Portræt. Simone Biles er verdens bedste redskabsgymnast og den amerikanske drøms sorte superhelt. Både på og uden for måtten gør hun det umulige. Måske kan det ikke lade sig gøre.

Saltomortale

Saltomortale Af Anders Emil Møller

Før eller siden måtte hun jo lande. Alt andet ville være umenneskeligt. Ingen havde dog forestillet sig, at det skulle være på den måde. Og på den dag, hvor hun skulle have skrevet historie med et helt nyt spring over hest og endnu en guldmedalje til USA.

Simone Biles var for længst udråbt til amerikansk olympisk ikon. Med sine fire guldmedaljer ved OL i 2016 og uafbrudte høje niveau lige siden var forventningerne endnu højere. Alt var lagt an på fortællingen om nye umenneskelige præstationer fra supergymnasten.

Den slags kan intet menneske være upåvirket af, og hendes kollaps ved de olympiske lege i Tokyo virker nærmest uundgåeligt.

Amerikanerne var forsvarende mestre og storfavoritter til at vinde holdkonkurrencen igen. Det siger sig selv, at man ikke vinder netop denne konkurrence alene, men Biles var ene om at tabe guldet for de amerikanske kvinder af den simple grund, at de kun er guld værd med hende. I sit første spring stod hun simpelthen af. Først stoppede hun rotationen før tid for at lande sikkert. Dernæst trak hun sig fra konkurrencen. Kontrolleret, men chokerende.

»Jeg stoler ikke rigtigt på mig selv, som jeg gjorde før. Og jeg ved ikke, om det er alderen, jeg er lidt mere nervøs, når jeg gør gymnastik,« sagde Simone Biles efter konkurrencen.

Hun landede på benene, men havde det altså ikke godt. Og sådan skal det jo ikke være. Landingen er måske nok afgørende i gymnastik, men resten af verden har til alle tider været ligeglade med superatletens liv efter hyldesten med nationens flag og hymne. Det er jo også i sig selv det mindst interessante i sport. Her er det alt det, der går forud, der er fascinerende: de vilde spring, tanken om de uendelige træningstimer og skrækken for de invaliderende fald.

Som i al anden elitesport er det ikke mennesket, der er i fokus, men resultaterne og kulten om de umenneskelige præstationer. I olympisk sammenhæng skal vi formentlig tilbage til Hitlers Berlin i 1936, hvor atletikudøveren Jesse Owens første gang definerede denne særlige amerikanske heltefigur, hvis historie blev større end atleten.

Ligesom Biles vandt han fire guldmedaljer. Og ligesom Biles var han sort. Med sine sportslige præstationer viste han, at den ariske races overlegenhed var en falsk og syg tanke, mens Hitler så magtesløs til fra tribunen. Hans sejr blev en hel verdens symbol på modstanden mod nazisternes fremmarch. Et ikon var skabt. En fast figur var støbt.

Senere trådte andre i hans sted. Muhammad Ali som Cassius Clay i 1960. Sprinterne Tommie Smith og John Carlos med deres knyttede næver i 1968. Carl Lewis i både længdespring, 100 og 200 meter sprint i 1984 – ganske som Owens. Florence Griffith Joyner med sine lange malede negle og eklektiske dragter i 1988. Og Marion Jones med det uskyldige smil og eksplosive sprint i 2000. Hvert fjerde år vælger amerikanerne deres uofficielle maskot og superhelt. De er stort set altid sorte. Sådan er figuren skabt.

Det er, som om alle kan blive enige om myten om den sorte atlet som suveræn. De sorte landsmænd har brug for dem som helte. De hvide ser dem som en form for salvelse for deres dårlige samvittighed. Her er beviset på, at det hele ikke er skidt. At alle har mulighed for at blive til noget stort – den amerikanske drøm. For Simone Biles var det uundgåeligt at havne i den rolle. Hendes resultater og person var for overbevisende. Hendes historie større end hende selv, uanset om hun ville det eller ej.

»Lige netop de her olympiske lege ville jeg have for mig selv. Men jeg følte, at jeg stadig gjorde det for andres skyld. Og det skærer i hjertet, fordi det, jeg elsker, er blevet taget fra mig for at tilfredsstille andre,« sagde hun i Tokyo efter at have trukket sig fra den første konkurrence.

Nye og overraskende toner fra den figur, der ellers har været støbt i samme faste form OL efter OL. Men det var nok aldrig muligt at have OL for sig selv. Ikke for en verdensstjerne, aldrig for den udvalgte amerikaner. Det er ikke bare hendes OL, hun står på skuldrene af giganter.

Det er i denne amerikanske historie, at 24-årige Simone Biles skriver sig ind. Biles selv har ellers gjort sit for at styre sin egen historie, og der er meget at fortælle, før vi når det velreflekterede kollaps i Ariake Gymnastikcenter tirsdag den 27. juli 2021.

