Dovne Robert og Fattig-Carina, men også vrede over al den meningsløse aktivering på jobcentrene: Find din indre fugl, Dagpengeland og spaghettitårne. Nyttejob skulle løse begge problemer: disciplinere Robert og give de ledige en fornemmelse af at være »en del af noget større«, også når de samlede cigaretskodder.
Det er på den ene side systematiseret spild af tid. Nyttejob skal være nyttige, men må jo ikke være for nyttige – de må ikke underbyde og udkonkurrere private og offentlige job. Og hvad er der så egentlig tilbage? På den anden side er de måske nødvendige, for den danske samfundsmodel er jo, som tidligere overvismand Torben M. Andersen engang sagde, »en avanceret form for deleøkonomi«. Alle lægger halvdelen af deres indkomst i den fælles kasse, og det system fungerer kun, så længe alle er med på ideen. Og det er jo nok det store formål med den nye reform: »At legitimere skattesystemet og velfærdsstaten,« som professor emeritus ved CBS Ove Kaj Pedersen sagde til mig i telefonen, inden jeg mødte på arbejde i Næstved.
Klokken 08:30 går vi ind ad døren til Center for Arbejdsmarked, indtaster cpr-numre på en stor gammel pc, tager sort kaffe fra kolben og venter med morgenhår og tomme blikke. 12 mand, som har fået samme besked af deres sagsbehandler: Du skal motiveres, du skal i nyttejob, det er 25 timer om ugen, 8:30 til 13:30 mandag til torsdag, fredag er der »inspirationscafé« med jobsøgning og cv-skrivning, og hvis du ikke kommer, får du ingen penge. Så nu sidder de her. »Jobparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år« og »åbenlyst uddannelsesparate unge«, som det hedder i jargonen.
En bolle knitrer i sit sølvpapir.
»En rejse på tusind mil starter med det første skridt,« står der på en plakat på væggen. »Det er, når man går, de store tanker fødes,« står der på en anden – det er Nietzsche. Lidt ironisk al den stund, at hans filosofi vel nærmest er en lang stormtale imod tænkningen bag nyttejob: Han hadede staten og kaldte fabriksarbejderne for »slaver« – de var ikke længere mennesker, men »skruer«.
Nå, men så er det afgang. I dag skal vi i skoven, det er husets specialitet. »Skoven er det mest populære, vi har,« som vejleder Poul Smidt siger. »Skraldeturene, de er mindre populære, det ved jeg godt.«
Dagpenge har ansvaret for Gnags
Ude på parkeringspladsen løfter Bo Wærn Kristensen og jeg et par trillebøre op i en ladvogn. Han har faktisk fået job i næste måned, siger han, han skal samle nogle nye sorteringsskraldespande til Taastrup Kommune, men han er kommet alligevel. »Loven siger jo, at jeg skal være her,« siger han.
»Og jeg synes faktisk, det her er et nyttigt arbejde. At rydde op og hjælpe. Og så ser man jo nogle folk.«
Vi kører ud af byen ad kringlede landeveje, langs marker og små søer og bondegårde. Et af de steder på Sjælland, hvor der er én stavelse i kaffe og to stavelser i te. Jeg sidder og tænker på, hvor utroligt det er, at man i 70erne og 80erne kunne få dagpenge i otte år! Og efter de otte år kunne man komme i særlige kommunale job i nogle måneder, så havde man ret til otte år mere. Det var jo sådan, den aarhusianske musikscene opstod: Gnags og de andre, de var på dagpenge.
Det var ved at ødelægge opbakningen til velfærdsstaten, sagde Ove Kaj Pedersen til mig. Staten måtte jo låne for at betale ydelserne, færre og færre var tilfredse med at være en del af den store deleøkonomi, og i 1973 strømmede skattenægtere og kommunister ind i Folketinget, de ville nedlægge velfærdsstaten, og vores samfundsmodel overlevede kun, fordi Schlüter, Nyrup og Lykketoft brugte konkurrencestaten til at »stramme bardunerne«, som Ove Kaj Pedersen formulerer det.
Vi stopper på en skovvej, der er et par geder (én aggressiv), stemningen er rolig, stenet ligefrem. Folk står og kigger lidt, ryger, småsnakker, en enkelt bærer trillebørene ned, og en af de ansatte i kommunen begynder at slå græs. Alle vil gerne arbejde, det er tydeligt, de står faktisk i kø for at få noget at rive i, men de må ikke bruge kommunens motorsav, det er Pouls opgave, så alle må stå og vente på, at Poul har fældet et træ og skåret det i skiver som en stor pølse. Så er der lidt at lave, skiverne skal op i trillebørene, rulles hen til bilerne, køres tilbage til centeret og en anden dag hugges til brænde og så køres ud til kommunen sheltere. Men det meste af tiden står vi bare under træerne og venter, det er hyggeligt nok, sådan set, der er værre steder at tilbringe en tirsdag formiddag, men det er ikke ligefrem stressende.
