Covid-19. Alvorlige senfølger forsvinder som dug for solen efter et vaccineskud, fortæller flere patienter. Spæde studier bakker beretningerne op – men danske eksperter er skeptiske.

Den sidste dag med åndenød

Den sidste dag med åndenød Af Kåre Holm Thomsen

RY – »Kan du egentlig førstehjælp?«

Mie Reihs Hegnar går fra storsmilende til gravalvorlig. Jeg nikker. Smilet vender hurtigt tilbage, og vi sætter i løb hen ad grusstien midt i Sønderskov ved Ry.

Det er første gang i ni måneder, at 37-årige Hegnar har snøret løbeskoene og jogget sig en tur. Hun er ellers supermotionist: ekstremmaraton, havkajak, ski om vinteren.

Betingelsen for dagens løbetur var, at hendes fysioterapeut sagde god for den. Det nåede han bare ikke inden fyraften, og det udløser det direkte spørgsmål. Mie Reihs Hegnar er ikke bare bange for, at hun mister pusten, men også, at hun ikke kan trække vejret på grund af løbeturen. For to måneder siden måtte hun på skadestuen, da hun forgæves forsøgte at klippe en gren over med sin hækkesaks. Hun følte det, »som om hun fik en fodbold i mellemgulvet og tabte pusten. Har siden været sengeliggende et par dage og har nu lufthunger«, konstateres det tørt i hendes lægejournal om episoden. Havearbejdet var for voldsom en fysisk belastning.

Hegnar fik covid-19 i december sidste år. Sygdommen ramte hende hårdt: Hun mistede lugte- og smagssansen og var bundet til sengen i fem dage. Hun havde så svært ved at trække vejret, at hun skulle tage lægemidlet Ventoline, der bruges ved astmaanfald. Efter ti dage gik de værste symptomer væk.

Glæden var dog kort. Hurtigt blev hun overmandet af senfølger, som de læger, der har tilset hende, beskriver som »svære«: Cirka siden jul har hun været ekstremt træt, ofte forvirret, og selv ved den mindste fysiske aktivitet er hendes ben syret til, som lavede hun tung styrketræning.

Ifølge Hegnar selv kunne hun kun gå halvt så hurtigt, som før hun blev smittet. Bare det at komme ud af sengen var en kraftanstrengelse, og arbejdet som selvstændig med en virksomhed, der laver skolemad, har derfor været svært at passe. Hendes journal viser, at hun flere gange har været i kontakt med sundhedssystemet på grund af pludselige muskelsmerter omkring lungerne og åndedrætsbesvær. Hun har taget præparater til behandling af KOL og været indskrevet på den nye senfølgeklinik på Skejby Sygehus siden i vinter.

Midt i august blev hun pludselig udskrevet. Efter det første skud med Moderna-vaccinen forsvandt alle symptomer som dug for solen.

»Jeg følte, at jeg var flyvende, at jeg ikke havde haft det så godt i otte måneder,« fortæller Mie Reihs Hegnar om fornemmelsen dagen efter stikket. Og det selvom selve vaccinationen fik hende til at besvime, så hun faldt og slog hul på hagen og fik en lille hjernerystelse.

»Prøv at se her: Jeg kan bare øge tempoet,« siger hun og sætter farten op. I dag er det præcis en måned siden, at hun fik sit første stik. For tre dage siden fik hun stik nummer to.

Noget om snakken

Mie Reihs Hegnar er ikke alene med sin oplevelse. I foråret har flere amerikanske medier skrevet om patienter med senfølger, der er gået væk efter en vaccine. Den slags løsrevne eksempler fungerer godt i en avisartikel, men typisk er det ikke noget, seriøse videnskabsfolk hæfter sig ved: Anekdotiske beviser er ikke beviser. Alligevel er en række forskere begyndt at pippe om, at der måske er noget om snakken.

»Effekten af vaccinerne på senfølger er reel,« siger Akiko Iwasaki, der er professor i immunbiologi på Yale University.

Professor Iwasaki er gruppeleder for en gruppe læger på Yale, der i foråret gik i gang med at se nærmere på vaccinernes effekt på senfølger. At vaccinen kunne være en »kur«, er mildest talt sensationelt og ligger også langt fra den videnskabelige konsensus på området.

