Arternes overlevelse

Under en hed sol falder Morten DD pludselig ned på knæ og råber: »Der står farvevisse, for helvede! Undskyld mig, jeg kommer til at græde! Jeg troede, den var uddød her hos os.«

Vi tror et øjeblik, at det er for sjov. At han spiller komedie, han har jo allerede et DJ-agtigt kunstnernavn, men det gør han ikke, hans stemme blev tyk i samme sekund. Det er bare os, der ikke er vant til at se så stærk lidenskab for en lav gul plante, der ligner gyvel.

De vredeste kalder den høje, venlige biolog Morten Død Død, i virkeligheden er han inderligt interesseret i liv. En anden slags liv end sine kritikere. Som biolog taler han om »arter«, de andre taler om »dyr«, heste og kvæg, der nu sendes ud i naturen for at redde biller, sommerfugle, små nøjsomme planter og bier. For at gøre arbejdet ordentligt skal de store græssere pludselig klare sig uden vinterfoder, læskure og ormekur.

Ormemiddel er giftigt for insekter, der elsker lort, og har formentlig allerede seks uddøde arter af møgbiller på samvittigheden i den danske natur. Omvendt kan heste gå til af indvoldsorm, og det er bare ét enkelt dilemma ud af en større samling.

I sin orange T-shirt ligner han en munk foran helligdommen. Den lille sjældenhed er en stor succes for Molslaboratoriet og dets hesteflok, der arbejder ude året rundt for at holde landskabet lysåbent. »Der er jo liv. Den er her stadigvæk, mand!«

I de tørre, sandede Mols Bjerge udspiller sig et heftigt drama, der handler om balancen mellem dyr og mennesker, sult og frihed. I sidste ende om liv og død. Og om kort tid vil dramaet brede sig over hele landet, når 15 nye naturnationalparker skal udpeges. Dér skal naturen have førsteret, træde ind foran vores behov og vaner, og dér skal store græssere leve vildest muligt i store områder bag hegn.

Derfor ser både tilhængere og modstandere mod Mols, hvor tre forskellige genforvildningsprojekter er i gang – Naturstyrelsen Kronjylland, Molslaboratoriet, Nationalpark Mols Bjerge/Den Danske Naturfond. Men de ser især mod laboratoriet, hvor ejeren, Naturhistorisk Museum Aarhus, har eksperimenteret med rendyrket genforvildning siden 2016.

Mols Bjerge er polemisk rødglødende, shitstormish og under belejring af Facebook. Problemet er, at alle tre projekter har eller har haft sager om vanrøgt af de dyr, der skal redde dansk natur. Værst for Naturstyrelsen Kronjylland, det vil sige staten, som er politianmeldt og sigtet. Allerede først på denne vinter var der ikke mad nok, så køerne måtte æde bark og gyvel og sultede så voldsomt, at flere stude døde, en ko af forgiftning, og drægtige køer aborterede dødfødte kalve.

Molslaboratoriet er blevet politianmeldt et utal af gange og har haft fem kontrolbesøg denne vinter, der var intet at komme efter. Det betyder, at folk på tur i landskabet – eller hjemme foran skærmen – reagerer mere tyndhudet end fagfolk.

Med kikkert og kamera om halsen traver Morten DD gennem sommerfugle, brombærbuske, lyng, urter, gyvel, roser, livgivende hestepærer og kokasser fuldkommen rolig i sin overbevisning om at være bakket op af videnskab, men forude ligger en tankerevolution:

»Danskernes naturforståelse er en praktisk brugsforståelse, små 200 års indbildt overenskomst med verden om, at selvom vi udnytter den, er vi på det godes side. At det ville gå galt uden os,« siger han.

Højre nosse

»Vores selvforståelse er, at bonden, hyrden, skovhuggeren, jægeren, lystfiskeren alle er nødvendige for naturens balance. Nu er det ikke længere dem, der bestemmer narrativet. De sidste 10-15 år er biologerne kommet på banen, fordi vi har insisteret på at tale om arter og indhold i naturen – ikke bare om landskaber og forvaltning. Biodiversitet er endelig blevet konkret. For os er det fedt!«

Gudesmukt er her også. Bakket, slynget, duftende, syngende. Skiftevis nedbidt og frodigt.

