Hjemmeskole. Den russiske komponist Aleksandr Borodin var egentlig læge og kemiker, men skrev også musik. Musiker og satiriker, Frederik Cilius, fortæller om et overset perle af en symfoni.

Kom i hjemmeskole med Frederik Cilius

Aleksandr Borodin er en speciel figur. I dag er han mest kendt for at være komponist, men egentlig var han uddannet både læge og kemiker. I kemien er han ligefrem noteret for opdagelsen af aldolreaktioner, som er en måde at sætte to carbonmolekyler sammen på i en form for alkohol-aldehyd-blanding, så vidt jeg har forstået. Men han har altså også skrevet operaer. Blandt andet Fyrst Igor, som er meget berømt, ligesom han er kendt for sine strygekvartetter og symfonier.

Den russiske musik spænder ikke over mere end cirka 150 år og indeholder slet ikke barokmusik, rokokomusik og alt det, vi kender fra Tyskland og Frankrig. De har ganske enkelt ikke haft franske og tyske suiter, så det skal vi slet ikke beskæftige os med.

I 1700-tallet forsøgte man i Rusland at importere musik fra eksempelvis Italien, men det gik ikke særlig godt. Man havde ikke rigtig nogen der skrev musik indtil i midten af 1800-tallet, hvor nationalfølelsen for alvor blomstrer op, og det sker med en fyr, der hedder Milij Balakirev.

Denne Balakirev bliver leder af en gruppe af russiske mænd, der kaldes Den Mægtige Håndfuld eller De Fem, der desuden består af César Cui, Modest Musorgskij, Aleksandr Borodin og Nikolaj Rimskij-Korsakov. De beslutter sig for, at det er på tide, at skabe den russiske musik. Og musikken skal adskille sig fra resten af den vestlige, europæiske musik. Den skal have sin helt egen identitet.

På det her tidspunkt breder Rusland sig kraftigt mod øst, og man bliver opmærksom på, at den del af riget også skal indlemmes i musikken rent kulturpolitisk. Så de russiske komponister vil gerne definere sig selv ved at tage landets folkemelodier og tilsætte et orientalsk islæt. Derfor fornemmer man tit at den russiske musik har den her lidt semiorientalske, eksotiske lyd. Og er der et værk, der indkapsler denne kulturpolitiske storpolitik, er det Aleksandr Borodins En steppeskitse.

Aleksandr Borodin har skrevet en del opererer, flere symfonier og nogle gode strygekvartetter. At han også var læge og kemiker, viser at han ikke bare var en arbejdsom type, men også en lysende begavelse. Han skriver ikke vild musik, men det er interessant i sin historiske kontekst. Det er tre temaer, som smelter sammen til sidst, og det er efter alle kunstens regler. Jeg forestiller mig, at Aleksandr Borodin har nydt at studere kontrapunkter. og hvordan, man laver tætføringer. Og så kunne han finde på gode melodier, og det er svært. Men det kan han virkelig. Det kan man høre i det her værk.

Det kunne være interessant at se, hvad det var blevet til, hvis han ikke også havde beskæftiget sig med, hvad en aldolreaktion var. Han er ikke på højde med hverken Rimskij-Korsakov eller Musorgskij, men Steppeskitserne er en overset perle.

Lyt med her, når Frederik Cilius fortæller om Borodin og Steppeskitserne.

Hør også afsnit om Rimskij-Korsakov, Tjajkovskij og Sjostakovitjfind.

 

Side



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter