Jette Jessen har kørt taxa siden 1978. Selvom hun ikke kører på fuld tid længere, vil hun ikke på pension.
»Jeg kan ikke undvære det, så jeg kører en gang om ugen. Jeg vil køre, så længe mit helbred er i orden.«
Igennem de seneste 43 år har Jette Jessen kørt sammenlagt over to millioner kilometer, og ingen kører så langt uden en overlevelsesstrategi. På en tur hentede hun fire fulde mænd fra et værtshus, og de beskyldte hende hurtigt for at have tændt taxameteret for tidligt.
»Jeg kunne jo vise dem, hvad tid jeg havde slået det til, men de skældte mig alligevel ud, mens vi kørte. Da de truede med at slå mig, satte jeg farten op og sagde: ’Kan I se de træer? Den, der rører mig, kommer til at sidde i kørestol resten af livet.’ Så begyndte de at tude, og så vidste jeg, hvem der havde magten.«
72-årige Jette Jessen, eller Taxamamma, som hendes e-mailadresse hedder, har kørt med en fast fod på speederen hen over de frontlinjer, der har splittet den danske taxabranche i tre. Som kvinde er hun en sjældenhed i et mandsdomineret fag; som dansker er hun blevet en minoritet; og så kører hun elbil. Det giver konflikt på holdepladserne, fordi chauffører i elbiler på udvalgte holdepladser gives fortrinsret til kunderne over dem i dieselbiler.
Mordertransport
Ifølge brancheforeningen Dansk PersonTransport kører der cirka 4.300 taxaer og 12.000 taxachauffører i Danmark. Der findes ikke tal for andelen af kvindelige chauffører, men den er næppe over to procent. Det viste en rundringning til en række taxaselskaber i 2019 af NetAvisen, der skrives af journaliststuderende på RUC. Før i tiden var det anderledes, ifølge Jette Jessen. Hun siger, de var op mod ti kvinder i firmaet, da hun begyndte at køre for Herlev Taxa i 1979.
»Vi havde et sammenhold uden lige. Hvis nogen råbte hjælp i radioen, kom vi alle sammen kørende. En kollega havde en kunde, der lagde hovedet ned mellem hendes ben, mens hun lå i overhalingsbanen. Hun skreg, så vi alle sammen kunne høre det, og der var to biler, der nåede frem før politiet. Det var meget trygt at køre, selvom vi ikke havde gps.«
Over en årrække faldt kvinderne fra, og Jette Jessen gætter på, at det blandt andet skyldes, at de ikke længere kunne kommunikere med hinanden, når de kørte.
»Kvinderne forsvandt, dengang man ikke længere kunne høre hinanden på radioen i begyndelsen af 80erne. Før kunne jeg trykke på en knap, så mine kolleger hørte det hele, hvis jeg blev slået. I dag kan man ikke kommunikere via radioen. Man skal ringe op fra sin mobiltelefon eller trykke alarm, så jeg hører aldrig lyden af centralen. Det hele foregår via skærme. Jeg er alene i hele verden, når jeg kører. Men de kan selvfølgelig altid finde mig via gps’en.«
Foran sig i bilen har hun fem skærme: To gps’er, et taxameter, hendes mobiltelefon og betjeningspanelet, hvor nye ture tikker ind.
Her er et par andre episoder, Jette Jessen husker fra de trygge, gamle dage:
»Jeg har kørt med rockere og mordere, og jeg ved ikke hvad. Jeg har aldrig været bange for nogen. Jeg har også kørt med en psykiatrisk patient, der blev kaldt Øksemorderen, som skulle hjem fra hospitalet i weekenden. Der var ikke vagter med, han fik bare nogle piller, og vi hyggede os altid. Jeg mødte ham igen for cirka fem år siden, hvor han var blevet flyttet til Ballerup. To måneder efter slog han ihjel for anden gang. Sin egen far.«
En anden psykiatrisk patient blottede sig på bagsædet under kørslen.
»Jeg sad der på motorvejen med en gut på 100 kilo og hele kadaveret frit. Jeg sagde: ’Det dér er ulovligt, og i øvrigt ville min mand ikke bryde sig om det.’ Så prøvede han at pakke det sammen, men kunne ikke lukke bukserne. Jeg var ved at dø af grin indvendig, og da jeg skulle sætte ham af, stod der tilfældigvis et par betjente på gaden, men jeg sagde ikke noget. Jeg skældte ham bare ud, så det kunne høres over hele Roskilde. Et par dage efter voldtog han en pige på et kollegie i Glostrup. Det var jeg ked af i lang tid, for jeg kunne måske have forhindret det. Jeg skulle have anmeldt ham.«
Det var også en psykiatrisk patient, der kidnappede hendes kollega på Holbæk Station.
»Han kører rundt med hende i seks timer og voldtager hende og slår hende. Hun var efterlyst, men ingen vidste, hvor hun var, for der var ikke mobiler eller gps. Hun var helt ødelagt, da de fandt hende, men hun overlevede. Der havde vi et møde om, hvad vi skulle gøre i sådan en situation, og jeg sagde, at jeg kører fandeme ind i et træ. Vi havde ikke sikkerhedsseler på dengang, og så vil han jo ryge ud af bilen. Hellere en ulykke end at blive overfaldet.«
Det lyder da, som om det er mere trygt at køre i dag.
»Nu har der jo også været corona,« siger Jette Jessen og dytter ad bilen foran.