Men der er generelt ikke megen konsensus, når det kommer til senfølger. Selvom coronakrisen har raset i mere end halvandet år, er viden om covid-19-senfølger stadig sparsom. Og den, der er, peger i forskellige retninger. Tag bare spørgsmålet om, hvor udbredt fænomenet er: Ifølge nogle er senfølger bare krusninger efter coronakrisens mange bølger. Et stort og bredt citeret metastudie fra King’s College London konkluderer for eksempel, at mellem én og fem procent lider af senfølger, mere end 12 uger efter at de er blevet smittet. Anden forskning indikerer, at der er tale om anseelige efterdønninger: 22 procent af alle folk, der har haft covid-19, har stadig symptomer, fem uger efter de blev smittet, anslår det nationale statistikbureau i Storbritannien. 30 procent af den patientgruppe, forskere på University of Washington har undersøgt, havde dem seks måneder efter.

Ifølge studiet fra King’s College London får ældre hyppigere senfølger end yngre, men andre studier peger på, at det mestendels er de 30-50 årige, der rammes, og at kvinder er de mest udsatte. Både patienter med milde og alvorlige forløb har meldt om senfølger, ligesom børn og unge også er blevet ramt.

Bare det at komme ud af sengen var en kraftanstrengelse for Mie Reihs Hegnar. Hun har taget præparater til behandling af KOL og været indskrevet på den nye senfølgeklinik på Skejby Sygehus siden i vinter. Foto: Tobias Nicolai
Bare det at komme ud af sengen var en kraftanstrengelse for Mie Reihs Hegnar. Hun har taget præparater til behandling af KOL og været indskrevet på den nye senfølgeklinik på Skejby Sygehus siden i vinter. Foto: Tobias Nicolai

Uenigheden bunder blandt andet i, at fagfolk stadig skændes om, hvad lidelsen præcist indebærer. For nogle er der tale om long covid, som senfølgerne kaldes internationalt, hvis patienten lider af kronisk hovedpine eller træthed. Andre kræver, at symptomerne skal være mere alvorlige: voldsomme muskelsmerter, svære vejrtrækningsproblemer og sågar defekter i hjernen. Faktisk er senfølger internationalt blevet tilskrevet mere end 200 forskellige symptomer.

Naturligt nok rammer senfølgerne derfor også forskelligt: For nogle er det en let irritation i hverdagen, for andre en invaliderende belastning. En gruppe senfølgepatienter, der har lavet den efterhånden anerkendte forskningsgruppe Patient-Led Research Collaborative, har undersøgt næsten 4.000 senfølgepatienter. Tæt på halvdelen af de undersøgte var nødt til at arbejde på nedsat tid, syv måneder efter at de var blevet smittet. Næsten en fjerdedel kunne slet ikke arbejde.

Men professor Iwasaki mener altså nu at have fundet et muligt middel til at få folk tilbage på arbejde.

»Vi ser ret signifikante og positive ændringer i folk efter et skud med vaccinen,« siger hun.

Iwasakis projekt er endnu ikke afsluttet, og det har heller ikke produceret konkrete resultater. Alligevel tør hun godt sige, at vaccinerne kan være med til at dulme eller helt fjerne senfølgesymptomer.

For at kunne deltage i hendes undersøgelse skulle deltagerne bevise, at de havde været smittet med corona, og at de havde haft senfølgesymptomer i minimum to måneder. Derudover måtte de ikke være vaccineret, men have i sinde at blive det. På den måde kunne Iwasaki og hendes kolleger via gentagne blod- og spytprøver og spørgeskemaer følge deltagernes helbred før og efter vaccination.

To spæde videnskabelige studier, der er offentligt tilgængelige, men endnu ikke videnskabeligt fagfællebedømt, peger samme vej.

Et hold engelske læger fra hospitalet i Bristol har undersøgt 66 coronapatienter med alvorlige senfølger. 44 af patienterne blev senere vaccineret, 22 blev det ikke. Resultaterne er ikke entydige, men overordnet indikerer de, at vaccinen har en positiv virkning: I begge grupper var der patienter, hvis symptomer forsvandt. Men i den vaccinerede gruppe gik symptomerne væk i 23 procent af tilfældene, mens det samme kun var tilfældet for 15 procent af de uvaccinerede. Samtidig var der enkelte i de to grupper, der fik værre symptomer: 14 procent af de uvaccinerede fik det værre, kun cirka 6 procent af de vaccinerede oplevede det samme.

