En aflevering på tværs, angriberen tager sigte mod svineblæren og hugger til med højrebenet.
»Bolden går i nettet!« brøler Gunnar Nu Hansen euforisk på den skrattende radiooptagelse fra De Olympiske Lege i London i sommeren 1948. Forude venter en olympisk medalje. Endnu en. For det er et stort sportsligt år for Danmark, og det lille land vender hjem fra legene med 20 af slagsen. Eller 21 for at være helt nøjagtig.
I en lejlighed på Peblinge Dossering sidder nemlig en aldrende forfatter, og ved at lade fingrene glide hen over skrivemaskinen sikrer han en sølvmedalje i en lidt usædvanlig disciplin. Litteratur. Kunstkonkurrencer er i de år nemlig en fast del af programmet på linje med sejlsport, spydkast og springgymnastik.
»Den olympiske mester« hedder det lille stykke præmiepoesi. Det handler om muskuløse kroppe, hårde tvekampe og skyhøje idealer, og om den græske idrætsmand Euthymos, som blev hyldet i hele tre olympiader.
Præcis som den litterære medaljetager selv: Josef Petersen.
Vejen til London lå ligefor. En veldrejet krop, lange mørke hårlokker og et ildfuldt blik var nemlig, hvad Josef fik i arv fra sin far – en sjællandsk landsbypræst med det sigende tilnavn Sortepetersen – og omgivelsernes beundrende blikke vakte tidligt interessen for den legemlige æstetik.
»Længe før nudismen dyrkede jeg nøgenkultur, mellem de tætte buske ved dammen, som skærmede mig mod uforstående opmærksomhed,« skriver han om sin opvækst i Undløse. »Her solede jeg mig, badede i den karske luft og hengav mig til mine drømme. Jeg indgned min krop med en saltvælling, der stimulerede blodcirkulationen, og øvede mig med min møllesten, så bicepserne svulmede på mine arme.«
Da de første moderne olympiske lege i 1896 så dagens lys, drømte den 15-årige knægt derfor ikke overraskende om at deltage. I stedet lod han sig indrullere på Kristian Zahrtmanns malerskole i København for at indfange, nærstudere og forevige kroppens konturer.
Men så gik det galt. Den stillesiddende tilværelse i Stormgade viste sig komplet ulidelig for den sværlemmede spradebasse, hvis støjniveau og selvhævdelsestrang dækkede over en bagside af sjælelig usikkerhed. Til sidst blev han smidt ud af malerskolen.
»Man forstod mig ikke,« noterer Josef i sine skriftlige efterladenskaber. »Jeg forstod heller ikke mig selv.« Og så måtte Sortepetersen holde den fortabte søn oppe med pengemidler, mens knægten fik afløb for energioverskuddet i en atletikklub på Vesterbro.
»Mit hjerte hamrede af glad spænding, da jeg trådte ind i de uopvarmede rum, hvor muskuløse mænd i trikot baksede med jernvægte, mens andre brødes på en madras eller dansede rundt i en ring,« husker han. »De svedte af anstrengelse og deres ånde stod i tætte dampskyer ud i den kolde luft. Her så jeg mænd, der af legemsbygning lignede de hellenske heroer.«
Josef tog fat, æltede modstandernes kroppe og opdagede, at brydningen gjorde huden silkeglat, musklerne faste og legemet værdigt til pigernes favntag. Lige indtil næsebenet brækkede, og han igen befandt sig på gaden i rollen som utilpasset outsider.
Denne gang kom håndsrækningen fra uventet kant. Josefs morfar var den norske digter Johan Sebastian Welhaven, og derfor blev knægten inviteret med, når tidens norske kunstnerbohemer om sommeren lagde vejen omkring stenbroen for at brænde kunststøtten af på de københavnske værtshuse.
Særlig forfatteren Hans Jæger så en stjerne i den veldrejede unge mand. Den norske litterat var berømt og berygtet for sine udpenslede skildringer af grænseoverskridende adfærd og fri erotisk udfoldelse, og under et ophold i København i 1906 udgav han Anarkiets bibel og omdannede sin ven til en Sortepetersen i åndelig forstand. I de følgende måneder vandrede de to omkring på byens beværtninger og forfægtede menneskenes ret til at lede sig selv uden stat, regering og autoriteter og med rigelig med plads til fri nydelse og frivillig ydelse.
