Kontroversiel. Lektor Peter Viggo Jakobsen har fuld opbakning, skriver Forsvarsakademiet på Twitter. Men hvorfor vil han så holde lav profil?

Manden, der ikke blev fyret

Mandag den 23. august kunne forsvarsmediet Olfi.dk i nogle få timer bryste sig af en vaskeægte sensation: En af landets førende forskere i forsvars- og sikkerhedspolitik, lektor Peter Viggo Jakobsen, var blevet fyret fra sit job på Forsvarsakademiet. Angiveligt på grund af flere kritiske udtalelser om regeringen og forsvaret.

Problemet var bare, at Peter Viggo Jakobsen ikke var fyret, og Olfi.dk måtte rykke ud med et fuldtonet dementi. Hermed kunne historien være slut. Det er den bare ikke.

For nok er Jakobsen stadig ansat af Forsvaret, men samtaler med en række kilder med kendskab til forløbet viser, at både han og Forsvarsakademiet har været udsat for pres i dagene omkring den kontroversielle artikel. Antydninger om forskellige mulige sanktioner, herunder en udflytning af hele akademiet til provinsen, har hængt lavt i luften. Ifølge flere kilder har Peter Viggo Jakobsen efter en kammeratlig samtale med akademiets dekan, Peter Dahl Thruelsen, over for sine kolleger bekendtgjort, at han fremover vil holde en betydelig lavere profil i offentligheden.

Både Peter Viggo Jakobsen og hans chefer på Forsvarsakademiet har lukket sig inde bag en mur af tavshed. Men alligevel er det muligt at rekonstruere væsentlige dele af forløbet.

I dagene efter tilbagetoget fra Afghanistan og Kabuls fald var regeringen og især forsvarsminister Trine Bramsen under stort pres. Ministeren havde i de mest kritiske timer været på Ærø på noget, der mest mindede om kommunal valgkamp for Socialdemokratiet. I Kabul blev der kæmpet for at redde de sidste danskere ud. Det skete blandt andet med hjælp fra Pakistan, hvilket statsminister Mette Frederiksen offentligt takkede for.

Men måske var der ikke grund til den store taknemmelighed, mente Peter Viggo Jakobsen, der 19. august til Avisen Danmark sagde:

»Jeg synes Pakistan er blevet rost lige lovligt meget taget i betragtning af, at det er Pakistans skyld, at Kabul er faldet. Det er Pakistans skyld, at Danmark har mistet 44 mand i Afghanistan. Havde det ikke været for Pakistan, så havde der ikke været noget Taliban.«

Den udtalelse begejstrede angiveligt ikke den i forvejen pressede forsvarsminister, der ifølge Weekendavisens kilder udtalte sig så højlydt om Peter Viggo Jakobsen, at adskillige medarbejdere i ministeriet kunne høre det.

Sabelraslen

Det er ikke første gang, den bramfri forsker har påkaldt sig ministeriel vrede. Blandt andet er hans opbakning til en række tidligere forsvarschefers kritik af dansk modvilje mod at redde afghanske tolke, der har hjulpet de danske soldater, faldet i dårlig jord.

Hvad der efterfølgende er sket, er uklart. Forsvarsministeriet afviser i et svar til Weekend-avisen at have ageret i sagen, men fredag den 20. august var Peter Viggo Jakobsen til førnævnte samtale med Forsvarsakademiets dekan. Forsvarskommandoens presseafdeling oplyser, at ingen herfra har deltaget i møder med Peter Viggo Jakobsen den pågældende dag. Det har ikke været muligt at få oplyst, om kommandoen har været i kontakt med andre på akademiet.

Ingen af de to hovedpersoner vil kommentere mødet, men andre kilder fortæller, at Peter Viggo Jakobsen fik at vide, at der er et ønske om, at han finder sig et andet job eller skruer ned for sin offentlige profil. Alternativt kan Forsvarsakademiet risikere en omstrukturering med uheldige konsekvenser for Institut for Strategi og Krigsstudier, hvor Jakobsen er ansat. Også en udflytning af hele akademiet fra Svanemøllens Kaserne på Østerbro i København kunne komme på tale. Det sidste er ikke nogen helt tom trussel, da akademiet allerede var i kikkerten under den tidligere regerings udflytning af statslige institutioner.

Efter det møde begyndte fyringsrygterne at løbe, og mandag den 23. august nåede de Olfi.dk, der begyndte at ringe rundt.

Samme mandag var forskerne på Institut for Strategi og Krigsstudier samlet til seminar. Flere af dem var blevet ringet op om sagen, hvilket fik dem til at stille spørgsmål til de to sektionsledere, der stod i spidsen for seminaret. Deres svar lød, at de ikke kunne sige noget, da der var tale om en personalesag. Peter Viggo Jakobsen var ikke selv til stede.