Som så mange andre opdagede jeg hende ved OL i Rio i 2016. Jeg har selv dyrket gymnastik, men der har aldrig været meget af sporten på tv, da der jo ikke findes en professionel liga som i de fleste andre sportsgrene. Så denne disciplin har altid været et af højdepunkterne, når der vises OL.

Da jeg var barn i 1980erne, var det altid atleter fra østblokken, der dominerede. Nadia Comăneci havde taget alle med storm og banet vejen for, at kvinderne for alvor var stjernerne. Eller rettere pigerne. Det var ikke kun i størrelse, men også alder, at disse topatleter var små. Mændene var måske nok stærkest, men pigerne var som Den Kolde Krigs bløde våben med deres umenneskelige smil, ynde og balance klædt i deres gymnastikdragter med pailletter, opsatte hår og dukkeagtige makeup. Smidige som elastikker. På mange måder et bizart skue, men alle dage fascinerende. Sådan er det fortsat med Biles som den mest banebrydende.

Vi lader tidligere dansk, nordisk og europæisk mester i spring-rytme-gymnastik, Rasmus Fristed, forklare hendes styrker:

»Hun er 142 centimer lav og brølstærk. Det er en ideel kropsbygning til moderne redskabsgymnastik. Tidligere kunne man vinde med mere elegance end kraft, men i dag er sværhedsgraden af spring afgørende, og det gælder om at komme højt i luften og hurtigt rundt. Det kræver en særlig fysik, som vi ikke ser hos eksempelvis kinesiske gymnaster.«

For det andet:

»Biles har også en helt særlig luftsans. Man kunne kalde det en spatial bevidsthed. Det gør hende i stand til at mestre nye spring hurtigere end andre og er nok også en af grundene til, at hun har introduceret de her nye spring.«

Og sidst men ikke mindst: »Hun har vundet alt siden 2013, så hun må være helt ekstremt ærgerrig. Hun vil ganske enkelt vinde. På den vis er hun et produkt af det amerikanske gymnastiksystem, hvor de bliver skolet gennem konkurrencer, så fokus er på vinderne fremfor talenterne. Der er jo tale om livsfarlig ekstremsport, så hendes psyke er vild.«

At opfinde og udføre nye spring er kun de bedste forundt. Her bliver det tydeligt, at Biles står på skuldrene af alle tidligere stjernegymnaster og derfa kan hoppe endnu højere og føje nye elementer til sine øvelser.

Hun har fået fire spring opkaldt efter sig. Det første kom i 2013 og er en dobbelt strakt baglæns salto med halv skrue på gulv. Det andet i 2018 er på hesten, hvor hun laver et araberspring på springbrættet efterfulgt af en halv skrue, før hun lander på hesten med hænderne og sætter af med skuldertryk til en strakt forlæns salto med dobbelt skrue. Det gjorde hun i øvrigt 17 timer efter, at hun var på hospitalet med nyresten.

Det tredje er en dobbeltsalto med dobbelt skrue i afspringet fra den ti centimeter brede bom. Det fjerde endnu et spring på gulv, hvor hun slutter en serie med en såkaldt triple-double, der dækker over tre skruer om egen akse og to saltoer i lukket positur. De to sidste introducerede hun ved VM i 2019.

I år havde hun så debut med en Yurchenko, et araberspring efterfulgt af flikflak, over hest afsluttende med dobbelt hoftebøjet salto. En hel saltomortale mere, end nogen anden har forsøgt. Og et spring hun havde varslet til OL, for at kunne få det opkaldt efter sig. Hun kan stadig nå det i den individuelle disciplinfinale søndag.

Det virker måske fjollet, men har man et spring, der bærer ens navn, så er man udødeliggjort. Man er pludselig en øvelse i en træningssal i Seoul, Chicago eller Slagelse. Jeg husker selv, hvordan vi talte om Tsukahara og Yurchenko, mens vi forestillede os aldrig at skulle lande. Nu taler gymnaster ikke bare om én Biles, men om fire forskellige. Ikke sært, at Biles selv kan blive forvirret.

Vi skal også lige have slået fast, at Simone Biles i en alder af 24 år ikke ligefrem får lampefeber ved konkurrencer. Hun er den gymnast, der har vundet flest VM-medaljer. Hun har ikke tabt en all-around-konkurrence siden 2013, det år hun begyndte at konkurrere som senior. Herunder fem verdensmesterskaber. Hun blev den første amerikaner, der vandt fire discipliner ved et VM i 2014. Det gentog hun i 2015 og 2018. I 2019 vandt hun fem titler. Hun var så meget foran de andre, at hun sikrede sejren trods to fald.

