»Alle kan undværes, undtagen Jeanett!«
Den sætning var Jeanett Albeck vant til at høre, og selvom hun ikke ville være ved det, var det en form for tilfredsstillelse for hende. Men følelsen af at være betydningsfuld kom med en pris. Jeanett Albeck sled sig ned under gulvbrædderne og endte på hospitalet.
Måske hænger dette uløseligt sammen med den frygt, hun har, for at være kedelig, middelmådig og banal?
Det næste kapitel er en samtale i to kapitler. Første gang, gæsten og vært Hassan Preisler mødes, er det på gæstens hjemmebane, og det er ham eller hende, der får lov at styre pennen. Når de to ses et par dage senere, er det i Weekendavisens studier, og her overtager Hassan Preisler og tegner portrættet. Han vil ind bag gæstens selvfortælling, ind gennem sprækkerne, ind i mørket, ind og møde mennesket derinde, for i det uperfekte findes det egentlige bånd fra menneskesjæl til menneskesjæl. Vi er jo alle, når alt kommer til alt, både hovmodige, griske, misundelige, ødsle, vrede, dovne og nydelsessyge. Det er vores forbandelse, men også vores forbindelse – og dermed frelse – for så behøver vi jo ikke at være alene.
