Grådkvælning. Det ender i det rene barbari, hvis folk ikke behersker det ultimative kontroltab: gråden, mener Sørine Gotfredsen.

Tudeprinsernes tidsalder

Sagen kort

Badmintonstjernen Viktor Axelsen græd af glæde, da han vandt guld til OL. Det har fået sognepræst og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen til tasterne. Hun mener, at det er en ny tendens med grædende sportsmænd i det offentlige rum – og at tendensen kan være skadelig for samfundet, som ifølge hende er ved at blive for feminint. Men er det virkelig en ny tendens? Og hvad siger sognepræsten Sørine Gotfredsen til, at Jesus ifølge Bibelen græd offentligt?

– Sørine Gotfredsen, når jeg læser dit indlæg i Berlingske, »Den grædende mand er ikke et godt tegn«, der er bundet op på Viktor Axelsens OL-guldtårer, får jeg indtryk af, at du mener, det er en ny tendens, at mænd græder, når de vinder i sport. Men hvis vi går lidt tilbage i historien, så har vi mange grædende sportsmænd. Flemming Povlsen til EM i 92, NBA-stjernerne Michael Jordan og Kobe Bryant i 90erne og 00erne og tennislegenden Roger Federer i 2017 – bare for at nævne nogle få eksempler. Så giver det mening at tale om en ny tendens, der er et udtryk for en »stigende feminisering« i samfundet?

»De eksempler, du nævner, vil jeg bestemt også opfatte som nyere tid. Det er jo et spørgsmål om, hvordan man definerer det. Når jeg påstår, at det er en stigende tendens, så ser jeg mange årtier tilbage. Jeg talte i sin tid med Harald Nielsen (fodboldstjerne i 60erne, red.), som sagde, at der er sket en voldsom udvikling siden hans tid. Han fortalte mig, at da han spillede, der var det upassende at juble for meget. Så på den måde ser jeg noget længere tilbage.«

– Okay, så har vi det på plads. Det er en nyere tendens over de seneste 30 år. Men når vi kigger på de eksempler, jeg nævner, og lad os bare tage Viktor Axelsen med også, kan gråden så ikke hænge sammen med, at det er nogle af de allerstørste sportsatleter, der har kæmpet mod et mål i mange år, endelig når det mål – og så løber følelserne af med dem?

»Jo, og jeg siger ikke, der er noget psykologisk mærkeligt i det. Sportsfolk er så dedikerede i deres drømme og mål, så det er helt logisk, at de krakelerer, når det lykkes. Men jeg mener, at uanset hvor voldsomt overmandet man bliver af sine følelser, så er det altid menneskets opgave at prøve – i det offentlige rum – at beherske de udbrud. I mine øjne er det en del af det at være et civiliseret menneske, at man ikke for øjnene af alle krakelerer. Gråden er det ultimative kontroltab, og det skal vi beherske.«

– Du siger, det er et udtryk for kontroltab. Du skriver også i dit indlæg, at gråd er forbundet med afmagt. Men man kan jo også græde af glæde. Har du aldrig prøvet at græde af glæde?

»Nej, det tror jeg faktisk ikke, jeg har, nu når jeg tænker efter. Og jeg vil sige, at uanset om man græder af glæde eller sorg, så er begge dele et udtryk for kontroltab og et udtryk for, at mennesket ikke behersker sig.«

– Hvorfor er det så vigtigt, at folk er i kontrol hele tiden?

»Fordi det her har meget at gøre med vores menneskesyn. Vi har en overbevisning i samfundet i dag om, at mennesket grundlæggende er et godt menneske. Det vil sige, at vores spontane følelsesliv også vil opfattes positivt. Jeg har et menneskesyn, der hedder, at der er nøjagtigt lige så meget egoistisk, destruktivt og grimt inde i det spontane menneske. Jeg siger ikke, at det gælder de her sportsatleter, men jeg vil gerne leve i et samfund, hvor vi er skeptiske over for det følelsesmæssige, umiddelbare, frembrusende menneske. For jeg frygter, at der kommer en masse negativt ud af det. Dyrkelsen af at være autentisk er naiv, fordi den glemmer, at vi også har alt muligt destruktivt i os, når vi er spontane.«

– Bliver det ikke et kedeligt samfund, hvis vi skal gå og kontrollere os selv hele tiden?

