Før pandemien slukkede lyset på biblioteker verden over, begyndte en flok ildsjæle i det skjulte at fjerne bestemte bøger fra hylderne på en række skoler i Canada. De selvudnævnte censorer var klar med ild og brænde; bøgerne skulle på bålet, og historien »renses ved flammen«. Ned rev de titler som Tintin i Amerika og Asterix og indianerne sammen med tre Lucky Luke-historier og 4.711 andre værker, fra romaner til encyklopædier. Alle havde én brist til fælles: Bestyrelsen i Conseil scolaire catholique Providence, der repræsenterer 30 fransksprogede skoler i Ontario, mente, at bøgerne var »forældede«, fordi de tegner et forkert og skadeligt billede af landets oprindelige folk.
»Vi forsøger ikke at slette historien, vi prøver bare på at korrigere den,« har gruppens rådgiver, Suzy Kies, bedyret.
»Børn er afhængige af os til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert.«
Højt på listen over forbudte synder stod »skadelige og farlige stereotyper« af Canadas First Nations og andre indfødte befolkninger. Ifølge Kies er de ofte skildret som »utroværdige, dovne, fordrukne og dumme«. Bøger forsvandt også fra bibliotekerne for at avle misinformation, udvise manglende respekt, begå kulturel appropriation eller fremme eurocentriske perspektiver. Nogle mistede deres plads på hylderne på grund af racistisk sprogbrug i titlen – Cowboys and Indians faldt for eksempel bort – andre fordi forfatteren stammer fra en anden etnisk gruppe end den, som teksten beskriver. Selv en grov ubalance i magt mellem fortællingernes hvide og indfødte karakterer var nok til at dumpe bøger.
Herefter ville bestyrelsen genbruge bogmaterialet gennem ceremonier på hver skole i en »gestus af forsoning« med de oprindelige folk. Efter den første akt af slagsen tog deltagerne den overskydende aske og brugte den som gødning til at plante nye træer. De døbte derfor ritualet Redonnons à la terre, »giv tilbage til jorden«.
Blot 30 af bøgerne nåede at gå op i røg, inden covid-19 nøs vand over bålet. I sidste uge gik de ulmende gløder så definitivt ud, alt imens en ny skandale blussede op.
Tirsdag kunne Radio Canada som de første berette om den hemmelige udrensning fra skolebibliotekerne – og allerede næste dag afslørede mediet, at rådgiver Kies ikke var lige så indfødt, som hun havde påstået.
Den 61-årige Kies har foregivet at være efterkommer af Abekani-stammen og indtog derfor rollen som »oprindelig vidensbærer« for projektet. Men en slægtsforsker fik hurtigt gjort hendes historie til skamme, så snart den så offentlighedens lys. Moren er fransk, og faren viser sig at være fra Luxembourg. Bestyrelsen aflyste derpå ceremonierne, og Kies trak sig kort efter som med-leder af Indigenous People Commission i Canadas liberale parti, der har premierminister Justin Trudeau som formand.
Trudeau er på valg 20. september og har ligesom sine rivaler fordømt bogafbrændinger, i hvert fald på det abstrakte plan. Ved samme lejlighed erklærede han nemlig også, at »det ikke er op til ikke-indfødte folk at fortælle indfødte folk, hvordan de skal føle eller opføre sig for at fremme forsoningen«. Alle partiledere tøver med at kritisere gruppens adfærd af frygt for at falde tilbage i gamle hierarkier. Selve ideen med Redonnons à la terre var netop, at det var udtænkt i samarbejde med oprindelige vidensbærere, og derfor var det uløseligt bundet sammen med Kies’ identitet.
»Vi troede, at hendes erfaring ville guide os i vores initiativ til forsoning,« fortalte projektets nye talerør, Lyne Cossette, til pressen oven på afsløringen.
»Vi er dybt forundrede og bekymrede ... Vi tog hende på ordet.«
Sagen er siden blevet et politisk pejlemærke i den canadiske valgkamp. Højreorienterede medier som Fox News har bragt nyheden som et tegn på radikaliseringen af den yderste venstrefløj. Imens har Jagmeet Singh, lederen af landets socialdemokratiske parti NDP, opfordret til refleksion over nationens forhold til sin historie. Han bekræftede over for National Post, at der er behov for at ændre på en skolegang præget af »negative billeder, tegninger og præsentationer, som ikke repræsenterer de indfødte fællesskabers værdighed«.
Selv André Nöel, en af de forfattere, hvis bøger forsvandt, advarer imod, at skandalen fjerner fokus fra det problematiske forhold mellem de europæiske og indfødte befolkningsgrupper.
Suzy Kies’ mantra om »rensning ved flammen« vækker mindelser til 10. maj 1933, da tyske nazister destruerede tusindvis af »utyske« bøger med henblik på at »rense« litteraturen for alt fra Karl Marx til Sigmund Freud. Den upåagtede skolebestyrelse i Ontario skriver sig dermed ind i en dramatisk og storpolitisk historie – men de canadiske politikeres reaktioner på nyheden røber samtidig sagens egne dybe rødder.
Sommeren op til valget har i det hele taget været præget af selvransagelse. I maj og juni rapporterede oprindelige befolkningsgrupper om hundredvis af tidligere ukendte grave med indfødte børn, som har været sendt i kostskole mod deres vilje og er blevet udsat for overgreb af lærere og rektorer. Tvangsfjernelsen af mere end 150.000 børn over et århundrede siver som et væskende sår på den nationale identitet. Canadas Truth and Reconciliation Commission betegnede det i 2015 som et »kulturelt folkedrab«. Efter årets fund af nye grave er 65 katolske kirker brudt i brand eller er blevet hærget på tværs af landet.
Bogafbrændingerne er også påfaldende, fordi skolebestyrelsen holdt ceremonierne hemmelige. Siden Gutenberg introducerede bogtrykken til Europa, har de fleste brandstiftere ellers antændt manuskripter for den dramatiske effekt, sjældent for at udrydde ordene fra Jordens overflade. Her blussede nyheden først op efter to år. Medlemmer af bestyrelsen har forsvaret sig med, at ceremonierne havde et »uddannelsesmæssigt formål«.
I naboprovinsen Quebec har nogle skoler valgt at gemme de kontroversielle bøger frem for at fjerne dem, og dermed indkapsler de hele nationens aktuelle dilemma, når befolkningen forholder sig til historien: Skal de ubehagelige minder gemmes stille væk eller udraderes?
