Almindelig autoritær. Den massive undertrykkelse under den igangværende russiske valgkamp er blot et af flere tegn på, at Vladimir Putin er svagere, end vi tror. Det mener den amerikanske politolog Timothy Frye.

Den russiske gåde er løst

En af det sidste århundredes største stats­mænd og tænkere Winston Churchill bliver ofte citeret for sin berømte beskrivelse af Rusland: en gåde svøbt i et mysterium, pakket ind i en enigma.

Den dag i dag bliver verdens største land ofte omtalt sådan i Vesten. Ligesom der i vestlige medier er et strejf af mystik ved Ruslands mangeårige præsident Vladimir Putin, der tilsyneladende er en gådefuld KGB-officer, som vi i Europa hverken kan forstå eller forudsige.

Men i virkeligheden er det en helt forkert tilgang til Rusland og Putin, mener den amerikanske politolog og ruslandskender Timothy Frye:

»Rusland er ikke mere mystisk og enigmatisk end Brasilien, Tyrkiet, USA og Danmark. I sovjettiden og især i den stalinistiske periode var det rigtignok ekstremt svært for os at vide, hvad der egentlig foregik i Moskva. Men problemet var manglende informationer, snarere end at Rusland/Sovjetunionen som sådan opførte sig meget anderledes end andre lande,« siger Frye over en telefonforbindelse fra den amerikanske østkyst.

»I dag bliver Kreml ved med at bilde os ind, at Rusland er et unikt land, som bliver styret af en ekstraordinær leder. På den måde forsøger Putins propagandister at styrke hans greb om magten, og når vi i Vesten gentager Kremls fortælling, løber vi den risiko at overdrive betydningen af Putins personlighed og baggrund i vores analyser af russisk politik,« siger 57-årige Timothy Frye, der har studeret Rusland siden 1980erne.

De sidste 15 år har han været ansat på Columbia University i New York, siden 2009 som professor i postsovjetisk udenrigspolitik. Samtidig er han tilknyttet Handelshøjskolen i Moskva, et af Ruslands førende universiteter, hvor han fungerer som researchleder.

Frye har forfattet en lang række videnskabelige artikler og flere bøger om Rusland. Den seneste udkom i april under titlen Weak Strongman: The Limits of Power in Putin’s Russia. Bogen er letlæselig og, når den er bedst, øjenåbnende.

»I disse år bliver der publiceret rigtig meget socialforskning om Rusland,« siger Timothy Frye. »Faktisk væsentligt mere end om en del andre autoritære stater.«

Det tør siges. I Weak Strongman kan man finde præcise oplysninger om for eksempel den gennemsnitlige omsætningsstigning i en russisk virksomhed, hvis direktøren bliver valgt ind i det lokale byråd. Eller det nøjagtige fald i den forventede mailrespons, hvis afsenderen i forbifarten nævner, at hun er medlem af et magtkritisk parti.

Men mest plads og flest kræfter bruger Frye på at afskrive myten om, at Vladimir Putin er en unik og usårlig præsident.

Standardautokrat

Ruslands stærke mand opfører sig som andre autoritære herskere som for eksempel Aleksandr Lukasjenko fra Belarus eller Recep Tayyip Erdoğan fra Tyrkiet, selvom de alle tre har forskellige personligheder og baggrund. Som Frye siger:

»En karakteristisk egenskab ved et moderne autokrati er, at autokratens politiske modstandere ofte bliver neutraliseret ved hjælp af retssager eller afgørelser, som på papiret ikke har noget at gøre med deres politiske aktiviteter. De bliver typisk anklaget for skatteunddragelse, underslæb eller noget i den stil. Det er lige præcis, hvad Putin har gjort mod (Ruslands vigtigste oppositionsleder, red.) Aleksej Navalnyj, der nu befinder sig bag tremmer.«

»Men det er ikke Putin, der har opfundet dette. Det var Singapores premierminister gennem årtier Lee Kuan Yew, der gjorde det mod sine politiske modstandere, og de fleste moderne autokrater har altså kopieret hans strategi,« siger Timothy Frye. Han fortsætter:

»En anden særlig egenskab er, at autokraterne typisk tillader en vis grad af mediefrihed. Det vil sige, at de gennem staten eller på anden vis kontrollerer de fleste store medier, men samtidig tolerer en række private mindre medier, der stort set ikke bliver udsat for censur og undertrykkelse. Vi har set det i både Rusland, Tyrkiet og Ungarn, hvor statslederne peger på disse lommer af ytringsfrihed og påstår, at de skam ikke ensretter medierne,« siger Frye.

