Skattejagt. Italieneren Michelangelo Merisi da Caravaggio (1571-1610) malede sig i sit korte, dramatiske liv ind i kunsthistoriens verdenselite. Fire hundrede år efter hans død drypper arven fra »barokkens slemme dreng« stadig i form af ukendte, måske ægte værker, som pludselig dukker op og vækker furore eller forsvinder sporløst.

Caravaggio eller ej

Caravaggio eller ej Af Morten Beiter

Engang var de funklende nye, frydefulde frembringelser, bestilte, betalte, besungne, begærede. Så forsvandt de i tidens store skyl. Pludselig kommer de væltende tilbage i opmærksomhedens centrum, beskidte, skrammede, næsten ukendelige. Det handler ikke om rumskrot, men om måske genfundne malerier af Caravaggio, en af de mest gådefulde, rebelske og fascinerende malere i kunsthistorien. Det er, som om mesterens sjæl leger med eftertiden og pirrer den med ulidelig tvivl. Lige så sikre, som nogle kunsteksperter kan virke i deres sag om, at et »genfundet« værk er den ægte vare, nøjagtig lige så påståelige kan andre være om det stik modsatte. Og ofte er det en tilpas mængde af overbevisning, der afgør, om et lærreds værdi skal opgøres i tusinder eller millioner. Om det skal hænge på et stort museum, i en privat samling eller i en almindelig dagligstue. Om verdenskunstarven er blevet et værk rigere. Eller om verden blot er blevet bedraget endnu en gang.

1.500 euro var startprisen på et oliemaleri af dimensionerne 111x86 cm, nummer 229, der var gengivet i det spanske auktionshus Ansorenas onlinekatalog for auktionsforretning nummer 409 af 8. april i år. Motivet var det velkendte af den piskede og tornekronede Kristus, som fremstilles for folket af den romerske præfekt Pontius Pilatus med de latinske ord »Ecce Homo« – på dansk: »Se, her er manden!« Auktionshusets eksperter tilskrev maleriet en ukendt maler fra »Jusepe de Ribera-kredsen«. Ribera (1591-1652) var en berømt spansk maler, som levede det meste af sit liv i 1600-tallets Napoli, hvor han var under stor indflydelse af Caravaggio, selv om det er uklart, om de nogensinde mødtes. Og det skulle altså være en ukendt maler i kredsen om Ribera, der havde stået for maleriet i auktionskataloget, mente auktionshusets eksperter. Ikke just et mesterværk, altså, og dertil dækket af århundreders snavs.

Da auktionen oprandt, var nummer 229 stadig i kataloget, hvor det stadig kan ses. Men maleriet kom aldrig under hammeren. Kort forinden blev det »opdaget« som en mulig Caravaggio og fjernet fra salgslisten, og kunstkendere fra nær og fjern er siden valfartet til Madrid i håb om at få lov til at studere det helt tæt på i jagten efter detaljer, som kan afgøre, om dette er endnu et længe savnet, genfundet værk af den store italienske mester.

Den italienske kunsthistoriker, politiker og provokatør Vittorio Sgarbi er ikke i tvivl, selv om han endnu kun har set maleriet på fotografiet i kataloget.

»Så snart jeg så det, vidste jeg, at dette var et værk af Caravaggio,« sagde han til italienske medier og tilføjede, at han ville forsøge at finde penge, så maleriet kan komme tilbage til Italien, som det for 400 år siden forlod, måske på en spansk vicekonges flyttelæs.

Sgarbis troværdighed er dog på det seneste udfordret af, at den romerske anklagemyndighed mistænker ham for mod bedre vidende at have bekræftet autenticiteten af en stribe kunstværker. Men også Sgarbis kollega Maria Cristina Terzaghi, som underviser i historie på universitet i Rom og regnes for en af Italiens førende Caravaggio-eksperter, er overbevist om ægtheden. Og hun har vel at mærke været i Madrid og set maleriet på nærmeste hold.

