Brande. Sydeuropa brænder, og det er blevet tilskrevet klimaforandringerne. Men det er ikke hele forklaringen: Brandene har mange fædre, og det handler som regel om penge.

Den perfekte ildstorm

Syden brænder. Italien, Grækenland, Spanien og Tyrkiet er blandt de hårdest ramte af voldsomme brande i Europa, som hjulpet på vej af klimaforandringernes ekstremt høje sommertemperaturer, tørke og vind fortærer alt fra skove og huse til turisternes liggestole på stranden. Og alt levende derimellem. Flora, fauna, kvæg, mennesker.

»Der er tale om en apokalypse. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det,« sagde Sotiris Danikas, officer i den græske kystvagt til nyhedsmediet ERT, da hundredvis af turister og fastboende i sidste uge blev evakueret fra Grækenlands næststørste ø, Evia. Fra færger og fiskerbåde så de til, mens flammerne åd sig vej gennem ferieparadiset, og himlen i hele synsfeltet farvedes dystopisk orangerød.

Og det er ikke kun i Europa. Også Sibirien og det amerikanske kontinent er plaget af et stigende antal brande fra år til år, fra Canada til Californien og længere ned i Amazonas. Et fænomen i mærkbar stigning – femten procent – gennem de seneste halvtreds år, og ifølge Verdensnaturfonden WWF er der ingen tvivl om, at klimaforandringerne spiller en væsentlig rolle. Også selvom brandene ofte er udløst af mennesker, som med eller uden forsæt udløser den afgørende gnist.

I Italien har det militære politikorps Carabinieri udarbejdet en rapport, hvori det skønnes, at kun to procent af alle brande i naturen er sat i gang af naturen selv, som oftest ved lynnedslag. Denne vurdering stemmer overens med konklusionerne i en WWF-rapport fra 2017, hvori man kan læse, at »skovbrandene i Middelhavsområdet er næsten udelukkende startet af mennesket selv«.

Henkastede cigaretskodder og skødesløse lejrbål fylder en del, som vokser i takt med, at flere og flere mennesker bevæger sig ud i naturen. Men langt størstedelen er bevidst påsatte brande. Det kan være pyromaner, enkeltvis eller i serier. Dog kun i mindre grad, vurderes det. Langt størsteparten af ildspåsætterne handler bevidst og ud fra motiver, der ikke er forbundet med pyromani, men med trangen til personlig, økonomisk vinding. Eller af simpel hævn, vurderer politikorpset, som har et særligt rejsehold, der tager sig af efterforskning af sager om ulovlig ildspåsættelse af skov.

Lederen af rejseholdet, Marco di Fonzo, tøver ikke med at kalde de flere tusinde årlige ildspåsættelser for »kujonforbrydelser«, fordi gerningsmændene »slipper ilden løs, og når den har bredt sig, er de langt væk«, som han forklarer til det italienske dagblad Corriere della Sera.

Tallene er skræmmende. Også hvis man bare kigger på Italien, hvor der siden midten af juni i år er registreret næsten 38.000 brande i naturen, svarende til en stigning på over halvfjerds procent i forhold til sidste år, som også var et rekordår med over 60.000 hektar, der gik op i flammer. Et problem, som myndighederne står temmelig magtesløse over for, hvis man skal dømme ud fra de blot atten anholdelser, det sidste år lykkedes italiensk politi at foretage. Næsten så godt som ingenting, når man tænker på, at ildspåsættelse af skov i Italien er noget, som i de alvorligste tilfælde kan give op til femten års fængsel.

Marco Di Fonzo forklarer, at den offentlige forvaltning af skovene også bærer et vist ansvar, »fordi skovene ikke bliver plejet i samme omfang som tidligere«, og der er mange gamle udgåede knastørre træer, som måske er gode for biodiversiteten, men som udgør en øget risiko, når der er ildspåsættere på spil, fordi ilden nemt kan få fat i det tørre ved og bevæge sig op mod trækronerne i den levende skov.

Mafia og solceller

I Italien er det særligt syditalienske regioner som Sicilien, Campanien Sardinien og Calabrien, der er hårdest ramt.

Alene Sicilien tæller hver år omkring 10.000 ulovlige brande, og også her er der tale om en gradvis stigning, som sidste år nåede op på 36.000 afbrændte hektarer, langt over halvdelen af de samtlige ødelæggelser ved brand i naturen i Italien.

Fælles for alle områderne er, at de er rige på skov, og de fleste af dem er også plaget af forskellige former for mafia. Ikke fordi mafiaorganisationerne har skovdrift i deres portefølje, men fordi de har interesser i aktiviteter, som kræver åbent land. Det kan for eksempel være solcelleparker, som i de senere år er begyndt at kæmpe med det sicilianske landbrug om pladsen. Flere jordejere, som har fået deres levegrundlag ødelagt af påsatte brande, har fortalt, at de i forvejen var blevet kontaktet af mæglere, som ønskede at formidle køb af jorden til solcelleparker.