»Prøv at se, han kørte lige over for rødt. Jeg har det heldigvis på kamera, hvis der skulle blive brug for det.«
– Er du en rappenskralde?
»Nej. Lyder jeg sådan?«
Du lyder som en ordenshåndhæver.
»Jeg reagerer, når folk ikke er vågne. Det giver ulykker.«
Ham med konen
Taxabranchen er en af de første, hvor effekten af indvandring kan aflæses relativt hurtigt. Det er et såkaldt lavtærskeljob, som i Danmark kun kræver et kursus på to uger, og da de fleste indvandrere har kørekort i forvejen, giver det hurtig adgang til en indkomst, selvom man ikke behersker sproget flydende. Brancheforeningen Dansk PersonTransport har ikke tal for den etniske sammensætning, men vicedirektør Trine Wollenberg vurderer over for Weekendavisen, at over halvdelen af chaufførerne har udenlandsk baggrund, i hovedstadsområdet endnu flere. Efter kundeklager skærpede Færdselsstyrelsen kravene til dokumentation af danskkundskaber, og i år vedtog Folketinget, at chauffører skal dokumentere, at de har bestået et danskkursus på niveau 2. Jette Jessen oplevede udviklingen fra 1980erne med især jugoslaviske og kurdiske gæstearbejdere. Hun siger, det påvirkede solidariteten.
»De var jo meget anderledes end os andre, men jeg synes, de indordnede sig. Så blev de så mange, at det gjorde noget ved branchen, for sproget på holdepladserne var ikke dansk mere. Det er på holdepladserne, man er social og taler med sine kolleger, så det virker ikke rart, at de taler deres eget sprog. Så vi danskere gik over i vores egne biler. De spurgte, hvorfor vi gik, og så måtte jeg jo sige, at ’når I taler jeres eget sprog, er vi ligesom udelukket’.«
Ifølge Jette Jessen påvirkede de nye chauffører også serviceniveauet, som hun har mange stærke holdninger til.
»De så anderledes på branchen. For dem handlede det om kroner og øre, så de sagde nej til korte ture med gamle damer og ville kun tage industrikunder eller lufthavnsture, der gav flere penge. Men jeg har aldrig haft problemer med dem. Jeg blev endda valgt ind i bestyrelsen i Herlev Taxa med mange udenlandske stemmer, fordi jeg turde sige bestyrelsen imod. Det kom bag på mig, for jeg har altid været lidt barsk over for dem og sagt, at de altså skulle stå ud af bilen og åbne døren for kunden.«
Også i mødet med de nye chauffører skiller hun sig ud som kvinde. For det første kører indvandrerkvinder, der arbejder som chauffører, som hovedregel bus frem for taxa. For det andet kører Jette Jessens egen mand også taxa, og hun har mange gange måttet forklare de udenlandske chauffører, at det ikke er ham, men hende, der er vognmanden. Dermed er det hende, der ejer bilen og er arbejdsgiveren.
»De kan ikke forstå, at det ikke er omvendt. De kalder min mand for ham med konen.«
Elbiler og nid
Jette Jessen lærte at køre bil af sin far. Hun voksede op i landsbyen Farre ved Vejle, hvor hendes far kørte lastbil med høns fra byens fjerkræslagteri.
»Min far var kun 19 år ældre end mig, så vi havde det fantastisk sammen. Alle elskede ham. Min bedstefar havde også lastbil og var den første i byen med tiplæs, så jeg sad deroppe og sang i vilden sky, når han læssede grus af. Det må man ikke i dag. Det er også min far, der har lært mig, at man ikke skal holde, hvis man kan undgå det. Man skal udnytte bilens fremdrift, det er derfor, jeg glider frem mod det røde lys, indtil det bliver grønt. Jeg har haft olie på fingrene, siden jeg var lille.«
Den seneste skillelinje, der har splittet taxachaufførerne, er den grønne omstilling. Knap ti procent af taxaerne i dag er elbiler, og for at give vognmændene et incitament kommer elbiler foran i køen til for eksempel lufthavnen og firmaer, der aktivt ønsker elbiler. Det betyder, at Jette Jessen i sin koksgrå Hyundai-hybrid må komme foran i køen til kunderne.
»Vi er blevet endnu mere delt op nu som branche, for nu må jeg køre foran de andre på nogle holdepladser, fordi vi skal være, hvad hedder det nu ...«
Hun leder efter det rigtige ord.
»… Miljørigtige. Så mine kolleger råber og skriger ad mig, når jeg kører foran, men det står tydeligt og klart, at vi har fortrinsret. Det er ikke rart, og det har splittet os op.«
Hun siger dog, at branchens største problem er, at for mange kunder får en dårlig oplevelse, når de sætter sig ind i en taxa.
»Der er for mange, der er uegnede til at køre. De kan ikke sproget godt nok, de kender ikke nok til vores samfund, og kvinder tør ikke sætte sig på forsædet, fordi de bliver gramset på. Jeg har selv prøvet, at en chauffør ville have, at jeg skulle hjem til ham og drikke vin. Jeg skulle hente min egen bil på værkstedet, og da vi nåede frem, sagde jeg: Du får ikke en krone, for den adfærd, du har over for kvinder, er grim.’«
Jette Jessen kommer til at fortsætte med at gøre vejene sikre, så længe hun kan.
»Min mand siger altid: ’Nå, skal du ud og rette dem på plads, der ikke kan opføre sig ordentligt?’«