»En tredje typisk egenskab er, at autokraterne med tiden bliver antivestlige, især når de får konsolideret deres magt. Vi har set det igen og igen. For eksempel skete det for Erdogan, der oprindeligt ikke spillede på antivestlige elementer, men i de seneste år er begyndt at kritisere Vesten meget mere.«

Sådan er det også gået for Ungarns Viktor Orbán, en tidligere demokratiaktivist, der må siges at have en helt anden baggrund end Putin, KGB-officeren fra Leningrad:

»Orbán kom til magten i et land, der er dybt forankret i vestlige institutioner gennem sit EU- og NATO-medlemskab. Alligevel er han begyndt at beskylde Vesten for at holde Ungarn nede. Dermed appellerer han til den del af befolkningen, som måske ikke klarer sig godt økonomisk, men til gengæld længes efter Ungarns fortidsstyrke. Og det er jo akkurat det samme, Putin har gjort i Rusland, efter han ellers var fortaler for mere samarbejde med Vesten i sine første år som præsident,« siger Timothy Frye.

»Det lader til, at autokraterne først satser på antivestlig retorik, når andre værktøjer ikke længere virker så godt som tidligere, og de derfor får brug for en ny måde at appellere til befolkningen på.«

Alle æg i en kurv

Flere steder i sin bog pointerer Timothy Frye, at autokrater som Putin lever livet farligt, fordi de reelt ikke kan læne sig op ad militæret eller det politiske system.

Bevares, Putin har Forenet Rusland, »Putins parti«, der sidder på det absolutte flertal i Dumaen, det russiske underhus. Og det russiske militær har i den grad været loyalt over for Putin.

Men al magt er koncentreret i hans person, og derfor er det alene op til ham at balancere de mange modsatartede politiske, økonomiske og ideologiske interesser blandt de russiske eliter. Denne styreform beskriver Frye som personautokrati:

»I det sidste århundrede havde vi virkelig mange etparti-autokratier og militærautokratier. Men nu er det personautokratiernes tid – det er blevet den mest almindelige styreform blandt ikkedemokratierne i verden,« siger Frye.

»Personautokratier har en række indbyggede problemer, ikke mindst i forbindelse med magtoverdragelse. I et militær- eller etparti-autokrati kan lederen sagtens give magten videre til en anden person, og organisa­tionen vil fortsætte med at lede landet. I et personautokrati kan det være vanskeligt, for der vil opstå konflikter mellem forskellige interessegrupper, som lederen tidligere har balanceret.«

Alene denne balancegang er svær nok i sig selv:

»På den ene side har Putin brug for korruption til at belønne sin inderkreds. På den anden side kan han ikke tillade så meget korruption, at landets økonomi bliver så dårlig, at den utilfredse befolkning strømmer ud i gaderne,« siger Timothy Frye.

»På den ene side har Putin brug for at manipulere med valg for at sikre, at de rigtige kandidater vinder, så der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved hans politiske kurs. På den anden side kan han ikke manipulere så meget, at befolkningen holder op med at tro på, at valgresultatet nogenlunde afspejler virkeligheden. Det var faktisk det, der skete i Belarus i sidste august, da Lukasjenko påstod, at han fik over 80 procent af stemmerne ved præsidentvalget.«

Protesterne mod den belarusiske diktator var så omfattende, at han var tæt på at miste magten, men han har formået at klynge sig til den ved hjælp af undertrykkelse og brutal vold:

»Det er faktisk ikke sikkert, at Lukasjenko ville have klaret det, hvis ikke Putin støttede ham, da det så allerværst ud for ham. Hvis noget lignende sker for Putin selv, er der næppe nogen, der kan hjælpe ham.«

Svækket Putin

De første svaghedstegn er allerede tydelige. Vladimir Putin står ikke som tidligere til 80-85 procent i meningsmålingerne, når russerne bliver spurgt, om han klarer sit arbejde som landets præsident godt.

Efter en upopulær pensionsreform i 2018 og den dårlige håndtering af coronapandemien i 2020-2021 ligger Putin nu som regel på 60-70 procent. I den seneste måling fra det respekterede analyseinstitut Levada Center er præsidenten endda noteret for blot 61 procent; et højt niveau for en demokratisk valgt leder, men et faretruende lavt resultat i et ikkedemokrati.

Langt værre ser det ud for magtpartiet Forenet Rusland, der for tiden ligger under 40 procent og dermed på det laveste niveau siden 00erne. Et dårligt udgangspunkt inden Duma-valget, der bliver afholdt i denne weekend, fra 17. til 19. september.

»Dette valg er anderledes end de fleste andre tidligere valg under Putin,« siger Timothy Frye.

»Forenet Rusland er mindre populært, end det nærmest nogensinde har været, så det er vanskeligt at skabe begejstring for partiet. Til gengæld har vi under valgkampen set flere eksempler på manipulation og undertrykkelse, end vi normalt ser ved russiske valg,« siger Frye, der blandt andet henviser til de utrolig mange magtkritiske kandidater, som er blevet forhindret i at stille op.

»Det er jo også et tegn på svaghed, at Putin i det hele taget er nødt til at undertrykke oppositionen mere end tidligere. For eksempel ved at fængsle Aleksej Navalnyj, der ellers i cirka ti år blev tolereret, selvom han jævnligt skadede højtplacerede magthavere tæt på Putin ved at offentliggøre oplysninger om deres korruption. En gang imellem blev Navalnyj anholdt og chikaneret, men han blev ikke sat bag tremmer i længere tid som nu,« siger Frye.