»Store dyr hører hjemme i naturen, vi kan ikke skabe lige så stor variation med maskiner, som dyrene kan, og variation er nøglen til arternes indtog,« siger han. Hvis ulven finder herop, skal den være velkommen. »Vi har sluppet kontrollen.«

Men mennesket er i høj grad stadig til stede. Dette paradis hedder ikke Molslaboratoriet uden grund. Biologistuderende trasker rundt og »drikker øl og ser på dyr til klokken tre om natten«. Alt er eksperiment og forskning. Arter kortlægges, jordprøver analyseres, parasitter hos heste og kvæg undersøges. Hvad sker der, når naturen sættes fri? Hvad er vild dyrevelfærd?

»Vi ved ikke ret meget om det, når det kommer til stykket,« siger Morten DD. »Det gør dyrlægerne heller ikke. Vi er fuldstændig med på præmissen om, at dyrene ikke skal lide unødigt. Som det er nu, ser det ikke sådan ud, men skulle det være tilfældet, ændrer vi selvfølgelig praksis.«

Vi bestiger en blomstrende bakketop, der kun er blevet græsset i fem år, men allerede er forvandlet til det bedre. Det summer og synger og sværmer. Biologen har et øre mod os og sine øjne vendt mod terrænet, der konstant viser sig at være det mest interessante.

»Der har vi hvepsevågen, den flyver deroppe!«

»Jeg skal lige se, hvad det er for en sommerfugl.«

»Læg mærke til græssets variation.«

På en skråning er en lille svaglemmet birkelund undsluppet dyrenes bid og skudt i vejret. »Når vi har naturforvaltere fra staten med herude, spørger de altid: ’Hvad vil I gøre ved birken?’«

Ingenting, er svaret. »Det her bliver lysåben birkeskov, som både er naturlig og meget artsrig. Der sker det, der sker. Jeg tror altså generelt, at vi mister noget, når vi kun tænker i tekniske termer og vil kontrollere det hele. Der er en åndelig dimension ved, at naturen passer sig selv.«

I et stort læskur, nærmest en højloftet lade, »fra dengang vi stadig byggede læskure«, er både køer og heste søgt ind.

Vi må tale om hestene og køerne. Deres velfærd er blevet en anstødssten, og for mange sager kan risikere at ødelægge den virkelige sag: at standse tabet af arter. Morten DD er medforfatter til en stor rapport fra Aarhus Universitet om insekter fra 2020, hvor det lyder: »Sommerfugle, bier og biller er blandt de insekter, der hurtigst bliver færre af i Danmark. De mangler kort sagt blomster, døde træer og lort.«

Miljøstyrelsen refererer til et omfattende videnskabeligt studie, der viser, at artstabet sker 100-1.000 gange hurtigere end tidligere i menneskets historie.

»Naturen er identitetspolitik,« siger han. »For jægeren og bonden. For nogle haveejere er det vigtigste i verden at slå plænen. Landmanden tænker: Nu har vi endelig givet dyrene en beskyttet bolig, og nu vil biologerne rive den ned.«

Til et debatmøde rejste en skovforvalter sig og råbte: »I biologer ødelægger syv generationers arbejde!«

Og jo, med urørt skov ryger der nogle arbejdspladser. »Der er et reelt klassekampaspekt i det her, men det er altså stadig kun to procent af Danmarks areal, vi slås om, og de to procent når vi først, når alle planer om naturnationalparker og arealer til urørt skov er på plads.«

Morten DD ville »give sin højre nosse« for ti procent vild og urørt natur herhjemme. Spørger man professor Carsten Rahbek, verdensførende biodiversitetsforsker på Københavns Universitet, skal vi højere op. Han siger i Weekendavisens podcast med Lone Frank, at mindst 20 procent af Danmark uden problemer kan udlægges som vild natur. Det kunne blive enden på Morten DDs forplantningsevne.

