Øverst på Akademikernes hjemmeside kan man i disse dage forvisse sig om, at det er en ualmindelig skidt idé at skære i dagpengene til de mange unge, der bliver arbejdsløse lige efter at have afsluttet studierne.
Under overskriften »Vi skal fastholde dimittendsatsen« advarer hovedorganisationen for de højtuddannede ihærdigt politikerne mod at gøre alvor af tanken. Det er ikke tilfældigt, at organisationens opråb kommer nu. For der er betydelig fremdrift til ideen om at sænke understøttelsen til de unge, der vandrer ud i ledighed efter studielivet. Erhvervslivets magtfulde organisationer og de borgerlige partier har på det seneste plæderet for at sænke dimittendsatsen, og ifølge diverse forlydender indgår en beskæring af de nyuddannedes dagpenge også i regeringens kommende reformudspil.
Hensigten? Dimittenderne skal presses på pengepungen for at blive animeret til at komme hurtigere i arbejde, selvom det måske ikke er ønskejobbet, der bliver landet i første omgang.
Sagen handler helt enkelt om at øge arbejdsudbuddet for at afhjælpe manglen på arbejdskraft og støbe et stærkere fundament for fortsat økonomisk vækst og sikring af velfærden. Siden årtusindeskiftet har reformer med sigte på at få danskerne til at arbejde mere løbet som en rød tråd gennem skiftende regeringer. Ifølge beregninger fra Finansministeriet blev der i VK-regeringens tid fra 2001 til 2011 sat initiativer i gang, som øger den såkaldt strukturelle beskæftigelse med hele 235.000 fuldtidspersoner. Under Thorning blev der fra 2011 til 2015 gennemført tiltag, som udvider arbejdsudbuddet med 36.500 fuldtidspersoner. I Løkkes seneste regeringsperiode fra 2015 til 2019 er den strukturelle beskæftigelse øget med 4.100 fuldtidspersoner.
Det primære bidrag til de mange ekstra hænder og hoveder, som skal stå til rådighed for arbejdsgiverne, er udfasningen af efterlønnen og den senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det er altså seniorerne, især i skikkelse af den klassiske LO-arbejder, der må tage den hårdeste tørn ved at arbejde mere og længere for at gøre Danmark rigere.
Under Mette Frederiksen har kursen været anderledes udstukket. Foreløbig er hendes regering den første i nyere tid, der står bag initiativer, som strukturelt gør nationen fattigere. Den såkaldte Arne-pension er den væsentligste årsag til, at bruttonationalproduktet, ifølge Finansministeriets vurderinger, vil blive mindsket med en halv procent, nemlig med cirka 11 milliarder kroner, som følge af at der bliver trukket flere mennesker ud af arbejdsstyrken inden folkepensionsalderen.
Som det hed i et svar til Folketinget fra Nicolai Wammen lige inden sommerferien:
»Det er navnlig den nye ret til tidlig pension, inkl. den udvidede adgang til seniorpension, der skønnes at reducere arbejdsudbuddet svarende til cirka 9.800 fuldtidspersoner i 2025 og cirka 9.350 fuldtidspersoner i 2030.«
Det er selvsagt stadig uvist, hvor mange mennesker der i virkelighedens verden kommer på den tidlige pension, når ordningen træder i kraft efter årsskiftet. Ansøgningsrunden startede 1. august, og i de første godt fire uger har lidt mere end 16.000 mennesker søgt. Kommunerne Morsø, Frederikshavn og Billund har den største andel af ansøgere. Velhaverkvartererne Gentofte, Rudersdal og Hørsholm i hovedstadsområdet ligger i bunden. Med andre ord ser det ud til, at Mette Frederiksens tilbud til nedslidte arbejdstagere fortrinsvis har appel til Produktionsdanmarks ufaglærte og faglærte, sådan som ordningen også er tænkt.
Skal regeringen efterleve det såkaldte forståelsespapir, må den til gengæld komme med nye tiltag, der »som minimum« erstatter det svundne arbejdsudbud. Ministerholdet skylder altså at få realiseret et løft i den strukturelle beskæftigelse på rundt regnet 10.000 fuldtidspersoner.
Efterlønnens sociale skævhed
Det er her, de unge akademikere kommer ind i billedet. Alt tyder på, at de nyslåede kandidater fra universiteterne, som i dag ikke kommer i job med det samme, skal være med til at samle regningen op efter de nedslidtes tidligere exit. En lavere dimittendsats vil ifølge centraladministrationens regnemaskiner automatisk presse flere unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet, uanset om karrieren efter studielivet så skal begynde med en beskeden hyre i et rengøringsjob, et arbejde ved kassen i supermarkedet, bag baren på et værtshus eller anden beskæftigelse langt under kvalifikationsniveau.