»Jeg er ikke i tvivl. Det er klart et værk af Caravaggio,« har hun således sagt.

En tredje førende italiensk Caravaggio-ekspert, Massimo Pulini, stemmer i:

»Jeg er sikker på, at det madrilenske maleri vil blive anerkendt som en af Caravaggios mest intense værker.«

Men så er der også en velrenommeret ekspert som Nicola Spinosa, også han italiener, som mener, at maleriet kun er »et veludført værk af Caravaggio-skolen« og altså dermed ikke den ægte vare.

Den danske kunsthistoriker Mogens Nykjær ser til den nye strid med et strejf af nordisk kølighed.

»Jeg vil nok lægge mest vægt på Spinosas vurdering, da han i sin tid som direktør for Capodimonte-museet i Napoli har været vant til at færdes blandt Caravaggio-billeder.«

Nykjær tvivler på, om spørgsmålet om ægtheden af maleriet i Madrid nogensinde vil blive fuldt opklaret:

»Man ved jo reelt ikke præcis, hvor mange malerier en maler som Caravaggio malede. Det brugte man ikke på den tid. Og det bliver ikke mindre forvirrende af, at mange malerier blev kopieret i flere eksemplarer. De tekniske, videnskabelige undersøgelser er naturligvis en stor hjælp. Pigmenterne, lærredet, malerens unikke ’håndskrift’, som ikke uden videre kan efterlignes. Men bevisbyrden kan alligevel være voldsom tung at løfte. Med andre malere som for eksempel Rembrandt har vi set det samlede værk svulme op for derefter at blive reduceret igen,« forklarer Mogens Nykjær.

Arbejdet bliver ikke lettere, når der som med Caravaggio er tale om en af kunsthistoriens allerstørste malere, som kan få svimlende summer til at rulle. I sidste ende kan det ende med et spørgsmål om overbevisning, ikke mindst hos en eventuel køber. Et tveægget sværd, som også sælgeren kan skære sig på, hvilket briten Lancelot William Thwaytes, der optræder senere i denne artikel, kan tale med om.

Det handler naturligvis ikke kun om penge, men også i høj grad om kunsten selv, også selv om de to ting ofte kan synes svære at skille ad.

»Caravaggio var ikke et miskendt geni, mens han levede. Sådan nogle havde man jo ikke i gamle dage. Han var voldsomt populær, for han var simpelthen en god maler, som henvender sig direkte til en forudsætningsløs beskuer med sin stærke realisme. Selv om han hverken havde elever eller værksted, er han vel den eneste maler, der har givet navn til en hel retning, Caravaggisterne, en af de vigtigste retninger i barokkens malekunst. Men når han er så voldsomt populær i dag, og der både laves film og skrives romaner om ham, så skyldes det vel også, at han var en af de første malere, der levede et romantisk liv. Han var blandt de første, der ikke var ansat af kirken eller hoffet, men gik deres egne veje og dermed præfigurerer den moderne maler. Så er en maler som Rafael straks sværere at formidle, for han siger ikke umiddelbart et moderne menneske så meget,« siger Mogens Nykjær.

Hvem der får ret i den spanske affære, er endnu for tidligt at sige, og måske bliver det aldrig klart. Da rygterne begyndte at svirre om, at der måske var tale om et Caravaggio-maleri, udstedte det spanske kulturministerium omgående et forbud mod at eksportere værket fra spansk territorium. Det befinder sig i øjeblikket på et »ukendt sted« i Madrid, overladt af sine spanske ejere til det London-baserede, internationale kunstgalleri Colnaghi, som har påtaget sig at rense, restaurere, identificere og eventuelt sælge maleriet til et offentligt museum eller en privat samler. Og man har ikke travlt, har galleriets spanske direktør, Jorge Coll, ladet forstå.

