Billedpoliti
Emojierne, de små elektroniske piktogrammer, har efterhånden en del år på bagen, men udvikler sig fortsat. Farvepaletten udvides, og det samme gør følelsesregistret. Der afsendes fem milliarder emojier hver dag alene på Messenger.
For at få registreret en ny emoji til almen brug skal man imidlertid have en godkendelse i det såkaldte Unicode-konsortium, der lyder som noget, George Orwell kunne have fundet på, men er en slags verdensstandard for tekst og tegn, Apple, Google, Twitter, Samsung og Facebook refererer til.
Processen kan være, skal vi sige, bureaukratisk ... Varemærker og guddomme er ikke tilladt i techgiganternes verdensomspændende logografiske skriftsystem. Det er ikke længe siden, at pistolen blev til en vandpistol.
Ansøgeren må begrunde, hvorfor den foreslåede emoji repræsenterer noget nyt og/eller lukker et semantisk hul: Har vi brug for det tegn?!
»Hvis der allerede findes en emoji for fejekost, så er det ikke sikkert, vi har brug for en støvsuger,« skriver tyske Die Welt, som har set nærmere på sagen.
Ifølge avisen indsendte den grafiske designer Nathan Maggio i 2018 sit bud på en pickup-emoji – efter den kendte amerikanske bil med åbent lad. Maggio begrundede sit forslag:
»Der er jo pickups overalt. De transporterer hø gennem Hanois gader og manøvrerer træ gennem centrum af Detroit. Det er tid til, at vores globale visuelle sprog bliver lidt skarpere med tilføjelsen af en ny type bil-emoji,« skrev han.
I en af Unicodes næste opdateringer var pickuppen med. Det amerikanske magasin Atlantic har dog siden afsløret, at det var den amerikanske bilproducent Ford, der stod bag manøvren som en del af en kampagne til 50.000 dollar.
Pickup-emojiens lighed med den ikoniske Ford-model F-150 var da også til at få øje på (emojien er siden blevet modereret). Men ladvognen er langtfra det eneste eksempel på skjult reklame i vores telefontastaturer. Ifølge Die Welt er det således whiskyproducenten Ballantine’s, der har betalt for whisky-emojien. Og hvad med de gule pomfritter i knaldrødt pap, ser de ikke også bekendte ud?
Nonnekys
Paul Verhoeven kan endnu.
Den lige dele prisbelønnede og omstridte hollandske instruktør, der står bag film som Basic Instinct (1992), Showgirls (1995) og Elle (2016), er blevet 82 år, men har stadig en evne til at skildre den kvindelige seksualitet, som kan få folk op af stolene.
Senest har Verhoevens 1600-talsdrama Benedetta vakt bestyrtelse, ikke mindst i kirkelige kredse.
Filmen, der havde premiere på Filmfestivalen i Cannes i sidste uge, bygger på historikeren Judith C. Browns Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun in Renaissance Italy (1986) og fortæller historien om nonnen Benedetta Carlini (Virginie Efira), der indleder en kærlighedsaffære med en anden nonne, Bartolomea. På pressemødet efter premieren i Cannes forsøgte Verhoeven (måske) at tage brodden af forargelsen:
»Jeg forstår ikke, hvordan et kunstværk kan være blasfemisk, hvis det faktisk viser, hvad der skete, i dette tilfælde i 1625. Man kan ikke ændre historien, man kan ikke ændre det, som allerede er hændt, og jeg har i min film udelukkende taget udgangspunkt i de faktiske forhold.«
Den sidste påstand morer New York Times’ klummeskribent Kyle Buchanan sig over i sin spalte:
»Benedetta og Bartolomea er overraskende sportstrænede, bærer altid øjenskygge, foundation og læbestift (...) og er lige så veldrejede som Playboy-modeller. I klosteret hviler Guds øje, men Verhoevens blik trumfer stadig alt.«
Halvfemserhygge
Vi oversvømmes for tiden af nyfortolkninger og genopførelser af tv-serier fra 1990erne og 00erne.
De seneste år har således budt på mere eller mindre velkomne comebacks, reboots eller reunions for amerikanske og engelske hitserier som Roseanne, Friends, Beverly Hills 90210, Will & Grace, Arrested Development, Parks and Recreation, The West Wing, The Fresh Prince of Bel-Air, Cold Feet og Spitting Image.
Snart følger også forlængelser af Frasier, Dexter og Sex and the City.
Boomet i de ofte ironiske millennial-serier hænger naturligvis sammen med, at datidens børn og unge er blevet voksne og ønsker at betale penge for et nostalgitrip. I moden og musikken ser vi samme bevægelse, cirka 20 år tilbage i tiden.
De genoptagne serier er desuden ofte renset for indhold, der ville kunne virke stødende på et nutidigt publikum.
Men er der ikke en risiko for, at genopførelserne bliver for generiske, for fikseret på at give kerneseerne mellem 30 og 45 år, hvad de ønsker? Det mener Peter White, redaktør på tv-magasinet Deadline.
»Det er ren og skær økonomi. En mellemgod reboot er ofte bedre for forretningen end en fremragende ny serie. Streamingtjenesterne ønsker at lave noget, folk kan genkende.«
I samme avis forklarer den unge manuskriptforfatter og tv-kritiker Adesola Thomas, der tidligere har arbejdet for Netflix, at det ofte er yngre serieskabere, som sættes til at nyfortolke mediets klassikere.
»Jeg mener ikke, at disse reboots nødvendigvis altid behøver at være nostalgisk tilbageskuende, men det kan (som manuskriptforfatter, red.) være svært at lade være, eftersom man jo er sat til at genoplive en svunden æra.«
Helteforbud
Flere scener i den nyeste Marvel-film, Black Widow (2021), er indspillet i Norge, som er blevet et af Hollywoods yndede udflugtsmål. Alligevel har flere af landets biografer valgt ikke at vise filmen med Scarlett Johansson i hovedrollen.
Det sker, fordi superheltefilmens producent, Disney, viser blockbusteren på egen streamingtjeneste, Disney+, kun få dage efter den planlagte biografpremiere, uden at biograferne vel at mærke kompenseres.
Nordisk Film, der råder over 21 biografer i Norge, heriblandt flere af de største, var de første, der bandlyste Black Widow, og siden er flere uafhængige biografer fulgt trop, senest Ørsta Kulturhus og kino.
De norske biografer opfatter Disneys offensiv som et brud på den overenskomst mellem distributionsselskaberne og biograferne, der giver sidstnævnte eneret på filmvisning i minimum 45 dage. Det norske selvforsvar kan lyde ædelt, men i virkeligheden er der en anden grund, mener Aksel Kielland, Morgenbladets filmkritiker, som mener, at den aktuelle situation skyldes biografernes passivitet og den generelle filmdebat.
»De seneste årtier har biograferne blot set til, mens superhelte-blockbusterne og de animerede familiefilm (på streamingplatorme som Netflix og Disney+, red.) har overtaget biografmarkedet. Udviklingen omtales ofte som en naturlig konsekvens af tv-seriernes nye guldalder og streamingtjenesternes fremmarch, men man kan ikke se bort fra den kendsgerning, at disse franchise-films dominans er sammenfaldende med marginaliseringen af filmkritikken og -debatten i det hele taget,« skriver Kielland.
