NU har amerikanerne gudskelov fået en ny præsident. Onsdag blev præsident Joe Biden indsat og svor, at han vil forsvare den amerikanske forfatning. »Demokratiet har sejret,« sagde han til en hovedstad, der lignede en borg med vindebroen slået op, i et dybt splittet land med 400.000 coronadøde og en pandemi ude af kontrol. Ofte har argumenter om amerikanske værdier, frihed og demokrati fyldt meget i debatten om amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ikke nu, og ikke i den nye præsidents tale. »Vi vil lede som et godt eksempel for verden,« sagde han, men han mente tydeligvis for sine egne medborgere; hans afdæmpede prædiken om demokrati, sandhed og sammenhold var helt og holdent henvendt til amerikanerne.
SKAL vi i vores del af verden drage et lettelsens suk over en ny amerikansk præsident, bør det derfor overstås hurtigt. »Velkommen tilbage, Amerika,« skrev Paris-borgmester og sandsynlig præsidentkandidat Anne Hidalgo forleden, præcis som mange andre i de sidste måneder har udtrykt åbenlys begejstring for at slippe for Donald Trump til internationale topmøder. Men sagen er, at et styrket Vesten og en stærkere demokratisk verden kræver langt mere tydelighed og klarhed – fra europæisk side.
EU og de europæiske NATO-lande vil hurtigt opdage, at de mange politiske områder, der kræver fælles, vestlig indsats og koordinering, primært er tynget af europæisk tøven og inkonsistens. For hvad er overhovedet europæisk udenrigspolitik i disse år? Hvad er prioriteterne? Hvad er de grundlæggende værdier? Kunne nogen europæisk politisk leder egentlig forklare dét?
FINDE disse værdier og principper kan man hverken i vore politiske lederes taler eller i den politik, der udgår fra EU. Unionen har indgået en investeringsaftale med Kina, der måske gavner Europa på kort sigt, men som har givet kineserne en sejr ved ikke at sikre en fælles europæisk-amerikansk Kina-politik. Det passer udmærket ind i mønsteret: EU mener intet væsentligt om hverken Hongkong eller den systematiske undertrykkelse af kinesiske mindretal.
AMERIKA fører, ligesom Storbritannien, allerede en mere konsekvent linje i disse spørgsmål. Den kinesiske behandling af uighurerne har for eksempel allerede betydning for det britisk-kinesiske forhold. Joseph Biden vil også skulle spejde efter en klar europæisk politik over for Rusland. Den er helt lammet af de store EU-landes forskellige prioriteter, hvorfor EU i spørgsmål, der involverer russisk magtanvendelse i Mellemøsten eller Centralasien, ikke mener et kvæk om noget som helst.
PÅ Joe Biden kunne man i en kort sætning i indsættelsestalen forstå, at han vil »reparere« USAs afgørende alliancer efter årene med Trump. Herligt! Men hvordan vil de europæiske lande bidrage til værktøjskassen? Tyrkiet, der er medlem af NATO, opfører sig stadig mere absurd, men her defineres EUs politik nærmest alene af frygten for, at Tyrkiet vil lade asylansøgere passere gennem landet til Europa. Ingen strategisk tænkning. Ingen klare politiske principper.
NY vestlig demokratisk styrke kræver først og fremmest noget af Europa. Og det sker ikke, før europæiske politikere beslutter sig for at bruge den position, som EUs størrelse og økonomi burde give i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det sker ikke, før vi bruger tilstrækkeligt mange penge på at kunne forsvare os selv. Eller før vi definerer, hvilke værdier der er afgørende for os i vores omgang med resten af verden. Drejer det sig bare om at sikre lukrative handels- og energiaftaler og undgå at gøre Kina og Rusland vrede? Eller drejer det sig faktisk om de værdier, EU er grundlagt på?
Læs også, hvordan Joe Biden har mulighed for at blive opfattet som »alle amerikaneres præsident«.