Et stort hold amerikanske læger og forskere på amerikanske Rutgers University når frem til resultater, der peger i samme retning. Lægerne har undersøgt 83 coronapatienter og observeret, at de havde en høj forekomst af såkaldt dobbeltnegative hukommelses-B-celler. I den lægefaglige litteratur er den slags associeret med en række dårligdomme i kroppen, og derfor tror flere, at høje niveauer af den slags B-celler kan være »patogene«, altså sygdomsfremkaldende.

»Vi kan se, at B-cellerne stiger over tid i patienterne,« siger Maria Laura Gennaro, der er læge, professor i epidemiologi på Rutgers University og hovedforfatter til undersøgelsen.

»Men vi kan også se, at niveauet vender tilbage til normalen, efter at patienterne får en vaccine.«

Gennaro understreger, at hun dermed ikke har bevist, at vaccinerne virker. Men hun siger samtidig, at det godt kunne se ud, som om de gør.

»Det endelige bevis på, at vacciner kan afhjælpe senfølger, findes ikke endnu. Men forskningen udvikler sig bogstaveligt talt dagligt på det her område.«

Uvis mekanisme

Begge studier lider under, at antallet af forsøgspersoner er meget lavt, og at den undersøgte gruppe ikke er repræsentativt udvalgt. Studierne har heller ikke gennemgået den nødvendige bedømmelse fra andre fagfæller endnu. Derfor er danske eksperter også mere skeptiske.

»Det kan være, at enkelte grupper har forløb, som bliver beskrevet i studierne, og det kan ikke udelukkes, at vaccinen kan påvirke enkelte individer på en særlig måde. Men indtil videre er det stadigvæk ren spekulation,« siger Lars Arendt-Nielsen, der er professor i biomedicin på Aalborg Universitetshospital, hvor han siden foråret har forsket i coronasenfølger.

Daniel Kondziella, der er overlæge på Rigshospitalet, er enig:

»Man skal være noget tilbageholdende med allerede at konkludere, at der er en årsagssammenhæng,« siger Kondziella, der ligesom sin kollega har fået en stor bevilling til at undersøge danske patienter med senfølger. Professor Iwasaki fra Yale giver ikke meget for den danske skepsis.

»Det er for nemt at affeje de undersøgelser og tilbagemeldinger, vi har set,« fnyser hun.

»Nej, vi har ikke solid videnskabelig evidens endnu. Men det her er en emerging pandemic, vi må bruge den form for evidens, vi har.«

Professoren har to mulige forklaringer på, hvorfor vaccinerne kan afhjælpe senfølger. Den første hypotese er, at patienter med senfølger har rester af coronavirus i kroppen. Tanken er, at virussen efter det første alvorlige sygdomsforløb billedligt talt gemmer sig i kroppen og skaber problemer.

»En vaccine kan tænkes at rydde de sidste rester af virus af vejen,« forklarer Iwasaki.

Hendes anden hypotese er, at folk med senfølger lider af en autoimmun reaktion, hvor kroppens immunforsvar har vendt sig mod sig selv. Vaccinen kan måske afhjælpe den lidelse.

»Immunforsvaret kan måske blive nulstillet af vaccinen,« siger Iwasaki.

Hypotese nummer to har Gennaro fra Rutgers University stor fidus til.

»Jeg ville blive meget overrasket, hvis vi i sidste ende ikke finder, at autoimmunitet kan forklare en del af senfølgerne,« siger hun.

Formen er ikke helt, hvad den har været efter ni måneders inaktivitet. Foto: Tobias Nicolai
Formen er ikke helt, hvad den har været efter ni måneders inaktivitet. Foto: Tobias Nicolai

Gennaros forskning, der dog ikke er fagfællebedømt endnu, bakker også op om forklaringen. De B-celler, hun finder i sine 83 patienter, spiller nemlig en nøglerolle i kroppens kamp mod sig selv. Generelt har alle mennesker mange B-celler, og normalt hjælper de immunsystemet med at fungere: De er nødvendige for kroppens produktion af antistoffer. Men B-cellerne kan påvirkes til at lave forkerte antistoffer, der er rettet mod de stoffer, der skal blokere for, at en virusinfektion breder sig.

