Kontrafaktisk. Det var lidt af et mirakel, at vi ikke endte som enten tyskere eller svenskere i 1800-tallet. Det er konklusionen i et nyt historisk værk, der viser, hvor tæt Danmark var på at gå i opløsning – og giver oprejsning til den forsmåede idé om en skandinavisk union.

Vi kunne have været svenskere

Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosens store værk Union eller undergang er både nedslående og opmuntrende læsning. Nedslående, fordi bogen skildrer, hvor tæt Danmark var på at blive opløst som selvstændig stat i midten af 1800-tallet. Opmuntrende, fordi det lykkedes landet trods alle odds at bestå. Men var det nu også lykken? Eller ville et samlet Skandinavien have været det bedste for Sverige, Norge og Danmark?

Vi har måske svært ved at tænke tanken i dag, men de to historikere – Glenthøj er lektor ved Syddansk Universitet, Ottosen ansat ved det norske forsvars Krigsskolen i Oslo – vil have os til at se nærmere på den mulighed, som mange i datiden så som den bedste løsning. Den skandinaviske samlingsbevægelse har ellers været skildret som en sværmerisk studenterbevægelse uden større realpolitisk gang på jord. Men i Union eller undergang argumenterer de to historikere for, at en union mellem de nordiske lande, Sverige, Norge og Danmark, var tættere på at blive realiseret, end vi hidtil har troet.

»Vi var undergangstruet. Derfor.« indleder Rasmus Glenthøj.

Vi havde været tæt på afgrunden før, under krigene mod svenskerne i 1600-tallet, men fik så et militært comeback i Den Store Nordiske Krig 1700-1720. Herefter gik det i lidt over 80 år godt under den såkaldt »lange fred«, hvor både Sverige og Danmark slikkede sårene, og Danmark oplevede økonomisk fremgang, indtil det under Napoleonskrigene igen gik galt. Englændernes bombardement af København og ranet af flåden i 1807 blev vendepunktet.

»Det var et chok for danskerne efter 80 års fred at finde sig selv i en situation, de aldrig have forestillet sig,« siger Rasmus Glenthøj.

»København lå i ruiner, flåden var væk og den økonomiske situation så fortvivlende, at det endte med statsbankerot, og tabet af Norge, som kom i union med Sverige, fuldendte nedturen. Fra at have haft verdens femtestørste flåde var vi blevet reduceret til et så lille og svagt land, at omverdenen begyndte at diskutere, om Danmark kunne fortsætte som selvstændig nation.«

Især svenskerne pressede mellem 1812 og 1814 på for en deling af Danmark ned gennem Lillebælt, så øerne tilfaldt Sverige, mens Preussen fik Jylland. Det forklarer Glenthøj.

»Det gav danskerne en undergangsangst, som de danske aktører kæmpede med op gennem 1800-tallet – det var ikke kun noget, der ramte os efter 1864, som det ellers oftest er blevet beskrevet«

– Var det virkelig noget, man diskuterede i hele perioden – at opdele landet?

»Ja, man var i gang med at samle Europa til de stater, vi kender i dag, og dem, der var for små og svage, skulle opløses. Man vurderede landets størrelse, dets økonomiske ressourcer og uddannelsesniveauet og anså det for helt naturligt, at små enheder som for eksempel Wales og Skotland og Bretagne indgik i større statsdannelser.«

– En form for »intern kolonialisme«?

»Jo, alle tænkte, at det var det eneste rationelle, det var den naturlige udviklingsproces.«

– Det lykkedes?

»Det kan siges, men det var jo ikke skægt for de små nationer. Og en del af dem slår sig i tøjret i dag – baskerne, waliserne, skotterne. I øvrigt så mange udefra danskerne som en slags tyskere, især jyderne, og de mente, at Danmarks naturlige plads lå i et Stortyskland som ’admiralstat’, altså som ankerplads for den tyske flåde. Det skrev de tyske aviser åbent om i 1840erne.«

Tyskere eller svenskere?

Efter Napoleons fald i 1812 ordnede stormagterne fremtiden for Europa på Wiener-kongressen, hvor man fastlagde landegrænser og gensidigt ville hjælpe hinandens styrer mod revolutionære oprør. Men under Krimkrigen 1853-56 og frem til 1870 blev »Wiener-systemet« delvist undermineret, og der kom en mere kaotisk periode, hvorunder Italien og Tyskland blev samlet. Mange tænkte, at det nu var Skandinaviens tur.

Efter Danmarks nederlag mod tyskerne i 1864 mente mange, at der kun var to realistiske scenarier: Enten blev vi en tysk lydstat uden større reel selvstændighed, eller også gik vi ind i en skandinavisk union med Sverige-Norge.

– Her er det, jeres hovedpointe kommer ind – at vi var tæt på en nordisk union?

