Fangenskab. Britney Spears skaber overskrifter i forbindelse med det 13 år gamle værgemål, der giver hendes far, Jamie Spears, hals- og håndsret over hendes liv.

Den umyndiggjorte verdensstjerne

I 1923 skrev William Carlos Williams »The pure products of America go crazy« i digtet »To Elsie« – og det var da også det første, der faldt mig ind, da talen faldt på ikke blot Britney Spears, men hele hendes familie. Også selvom sandheden er, at jeg jo ikke ved ret meget om hende og den, men i lyset af de verserende kontroverser mellem faderen Jamie Spears og hans efterhånden 39-årige datter i forbindelse med førstnævntes værgemål, der siden 2008 praktisk taget har givet ham hals- og håndsret over Britney, blev jeg nysgerrig efter at vide mere om dynamikken i familien. Mit spørgsmål var det enkle: »Hvorfor har de ikke taget bedre hånd om hende?«

»The pure products of America go crazy.«

Det har de måske også – men det ser ikke sådan ud. Graver man lidt i sagen, og gode Gud, hvor er der meget at grave i, takket være internettet og offentlighedens nærmest patologiske interesse for sagen, tegner der sig et billede af en dybt dysfunktionel familie, hvor især hendes far, Jamie Spears, fremstår usympatisk, manipulerende, kontrollerende og uden den store kærlighed til sit mellemste barn.

Paradoksalt nok virker det ikke, som om det er de mange, mange millioner dollars, der holder en hær af advokater, rådgivere og andre parasitter kørende på første klasse, der interesserer ham. Men derimod kontrollen. Som hans advokater gang på gang hævder stammer fra hans påståede kærlighed til Britney, selvom der ikke er mange, der har set eksempler på den. Hendes mor, Lynne, lod sig skille fra Jamie i 2002 efter at »år med verbale overgreb, svigt, uforudsigelig opførsel og en manglende evne til overhovedet at være der for mig havde sat sit afgørende præg på mig«, som hun skriver i sin selvbiografi. Men hun har heller ikke udgjort den store støtte for Britney, afbøjende og konfliktsky, som hun er, og Britney har da også slået hånden af hende.

Jeg lagde ud med at google billeder af Jamie og Britney Spears og stødte på i alt tre fotos, hvor de befandt sig på samme billede, og to af dem var et nærmere studie værd. Det mest interessante viser dem med hovederne sammen, Britney kigger rutineret lige ind i kameraet, smiler sit sære tomme og lidt foruroligende automatsmil, mens Jamie med et lettere træt udtryk og noget, der ligner et halvt smil, kigger ned. Britney er i læderjakke og har et backstage-pas hængende om halsen, Jamie er i skovmandsskjorte og dynejakke og ligner til forveksling den arbejderklassefyr fra sydstaterne, han grundlæggende er.

Er nærheden mellem dem på fotoet ægte, eller poserer de for kameraet? Det er ikke til at se, ligesom jeg ikke er nok inde i Britneys faser til at kunne tidsbestemme det, men det stammer sandsynligvis fra midten af nullerne. Altså før hun blev »tosset«, og Jamie fik tildelt fuld myndighed over hendes liv, helt ned i mindste detalje. Det er som bekendt 13 år siden, og det har givet næring til den såkaldte #FreeBritney-bevægelse, hvor en gruppe hardcore fans prøver at få stjernen vristet fri af værgemålet. Om ikke andet er det lykkedes dem at få henledt rigtig manges opmærksomhed på sagen.

Det andet er af ældre dato, der sidder Jamie ude til højre i brun skjorte og beige bukser ved siden af en korthåret, teenageudseende Britney i en cremefarvet nedringet top og jeans, dernæst hendes storebror Bryan og endelig den mørkhårede moder Lynne, som Britney ligner trods sit blonde hår.

Jamies røde øjne kunne godt ligne eftervirkningen af en ordentlig druktur, han røg trods alt i rehab i 2004 for sit alkoholmisbrug, men måske han bare er træt. Og der er ikke noget skamfuldt ved rehab, det betyder jo, at der gøres en aktiv indsats for at løse et problem, der har det med at rive alt med sig. Ingen familie slipper uskadt fra at have en alkoholiker ombord.

Som de sidder der med deres plastickrus, ligner de en helt almindelig amerikansk familie, der er taget ud for at bowle lørdag aften, og var man gået forbi dem, ville man ikke have anet, at der sad én af verdens største popstjerner. Selvom Britney allerede på dette tidspunkt må have gjort dem rige hinsides deres vildeste forestillinger. Hun brød igennem i 1998 med »... Baby, One More Time«, et brag af en teenpopsang, der må betragtes som en klassiker inden for genren. Hun var 16 år gammel og gjorde ene pige op med datidens boybands’ monopol på hitlisterne.

Der skal ikke herske tvivl om, at den tilhørende video, hvor hun både viste sine ikke ringe evner som danser og udfordrende gav den som katolsk skolepige – dog med bar mave – var med til at skabe fænomenet Britney Spears. Denne seksualisering betød også, at hun blev paparazziernes yndlingsoffer, og når man læser, hvordan de det følgende årti fuldstændig hensynsløst stalkede hende for at få det afslørende skud, undrer det ikke, at hun fik et nervøst sammenbrud. Kun at hun ikke fik det før.

Men det mest mærkelige ved hele sagen er måden, det er lykkedes at gøre værgemålet permanent på. Er Britney virkelig så skør og/eller skrøbelig og/eller uligevægtig, at hun ikke kan foretage sig de mest dagligdags ting uden at skulle bede om lov til det? Hendes gennemkontrollerede liv lyder ærlig talt som noget, man ville blive syg af, og er der overhovedet ingen rådgivning eller terapi, der kan hjælpe hende med at tackle den såkaldte virkelighed?

Der er noget kvalmende klamt over hele sagen, ikke mindst måden, værgemålet udføres på, og den totale umyndiggørelse af sangeren, som tyder på, at mørke kræfter er i spil.

Den 23. juni udtalte Britney Spears sig for første gang offentligt om sagen, siden hun i 2008 først mistede samkvemsretten til sine to sønner med danseren Kevin Federline og dernæst retten til sit eget liv. Alle hendes valg varetages af en komité på ti såkaldte værger, der mødes hver torsdag for at bestyre The Britney Spears Enterprises. I et rasende tempo foran en dommer talte en klar og vred Spears i tyve minutter om et liv, som ned til mindste detalje styres af andre: »De, der har gjort det her mod mig, burde ikke kunne slippe afsted med det,« sagde Spears blandt andet. »Høje dommer, min far og alle andre involveret i det her værgemål, inklusive mit management, som spillede en stor rolle i afstraffelsen af mig, når jeg sagde nej – høje dommer, de burde alle være i fængsel.«

Herfra skal i hvert fald lyde et forsigtigt #FreeBritney – slip dog kvinden ud i virkeligheden, og lad os se, hvordan det går. Og hvis hun falder, så hjælp hende nænsomt op igen.