Vanrøgt. For 45 år siden rystede en tragisk vanrøgtssag Danmark. Et velanset lægepar viste sig at have mishandlet deres ti adoptivbørn, hvoraf tre døde i deres varetægt. Sagen udstillede store huller i systemet og førte til markante lovændringer.

Aldrig igen

<p>Ægteparret Brems fotograferet sammen med syv af deres adoptivbørn, mens alt endnu var godt – og de i medierne blev fremhævet som skoleeksemplet på en lykkelig adoptivfamilie.</p> Foto: <p>Ægteparret Brems fotograferet sammen med syv af deres adoptivbørn, mens alt endnu var godt – og de i medierne blev fremhævet som skoleeksemplet på en lykkelig adoptivfamilie.</p> Foto:
Ægteparret Brems fotograferet sammen med syv af deres adoptivbørn, mens alt endnu var godt – og de i medierne blev fremhævet som skoleeksemplet på en lykkelig adoptivfamilie.

Børn døde i Ole og Lise Brems’ store villa på Sneppevej i Klarup – en forstad til Aalborg. Ja, man havde set en barnekiste blive båret ud af huset i aftentimerne. Det fortalte naboerne. Politiet var alarmeret og satte i al hemmelighed parret under observation. Kort tid efter, i januar 1975, meldte Børneværnet ægteparret til politiet, og parret blev anholdt.

Ikke mange i offentligheden havde forestillet sig, at ordensmagtens projektør pludselig skulle rettes mod dette overlægeægtepar – og da slet ikke i forhold til mishandling af børn. For børn var ægteparrets hjertesag, og det gjaldt især de mest udsatte børn; nemlig handicappede, forældreløse udenlandske børn, hvoraf de havde adopteret ikke færre end ti. Det var sådanne børn, de havde viet deres liv til at hjælpe, hvilket gentagne gange var blevet fremhævet i pressen og forsorgssystemet. Præsten D. Reventlow, der tidligere havde været formand for adoptionsorganisationen Terre des Hommes, beskrev ægteparrets hjem som »det bedste af vores plejehjem«. Præsten skulle komme til at fortryde sine ord.

Efter et mere end ti timer langt grundlovsforhør den 12. januar 1975 eksploderede sagen i medierne. Aalborg Stiftstidende reserverede en stor del af avisen til at beskrive den forbløffende og chokerende vanrøgtssag. Avisen kunne blandt andet berette, at parret angiveligt skulle »have vanrøgtet og mishandlet fire af deres udenlandske adoptivbørn i så uhyggelig grad, at tre af børnene i løbet af to år er døde under mystiske omstændigheder, medens det fjerde barn har været på gravens rand«. Herpå kunne avisen mere detaljeret fortælle om de døde børn.

Uffe Bjørn Brems var det første barn, der mistede livet. Uffe afgik ved døden den 29. oktober 1972. Drengen stammede fra Thailand. Han blev tre år. Ifølge Ole Brems fik drengen en hjernesvulst og en form for sammenfald i ryggen. Lise Brems oplyste, at drengen i den sidste tid var blind på det ene øje, men de tilkaldte ingen hjælp, og drengen blev aldrig indlagt.

Fotos af de tre døde børn – Uffe, Kirsten og Peder – som blev vist frem under retssagen.
Fotos af de tre døde børn – Uffe, Kirsten og Peder – som blev vist frem under retssagen.

Kirsten Malene Brems døde den 7. november 1973, ti år gammel. Som dødsårsag angav Ole Brems malaria. Pigen skulle angiveligt være blevet ramt af et »malaria-tilfælde, efterfulgt af hysteriske anfald«. I forbindelse med anfaldet havde Lise – ifølge Ole Brems – slået barnet. I de følgende timer var barnets tilstand forværret voldsomt, og Lise Brems havde ringet efter manden og fortalt, at pigen var døende. Da Ole Brems, efter at have givet sig god tid, kom hjem, var Kirsten død.

Peder Mikael Brems – det tredje døde barn – afgik ved døden den 21. august 1974. Han blev ni år gammel. Peder var født i München, og han var søn af en afrikansk far og en tysk mor. Peder var angiveligt død, efter at han havde kastet op, i hvilken forbindelse han havde fået noget i luftvejene. Om begivenheden fortalte Lise Brems under grundlovsforhøret: »Fra badeværelset hørte jeg et bump – og fandt ham ligge i køkkenet. Han havde taget en karaffel med hjemmebrygget hvidvin i køleskabet – og praktisk talt tømt flasken. Efter 10-20 minutters tid mistede han bevidstheden.« Peder døde kort efter.

