Stjerneskud. To amerikanske sangskrivere i topform, og danske Selma Judith brænder igennem med en uhørt ambitiøs og vidtspændende debut-lp.

At forvandle sårbarhed til styrke

Et brag af en debut. Sanger og harpespiller Selma Judith er vred på debutalbummet Getting Angry, Baby. Der er store følel­ser på spil i både pop, jazz, flamencostil, ja, hele indspilningsstudiet er blevet instrument. Foto: Martin Lehmann, Scanpix Foto: Et brag af en debut. Sanger og harpespiller Selma Judith er vred på debutalbummet Getting Angry, Baby. Der er store følel­ser på spil i både pop, jazz, flamencostil, ja, hele indspilningsstudiet er blevet instrument. Foto: Martin Lehmann, Scanpix Foto:
Et brag af en debut. Sanger og harpespiller Selma Judith er vred på debutalbummet Getting Angry, Baby. Der er store følel­ser på spil i både pop, jazz, flamencostil, ja, hele indspilningsstudiet er blevet instrument. Foto: Martin Lehmann, Scanpix

Siden 2011 har Mega Bog – der også lyder navnet Erin Elizabeth Birgy – udsendt fem velgørende, skæve og spirituelt søgende lo-fi-udgivelser og undervejs støt og roligt fundet sine proselytter. Med album nummer fem, Life, and Another, rammer hun klokkerent, og med det i bagagen burde hun kunne få et større publikum i tale. Vel at mærke uden at risikere mainstreamaccept, dertil er hun for egenrådig og mystisk.

Så uden at sætte sit særpræg over styr, men ved til gengæld at kæle mere for produktion og arrangementer, har hun kreeret 14 charmerende knaldperler, der som altid hos hende er både mildt desorienterende og vildt indbydende.

Mega Bog er svær at sætte på formel. Det er en del af charmen ved hendes musik, at den som en stilfuld sommerfugl flagrer fra genre til genre, der alle lige får en drejning. Stilrent er det ikke, til gengæld er det afvekslende, let, luftigt og bizart. Hun er en stramt disciplineret melodiskaber, men ikke af vers-omkvæd-vers-skolen.

Mega Bog. PR-foto: Jasper McMahon
Mega Bog. PR-foto: Jasper McMahon

Melodierne er diskrete, men effektive, og i deres underspillede skævhed kan de indimellem lyde lidt hen ad en Kate Bush på noget pænt beroligende. Umiddelbart virker det bekendt, men ved nærlytning dukker der konstant sære passager, opfindsomme indfald og overraskende klange op til glæde og vederkvægelse.

Manglen på hastværk er en lise, numrene foldes stille og roligt ud, og der er noget jazzet over foretagendet, selvom det ikke kan kaldes jazz i gængs forstand. Det er noget med attitude og en fornemmelse af swing, for akkompagnementet er konventionelt, domineret af guitar, bas og diverse slagtøj, suppleret med alt fra (samplede?) harper til saxofon og simrende synthesizere. Sidstnævnte er med til at øge fornemmelsen af at befinde sig under vand, men stadig i stand til at trække vejret.

Det er aldrig til at vide, hvilken position der præcis synges fra, eller hvad sangene helt præcis handler om, Mega Bog har ved tidligere lejligheder sunget fra såvel dyrs som rumvæseners perspektiv, man ved aldrig rigtig, hvem eller hvad hun giver stemme. Det handler om ordenes lyd og en form for underbevidsthedens freestyle, hvorved teksterne får præg af velbevarede hemmeligheder. Stemmen, derimod, er ren og fin og ofte mikset, så den går i ét med musikken. Den er på mange måder cluet ved hendes kunst.

Mega Bog foretrækker at både arbejde og bo fjernt fra alfarvej med sin partner, James Krivchenia, fra bandet Big Thief. Han er også hendes co-producer og tekniker, men derudover medvirker en strøm af diverse navne fra den underste undergrund på albummet, alle i solidarisk understøttende positioner og med det ene formål yderligere at bestøve Mega Bogs særegent underspillede outsiderpop. Life, and Another bærer præg af ophavskvindens selvvalgte isolation og er på sin tyste facon både givende og helende. Lidt af en gave, så tak.

En anden skive, der har forsødet sommeren her i hytten, er Home Video med den blot 26-årige Lucy Dacus, som trods sin ungdom har været på banen siden 2015. Det år vakte hendes elektrisk fræsende debutsingle, »I Don’t Wanna Be Funny Anymore«, øjeblikkelig opsigt og gjorde hende til et navn, det var værd at følge. Der er noget ved hendes fløjlsfine stemme, der gør større indtryk end så mange andre af slagsen på indierockscenen, hun brænder blødt igennem og når virkelig ind til lytteren. Udtryksfuld og ægte. Men hun er også en skrap sangskriver, hvad den skrabede og lidt rå debut-lp, No Burden, beviste. Her blev sårbarhed i den grad forvandlet til styrke på en stribe velsiddende sange.