»Hvor tæt kan diskuteres. Men at afvise den skandinaviske unionstanke som totalt urealistisk, som historikerne stort set har gjort, holder ikke. I årene før og efter krigen i 1864 er planerne om en nordisk union hele tiden inde i billedet. Mens tanken om et fortsat selvstændigt Danmark blev anset for ’romantisk’,« siger Glenthøj.

Tidens førende politiske skikkelse, udenrigsminister og konseilspræsident Hall stillede det enkelt op: »Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?«

– Hvad havde Sverige-Norge at vinde ved en union?

»De ønskede ikke, at Danmark blev tysk. Det ville lukke dem inde mellem Tyskland og Rusland, især hvis de danske øer blev tyske og hjemsted for en tysk flåde. Mange ræsonnerede, at hvis Danmark faldt, ville resten af Norden gøre det på sigt. Derfor var det, argumenterede skandinavisterne, selvforsvar at forsvare Danmark, hvad de ivrede kraftigt for.«

– Men kunne det ikke ligne en svensk overtagelse af Danmark?

»Der var kræfter i Sverige, som ville have Danmark delt, så svenskerne overtog øerne, og tyskerne Jylland, ligesom man havde arbejdet på under Napoleonskrigene. Faktisk tilbyder Bismarck i 1863 den svenske konge, at de to lande deler Danmark ved Lillebælt. Men det handlede snarere om en union med Sverige, ikke en svensk ’overtagelse’ af Danmark.«

Unionen var en idé, der opstod i de liberale miljøer i Danmark, og som den danske og svenske konge arbejdede frem mod fra midten af 1850erne sammen med danske skandinavister – herunder indflydelsesrige folk som Orla Lehmann, Carl Ploug, D.G. Monrad og i sidste ende også C.C. Hall, som alle hørte til de mest indflydelsesrige i riget som partiledere, opinionsdannere, ministre og statsministre. Planerne om at forene de to kongehuse løber som en rød tråd igennem skandinavismens politiske historie, også fordi den danske arvefølge var truet, fordi Christian 8.s søn, den inkompetente Frederik, var barnløs, forklarer Glenthøj.

Skandinaviens grækere

– Kunne Danmark have hævdet sig i en skandinavisk union?

»Sverige blev set som den ledende nation i Norden, men samtidig så Danmark sig selv som en nation på et højere kulturelt niveau, og København var klart inde i billedet som hovedstad i et samlet Norden ved siden af Stockholm og Göteborg.«

– Svenskerne var som romerne i antikkens verden, mens danskerne var de kulturbærende grækere?

»Det kan man godt sige, et lands kulturelle niveau betød meget i datidens vurdering af, om et land fortjente at bestå. En tidligere norsk minister siger ligefrem, at skulle Danmark blive tysk, ville danskerne alligevel klare sig, så stærk som deres kultur er.

– Hvordan ville den politiske magtfordeling være?

»Skandinavisternes konkrete plan var en føderation mellem tre lande med tre grundlove og tre parlamenter. Over dem stod så unionsparlamentet bestående af et underhus og et overhus. Hvert lands folketal bestemte antallet af medlemmer i underhuset, mens man i overhuset fik lige mange medlemmer. Men selvom der var flest svenskere i underhuset, ville Danmark og Norge samlet blive mindst lige så stærke som svenskerne, mens de i overhuset ville stå stærkere. Hermed kunne Danmark og Norge altid blokere for en ensidig svensk politik.«

– De danske skandinavister var flere gange tæt på at begå statskup?

»I december 1864, altså efter krigen var slut, var der planer om at bortføre kongefamilien fra Bernstorff Slot, sejle dem over Øresund og indsætte dem i Malmøhus, mens en svensk hær besatte Sjælland. Justitsminister Heltzen mistænkte skandinavisterne for at have landsforræderiske planer og forfulgte dem, men fandt ingen beviser, dokumenterne lå jo i Stockholm, og han endte med at måtte gå af. Planen er uden navne, men fra andre kilder ved vi, at den var forbundet til det grundtvigianske/nationale venstre – herunder den meget indflydelsesrige Hans Rasmussen Carlsen, Grundtvigs svigerbror.«

I januar 1865 var der planer om at presse Christian 9. til at indgå i en skandinavisk union, fortæller Rasmus Glenthøj. Hvis han ikke gav sig, skulle der ske en folkerejsning på Sjælland og i København. Her nævnes Hans Rasmussen Carlsen eksplicit i forhold til rejsningen på landet, mens Hall, der stadig i 1864-65 havde betydelig magt som leder af de Nationalliberale, nævnes eksplicit, når det gælder København. Derudover henvises der til forståelse med Bismarck, hvilket kan forbindes til de forhandlinger, en af Halls agenter havde med Bismarck.