Mens seminaret blev afviklet, udsendte Olfi.dk så historien om fyringen, og kort efter ankom dekan Peter Dahl Thruelsen, som sagde, at historien ikke var sand. Der var tale om et rygte – altså ikke længere en personalesag.

»Vi kan afkræfte diverse historier om, at Peter Viggo Jakobsen er blevet fyret. Han er stadig ansat ved Forsvarsakademiet,« hed det i et tweet, som akademiet udsendte 13.21 samme dag. Herefter måtte Olfi.dk bringe sit dementi.

Hermed kunne sagen være sluttet, hvis der slet ikke var nogen brand bag røgen. Men to dage senere var en snes forskere fra Forsvarsakademiet igen samlet til møde. Her var Peter Viggo Jakobsen til stede. Dybt berørt takkede han sine kolleger for opbakningen, og ved samme lejlighed sagde han, at han i den nærmeste fremtid vil holde lavere profil i offentligheden.

Nogle dage senere, fredag den 27. august, bidrog Forsvarsakademiets ledelse yderligere til mystikken med endnu et tweet:

»Peter Viggo Jakobsen er en central forsker og underviser på Forsvarsakademiet, der leverer vigtige bidrag til den sikkerhedspolitiske debat i Danmark. Forsvarsakademiet støtter Peter Viggos fortsatte store engagement i den offentlige debat.«

I udgangspunktet må man vel gå ud fra, at ledelsen på en forskningsinstitution bakker sine forskere op, så hvorfor har Forsvarsakademiet haft et særligt behov for at indvi offentligheden i dets opbakning til Peter Viggo Jakobsen? Ifølge et efterfølgende svar på Twitter skyldes det, at flere medier har rejst tvivl om Jakobsens fortsatte rolle.

Men hvis der er fuld opbakning, hvorfor så en kammeratlig samtale? Det er uvist, da Forsvarsakademiets kommunikationsafdeling har besvaret Weekendavisens anmodning om en kommentar fra dekan Peter Dahl Thruelsen med en sms: »Forsvarsakademiet har ingen bemærkninger til sagen.«

Som nævnt afviser Forsvarsministeriet at have deltaget i møder eller rettet henvendelser angående Peter Viggo Jakobsen. Ved samme lejlighed har Weekendavisen spurgt, om der er overvejelser om udflytning af Forsvarsakademiet. Her er det skriftlige svar:

»Der er ingen konkrete planer om udflytning, ligesom FAK heller ikke indgår i regeringens udspil for land og by.«

Spørgsmålet om, hvorvidt regeringen overvejer en omstrukturering af Forsvarsakademiet, besvares med en skriftlig kommentar fra Trine Bramsen:

»Der pågår løbende overvejelser om vores forskningsinstitutioner opfylder de opgaver som samfundet stiller. Det gælder på alle forskningsområder – også på forsvarsområdet. Som jeg også tidligere har sagt offentligt, så er det naturligt at overveje, om der er den rette balance mellem forskning i samfundsforhold og forskning i forsvarsmateriel og på cyberområdet, som følge af udviklingen på forsvarsområdet.« Det kan i grove træk oversættes til: Måske er der for meget af det, blandt andre Peter Viggo Jakobsen laver, og for lidt af noget andet.

Høje herrer m/k på nakken

At både Trine Bramsen og enkelte af hendes forgængere har haft et alvorligt øje på Forsvarsakademiet i almindelighed og Peter Viggo Jakobsen i særdeleshed, er imidlertid ikke nogen ukendt sag.

Forleden kunne Olfi.dk på baggrund af en aktindsigt berette, at ministeriet i 2019 gennem Forsvarskommandoen rettede en officiel henvendelse til akademiet, fordi Peter Viggo Jakobsen havde udtalt sig til en gruppe journaliststuderende om Forsvarets evne til at fastholde personel.

»Forsvarsministeriet vil gerne bede om formel bekræftelse af, at Peter Viggo Jakobsens udtalelse er en personlig holdning og således ikke repræsenterer hverken Forsvarsakademiets eller Forsvarets officielle holdning til emnet ’fastholdelse af sergenter og konstabler i Forsvaret’«, hed det en i mail afsendt fra »Koncernstrategisk HR« i ministeriet og altså afsendt i anledning af en opgave på Journalisthøjskolen.

Heller ikke her er der tale om en enlig svale. I 2017 skrev Olfi.dk en artikel på baggrund af en norsk sag om pres på forsvarsforskere. Dengang udtalte Peter Viggo Jakobsen:

»Jeg har haft både ministre, departementschefer, forsvarschefer og højtstående officerer på nakken. Men kritikken skal man lade gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Jeg har også fået skældud, men når de har forsøgt at censurere mig, har jeg fået Nils Wangs (daværende chef for Forsvarsakademiet, red.) opbakning til at ignorere det.«

Nu har han så valgt over for sine kolleger at love lavere profil i fremtiden.