Husregler for frie dyr

I 2016 blev de første 13 ponyer sat ud. Af dem er stadig fire tilbage, herunder hingsten. Én er aflivet på grund af akut og pinefuld sygdom, én ville ikke ind i hestetransporten, gik i panik og blev aflivet, resten er sendt videre til andre projekter. Især kvæget er endt som løvefoder. »Hvis vi ikke kan komme af med dem, skyder vi dem helt lavpraktisk,« siger han. »Det provokerer folk, at vi ikke har et forhold til dyrene som individer, at vi ikke kæler med dem.«

Husreglerne er: Hvis dyr kræver foder på Molslaboratoriets arealer, sendes de videre. Hvis dyr kræver dyrlæge, sendes de videre til andre, der kan behandle dem.

En mand kommer tilfældigt gående forbi, forvalteren Jeppe Sørensen, gammel landmand og nu ansvarlig for dyrene her. Han ser til dem hver dag, kan detaljerne og viser os sit scoreskema, hvor hvert enkelt dyr får point på huld (kødfuldhed, trivelighed) og adfærd. Ingen af hestene får ormemiddel, en anden anstødssten hos dyrlæger og hestefolk, men han holder øje med, om de begynder at blive lidt sølle, ikke kan tage på, om pelsen bliver træls.

»Vi har ikke set det endnu,« siger han. »Jeg har passet dyr i 40 år, og den største udfordring for mig var at slippe kontrollen og få skuldrene ned. At man ikke har et formål her, men ser, hvad der sker. Men når jeg så har set, hvad vi kan tilbyde dyrene bare på vores lille areal på 1,2 kvadratkilometer! Vores dyr kan selv bestemme. De dyr, vi ser i landbrug, er fuldstændig kontrolleret af mennesker. Vores hingste kastreres ikke. Vi blander os ikke i, hvem der boller med hvem eller slås med hvem. Uden for hegnet i de almindelige stalde kommer nogle hopper aldrig til hingst og har i hvert fald ikke valgt den selv, hvis de gør,« siger forvalteren, og biologen fortsætter. »Vi ser kompetente dyr, de finder læ og noget at spise. De er ikke passive på overførselsindkomst foran fjernsynet. Vores heste må godt være sultne om vinteren, det er en del af den naturlige cyklus, men de må ikke sulte.«

Når man giver dyr menneskelige træk, kaldes det antropomorfisering og er strengt forbudt blandt forskere. En hest på overførselsindkomst?

Og han har flere paralleller.

Hvert år holder Morten DD foredrag for unge nordjyder i en kirke i Aalborg. Han giver dem to valg:

»Vil I helst leve i en beskyttet bolig, hvor der er sørget for alt: mad, sex, underholdning. Og jeg slukker først, når I er blevet 80 år. Eller vil I have fuldstændig frihed og livets op- og nedture, nogle små, andre meget store? Måske bliver I kun 40. De svarer alle sammen, at de helst vil have frihed. Pointen er, at vi vil det frie liv. Mon ikke det samme gælder dyrene? Når de har levet pragtfuldt i 99 procent af deres liv, hvorfor så fokusere på den ene procent, hvor de måske har haft det mindre godt?«

I vinter frøs vandanlæggene, og dyrene skulle gå hele vejen ned til gården for at drikke. Det fik folk til at synes, det var synd for dem.

Hvor langt skulle de gå?

»Højst en kilometer,« svarer han.

Fra de store dyrs gps-halsbånd kan Molslaboratoriet se, at de går omkring 25 kilometer om dagen. Det kan de, fordi de har plads til det, og det betyder, at det heller ikke er nødvendigt at beskære hestenes hove.