Det kan jo være, at jorden ikke må sælges til andet formål end græsning, fordi der vokser fredede planter på den. Og hvis man så brænder den af, er planterne der ikke mere, og så forsvinder klausulerne måske.

Salvatore Zizzo, frivillig i brandslukningsberedskabet

Endnu er der kun tale om teorier og mulige spor, men allerede inden brandene denne sommer tog til igen, advarede det italienske parlaments antimafia-kommission om, at en ny katastrofe kunne være forestående, og at kommissionen havde iværksat en undersøgelse for at finde ud af, i hvor høj grad brandene skyldes spekulation, manglende pleje af skoven, politisk vanrøgt eller utilstrækkeligt præventivt arbejde.

Et særligt hårdt ramt område er det indre af Sicilien som for eksempel området omkring bjergbyen Troina, der i forvejen er kendt for at have en såkaldt »agro-mafia«, som også er blevet sat i forbindelse med et skudattentat mod en tidligere direktør for det lokale bjergområdes naturreservat i 2016. Ej heller her er der beviser for, hvem der står bag de mange brande. Men i sidste uge blev et par lokale bønder taget på fersk gerning, da de var ved at sætte ild til et buskads. Den lokale borgmester ville ikke udelukke, at der er tale om mafia. »Men der er mange flere muligheder,« udtaler han til dagbladet La Repubblica.

Almindelig gammeldags landskabspleje for eksempel. Hyrder og andre dyreholdere har altid brugt ild til at skabe grundlag for græsning. Men mange af dem er langt oppe i årene – den ene af de senest anholdte var for eksempel firs år – og det kan være svært at holde ilden under kontrol, hvis man ikke længere er let til bens, er det blevet fremført. Således indskriver brandene sig også som et symptom på Italiens gang i det hele taget, med afvandring fra landbruget og yderområderne samt en skæv demografisk udvikling. Det landskab, som før blev passet og plejet af mennesker, er nu i høj grad overladt til sig selv, eller til kriminelle kræfter.

Men gerningsmændene kan også være jordejere, som ikke har noget imod at sælge til solcelleparker, men som tværtimod hellere end gerne vil af med deres eftertragtede jord, forklarer Salvatore Zizzo, som er medlem af en forening af frivillige, der driver et hostel i et nedlagt kloster midt i et af de berørte bjergområder øst for Palermo.

»Det kan jo være, at jorden ikke må sælges til andet formål end græsning, fordi der vokser fredede planter på den. Og hvis man så brænder den af, er planterne der ikke mere, og så forsvinder klausulerne måske. Eller det kan være folk, der lever af at sælge vilde asparges og andre planter, som vokser godt i jord, der har været brændt af,« forklarer han til Weekendavisen.

Også du, skovbetjent

Zizzo er også af den mening, at de mange brande skyldes et sammenfald af forskellige interesser. Derudover hæfter han sig ved, at det nogle af brandene bryder ud forskellige steder på samme tid, hvilket kan vidne om, at de kan være organiseret på et højere niveau.

»Selv det private selskab, der udfører slukningsarbejdet med vandbombefly, er blevet nævnt som en mulighed. Der går ikke en dag efterhånden, hvor man ikke hører deres rumlen oppe i luften. De har masser af arbejde for tiden,« siger han, mens han er ved at gøre sig klar til at tage op i bjergene for at holde øjne og ører åbne for eventuelle brandstiftere, som allerede flere gange har været på spil i området.

»En af de gode ting, der er kommet ud af denne ulykkelige situation, er, at foreninger af frivillige som vores egen nu har fået lov til at indgå i overvågningen af territoriet og har fået en direkte linje til myndighederne, hvis de ser noget suspekt. Det kunne vi også før, men nu er det blevet lettere.«

Det hjælper selvfølgelig heller ikke på situationen, at den myndighed, som står i første linje, når det handler om at beskytte skovene, det italienske skovpoliti La Guardia Forestale, er kronisk underbemandet og underbudgetteret, i hvert fald ifølge skovbetjentenes fagforening. Samt at det udstyr, de har til rådighed, er nedslidt, og at indkøb af nyt materiel er strandet i juridisk-bureaukratiske forviklinger.

Ydermere må skovbetjentene finde sig i også selv at være på listen over mistænkte. Det gælder i særlig grad de mange tusinde løsarbejdere, som hvert år bliver hyret i nogle måneder ad gangen. Dette år lod ansættelserne for eksempel vente på sig længere end normalt, men efter brandene har Siciliens guvernør lovet at sætte skub i ansættelserne.

I et par enkelte tilfælde er det lykkedes at bevise, at et par af skovens løsarbejdere stod bag brande, ligesom gerningsmanden i et enkelt tilfælde viste sig at være en frivillig brandmand, som efterfølgende deltog i slukningsarbejdet og efter sigende gjorde et rigtig godt stykke arbejde med at slukke den brand, han selv havde antændt.