Den anarkistiske bevægelse nåede sit kulminationspunkt, netop som dens fremmeste frontfigur, den altid revolverbevæbnede maler Sophus Rasmussen, en novemberaften fik besøg af et par opdagelsesbetjente i lejligheden i Husumgade. Han skød den ene i hovedet og derefter sig selv, mens Hans Jæger forsvandt som dug for solen.
Det efterlod Josef og en lille flok utilpassede ungersvende som det herreløse samfunds fremmeste arvtagere.
På hjørnet af Kronprinsensgade og Pilestræde lå en af tidens hippeste cafeer. Café Kronprinsen. Den så ikke ud af meget, og det var netop pointen. Udskænkningsstedets skrabede interiør tiltrak et klientel med sydende hjerner og nidkært galopperende tunger, der vendte tidens normer ryggen til fordel for et liv med poesi og fest, og brystede sig af, at de altid havde tomme lommer.
Josef havde nu fuldkommen opgivet de kropslige idealer for et liv som anarkistisk fuldtidsboheme. Når cafeen om aftenen lyste op, kom han og Minefeltets øvrige arsenal af kunstnertyper ned fra deres tomme loftsværelser og ungkarlehybler og blandede sig med rebelske rigmandsbørn fra villaerne langs Strandvejen. De elskede knejpen over alt.
Den fandenivoldske Axel Nielsen, kaldet Kongo, var bohemernes nye ypperstepræst. En nihilistisk livsnyder med en fortid i den belgiske fremmedlegion, som skrev afrikanske noveller og malede vilde lærreder, når han ikke gav den som folkeforfører. Han havde en »forunderlig, næsten hypnotisk og absolut ikke ufarlig indvirkning på unge mennesker«, erindrer Josef.
Kongo docerede, at bohemerme skulle leve i nuet og gøre præcis det, der bedst udfyldte tomheden med nye oplevelser. De imiterede efter bedste evne hans skødesløse, overmodige og uhæmmede livsførelse, og fulgte troligt deres helt, når han vandrede omkring ved midnatstid og med dødsforagt balancerede på hustage, sov midt på gaden og hev cigaren ud af en bedsteborgers mundvig for at placere den i sin egen.
Eller når han gik på hænder ned gennem byens fineste kunstudstillinger ud fra det princip, at malerier bedst vurderes nedefra.
Men alkoholtågerne og de sorgløse elskovsforbindelser førte til livslede og kløe på kønsorganerne med langvarige kviksølvskure til følge og ekspeditioner til lyssky sidegadegesjæfter for at skaffe friske forsyninger af fiskeblærer og svineblindtarme, og hvad der nu ellers dæmmede op for smittespredning og uønsket forældreskab. »I virkeligheden var disse skæbner mere tragiske end humoristiske,« ræsonnerede Josef sidenhen. »De betegnede dog et oprør mod tidens tomme, forløjede konveniens og begyndelsen til et liv i fri og naturlig udfoldelse.«
Selv fandt Josef Petersen ro i litteraturens verden og fordrev lediggangen med at drømme sig væk til verdener fremmede i tid og sted. Han debuterede i 1910 med en historisk roman, Mikhas billede, som vakte stor opmærksomhed med sine beskrivelser af blodige kampscener.
Og det var netop en testosteronpræget hanekamp, som en dag truede digterkarrieren med at slutte, før den for alvor var begyndt.
»Omkring!«
Josef Petersen stod med tyve skridts afstand fra sin dødsfjende, løjtnant Herbert Zeemann, da de en martsdag i året 1912 vendte sig synkront i et skovbryn i Dyrehaven med hver sin skarpladte revolver. Stridens genstand? En kvinde og lidt håndgemæng på knejpen i Kronprinsensgade. Den færøske digter og jurastuderende Janus Djurhuus ledte slagets gang.
»En, to, tre,«
Josef rystede af dødsangst, mens modparten stirrede med koldblodig foragt. Han havde trods alt prøvet det før. Bare med ryttersabler. Et stort ar på højre lår vidnede om udfaldet.
»Fire, fem,«
Herbert tog sigte og pressede aftrækkeren i bund. Trykket satte ild til krudtladningen og skub i metalkuglen, som med et øresønderrivende brag forlod pistolmundingen og borede sig gennem luftlagene i retning af modpartens krop.