Maleriet Ecce Homo, der forestiller den tornekronede Kristus og den romerske præfekt Pontius Pilatus, blev i lang tid tilskrevet Jusepe de Ribera. Man da det pludselig så ud, som om penslen havde ligget i hånden på Caravaggio, blev vurderingssummen fordoblet 100.000 gange. Foto: Wikimedia Commons
Maleriet Ecce Homo, der forestiller den tornekronede Kristus og den romerske præfekt Pontius Pilatus, blev i lang tid tilskrevet Jusepe de Ribera. Man da det pludselig så ud, som om penslen havde ligget i hånden på Caravaggio, blev vurderingssummen fordoblet 100.000 gange. Foto: Wikimedia Commons

»Offentligheden har allerede ventet 400 år på at se dette maleri. Så kan de vel også vente ét til,« har han udtalt til Reuters. Hvilket selvfølgelig også giver eventuelt interesserede købere god tid til at melde sig.

Men de skal have den store tegnebog med. Hvis det virkelig kan sandsynliggøres, at det skulle være et værk af Caravaggio, kan prisen komme helt op på 150 millioner euro, vurderes det. Svarende til cirka 1,1 milliard kroner. Eller omkring 117.000 kroner pr. kvadratcentimeter. Det var også vurderingen på et andet Caravaggio-maleri, Judith og Holofernes, som blev fundet på et loft i den franske by Toulouse i 2014 og solgt til en anonym køber for et hemmeligholdt beløb.

Det med de 400 år er dog lidt af en overdrivelse. For da maleriet af den tornekronede Kristus tilbage i 1823 i en byttehandel med et værk af den spanske maler Alonso Cano (1601-1667) havnede i hænderne på den fremtrædende slægt Perez de Castro, som stadig ejer det i dag, stod der med tydelige bogstaver i salgsdokumentet, at nyerhvervelsen var en »Ecce-Hommo con dos saiones de Caravaggio«. Dokumentet var bare forsvundet i arkiverne, hvorfra det nu er dukket op igen, og i mellemtiden måtte man i familien være begyndt at tro, at maleriet var af Ribera eller en af hans følgere. Det var således gået i arv fra generation til generation og havde i de seneste mange år hængt i Madrid i stuen hos en kunstnerinde, som havde været gift med en Perez de Castro, hvis tre børn nu ønskede at omsætte maleriet gennem auktionshuset Ansorena, der havde vurderet det til de famøse 1.500 euro.

Det store spørgsmål er nu, om der vitterlig er tale om det Caravaggio-maleri, som ifølge dokumenter i 1659 ankom til Spanien fra Napoli på en hjemvendt spansk vicekonges flyttelæs. På samme læs var der i øvrigt også et andet værk af Caravaggio, Salome med Johannes Døberens hoved, som i dag kan ses på Prado-museet i Madrid. Hvordan de to maleriers veje senere skiltes, er – som så meget andet i denne affære – uklart.

Men mange fremtrædende eksperter virker overbeviste om, at den er god nok. At maleriet i Ansorenas auktionskatalog virkelig er den Ecce Homo af Caravaggio, som den italienske maler, antikvar og kunstnerbiograf Giovanni Pietro Bellori (1613-1696) i 1672 omtaler i sin bog Vita de’ Pittori som værende »bragt til Spanien«. Oprindelig malet i 1605 på bestilling til en af den katolske kirkes prinser, den italienske kardinal Massimo Massimi. Bestillingen hos Caravaggio fremgår af en kontrakt, udfærdiget og underskrevet af Caravaggio selv og genfundet i 1987 i Massimi-slægtens arkiv i Rom. En hasteopgave tilsyneladende, da kontrakten er indgået 25. juni 1605 i Rom, og afleveringsdatoen er fastsat til 1. august samme år. Men kardinalen skilte sig hurtigt af med billedet og sendte det ud på en rejse, som måske endte i Madrid.