»Jeg vil gerne leve i et kedeligt samfund. For et kedeligt samfund er også et civiliseret og humanistisk samfund. Det ikkekedelige samfund, som du måske ser for dig, hvor folk i højere grad udfolder sig spontant, vil i mine øjne være tættere på et barbarisk samfund. Det kontrollerede menneske er bevidst om, at det skal tage vare på sine medmennesker. Jeg køber ikke tanken om, at vores samfund vil blive mere spændende, hvis vi gav udtryk for vores følelsesliv mere.«

– Hvis du skal prøve at tegne en dystopi op, hvad er så den negative konsekvens af, at sportsudøvere græder?

»Udover at jeg er skeptisk over for det at hylde det spontane menneskes følelsesudbrud, er jeg også bekymret for, at manderollen er i opbrud. Jeg tror, at det er naivt at forestille sig, at den maskuline rolle bliver nemmere at træde ind i for unge drenge og mænd, hvis man overgør, at det er godt, at mænd græder. Jeg tror, at der i mange drenge ligger en drøm om at være en maskulin mand på den gammeldags måde, og vi risikerer, at manden på mange måder bliver en taberfigur, fordi det er svært at navigere i, hvad en mand skal være, når vi har et så feminiseret samfund.«

– Hos mænd er selvmordsraten høj, og det er vel bredt anerkendt, at mænd er dårligere til at tale om deres følelser end kvinder. Så hvis mænd kan se på Viktor Axelsen og se, at det er okay at græde, tror du så ikke også, det kan have en positiv effekt?

»Det argument køber jeg. Jeg tror på, at mænd kunne have gavn af at blive bedre til at tale om deres følelser, og jeg tror, at nogle mænd vil få et bedre liv, hvis de bliver bedre til at tale om det. Jeg synes bare, at vi skal være varsomme med, at det ikke kammer over, så mænd bliver kopier af kvinder. Der synes jeg, det er vigtigt, at den følsomme manderolle ikke bliver det nye ideal.«

– Sørine Gotfredsen, du er jo sognepræst, så jeg har været inde og kigge lidt på Bibelen. I den bog er der mange mænd, der græder, også Jesus. Hvad siger du til det?

»Selvfølgelig græder alle mennesker. Min pointe er, at man skal begrænse det i det offentlige rum. I Bibelen er en stor beskrivelse af, hvad et menneske er, så det ville være mærkeligt, hvis ingen græd i Bibelen. Og når Jesus græder offentligt, så skal man huske, at Jesus’ udtryk hverken er offentligt eller privat. Det er guddommeligt. Det er uden for kategori. Når Jesus græder, er det, fordi han samtidig med at være Guds søn er et menneske og kan græde ligesom os. Der er en bestemt meddelelse forbundet med det.«

– Man kan også sige, at folk, der går meget op i badminton, måske ser Viktor Axelsen som en gud. Han er jo helt vildt god til badminton, så tror du ikke, at nogen ser ham som en form for gud?

»Ja, og det er et af problemerne med sporten i dag. At den er ved at krabbe sig op på en så høj piedestal i vores samfund og kultur, at det nærmer sig det komiske eller kunstige. Der investeres så mange følelser og penge i sport, på trods af at vi godt ved, at det er en leg. Der er den der mærkelige modsætning mellem alvor og leg i sporten i dag, som gør det meget højspændt, og som betyder, at gråden bliver et billede på en hysterisk menneskelige tilstand, som før eller siden vil briste.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kulturdebat i serien Spurgt.

Side 37