Eneste underskrift på børnenes dødsattester var Ole Brems’, og af dødsattesterne fremgik det kun, at ingen mistænkelige forhold gjorde sig gældende. Ved alle dødsfaldene havde ægteparret hurtigt skaffet sig af med ligene ved at få dem kremeret og begravet på de ukendtes plads på kirkegården. Ingen af børnene var på noget tidspunkt forbi sygehusvæsnet, og ingen myndigheder blev involveret. Alle spor var slettet.

Dobbeltroller

Skandalen stoppede imidlertid ikke med de døde børn. For drypvis kom i hvert fald en del af den grusomme sandhed for dagen: Dødsårsagen var vanrøgt og mishandling. Snart flød de landsdækkende dagblade over med historier om, hvad der var foregået bag hjemmets fire vægge: Ekstra Bladet kunne således den 14. januar 1975 berette om, »hvordan børnene var blevet bagbundet og lagt i et bryggers, hvis de havde tisset i sengen«. Hertil kom, at Lise Brems, ifølge kilder, helt uhæmmet skulle have slået Peder og Uffe med forskellige genstande, hun lige havde ved hånden. Ole Brems selv underbyggede disse påstande ved på et retsmøde at bekræfte rygterne om, at nogle af børnene havde fået hældt acetone i øjnene, var blevet slået med en kødhammer og madet med kogende vælling – hvortil han i øvrigt tilføjede, at et af børnene, Uffe, var blevet pukkelrygget af de mange slag, han havde modtaget. Det nævntes i øvrigt også, at børnene blev givet stærk antipsykotisk medicin, når de ikke kunne sove.

I løbet af 1960erne vendte mange danske barnløse par deres blikke mod det langt mindre regulerede udenlandske adoptionsmarked.

Myndighederne kunne næppe heller tåle at stå i sandhedens skærende lys. Demaskeringen var begyndt. Først kom det hurtigt for en dag, at vanrøgten i det Bremske hjem havde været kendt længe. Allerede i slutningen af 1973 havde en lærer i området henvendt sig til børne- og ungdomsværnet, idet hun frygtede for børnenes liv. Dernæst kom det frem, at en mand fra området i 1974, uden held, havde kontaktet Socialforvaltningens rådmand. Manden ønskede at gøre opmærksom på verserende rygter om Brems-parrets børnemishandling.

Advarsler i forhold til Brems-parrets ageren havde det altså ikke skortet på. Men hvorfor havde myndighederne så ikke grebet ind tidligere? Forklaringen skal formentlig findes i tidens særlige adoptionsforhold. I løbet af 1960erne vendte mange danske barnløse par deres blikke mod det langt mindre regulerede udenlandske adoptionsmarked. Her blev de blandt andet hjulpet af ildsjæle, der havde gjort adoptionen af udsatte udenlandske børn til deres hjertesag. Det gjaldt blandt andet – som beskrevet i bogen Børneimporten fra 2013 – Tytte Botfeldt, der i en årrække fungerede som primus motor for den udenlandske børneadoptionssag, idet hun var engageret i Plejehjemsforeningen og med til at starte foreningen Glemte Børn (det senere DanAdopt), ligesom hun var engageret i Terre des Hommes.

Tytte Botfeldt handlede uden tvivl i den bedste hensigt, men omkring hende begyndte der at samle sig personer af mere tvivlsom karakter. Det gjaldt blandt andet Anna Lund, der havde fungeret som torturbøddel for tyskerne i det besatte Danmark – og efter sin løsladelse engagerede sig i adoptionssagen, i hvilken forbindelse hun hjalp Tytte Botfeldt med at finde egnede adoptionsbørn i Tyskland, hvor mange børn af tyske kvinder og sorte amerikanske soldater var uønskede. Og så var der Ole og Lise Brems, der indledte et tæt parløb med Tytte Botfeldt, idet hun hjalp dem med at finde egnede børn til adoption, sideløbende med at Ole Brems engagerede sig i Botfeldts adoptionssag. Blandt andet blev han formand for Glemte Børn samt formand for Plejehjemsforeningen. Ole Brems var altså adoptionsfar og formand for flere formidlende adoptionsorganisationer! Højst uhensigtsmæssige dobbeltroller. Hertil kom, at Lise Brems fik store mængder af beroligende medicin og var stærkt overvægtig – hvilket Ole Brems’ lægekolleger dog havde set stort på, da de erklærede parret for egnede adoptionsforældre.