Han ærgrer sig over laboratoriets eneste rigtige sag, sagen med hoppen, der gik for længe med et skævt gps-halsbånd om hovedet, så hun fik sår. »Hoppen har det fint, såret helede på tre dage, og den fiser rundt med sit føl, men det var en fejl. Bum.«

Fede dyremishandlersvin

Molslaboratoriet er ret lille. Men hvis man ganger området med 35, som det bliver tilfældet i nogle af de nye naturnationalparker, må politikerne gå på kompromis.

»Det er meningsløst at tro, at man vil kunne tilse eller overhovedet finde alle dyr i en 15 eller 35 kvadratkilometer stor park hver dag. Det gør de store parker i Afrika heller ikke,« siger ­Morten DD.

»Så længe vi har et hegn, har vi et ansvar, og sult opstår ikke på en dag. Man kan nå at se den komme. Men de tilfældige uheld, der ikke har noget med hegnet at gøre – et brækket ben, en foling går galt – er umulige at forudse eller forhindre og vil måske ikke blive opdaget med det samme. Verden er uretfærdig. Det vil også ske for vilde dyr uden for hegnet. Det er politikernes beslutning, om man vil leve med det.«

Inderst inde i et monstrøst jagtslot bygget til en tysk baron i 1899 med små spidse gevirer stikkende ud overalt og vægmalerier, hvor hjorte, fugle og nordiske guder blander sig med egern og mus, jordens og himlens saft og kraft, sidder Birgitte Lamp, chef for Nationalpark Mols Bjerge, den store aktør på Mols. Parken er ikke udnævnt til kommende naturnationalpark – endnu – det er kun Gribskov i Nordsjælland og Fussingø ved Randers, men det håber hun, den bliver.

Lamp kommer fra statskundskab og er uddannet konfliktmægler hos Rigspolitiet. I årevis var hun tilknyttet Østjyllands Politi som konfliktmægler i straffesager og nabostridigheder. Den evne har hun allerede brug for i en ganske almindelig nationalpark på 180 kvadratkilometer, inklusive Ebeltoft by, inklusive benzintanke, sommerhuse og hverdagsliv, men den vil blive endnu mere påtrængende, hvis Mols Bjerge kommer skridtet videre og bliver en af de 15 nye naturnationalparker. Allerede nu får også hun mails adresseret »fede dyremishandlersvin«.

Hun har en verserende sag fra februar om nogle magre køer i nationalparken. Der er uenighed blandt de involverede dyrlæger om problemets omfang.

»Den gamle dagsorden – indtil dyrevelfærd kom piskende ind fra højre og satte sig tungt på alt – var, at nogle mennesker var bange for at bevæge sig ind i foldene, andre var irriterede. Vi har store folde for at skabe biodiversitet, det virker! Men folk skal ændre vaner,« siger hun.

»At holde sig til loven er dejligt objektivt, når der er så mange følelser i spil. Noget tyder på, at dyr vurderes forskelligt, og meget få protesterer over, at 28.000 små pattegrise dør hver dag i staldene. Vi kan starte med at holde loven og debattere på en ordentlig måde. Der er jo ingen normale mennesker, der ikke mener, dyr skal have det godt. Vi har besluttet, at vi vil have to årlige dyrlægekontroller, selvom lovgivningen kun kræver en, og vi vil også møde vores dyreholdere tre-fire gange om året, så vi kan komme tættere på og i fællesskab sikre, at der er styr på tingene.«

Nationalparkens biolog, Jens Reddersen, står klar i typisk outdooruniform, Fjällrävenbukser med lommer, solide sko, kikkert. Og en uendelig entusiasme. Vi kører ud i bjergene med vinduerne rullet ned, langs grusvejen vokser valmuer og kornblomst, et tegn på sandet jord. Det har altid været svært for folk at brødføde en familie her, derfor er naturen i dag så skøn. Det har ikke for alvor kunnet betale sig at dyrke den. Vi nærmer os de enorme folde i Basballe – og balladen om de sultne køer.