Værket var tænkt som en fremstilling af menneskehedens mest uretfærdige dom. Men hvis hånden, der havde malet det, pludselig var den samme, som havde begået en forbrydelse, risikerede fortællingen at tabe sin oprigtighed

Massimo Pulini i det katolske blad Avvenire

En forklaring lyder, at Caravaggios Ecce Homo blot var én ud af tre samtidige bestillinger på tornekroninger, hvor Caravaggio uden at ane det konkurrerede med sine kolleger Lodovico Cigoli og Domenico Passignano. Det påstår i hvert fald Cigolis nevø, Giambattista Cardi Cigoli, som i en biografi skriver, at kardinalen bestilte én tornekroning hos hver, så han bagefter kunne vælge det, han brød sig mest om. Vinderen blev hans onkel Lodovico Cigoli, og ikke Caravaggio, hvis maleri blev solgt. En plausibel forklaring måske, hvis ikke den modsiges af datoerne. Caravaggios maleri blev som sagt bestilt af kardinalen i juni 1605. Lodovico Cigolis maleri først i marts 1607. Der var altså næppe tale om en konkurrence mellem de to. Men måske mere om den ulykkelige omvæltende omstændighed, at Caravaggio, som også var kendt som en drikfældig slagsbror, i slutningen af 1606 måtte flygte ud af pavestaten med en dødsdom i hælene. Under et slag middel­aldertennis, kaldet pallacorda, var han i Rom kommet op at slås med en af sine fjender og havde såret ham dødeligt, hvorefter Caravaggio selv blev dømt til døden ved halshugning som den simple morder, han pludselig blev betragtet som. Han nåede dog at iværksætte en flugt mod syd, først til Napoli, som tre et halvt år senere endte med, at han mange mesterværker senere døde af sygdom i en alder af 38, netop som han var ved at vende tilbage til Rom for at blive benådet. Det er således nærliggende at forestille sig, at kardinal Massimi, hvor meget han end holdt af Caravaggios maleri, ikke længere kunne have hans tornekroning hængende og derfor skilte sig af med maleriet eller gemte det af vejen og bestilte en erstatning eller to hos andre malere med et renere synderegister.

Det antyder i hvert fald Caravaggio-eksperten Massimo Pulini.

»Værket var jo tænkt som en fremstilling af menneskehedens mest uretfærdige dom. Men hvis hånden, der havde malet det, pludselig var den samme, som havde begået en forbrydelse, risikerede fortællingen at tabe sin oprigtighed,« har han skrevet i det katolske blad Avvenire.

Ifølge Pulini kan det tænkes, at maleriet havnede i Spanien med et andet medlem af Massimi-familien, som i 1623 blev udnævnt til pavens ambassadør i Madrid. Imod denne teori taler dog, at Caravaggio på det tidspunkt for længst var død og borte, og Caravaggios kunstneriske arv for længst havde opvejet hans ugerninger, hvorfor maleriet sagtens kunne være blevet i Italien. Hvilket giver styrke til den anden allerede nævnte teori, som går ud på, at kardinalen hurtigt skilte sig af med det, og at det havnede i Napoli hos den spanske vicekonge García de Avellaneda y Haro, som tog det med sig hjem til Madrid i 1659, hvorfra det igen forsvandt for siden at dukke op hos familien Perez de Castro. Begge forklaringer passer med kunstnerbiografen Belloris ord fra 1672 om, at billedet er »bragt til Spanien«.

Ecce Homo-maleriet i Madrid er det måske fjerde genfundne Caravaggio-maleri på forholdsvis få år. I 1990 fik chefkonservator på National Gallery of Ireland, italieneren Sergio Benedetti, øje på et maleri, forestillende »Judaskysset«, som den lokale jesuiterorden havde haft hængende i sin spisesal i 60 år efter at have fået det forærende af en børnelæge som tak for den støtte, hun havde modtaget, efter at hendes mand, der var politiofficer, var blevet skudt af IRA under den irske uafhængighedskrig. Indtil da havde man troet, at der var tale om en kopi af originalen, som Caravaggio havde malet i 1602 på bestilling fra en romersk adelsmand, en bror til en kardinal. Maleriet havde været forsvundet siden sidst i 1700-tallet. Men den var god nok, var man enige om. Judaskysset er i dag permanent udlånt til National Gallery of Ireland.