»Ja, du kan jo godt se, at vi ikke knokler os selv ihjel,« som 47-årige Rene Jensen siger. Han smiler en masse, en flink og åben fyr, som gene vil tage fat. »Det er også noget med at komme ud. At være lidt social.«
Jeg ved det godt, siger jeg og tænker på et studie, som udkom i april, hvori en ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet fulgte en gruppe nyttejobbere i et helt år og til sidst fortalte Politiken, at hver person arbejdede »1½-2 timer per dag«.
»Det svarer lidt til, at man tager i skole og sidder ved et bord og lader, som om man læser i en bog hele dagen,« som den 19-årige fyr med campingvognen formulerer det.
Da det første træ er fældet og båret væk, går vi stille videre ned ad stien til det næste træ, som er markeret med en gul plet. Poul går i gang med saven, og det er så her, saven kører fast. »Shit, mand.«
Tredjehjul
Indtil nu har nyttejob været mere symbolik end realitet. 3.700 personer havde et nyttejob i hele 2019. Nogle kun én dag. Hvis regeringens reform bliver vedtaget, skal det tal stige til de førnævnte 20.000, og det er jo rigtig, rigtig mange Poul’er, der skal løbe rundt og fælde træer. Mange sagsbehandlingstimer. Og kan man overhovedet finde 20.000 job, som gør nytte uden at være for nyttige? Måske hvis man ændrer ordningen lidt, som integrationsminister Mattias Tesfaye allerede har antydet: »Hvis der nu kører to mand rundt i en kommunal Vej- og Parkafdeling og skifter skraldespande, så kan det være, at der i fremtiden kører tre mand rundt, fordi der er en ekstra mand med i vognen,« som han sagde til Ekstra-Bladet for et par uger siden. »Så viser de to første, der allerede er i beskæftigelse, den tredje mand, hvordan man gør, og så kan han måske skifte den næste. Og så spiser de en rugbrødsmad til middag, og så hører de radioavisen sammen, og så siger de farvel til fyraften.«
Det virker jo underligt, at vi nu igen diskuterer kontanthjælpsmodtagere og nyttejob, for beskæftigelsen i Danmark har bogstavelig talt aldrig været højere end nu. Og vi har lige haft en pandemi, hvor den øverste tiendedel af befolkningen igen igen er blevet rigere end resten. Men det er vel en fortsættelse af 90ernes store projekt: at sikre velfærdsstaten. Denne gang handler det bare ikke om Gnags eller Robert – det handler om indvandrere.
»Vi gør ikke det her tiltag, fordi det skal skabe et større arbejdsudbud,« som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sagde, da han præsenterede reformerne. Og det er nok meget fornuftigt, for selv hans eget ministerium regner kun med, at de 20.000 nye nyttejob vil bringe 250 flere i arbejde.
»Vi gør det, fordi vi mener, det er rimeligt over for alle dem – i øvrigt også rigtig mange med ikkevestlig baggrund – som står op om morgenen og knokler i ofte meget hårde job på skiftende tidspunkter af døgnet til meget lave lønninger,« sagde Hummelgaard.
Det handler om samfundskontrakten. Om en »ny arbejdslogik, der blandt andet skal få flere kvinder med indvandrerbaggrund i arbejde«, som det hedder på Finansministeriets hjemmeside. Og så er det mindre vigtigt, om folk rent faktisk kommer i job. Om de spilder deres tid.
Træ øger beskæftigelse
Tilbage i skoven viser det sig, at de fastklemte motorsave og det døde træ, som ikke vil vælte, faktisk er en gave. Nu er der en opgave at løse. Peter og Bo finder en rem i bilen og spænder den fast om træet, måske kan de trække det omkuld eller i hvert fald få en af savene fri.
Poul fra kommunen er lidt presset nu, kan man se, det er ikke en helt god sag, hvis han skal ringe hjem og sige »hey, altså jo, jeg har to save, som sidder fast, kan I sende en bil ud?« – og så lige den dag, der er en journalist med. Alle slår ring om træet. Hvis man nu tog en kile? Alle har ideer. Hvor er den hammer henne? Det går der næsten to timer med, og da saven endelig er fri, og træet endelig segner knasende og bragende om i skovbunden, er det, som om Næstveds højere magter ser ned på os – måske var det den fugl – for i samme øjeblik åbner himlen sig. Tunge dråber falder fra den grå himmel. Nu har vi faktisk travlt. Træet skal skæres og flyttes inden fyraften klokken 13:30, trillebørene skrider på den våde skovbund, håret klistrer til panden, og da vi sidder i bilerne på vej tilbage til centeret, føles det næsten, som om man har løst en opgave, måske ikke ligefrem, som om man har gjort en forskel sådan i større forstand, men en lille smule. Om ikke andet er man blevet godt sulten, og sikkerhedsskoene har gnavet i hælen.
Jeg sidder ved siden af Bo Wærn Kristensen på førersædet, og jeg spørger ham, om han synes, han har været nyttig i dag. Han tænker sig om et øjeblik.
»Sådan er man jo nødt til at se på det.«
