I løbet af de seneste måneder har to kendte tv-personligheder forladt deres stillinger på TV 2 som resultat af mediehusets egen undersøgelse af krænkelser og sexchikane. Det har på ny sat gang i MeToo-debatten og diskussionen om, hvordan vi sikrer os mod sexchikane i arbejdslivet. Skal vi have regler som hos Netflix, der maksimalt tillader fem sekunders øjenkontakt mellem ansatte? Det mener vi ikke. Vi bør i stedet tage kønsforskellen alvorligt og skabe samtaler om grænser og grænseoverskridelser på de enkelte arbejdspladser.
Hvad der opleves som grænseoverskridende er nemlig i høj grad subjektivt. Det er faktisk så abstrakt, at indstiller man sit periskop på krænkelser, ser man dem nemt alle vegne. Disse gråzoner gør, at mange mænd tænker, at »nu bliver det endnu vanskeligere at forholde sig til kvinder, end det var i forvejen«, og »hvordan kan det være, at Kjeld kan give en kompliment og slippe godt fra det, men hvis Arne siger det samme, er det sexchikane«.
Især mange mænd melder sig ud af snakken om sexchikane, men de gør det tavst. Psykologfagligt set kaldes det »tillært hjælpeløshed«, når man holder sig fra noget, fordi man tænker, at man får et stød, som en rotte i et bur, uanset hvad man gør. De mænd, der undtagelsesvis udtaler sig i debatten, agerer »cuttlefish«, en art marine bløddyr, der kan imitere hunner for at få deres godkendelse. At store internationale undersøgelser samt en nylig rapport fra HK nu viser, at mænd lige så ofte udsættes for sexchikane som kvinder, gør det ikke mindre abstrakt. For hvad er sexchikane så? Mobning med brug af seksualitetsgloser?
Hvis vi skal fungere sammen uden victorianske regler og uden at gå på æggeskaller, skal der etableres en samtale mellem mænd og kvinder om, hvad der opleves som grænseoverskridende. Derudover skal ledelser landet rundt ruste sig med konkret anvendelige, ikkeakademiske, ikke-jurasprogede procedurer for at kunne gå i dialog om krænkelser, når sager dukker op.
Den psykologiske kønsforskel er en realitet. Forskere kan fortælle, om en mand eller en kvinde har udfyldt en anonymiseret personlighedstest med 85 procents nøjagtighed. Hvis man inkluderer kognitive test og interessetest, vil man sikkert kunne komme snublende nær de 100 procent. Der findes altså et maskulint mønster og et feminint mønster. Vi er især forskellige i vores seksualitet. Mænd er ifølge den nylige SEXUS-undersøgelse omtrent tre gange mere interesserede i sex, end kvinder er.
Nogle mænd har ikke de nødvendige sociale evner til at nærme sig kvinder på en afstemt måde. Mange kvinder, som smiler til deres chef eller mandlige kollega, fordi de kan lide at arbejde med ham, lægger ikke op til ham, men mandens reptilhjerne kan sagtens komme til at tolke det som flirt. Vi har efter alt at dømme forskellige »styresystemer« og forskellige forståelser af, hvad der udgør en flirt og en grænseoverskridelse. Det skal vi forsøge at forstå.
Vi fødes med et kønnet hardware. Enten er man dreng eller pige, og vi har anlæg for at udvikle lige dele feminint og maskulint software, altså måder at være på. Mange typer maskulint software kører dog bedre på maskulint hardware, og mange typer feminint software kører bedre på feminint hardware. Drenge er bare bedre til at kaste end piger (kaste-software), og de fleste piger er bare bedre til at aflæse sociale signaler (social intelligens-software) end drenge, men piger kan trænes til at kaste bedre, og drenge kan trænes til at aflæse sociale signaler bedre.
Vi har erfaret mange kønsforskelle igennem tiden. Mænd synes at fungere bedre med tunnelsyn og hyperfokus, og kvinder synes at have en bredere og mere favnende bevidsthed. Kvinder synes lidt bedre til at forebygge konflikter, mænd synes lidt bedre til at handle hurtigt, når det brænder på. Således ser man, at mænd ofte er lidt mere slutspilsorienterede, kvinder mere procesorienterede. Mænd er ofte underinvolverede i tilfælde af chikane i arbejdslivet, kvinder derimod synes ofte at overinvolvere sig. Mænd synes mere risikovillige med projekter, kvinder er mere risikovillige med samtaler, og vi kunne blive ved med at liste ikke-ubetydelige forskelle op.
Der er tale om en myriade af ujævnt fordelte kompetencer og interesser. Nogle gange er kvinder endda bedre til det maskuline og omvendt. Vores holdning er, at det hverken er muligt eller ønskværdigt at fremhæve det ene over det andet, hvilket er det, der sker lige nu. For tiden ser vi nemlig en trend i forskningen, medierne og i overvældende grad på LinkedIn, hvor kvinders traditionelle feminine dyder »gør dem til bedre ledere«, mens mandlige ledere ses ned på som nogle, der ufortjent har fået deres toppost. Det grundmaskuline begreb »robusthed« er blevet et fyord. Ønsket om, at alle skal udvise mere udtalt sårbarhed, gør også regning uden vært. Mange mænd har nemlig bitre erfaringer med at se deres autentisk erkendte fejl og mangler blive brugt imod dem kontorpolitisk. Det ville være udemokratisk, hvis vi nu tilmed lod kvinder sætte alle reglerne for samvær.
I stedet bør vi gøre os mere umage for at forstå hinanden. Om man overskrider andres grænser med sin adfærd, afhænger tæt på 100 procent af, hvor godt man kender de andre. Megen krænkelse kommer sig af mere eller mindre bevidst respektløshed, og respektløshed kommer sig af, at man ikke forholder sig nærværende og begavet til personen, man har med at gøre. På arbejdspladser bør man derfor etablere dialoger om, hvad der er sjovt, og hvad der ikke er sjovt. Hvad der er på grænsen, og hvad der er over grænsen kvinder og mænd imellem. Det er vores erfaring, at den slags samtaler er enormt øjenåbnende og i høj grad kan mindske tilfælde af krænkelser.
Fra forskning og egen erfaring ved vi, at de færreste ledere og HR-medarbejdere ved, hvordan de skal håndtere sager med arbejdspladsmobning. Det samme kan siges om sexchikane og krænkelser. Det er et ømfindtligt område, og det, man ikke kan greje, er man ikke motiveret for at tage sig af. Arbejdstilsynets ellers grundige påbud vedrørende krænkelser er ikke konkret handlingsanvisende nok. Man bliver nødt til at tale om det på de enkelte arbejdspladser. Det kan være en hjælp at udvikle enkle samtalemanualer og procedurer, der tager højde for og modvirker konfliktskyheden på området. Sigtet er et godt, sjovt og psykisk trygt arbejdsliv for alle.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også Weekendavisens læserbreve for denne uge