Så blev der stille. Josef sænkede våbnet og vaklede på fødderne. Var han ramt?
»Seks, syv,«
Sekundanterne så bekymret til, men kendte spillets regler. For dueller var på højeste mode og blev udkæmpet regelmæssigt mellem adelsmænd og militærfolk, og undertiden af kulturpersonligheder med ironisk distance, fordi det føltes mere ærefuldt end at gå rettens vej. Redaktøren og teaterkritikeren Edvard Brandes’ skudveksling med skuespilleren Robert Schyberg var den mest omtalte.
»Otte, ni,«
Kuglen forsvandt tæt forbi det ene øre og ud i horisonten, mens Josef samlede tankerne og hævede revolveren.
»Ti,« råbte Djurhuus. Aftrækkeren gik i bund. Klik. Josef forsøgte igen. Klik. Og rasende stavrede han i retning af sekundanterne og forsøgte at affyre ladningen i græsset, men pistolen var stum. Fænghætten var faldet af.
Herbert tilbød rivalen en ny mulighed. Men politirapporten på Rigsarkivet viser, at Josef nægtede. Han skulle ikke nyde noget. For der, midt på græsset ud for Peter Lieps Hus, gik det op for ham, hvor grænserne for mandsmodet gik – og at karrieren nok snarere lå foran staffeliet eller ved skrivemaskinen.
»Den, som duellerer, straffes med simpelt fængsel,« kundgjorde straffeloven, som var indrettet til et samfund, hvor selv folketingspolitikere forfægtede retten til at slås for æren. Josef blev tildelt to ugers ophold i Blegdammens Arrest, mens Herbert blev afskibet med enkeltbillet til udlandet. Da han halvandet år senere dukkede op igen, havde medierne taget en fælles beslutning om ikke længere at omtale de smittefarlige tvekampe.
Episoden er derfor kendt som danmarkshistoriens sidste pi-stolduel.
En kunsthandler i Bredgade hyrede i de år jævnligt knejpens arsenal af penselstrygere til at kopiere kendte hollandske kunstværker på samlebånd for at videresælge dem som den ægte vare til bankdirektører og gullaschbaroner. Intime, varme og farvemættede skilderier med glød af van goghsk aftenskumring og rembrandtsk renæssance. Josefs solsikkemalerier gik som varmt brød.
De ludfattige bohemer fik et par kroner for hvert lærred, men også det fik en ende.
»Lyrikeren Bertram Eggers deklamerer, Kongo-Nielsen fortæller vidunderlige oplevelser fra den gang han var løjtnant i den belgiske fremmedarmé, og unge Josef Petersen, der i foråret dullerede i Dyrehaven, fremsætter sine anarkistiske teorier,« rapporterede en hovedstadsavis i september 1912 fra bohemernes berygtede stamværtshus, og anledningen var ikke glædelig. Kunsthandleren og hans søn havde nemlig været udsat for et sensationelt malerityveri, som kostede dem de uvurderlige originaler. Ordensmagten gik derfor på jagt i den berygtede »koloni af bohemedriverter, der søger til inde i den indre bys snasker, og hvoraf de fleste er godt kendt af politiet«.
Så en lørdag eftermiddag blev cafeen stormet af betjente, og Josef og en halv snes af stamkunderne måtte med på stationen, mens der blev foretaget ransagninger i deres halvtomme lejligheder.
Betjentene mærkede efter i madrasser og ledte efter hulrum i væggene. Men det viste sig snart, at den hovedmistænkte, kaldet Filosoffen, var over alle bjerge, og at kunsthandleren selv havde bestilt indbrudstyveriet i forsøget på at finansiere sit luksusliv og hovedstadens dyreste sportsvogne gennem lidt forsikringssvindel.
Josef slap med skrækken, men mistede en fast indtægtskilde.
Kort efter døde Kongo under et malariaanfald, og Josefs Sturm und Drang-periode ebbede ud. Han var fortsat rastløs og konstant på jagt efter nye måder at overleve på. En tid turede han omkring i provinsen med et omrejsende teaterselskab, men blev fyret, og fortsatte så til stumfilmen eller skruede »antikke møbler« sammen for en grossist.
Det afgørende skifte kom, da Josefs far – det økonomiske sikkerhedsnet – døde i november 1916. Nu var han nødt til at stå på egne ben. Så han kastede sig over journalistikken og fik ansættelse på Politiken. Fritiden benyttede han på at læse om oldtiden.