For så vidt flugter det også med regeringens ideologiske markeringer, hvor ministrene gerne taler om uddannelsessnobberi. Unge, der har gennemført en universitetsuddannelse, er ressourcestærke, og skal de nu levere deres del til arbejdsudbuddet ved at arbejde tidligere og mere, vil det passe ind i rammefortællingen.
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, vil ikke udtale sig nærmere om en lavere dimittendsats, ud over at det er et forslag, »vi tager imod med et åbent sind«. Samtidig gør han det klart, at reformerne, der skal skaffe mere arbejdsudbud, bør tilvejebringes af andre grupper end hidtil.
»I diskussionen om at få flere ind i det arbejdende fællesskab er det vigtigt, at vi gør det på en socialt retfærdig måde. De tidligere reformer af eksempelvis efterlønnen har været socialt skæve. Man har lavet reformer, hvor man i høj grad har sendt kriseregningen til dem, der har haft det vanskeligst, og som har stået på kanten af arbejdsmarkedet. Vores ambition med reformarbejdet er at sikre, at vi får en øget strukturel beskæftigelse, men at vi gør det på en måde, som er mere socialt balanceret, end vi har set tidligere,« siger Christian Rabjerg Madsen.
Sæsonbestemt
Antallet af ledige, som er nyuddannede inden for de seneste to år, løber op i godt 20.000 fuldtidspersoner. Det betyder, at de arbejdsløse dimittender udgør omkring en femtedel af det samlede antal bruttoledige. Det er især unge fra de videregående uddannelser, som fylder i arbejdsløshedskøen.
Det hører med, at arbejdsløsheden i høj grad er sæsonbestemt. Når de færdigudklækkede kandidater strømmer ud fra universiteterne om sommeren, kan det akademiske arbejdsmarked slet ikke opsuge alle på én gang. Men som månederne går, kommer flere i arbejde. Ifølge de seneste tal fra Akademikerne, som stammer fra maj i år, var bruttoledigheden blandt de højtuddannede dimittender således 23 procent. I sommeren 2020, da det forrige kuld nye akademikere lige havde forladt studierne, var ledighedsprocenten 40. Selv blandt de nye læger, et fagområde med fuld beskæftigelse, var ledigheden i juli sidste år 32 procent.
Tal fra Akademikernes A-kasse fortæller også, at som tiden går, kommer flere af deres dimittender i arbejde. 45 procent er i job efter tre måneder. 70 procent er i job efter seks måneder.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Dansk Erhverv vil det hjælpe på virksomhedernes aktuelle behov for at få mere arbejdskraft, hvis de unge nyuddannede får en større økonomisk tilskyndelse til at komme hurtigere ud i et job. I dag får dimittender, der ikke har et barn at forsørge, udbetalt 71,5 procent af den maksimale dagpengesats. Det svarer til 13.815 kroner om måneden før skat. De private virksomheders interesseorganisationer mener, at 60 procent af den maksimale dagpengesats vil være mere passende. Det svarer til 11.593 kroner om måneden. Til sammenligning udgør kontanthjælpen til unge jobparate uden barn 7.541 kroner, mens SUen for udeboende er 6.321 kroner om måneden.
Underminerer den danske model
Spørger man Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, er sagen nu ikke helt så enkel. Ud over SUen har mange studerende et studiejob og har optaget studielån. De penge forsvinder, når uddannelsen afsluttes, og det samme gør i øvrigt den relativt billige husleje på kollegiet. Dertil kommer øgede udgifter i medlemsbetalingen til a-kassen.
»Jeg er bekymret for, at de, der skal træffe beslutningerne, ikke ved, hvad det koster at være dimittendledig,« siger Lars Qvistgaard.
Skal man tro Danske A-kasser mangler der belæg for antagelsen om, at flere kommer i arbejde ved at forringe dimittendsatsen. I et notat har brancheorganisationen for nylig samlet op på erfaringerne på akademikerområdet siden januar 2017, hvor dagpengesatsen for nyuddannede blev mindsket med op til 13 procent. Ifølge Danske A-kasser kan beskæringen betragtes som »et fuldskalaforsøg« på at reducere ledigheden for unge, som kommer ud fra universiteterne.
»Men når man ser på den efterfølgende udvikling i dimittendledigheden fra 2017, er der absolut intet, der tyder på, at det har haft nogen positiv effekt på ledigheden,« konkluderer notatet.
Ifølge direktør Villy Dyhr fra Akademikernes A-kasse dokumenterer notatet, at Finansministeriets regnemodeller ikke er til at regne med. Desuden vil en beskæring af dimittendsatsen mindske lysten blandt unge til at melde sig ind i a-kassesystemet, hvor bidragene fra medlemmerne jo er med til at finansiere dagpengene til ledige.
Som Villy Dyhr bemærker:
»Hvis man skærer i dimittendsatsen, er det for det første helt sikkert, at man gør en gruppe mennesker fattigere. For det andet er det helt sikkert, at man underminerer den danske model og det danske dagpengesystem.«