»I stedet for at B-cellerne laver beskyttende antistoffer, så kan deres respons blive drejet over til at hjælpe virus til at undgå immunsystemet,« siger Søren Egedal Degn, der er adjunkt i biomedicin på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i, hvordan B-celler påvirker autoimmunitet.

Fortalere for teorien om autoimmunitet tror enten, at coronavirus selv kan »dreje« B-cellerne i den retning, eller at folk med senfølger er disponeret for at have B-celler, der er »dårlige« mod coronavirus. Begge dele kan forklare senfølgerne, mener de.

Både Iwasaki, Gennaro og andre ligesindede arbejder på højtryk for at finde ud af, hvilken af forklaringerne der holder, eller om mekanismen er en helt tredje.

Biologi eller psykologi?

Overlæge Daniel Kondziella fra Rigshospitalet mener, at de to internationale forskere overser en oplagt forklaringsmodel: at senfølgerne også kan have rod i psyken.

»Det er vigtigt ikke at underkende folks symptomer, der kan være alvorlige og invaliderende. Men man kan ikke udelukke, at lidelsen også har psykologiske komponenter, og at der ikke altid er en 100 procent kropslig forklaring på den,« siger overlægen.

Hvis senfølgerne også kan forklares med psykologi, giver det ikke mening, at vaccinerne skulle lindre, påpeger Kondziella.

Professor Iwasaki fra Yale mener, at den slags forklaringer er »nonsens«.

»Vi kan måle en fysisk forskel i folks blod og spyt,« siger hun.

Kondziella mener også, at flere patienter med svære senfølger ofte har fået intensiv behandling. Nogle har eksempelvis ligget i respirator, siger han.

»Det er farligt at ligge i respirator. Deres komplikationer kan også stamme fra behandlingen på intensivafdelingen. Det er svært at forestille sig, at disse komplikationer forsvinder efter en vaccination.«

Hvordan forklarer skeptikerne den oplevelse, som en patient som Mie Reihs Hegnar fra Ry har haft?

»Placebo« eller »at tiden har fået senfølgerne til at gå over af sig selv«, siger de.

»Det ville da være et mærkeligt sammenfald. Altså, mine symptomer forsvandt jo, dagen efter at jeg fik stikket,« siger Hegnar.

Løb er blevet erstattet af rask gang i Sønderskov. Formen er ikke helt, hvad den har været efter ni måneders inaktivitet.

– Men det kunne jo netop være på grund af placeboeffekten, altså at du troede på, at du ville blive kureret af vaccinen, fordi du havde læst om det i foråret?

»Ja, det kunne det da godt i teorien. Men jeg vidste ikke, at nogle læger troede, at vaccinerne kunne virke mod senfølger. Det kiggede jeg først på bagefter.«

»Faktisk var jeg bange for at få vaccinen. Jeg blev slået fuldstændig omkuld af corona, så derfor tænkte jeg: ’Hvorfor skal jeg proppe noget, der ligner samme virus, ind i kroppen?’ Jeg havde ikke lyst til at få det dårligt igen.«

»Hvis jeg havde fået at vide et sted, at der bare var fem eller ti procents chance for, at jeg ville få det bedre, så havde jeg da nappet Johnson & Johnson eller AstraZeneca med det samme.«

I forsommeren blev Johnson & Johnson og AstraZeneca en del af den såkaldte frivilligordning. Hvis man var klar på at tage de to vacciner, som var taget ud af det officielle vaccinationsprogram, kunne man springe frem i vaccinekøen.

– Det kunne også være, at du bare er kommet dig på grund af tiden, der er gået?

»Det kan jeg jo ikke afvise, jeg er jo ikke fagperson. Men jeg bliver lidt provokeret: Jeg kunne altså mærke forskellen med det samme. Fra den ene dag til den anden blev det bedre. Men egentlig er jeg ligeglad med, hvad de siger: Jeg kan jo løbe igen.«

Side 49