»Når vi laver store folde til store græssere, er det ikke, fordi vi biologer keder os, men fordi vi er frustrerede – nogle er i sorg – over, at vi bruger så mange penge på biodiversitet, så mange skåltaler, så mange røde snore klippes over, men forpligtelsen til at standse tabet af biodiversitet varetages dårligt. Vores gamle midler er uegnede til at løse opgaven.«

På en kolossal bakke vokser kun planter, der stikker: tjørn, brombær, slåen, skovabild, mirabel, enebær og kun lige i bonsaiform, for dyrene æder konstant den yderste spydspids af planten og holder landskabet åbent.

»Det er megainteressant at se samme landskab som den afrikanske savanne – og samme processer,« siger han. De formbidte træer og buske ligner en spredt grøn hær på vej over fladen.

»Hov! Sortåret hvidvinge,« lyder det fra førersædet om en let sommerfugl.

»Vi var heldige og nåede at købe to marker, der havde ligget brak og derfor urørte i 18 år. Så har man allerede et forspring. Efter tre års vintergræsning af køer og heste er de fuldstændig bidt ned. Ellers ville de stå sådan der,« siger han og peger på det lange græs langs vejen på den anden side af hegnet.

En flok køer er søgt opad til højeste bakketop på grund af varmen, 23 grader i dag, og fluer, der også trænger ind i bilen, i ører, i munden. »Plantagefluer,« oplyser Jens Reddersen.

Vi stiger ud og går ind på folden, hvor tre ud af 30 køer i februar blev anset for så tynde, at det udløste en politianmeldelse af dyreholderen. Til forskel fra Molslaboratoriet giver kontrakten med dyrenes ejer faktisk mulighed for at vinterfodre, bare han spørger nationalparken først, men han spurgte ikke. Køerne er ejerens ansvar, men som Birgitte Lamp siger, har Nationalpark Mols Bjerge en enorm interesse i og et moralsk ansvar for, at tingene kører, og loven overholdes.

Hvis Mols får et ry som stedet, hvor dyr ikke har det godt, risikerer hele pointen med dyrene at sande til.

Vi bestiger et lille bjerg, eller en høj bakke, for overblikkets skyld, og langt dernede på den anden side står de, en flok sorte køer under et stort skyggefuldt træ. De kalder og bliver hørt. En anden gruppe nærmer sig i høj fart, kalvene spurter efter deres mødre. Svært at forestille sig et eneste menneske, der ikke ville elske synet, især når flertallet af alle danske køer aldrig i deres liv kommer ud af stalden, ud i solen og æde græs, og når kalve fjernes fra mødrene maksimalt 24 timer efter fødslen. Fabrikskøer er trygge, sunde og mætte, men lever et unaturligt liv. Genforvildningsdyrene går ude året rundt og æder det, der er. I marts er de sultne,

Jens Reddersen ser Alene i vildmarken. »Når deltagerne bliver sultne nok, æder de også øjnene på fjeldørrederne.« Han spiser selv rå blåmusling, hvis han skal blære sig. »Jeg kan godt følge argumentet om, at når dyr er i vores varetægt, skal de behandles godt, men alle dyr er i vores varetægt, også de vilde. Vi betinger alle dyrs liv.«

Selvom store græssere er en gammel historie på Mols, husker han ingen tidligere sager. »Nu bliver en rift i en hov til en kæmpe sag på Facebook,« siger han. Vi passerer klaplåger ind til folde med telefonnummre til dyreholderne. »Folk ringer, når de ser et føl ligge ned, og spørger: Er der noget galt, eller slapper den bare af?«

I bakkerne slår Morten DD ud med armene og siger igen-igen, at her er så vidunderligt smukt: »Det er også derfor, at den skide snak om heste og kvæg bliver så flad. Sagen om hestene handler om noget meget dybere, noget meget vigtigt. Den handler om, at naturen er både smuk og barsk, at livet er barskt, også for mennesker. Vi kan ikke undgå at blive konfronteret med lidelse en gang imellem. Forestillingen om, at dyr i naturen aldrig lider, holder ikke. Til gengæld er de så frie, som de overhovedet kan blive inden for lovens rammer. De lever det frieste liv.«