Dacus fortsatte karrieren med det musikalsk mere sofistikerede Historian fra 2018, hvor hun i en række personlige sange fremstod empatisk, varm og også ret sjov på en selvironisk facon. Så dannede hun sammen med ligesindede Julien Baker og Phoebe Bridgers for en kort bemærkning trioen boygenius, der udsendte en ep og turnerede, før pandemien lukkede alt ned. På Home Movie trækker hun direkte på hovedstolen i en suite sange om at vokse op i et kristent, fundamentalistisk hjem i byen Richmond i delstaten Virginia. Et miljø, der har præget hende som både person og kunstner og givet stof til 11 fine og skarpe sange om barndom, opvækst, pubertet, sex, skyld og diverse overlevelsesstrategier. Det er svært at høre, hvor Dacus selv står med hensyn til tro, men at den dominerede hendes barn- og ungdom efterlades lytteren ikke i tvivl om. Den allestedsnærværende seksualitet drejer sig her mere om det, der ikke skete, end den smule, der rent faktisk fandt sted.

Lucy Dacus. Foto: Ebru Yildiz
Lucy Dacus. Foto: Ebru Yildiz

Skiftevis sårbar, øm, nostalgisk og indimellem også tilsat en smule fortrydelse over måden, tingene nu engang udviklede sig på. Som i den afsluttende syv minutter lange »Triple Dog Dare« – om ikke at gøre noget ved den gensidige tiltrækning mellem hende og en veninde grundet en utålelig blandemaskine af en mor. Dacus definerer sig selv som panseksuel, hvad der åbenbart ikke er det store hit i bibelbæltet, for som en ven engang bemærkede, skabte Gud på seks dage stort set alt, »på nær dinosaurer og homoseksuelle«.

I det uhyggelige »Thumbs« drømmer hun om at slå en af sine gode veninders far ihjel, hvad der inderligt og omhyggeligt gentages i hvert omkvæd. Han er godt nok en taber, men de er stadigvæk så bange for ham, at da de forlader huset, går de over en kilometer i den gale retning, fordi han holder øje med dem. Men generelt er Dacus mere tilgivende end dømmende.

Musikalsk er Home Movie mere skrabet end forgængeren, der er skruet ned for forsiringer til fordel for en rå og åben lyd, der giver såvel sanger som sange frihed til at udfolde sig optimalt.

Det er traditionelle sangstrukturer, men kvalitetsmæssigt det nøk over det meste i genren, der gør det både lytte- og mindeværdigt. Og så er der noget ved Dacus’ både lakoniske og melankolske måde at synge sine formfuldendte tekster på, der går lige i denne lytter. En lille perle af et erindringsværk.

Og så slutter vi lige med en dansk debutant, som simpelthen er for god til at ignorere, ja, her er tale om et gennembrud af dimensioner for Selma Judith, som med det 20 sange lange Getting Angry, Baby med ét fylder helt enormt i landskabet. Den 26-årige kvinde fangede først opmærksomheden for et par år siden med hittet »Kind of Lonely«, der fik denne signatur til at spidse øren, men der skulle gå en rum tid, før hun sprang ud som albumkunstner. Det har i den grad været værd at vente på, for hold da helt ferie, hvor er her knald på!

Til forskel fra de to foregående kunstnere arbejder Judith ofte fjernt fra den traditionelle sanger-sangskrivertradition – selvom en sang som »Love Decay« beviser, at hun snildt kan arbejde inden for old school-skabeloner – og finder sig bedre tilpas i den eksperimenterede ende af musikken. Indspilningsstudiet har helt oplagt været et af de vigtigste »instrumenter« i processen, der er leget længe og intenst med effekter og klange.

Selma Judith
PR-foto: Agnes Vera Kaufmann
Selma Judith PR-foto: Agnes Vera Kaufmann

Musikken er ofte af elektronisk karakter, men kunstneren stiller gerne frygtløst op med gennemarbejdede strygerarrangementer, en velanbragt saxofon eller den liflige lyd af en velspillet spansk guitar. En coverversion af klassikeren »Nature Boy« med Palle Mikkelborg indover viser således hendes lyriske side. Centralt i lydbilledet står harpen, som kunstneren med mellemrum selv betjener, men den benyttes lige så forskelligt som vokalen, der hvisker, skriger, nynner, hulker, crooner, forfører og hyler alt efter sangens karakter og krav.

Med mellemrum udspiller der sig drama for alle pengene, og lytteren lokkes ind i de store følelsesudbruds rum, hvor vokalindsatserne af samme grund er lige dele sang og performancekunst, idet sangene både synges og opføres. Der er tale om gennemført uneasy listening, for det handler om både flossede og blottede nerver. Et nummer som »When I Scream« ville nok kunne få de fleste helt ud på kanten af stolen, her danses med dæmoner, så lytteren efterlades forpustet og svimmel.

Genremæssigt sætter kun fantasien grænser, eksperimenterende R&B afløser partiturmusik, lydcollager kontrasteres med ren pop, jazzede passager veksler med flamencoklingende kompositioner, og i det hele taget skal lytteren hverken føle sig for sikker eller tage noget for givet. Vreden er en drivkraft i Judiths vidtspændende musikalske univers, hvor der helt passende også er blevet plads til en gæsteoptræden fra Greta Thunberg, der minder os om, at tiden er ved at løbe ud, hvad angår klimaet.

Til sidst spørgsmålet om, hvorvidt Getting Angry, Baby er for lang. Ja, det er den. Kunne den da have været kortere? Næ, egentlig ikke. Det er exces som metode, og jo, overdrivelse fremmer forståelsen.

En stjerne er født.

Mega Bog: Life, and Another (Paradise of Bachelors/Playground).

Lucy Dacus: Home Movie (Matador/Playground).

Selma Judith: Getting Angry, Baby (Sony Music Denmark).