»Som udgangspunkt vil autokraterne gerne undgå at satse så ensidigt på undertrykkelse. De vil hellere regere på baggrund af personlig popularitet, gode økonomiske resultater, informationsmanipulation og propaganda. Massiv undertrykkelse er nærmest den sidste udvej for autokraterne, fordi den har ret høje omkostninger for dem,« fortsætter han.

»Når man først for alvor går ad den sti, bliver det som regel sværere at tiltrække udenlandske investeringer samt blive accepteret i det gode selskab blandt andre verdensledere. Indenrigspolitisk får det heller ikke lederen til at fremstå særlig karismatisk, ligesom det ofte forstærker alle de oprindelige problemer som korruption og dårlig økonomi, der i første omgang førte til, at autokraten blev mindre populær. For mere undertrykkelse styrker ofte de grupper i eliten, der som udgangspunkt er imod de nødvendige økonomiske reformer.«

Putins stormagtssucces

Indenrigspolitisk står Putin altså svagere end tidligere. Men udenrigspolitisk har han i de seneste år haft mange succeser.

Blandt meget andet har han annekteret Krim og fremprovokeret krigen i Østukraine for dermed at udelukke Ukraines mulighed for at blive medlem af NATO. I Syrien har Putin mod forventning formået at vende borgerkrigen til fordel for diktatoren Bashar al-Assad, som i denne uge igen har besøgt sin beskytter i Moskva.

I Afrika har russiske lejesoldater og dermed også den russiske stat fået markant indflydelse i en lang række lande. Og i Vesten har russiske internettrolde og hackere været yderst aktive med at blande sig i flere valg og skabe frygt for, at de måske har haft afgørende indflydelse på valgenes udfald. Ikke mindst under det amerikanske præsidentvalg i 2016, som endte med en sejr til Donald Trump.

Efterhånden er det altså ret svært at argumentere imod, at det er lykkedes for Putin at genetablere Rusland som en af verdens vigtigste stormagter:

»Statsledere kan have mere indflydelse i udenrigspolitik end i indenrigspolitik, og det har Putin bestemt haft. Det er et område, hvor hans holdninger til tider har spillet en afgørende rolle,« siger Timothy Frye.

»For eksempel var det efter alt at dømme Putin selv, der besluttede at annektere Krim. Det kan selvfølgelig godt være, at en anden russisk præsident ville gøre det samme, og vedkommende ville under alle omstændigheder helt sikkert reagere på, at Ukraine fik en provestlig regering (efter Majdan-revolutionen i 2013-2014, red.), men vi kan ikke med sikkerhed sige, at en anden leder ville agere på samme måde som Putin,« siger Frye.

I den største del af Weak Strongman argumenterer han for, at Rusland ikke er anderledes end andre autokratier. I kapitlet om Ruslands udenrigspolitik kommer han dog alligevel ind på de faktorer, der gør Rusland til et særligt land. Men heller ikke her handler det om gåder og mysterier:

»Alle lande er ualmindelige på hver sin måde. Det, der gør Rusland ualmindeligt, er landets gigantiske størrelse – fra Japan til Norge – samt dets militære og politiske styrke. Rusland har et permanent sæde i FNs Sikkerhedsråd og er en af verdens to største atommagter, som desuden var vant til at have en stor international tilstedeværelse under Den Kolde Krig, da Sovjetunionen var en supermagt. Det er det, der gør det mere alvorligt, når det er Rusland – og ikke for eksempel Venezuela – der bliver mere antivestligt.«

Næppe vestvendt fremtid

Der er ikke udsigt til, at Kreml bliver mindre antivestlig i de kommende år. Men hvad så med tiden efter Putin, der nok skal komme, om han så stopper i 2024, 2030 eller i 2036, eller ligefrem fortsætter indtil han dør, som flere sovjetiske statsledere gjorde i det 20. århundrede.

Tør man regne med, at Rusland udvikler sig i en liberal retning og bliver et demokrati efter Putin?

Den statistiske chance er ikke god:

»Når vi ser på alle ikkedemokratiske stater fra 1946 til 2012, kan vi konstatere, at personautokratier kun ganske sjældent udvikler sig til demokratier. Det sker noget oftere for militærautokratier og etparti-autokratier. For Rusland kan det være en indikation af, at landet næppe bliver demokratisk, når Putin slipper magten,« siger Timothy Frye.

Og hvad kan vi ellers forvente, når russerne i denne weekend går til valg?

»Kreml vil selvfølgelig med alle tilgængelige midler hjælpe Forenet Rusland med at genvinde flertallet og nok også forfatningsflertallet (66,7 procent) i Dumaen. Så det ender formentlig med et tilfredsstillende resultat for Putin,« siger Timothy Frye.

»Men det vil ikke betyde, at hans aktuelle udfordringer med faldende popularitet og en stagnerende økonomi forsvinder.«

Blå bog

Timothy Frye er politolog, ruslandskender og forfatter. Professor i postsovjetisk udenrigspolitik på Columbia University. Han er aktuel med bogen Weak Strongman: The Limits of Power in Putin’s Russia

Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.