»Kun Georg Brandes kunne give Josef et par splinternye tips på disse felter, og naturligvis blev de to sortlokkede ildsjæle perlevenner,« skriver en af Josefs digtervenner om årene på Rådhuspladsen, og snart forelå et nyt bogmanuskript.
»Jeg har rejst lige så langt bort som en rumpilot, der har nået til de fjerneste galakser. Jeg har ikke rejst i rum, men i tid,« fortæller Josef om sin passion. »Og ikke ind i fremtiden, men tilbage til fortiden langt borte fra nuet, med dets sorger og bekymringer, dets længsler og savn, dets angst og bekymring.«
Det lykkedes ham på den måde at vende svagheder til styrke, og i de følgende år udgav han en sand syndflod af historiske romaner. Uhyre velskrevne værker. Men også bøger, hvis motiver forekom fremmedartede for det konfektædende publikum. Selv da han i 1923 vandt Gyldendals romankonkurrence, eller da han kastede sig over velkendte navne som Christoffer Columbus og Vitus Bering, var det komplet umuligt at leve af forfattergerningen. Josef var – som forbilledet og vennen Johannes V. Jensen noterede – helt »uden evner for at gøre sig gældende«.
I stedet fæstede han sin lid til boulevardpressen, når han ikke gav den som leder for et af Københavns sidegadeteatre eller leverede manuskripter til Statsradiofoniens hørespil. Overskuddet rakte til en kolonihave i Emdrup, som forsynede ham med friske grøntsager, og han begyndte at abonnere på antikødspisningen og interessere sig for sin legemlige sundhed. Igen. Han blev tilmed gift og etablerede noget, der mindede om en stabil tilværelse.
Men netop statussen som amatørforfatter var ikke uvæsentlig, hvis man i de år rakte ud efter olympisk egeløv og laurbær. Og det var netop en mulighed. Den fysiske og den mentale sundhed gik nemlig hånd i hånd, proklamerede de moderne leges faderfigur Pierre de Coubertin, og derfor omfattede de tilbagevendende stævner discipliner som maleri, arkitektur, skulptur, litteratur og musik. Visionen var at skabe kunstnere, som også var sportsmænd, og omvendt.
I 1924 indsendte Josef det lille værk Euryale til den danske olympiske komité. Pamfletten, med oldgræsk tema, nåede gennem nåleøjet og deltog som et af flere danske bidrag i litteratur i Paris det år. Resultatet var en olympisk sølvmedalje. Danmarks første i litteratur.
Fire år senere – i Los Angeles – toppede antallet af deltagere i de kunstneriske discipliner. Mere end et tusind forfattere, malere, musikere, arkitekter og billedhuggere deltog, mens over 400.000 mennesker lagde vejen forbi udstillingsbygningerne for at læse og beskue og lytte. Josef deltog med den lille bog Argonauterne, som handler om, hvordan de oprindelige olympiske lege blev til. Det rakte igen til sølv.
»Alt, hvad jeg gør, gør jeg jo kun for æren,« meddelte Josef, da Politiken overbragte ham nyheden i kolonihaven i Emdrup. »Vi, min kone og jeg, lever af champignon, pærer og ære!«
Han planlagde også at deltage i Berlin, indtil det rygtedes, at medaljetagere skulle hilse på Der Führer, og han forsvarede i stedet jødiske medborgere i København, da krigen gik ind i sin værste fase. Modet rakte til gengæld ikke til at tage aktiv del i modstandsarbejdet. Anderledes med ærkerivalen Herbert Zeemann, som siden pistolduellen havde overlevet skyttegravene under Første Verdenskrig for så i august 1944 at blive likvideret af tyskerne.
Fire år senere hjemtog Josef i London så sin tredje sølvmedalje. Dannebrog røg nemlig aldrig helt til tops i de litterære dyster, og han nåede aldrig at gøre nye forsøg, for tiden var løbet fra de kunstneriske discipliner. Først da man gjorde boet op, viste Josef – den evige toer – sig at være en vinder alligevel. De tre stykker ædelmetal forvandlede ham nemlig samlet set til Danmarks mest succesfulde olympiske medaljesluger nogensinde.
I kunstens verden.
Fra glemmebogen
Poul Duedahl graver de glemte historier om skandinavisk litteratur frem fra arkiverne.
