Satellit. Amerikanske politikere vil forsøge at hæve mindstealderen for ægteskaber i North Carolina. I staten er det nemlig lovligt at gifte sig med børn helt ned til 14 år.

Barnebrude

Det er i dag lovligt at gifte sig med en person under 18 år i 44 af USAs 50 stater.

Og det er tilsyneladende også andet end den smukke natur, bjergene og bluegrass­musikken, der lokker besøgende til delstaten North Carolina på USAs østkyst. Siden år 2000 er der nemlig indgået omtrent 14.000 ægteskaber i staten, vel at mærke ægteskaber, hvor den ene af parterne har været under 18 år.

Man må nemlig helt lovligt gifte sig med børn helt ned til 14 år i North Carolina. Der er dog et par krav: Pigen skal være gravid, og en dommer skal tillade ægteskabet. Fra man er 16 år gammel, kræves der blot forældrenes accept.

Det giver North Carolina et kedeligt ry, mener en gruppe politikere fra både det republikanske og demokratiske parti. Derfor har de fremsat lovforslag 35, der i disse dage er til behandling i North Carolinas senat. Lovforslaget er ikke en revolution, man har tidligere forsøgt et lovforslag med en mindstealder på 18 år, men det blev stemt ned. Nu vil man forsøge med et kompromis og hæve mindstealderen fra 14 til 16 og samtidig indsnævre den tilladte aldersforskel hos parret til fire år. Således skal den ene part minimum være 16 år gammel, den anden maksimum 20.