Her har man brugt hele første del af sit voksenliv på disciplinere sig selv til at spise ting, man ikke er helt overbevist om, man kan lide (koriander har jeg ikke overvundet endnu, jeg lader kun, som om den er en velkommen gæst i nudelsalaten), kun for pludselig at sidde over for et kræsent barn, der med hønserøvsmund og helt låst kropssprog insisterer på kun at kunne lide pasta, pølser og pizza.
Hvorfor er kræsenhed så frustrerende?
Dels er det noget diffus vitamin- og næringsrelateret sundhedsangst, som i virkeligheden er angst for at falde igennem som forælder: Tænk, hvor ville det være pinligt at have opdraget et fejlernæret barn i så fuldfedt et velfærdssamfund. Et barn, der enten spiser for lidt eller svulmer op på hvidt brød. Mit barn er fem år, efterhånden frygter jeg ikke længere, at hun dør af sult, selvom hun er småtspisende. Hun har en form for boaslange-fordøjelse, spiser som en fugl i et par dage, sluger så en familiepizza med pepperoni på halvdelen af sin egen kropsvægt og lever af den ugen efter. Og så har jeg som alle andre lært at messe: »Hun har nok spist en masse i børnehaven.«
Dels er der praktiske bekymringer: Hvad hvis barnet ikke kan sove, fordi det ikke er rigtigt mæt? En af forældreskabets centrale discipliner er en kontinuerlig afsøgning og eliminering af søvnens fejlkilder. Måske tænker man, at det er ens pligt at opdrage »madmod« ind i sine børn? Men bare rolig, den slags bliver langt mere effektivt skammet ind i dem af jævnaldrende, før eller siden. Jeg kan stadig huske, hvor akut opdragende det var at gå i gymnasiet i 00erne og komme til at sige, at jeg ikke kunne lide pesto (jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg suttede på tommelfinger).
Ærlig talt er kræsenheden mest irriterende, i hvert fald herhjemme, fordi den ødelægger hyggen i måltidet. Fordi nu gad jeg godt lige, at vi havde det nærværende og nydende og fransk og talte meget længe og åndrigt, mens vi spiste flere forskellige grøntsagsanretninger og ost til. Kræsenhed bringer en konflikt ind midt i måltidet, så sidder man der midt i et Mexican standoff om en buket broccoli. Og man opfinder åndede lege, der hjælper, men kun én gang: Nu lader vi, som om broccolibuketterne var træer, og vi var langhalsedinosaurer, som spiste træerne.
Men jeg har fundet tre strategier, som nogenlunde fungerer. For det første har min datter og jeg indført en rimelig diplomatisk regel, nærmest et slags flowchart for de konfliktsky: Jeg bestemmer, hvad der står på bordet. Hun bestemmer selv, hvad hun spiser af det, der står på bordet.
Og hvis der ikke er noget, hun kan lide, eller hun stadig er sulten efter at have spist fem ærter, må man altid få havregryn eller en rugbrødsmad som backup. Det er en god fordeling af ansvar, og vi mundhugges væsentligt mindre. Og så fungerer det faktisk: Pludselig, grebet af stemningen, vover man at slikke på et stykke glaskål (som ærlig talt også er den mildeste, nærmest blufærdige søster i kålfamilien).
Mit andet tip er ganske kort: dip. Skær stave ud af de mest Duplo-agtige, venlige, primærfarvede institutionsgrøntsager (gulerødder, agurker, peberfrugter). Rør en dip af peanutbutter, vand, lidt salt, lidt sukker. Sæt den foran dit barn i den volatile tidszone 17-18, før aftensmad, og lad være med at gøre et nummer ud af det. Bare lad den stå der, mens de vegeterer til Ramasjang. Tilforladeligt. Og se, om ikke de begynder at græsse. Pludselig forsvandt bjerge af grøntsager på den måde. Og bliv ikke gal i skralden, hvis de i begyndelsen bruger grøntsagerne som skeer til at scoope dip indenbords. Peanutbutter er sundt fedt. Og nogle gange er første skridt at sutte på en grøntsag og opdage, at man ikke dør af det. (Hvis de pinedød ikke vil spise grøntsager, så lad dem spise frugt. Der er masser af vitaminer, fibre og væske i, og hvorfor blive uvenner over hvidkål, når man kan dynge børn til i jordbær?).
Det sidste tip er den opskrift, der altid redder mit forældreselvværd, hvis vi ryger ind i en kræsenhedskrise. For min datter har, siden hun var to, elsket »zolapasta«, det vil sige pasta med gorgonzolasauce – og pærer. Det er endda åndssvagt nemt. Hvad kan man så mere bede om?
Kog pasta (100 gram pr. person? Selvom man altid kan spise mere). Varm lidt olie og et skvæt fløde i en høj pande. Skær 150-200 gram gorgonzola i mindre stykker. De kan selvfølgelig investere i en god gorgonzola, men ellers er Nettos Dolce forbilledligt børnevenlig og bestemt spiselig. Rør ostehumplerne ud i fløden, til de opløser sig. Når pastaen er al dente, tilsættes den sammen med et par skefulde af pastavandet, det tykner saucen. Rør rundt, til massen smasker tilfreds. Smag til med salt, peber, citronsaft. Skær et par søde, men ikke for bløde, pærer ud i mindre stykker, og vend dem i. Snit valnødder og spinat, men lad være med at drysse det over, medmindre De vil sætte alt over styr – lad det stå i en voksenskål on the side til eget forbrug. Træerne vokser ikke ind i himlen.
Lad det komme an på en prøve. Måske har De pludselig børn eller børnebørn, som mæsker sig i blå ost? Så kan man ikke kaldes kræsen. Det er naturligvis ikke særlig sundt. Men det er raffineret. Og i mit verdensbillede er det en større dyd.
Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.