Hun er ellers ikke født til at være foran. I en ny dokumentarserie på Facebook Watch fortæller Biles om sine første år med en mor, der var stofmisbruger og ikke kunne tage vare på hende og hendes søskende. De havde ikke mad, men moren fodrede alligevel altid en tilfældig kat ved huset fremfor børnene. De fire søskende kom på børnehjem i en periode, inden to søskende blev adopteret af bedsteforældrene på farens side, mens Biles og hendes søster blev adopteret af bedsteforældrene på morens side og flyttede fra Ohio til Texas. Det var her, hun begyndte til gymnastik i en alder af seks år. Og når Biles står i hallen mellem disciplinerne og venter på at gå i samlet flok med de andre små gymnaster til næste station med sit eget udstyr pakket i en alt for stor rygsæk, ligner hun stadig en lille pige, der er ny i salen.

Men modgangen fortsatte i hendes år som ung gymnast. Blot få uger efter hendes mange guldmedaljer i Rio i 2016 kom det frem, at lægen Larry Nasser fra det amerikanske gymnastikforbund havde misbrugt hundredvis af gymnastikpiger. Også Biles var offer. Hun stod selv frem og delte sine oplevelser på Twitter med hashtagget #metoo.

Sagen blev en af de mest omfattende og uhyggelige. Misbruget var groft og havde stået på i årevis i netop det gymnastikcenter, hvor Biles og flere andre olympiske deltagere trænede hver dag. 156 piger vidnede mod lægen, der blev dømt i flere sager til mere end 300 års fængsel. Efterfølgende blev det amerikanske gymnastikforbund presset til at skifte hele ledelsen ud. Alle sponsorer trak sig fra forbundet, og det er siden blevet erklæret konkurs.

Alligevel er det fortsat forbundet, der udtager og organiserer OL-deltagelse. Til stor frustration for Biles, der holder fast i sin kritik af forbundet for ikke at tage ansvar for at komme til bunds i det voldsomme forløb. Hun er den eneste gymnast fra sagen, der endnu er aktiv, og hun har sagt, at det er hendes bidrag til at fastholde fokus på en sag, der ellers ville dø ud.

I tiden op til legene i Tokyo har Biles skruet op for presset. Hun skiftede sin sponsor Nike ud med Atleta, der i højere grad end resultater fokuserer på livsstil og kvinders lige muligheder. En profil, der er skabt til og med Biles. Hendes seneste slag mod det officielle gymnastiksystem i USA er en landsdækkende opvisningsturnering efter OL. En turné, der normalt bliver arrangeret af forbundet og fungerer som en afgørende indtægtskilde. Men forbundet har opgivet at konkurrere med Biles og hendes Gold Over America Tour. Eller i forkortet form: GOAT.

GOAT er også forkortelsen for Greatest Of All Time og er netop, hvad Simone Biles er. Mange sportsfolk stræber efter denne udmærkelse, men Biles ser ud til at eje den. Kigger man godt efter på ryggen af hendes gymnastikdragt, kan man se en glimtende ged formet af pailletter. Og i dagene op til hendes OL-deltagelse dedikerede Twitter en ny emoji af en springende ged med guldmedalje til Simone Biles. I det hele taget er de sociale medier en stor del af den moderne atlets apparat. Det er her, hun er i dialog med sine fans. Det er her, hendes sponsorer kommer i kontakt med kunderne. Og det er her, presset på en eller anden måde altid følger hende. Selv når hun ikke er i konkurrence.

»Jeg føler virkelig, at jeg til tider bærer hele verden på mine skuldre. Jeg ved godt, at jeg børster det af mig og får det til at se ud, som om presset ikke påvirker mig, men for pokker, hvor er det hårdt, hahaha! OL er ikke for sjov!« skrev hun på Instagram efter sine indledende øvelser i Tokyo. Og som dokumentation for pointen fik hun mere end 1,5 millioner likes.

På Facebook florerer hun i en syv afsnit lang tv-dokumentar, hvor hun fortæller om presset som elitegymnast, stjerne og forsvarende mester. Titlen er næsten profetisk: Simone vs. Herself.

Hun har med meget præcise ord varslet sin mentale træthed og følelsen af umenneskeligt pres længe før kollapset i Tokyo. Således ligner de seneste dages begivenheder næsten et manuskript, der allerede er skrevet til at bringe hende videre med livet efter sporten. De amerikanske medier har siden hendes kollaps været fulde af analyser af skiftet fra uovervindelig atlet til sårbar og ærlig. Folk synes, det er modigt. Og det er da også svært at mindes en atlet, der fejlede, være så reflekteret over hele balladen så kort efter.

Med de uendeligt mange nyheder om hendes forklaring på kollapset virker det, som om hun endnu en gang går forrest og fjerner skammen ved at sige fra. Som en GOAT. Overlegent. Umenneskeligt, så vi andre kan bevare drømmen om den suveræne atlet fra Olympen.

Den amerikanske drøm med saltomortale.

Side 31