Dødens hus

Alle myndighedsfejl til trods var de egentlige skyldige, når alt kom til alt, Ole og Lise Brems. Hvad havde dog ført dem så vidt, at de kunne vanrøgte og mishandle sårbare, handicappede børn til døde? Ingen af de to stammede selv fra udsatte hjem. Ole Brems var opvokset i Holte og havde i 1957 taget sin medicinske uddannelse med udmærkelse. Senere gjorde han karriere inden for psykiatrien. I 1959 mødte han Lise, der stammede fra Livø i Jylland. Hun uddannede sig til sygeplejerske og specialiserede sig også inden for psykiatrien. Efter nogle år stod det parret klart, at de ikke kunne få børn, og de engagerede sig derfor i adoptionssagen. På det mere personlige plan fremstod Lise Brems – der både var fysisk stærk og havde et meget opfarende temperament – som den dominerende, og Ole Brems lod sig angiveligt dominere.

Under den efterfølgende retssag fremstillede Ole Brems gang på gang sig selv som den underkuede, der blot gjorde, hvad hans kone befalede. Ja, han hævdede sågar, at han frygtede for sit eget liv. Udsagnet underbyggedes af hans nye samlever, lægesekretæren Anne Marie Clausen, der fortalte: »Ole har været bange i de to måneder, vi har boet sammen (...) Han har også fortalt mig, at han var bange for selv at blive slået ihjel.« Noget usammenhængende fremstod Ole Brems’ ansvarsforflygtigende udtalelser dog. For var det ikke ham, der havde skrevet alle dødsattesterne på de døde børn? Og var det ikke ham, der som læge havde undladt at bringe børnene på sygehuset? Og var det ikke ham, der havde givet børnene farlig antipsykotisk medicin, når de havde svært ved at sove?

Anna Lund fungerede som torturbøddel under Besættelsen og dømtes i det efterfølgende retsopgør til døden. Hun blev dog benådet, og efter sin løsladelse engagerede hun sig i adoptionen af mulatbørn til Danmark.
Anna Lund fungerede som torturbøddel under Besættelsen og dømtes i det efterfølgende retsopgør til døden. Hun blev dog benådet, og efter sin løsladelse engagerede hun sig i adoptionen af mulatbørn til Danmark.

Samtidig var der mange uklarheder omkring de døde børn. Omstændighederne omkring Peders død virkede for eksempel højst mærkværdige: At han angiveligt havde mistet livet efter at have tømt en flaske vin fra køleskabet. Det lykkedes aldrig at trænge til bunds i dødsårsagen, da liget straks blev kremeret, ligesom det gjaldt for de andre døde børn. I 2013 fortalte et af de overlevende adoptivbørn, Iben, imidlertid til Politiken: »Peder blev kvalt i sit eget lort for at kalde en spade for en spade. Han sked i bukserne af skræk og blev fodret med sin egen lort, som blev skyllet ned med overgæret hjemmebrændt, som de hældte i ham. Og så døde han.« Ole Brems skulle, ifølge Iben, have været til stede under drabet.

Under den efterfølgende retssag lykkedes det aldrig endeligt at fastslå, hvad der var foregået i det Bremske hjem – i pressen omtalt som »dødens hus« – og hvordan børnene var kommet af dage. Ligene var væk, og de overlevende børn var traumatiserede og derfor svære at afhøre. Ved Landsretten idømtes Ole og Lise Brems i august 1975 henholdsvis to og fire års fængsel for mishandling, vanrøgt og vold. Året efter døde Lise Brems, under uklare omstændigheder, i sin celle. Ole Brems skiftede efter endt afsoning identitet og skabte sig en ny tilværelse.

I 1976 fik Danmark en ny adoptionslov. Godkendelsen af adoptanter blev nu henlagt til særlige amtskommunale socialcentre, der refererede til et centralt adoptionsnævn. Hertil blev ligsynsloven af 1871 ændret, sådan at læger ikke længere kunne udskrive dødsattester over nærtstående personer. Credoet var: Aldrig mere en Brems-sag. Må det stå til troende!