I 2014 blev endnu et sandsynligt Caravaggio-fund gjort i den sydfranske by Toulouse, da et maleri forestillende den jødiske heltinde Judith, der skærer halsen over på den assyriske hærfører Holofernes, dukkede op på et utæt loft. Også her var der diskussion om maleriets ægthed, men det endte med, at værket blev vurderet til nogenlunde det samme svimlende beløb, som det seneste fund i Madrid uofficielt er sat til. Det franske fund endte i 2019 med at blive solgt til en privat samler for næsen af selveste Louvre.

I alle endte sager er der tale om lykkelige afslutninger, hvor alle går glade hjem, fordi de får, hvad de er ude efter, kunst eller penge. Lige bortset fra den stakkels brite Lancelot William Thwaytes. I 2006 satte han et maleri til salg, som han troede var en kopi af Caravaggios Falskspillerne fra 1594. Originalen hænger på Kimbell Art Museum i Fort Worth, Texas. Thwaytes var en forsigtig mand. Inden salget bad han auktionshuset Sotheby’s foretage grundige undersøgelser for at fastslå »maleriets potentiale«.

Der kunne jo være tale om et værk fra Caravaggios egen hånd. Sotheby’s konkluderede, at der blot var tale om en kopi af en af Caravaggios følgere, og maleriet blev således solgt for 42.000 britiske pund, svarende til omkring 700.000 i nutidskroner. En pæn sum. Her kunne alting endnu være endt godt, hvis ikke den højtestimerede britiske kunsthistoriker, kurator og Caravaggio-ekspert Sir Denis Mahon (1910-2011) kort efter erklærede, at maleriet, som han i øvrigt selv havde købt gennem en veninde, var en vaskeægte Caravaggio. Det blev derefter renset, restaureret og forsikret for omkring ti millioner pund. »Ord kan ikke yde mine følelser retfærdighed,« har Thwaytes senere udtalt om det øjeblik. Han lagde sag an mod Sotheby’s. Som han tabte i 2015, fordi det ikke var lykkedes at føre tilstrækkeligt bevis for ægtheden. Men mon ikke den nye ejer, som i mellemtiden var død i en alder af 100 år, havde ret. Mahon var kendt for at få øje på skjulte kunstskatte gennem århundreders patina og glemsel. Hans første Caravaggio-fund går helt tilbage til 1950erne, da han på borgmesterkontoret i Rom opdagede et maleri forestillende den unge Johannes Døberen, som han bestemt mente måtte være en ægte Caravaggio og ikke en kopi. Det afstedkom en strid med Italiens førende Caravaggio-ekspert, Roberto Longhi, som følte sig ydmyget af briten. Til sidst måtte han dog give Mahon ret, og maleriet er i dag et af mesterværkerne på Roms Musei Capitolini.

Det sker også, at der er en Caravaggio, som forsvinder. Som maleriet Kristi fødsel, der i 1969 blev stjålet fra et kapel i Palermo af medlemmer af den sicilianske mafia, sandsynligvis på bestilling fra en privat samler. Rygterne går om, at maleriet blev ødelagt så meget under transporten og opbevaringen, at samleren nægtede at overtage det, og at det efterfølgende blev brændt. Men der er andre rygter, som vil vide, at det hænger i bedste velgående hos en rigmand i Schweiz.

Beviser er der i dette tilfælde heller ikke mange af. Man kan i princippet vælge at tro, håbe eller tænke, hvad man vil.

Side 34