»Den første plan har været kendt, men stort set aldrig nævnt af danske historikere. Den anden plan, hvor navnene eksplicit fremgår, er helt ny og ukendt. Vi fandt den i svenske arkiver. Der var ofte en flydende grænse mellem skandinavisme og højforræderi. Men de glødende skandinavister mente jo, de handlede jo ud fra de ædleste motiver, da de anså et samlet Skandinavien som den eneste mulighed for, at Danmark og i sidste instans Norden kunne bevare sin selvstændighed.«

Støttet af Bismarck

– Et af jeres hovedargumenter for, at en nordisk union var en realistisk mulighed, er, at projektet ikke var mere ’umuligt’ end samlingen af Italien og Tyskland, som skete på samme tid?

»Ja, men ikke kun det. Når vi mener, at en skandinavisk union var et realistisk projekt, skyldes det ikke mindst, at Bismarck, Wilhelm 1. af Preussen og Napoleon 3. af Frankrig arbejdede herfor fra midten af 1850erne, fordi de mente, at Danmark var for lille til at bestå,« siger Rasmus Glenthøj.

Han påpeger også, at Bismarck og Wilhelm i sommeren 1864 faktisk forsøgte at gøre et forenet Skandinavien til en del af løsningen. Og at Bismarck selv efter krigen er slut i december 1864 tilbyder at give Nordslesvig tilbage til Danmark mod en alliance mellem Preussen og et forenet Skandinavien.

»Dette er nyt! Det betyder, at hele vores forståelse af krigen i 1864 bør laves om. Herunder også vurderingen af skandinavismens mulighed. For hvis realpolitikkens inkarnation, Bismarck, mellem 1857 og 1866 så en skandinavisk union som en mulighed og aktivt arbejdede for den 1863 til 1864 – og hvis Napoleon 3., der var manden, der muliggjorde Italiens samling, gjorde det samme – så bør historikerne også tage muligheden alvorligt.«

– Hvor har I de nye oplysninger fra?

»Fra danske og svenske arkiver, dagbøger og store tyske kildesamlinger, som skandinaviske forskere hidtil har læst med bind for øjnene, når det gælder skandinavismen i 1864. Yderligere har vi kunnet støtte os til ældre svensk, tysk og international forskning, der meget tydeligt viser Bismarck, Wilhelm og Napoleon 3.s store interesse for en skandinavisk løsning fra midten 1850erne og frem til slutningen af 1863. Vi har blot været i stand til at føre sporene længere end den ældre udenlandske forskning har gjort, hvor navnlig Einar Hedin gjorde en fortjenstfuld indsats,« forklarer Rasmus Glenthøj.

»Vi har stirret os blinde på, at hvad der skete, ikke kunne være anderledes. Vi lider af historisk tunnelsyn, når vi kigger tilbage. Sådan så samtidens aktører ikke på det, for dem stod mange muligheder åbne, og sådan må vi også se på det i dag, altså kontrafaktisk: Hvad hvis ... Og her ser vi, at hvad der faktisk skete, nemlig at Danmark fortsatte med at bestå som nation, af datidens aktører nærmest blev anset for den mindst sandsynlige udgang på historien. Mens skandinavismen, som vi i dag ser som en romantisk bevægelse uden gang på jord, blev anset for et absolut realisabelt projekt på linje med en række andre og ikke kun blev reduceret til nordiske studenters jubelmøder med overgearede festtaler.«

– Men den »romantiske« drøm sejrede, vi opretholdt vores nationale selvstændighed. Hvorfor lykkedes det?

»Af mange grunde: Frankrig og England tillod ikke et Preussen til Skagen, mens russerne var imod et samlet Skandinavien, som ville lukke dem inde i Østersøen. At vi ligger så centralt, betyder på den ene side, at vi er eftertragtet bytte, på den anden side, at stormagterne ikke tillader, at én af dem får os.«

Nok så vigtigt var, at den svenske konge tøvede, og at der var intern uenighed i de tre skandinaviske regeringer og mellem regeringerne og regenterne.

– Når man læser jeres omhyggelige gennemgang af det diplomatiske spil under Napoleonskrigene og op til krigene 1848-50 og 1864, bliver man lettere fortumlet af alle de intriger og underhåndsaftaler og sonderinger, de forskellige landes aktører har gang i. Det er som ét stort gaming-spil på højt plan, hvor millioner af menneskers skæbne afgøres. Blev I ikke lidt rystede trods alt?

»Sådan er historien jo, det er som at bevæge sig ind i fremmed land, så anderledes tænkte folk, og så anderledes var omgivelserne, det er både dybt fascinerende og rystende. Men utroligt spændende at dykke ned i og se, hvordan der kunne være sket noget helt andet. Og der ligger helt sikkert flere overraskelser og venter os.«

Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen: Union eller undergang – Kampen for et forenet Skandinavien. Udkommer 17. september på Gads Forlag.