Foran Vestindisk Pakhus arrangeres lørdag aften en mindeceremoni for »de slavegjorte ofre for den danske slavehandel«. Højtideligheden er en del af den bredere bestræbelse på at få pakhuset gjort til et permanent center for »de slavegjortes liv og død i det danske borgerskabs tjeneste«, som arrangøren, MAAFA Danmark, formulerer det.
I forvejen har et folketingsflertal tilsluttet sig bestræbelsen, og en arbejdsgruppe undersøger under Nationalmuseets ledelse, om pakhuset skal gøres til et egentligt kolonihistorisk museum. Det ønsker især foreningen Kolonihistorisk Center, som har beskæftiget sig med projektet gennem år og også har fået sæde i arbejdsgruppen. Foreningen vil forvandle pakhuset eller dele af det til et »samvittighedssted« på linje med kz-lejre og Anne Franks hus i Amsterdam. Historikeren Anders Juhl, som leder Kolonihistorisk Center, har kaldt pakhuset en »førerbunker« for handlen med Vestindien og forklaret, at hejseværket i Vestindisk Pakhus formentlig har været betjent af »slavegjorte«.
Men der er et grundlæggende problem med den udpegede lokalitet, påpeger historikeren, den nu pensionerede seniorforsker Erik Gøbel. Han er en virkelig kapacitet på feltet dansk kolonihistorie og har som sådan i årevis studeret Rigsarkivets halvanden hyldekilometer lange dokumentsamling fra Danmarks tid som kolonimagt i Vestindien. Kildesamlingen er enestående grundig med korrespondancer, lister over slaver, regnskaber etc.
»Bastant udtrykt har der aldrig været en eneste sort slave i det pakhus. De slaver, man har brugt, har været almindelige danske bondekarle og soldater, som havde fået en hård straf for mord eller tyveri eller lignende og for eksempel var lagt i jern. De kom fra Holmen, Stokhuset og andre fængsler. Dem kaldte man simpelthen slaver. Nogle af dem vurderedes at være så ufarlige, at mere velstående københavnere eller foretagender kunne leje dem til forefaldende arbejde. Man må holde tungen lige i munden, for i København er slaver og slaver to forskellige ting,« siger Erik Gøbel.
– Det er lidt sjovt.
»Og lidt deprimerende. Man går i gang uden helt at have styr på, hvad man taler om. Hele sagen om Vestindisk Pakhus synes drevet af folk, som ikke kender alle relevante data. Du ser det samme med debatten om skulpturen I am Queen Mary. Mary Thomas, som hun hed, var ikke slave og stod ikke i spidsen for et slaveoprør, men en arbejderopstand i 1878. Det var en voldelig protest mod dårlige arbejdsforhold og lignende.«
Erik Gøbel siger, at han varmt tilslutter sig bestræbelsen på at skabe et dansk kolonihistorisk museum, men med mindre vægt på slaveriet og mere på kolonihistorien i almindelighed. Og gerne på en mere relevant adresse. Vestindisk Pakhus blev, påpeger han, bygget til opbevaring af koloniale produkter importeret af Vestindisk Handelsselskab. Så længe der blev drevet transatlantisk slavehandel under Dannebrog – det ophørte i 1802 – har pakhuset næsten udelukkende rummet kaffebønner. Meget af kaffen kom fra andre nationer, så Vestindisk Handelsselskab profiterede i indirekte forstand af slaveri – også af andre nationers slaveri.
»Et pakhus, som har haft lidt mere direkte med dansk slavehandel at gøre, er det Østersøisk-guineiske Kompagnis dobbeltpakhus nogle hundrede meter længere nede ad Toldbodgade/Larsens Plads. Det kompagni havde monopol på dansk slavehandel over Atlanten fra 1781 til 1787. Den ejendom rummer i dag Admiral Hotel, så det skulle man hellere købe, hvis man er så interesseret i slavehandel,« foreslår Erik Gøbel, måske en anelse drillende.
Spørg Nationalmuseet
Arbejdsgruppen, som undersøger forskellige modeller for bedre formidling af dansk kolonihistorie, er finansieret af en finanslovsbevilling båret igennem af venstrefløjen og de Radikale plus naturligvis regeringen.
I arbejdsgruppen sidder en del videnskabelig kapacitet på vegne af vægtige institutioner: Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, M/S Museet for Søfart, Moesgaard Museum, Statens Naturhistoriske Museum samt selvfølgelig Rigsarkivet med den storslåede kildesamling. Hertil kommer Historielærerforeningen, Institut for Menneskerettigheder, en repræsentant for det grønlandske selvstyre samt Foreningen Kolonihistorisk center.
Spørgsmålet om Vestindisk Pakhus som lokalitet for et museum eller et udstillingssted synes at have udviklet sig i kontroversiel retning. I hvert fald har Rigsarkivet trods den betydelige indsigt på området besluttet ikke at ville besvare spørgsmål om sagen; man henviser til Nationalmuseet som projektets formelle tovholder.
Jakob Høgel, kreativ chef for Indholdsudvikling og Samskabelse på Nationalmuseet, er således manden, der skal spørges, om man er i færd med at fokusere på en fejllokalitet.
Han oplyser imidlertid, at arbejdet med formidling af kolonihistorien kun lige er gået i gang, således at der vil gå nogen tid, formentlig tidligst i oktober, før han kan sige noget om processen.
Men det giver så plads til to yderligere oplysninger:
For det første, at Rigsarkivet for længst har scannet alle dokumenterne fra dansk-vestindisk kolonihistorie. Det arbejde er finansieret af A.P. Møller Fonden (10 millioner kroner) og Kulturministeriet (4,2 millioner kroner). Kildesamlingen er så enestående, at dele af den er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Der er fri adgang på nettet til materialet, og det har der været siden 2017.
Og for det andet, at arrangøren af mindehøjtideligheden lørdag aften har sit navn, MAAFA, fra swahili. Ifølge pressemeddelelsen om mindemødet betyder ordet tragedie på swahili.
