Konsekvensen af den politiske aftale om at flytte studier uden for de fire største byer vil sandsynligvis blive, at færre unge tager en videregående uddannelse, og at Danmark dermed får en dårligere uddannet befolkning.
For at tilskynde flere unge til at læse andre steder end i hovedstadsområdet, Aarhus, Aalborg og Odense har en bred kreds af partier som bekendt besluttet, at der skal ske udflytning af uddannelser og skæres ned på studiepladserne i de fire populære studiebyer. Tankegangen er for så vidt enkel. Ved at lukke døren for tusinder af unge med drømme om at læse i storbyen vil man tvinge flere studiesøgende til at søge mod andre geografiske destinationer, selvom det ikke er deres førstevalg, destinationer, hvor antallet af studerende i øvrigt må forventes at være relativt lavt.
Problemet er bare, at frafaldet er langt større på uddannelser, som ikke er de unges førsteprioritet. Dertil kommer, at mindre uddannelser med få studerende og undervisere – og altså et smallere studiemiljø – også får flere unge til at droppe ud.
At udflytningsaftalen formentlig vil medføre et øget frafald på de mindre og ikke så attråede uddannelsestilbud uden for metropolerne, dokumenteres i en ny analyse fra tænketanken DEA. Her har man kortlagt søgemønstrene blandt mere end 1,2 millioner ansøgere til de videregående uddannelser gennem de seneste 15 år. Undersøgelsens resultater er lidt af en bombe under de politiske intentioner. For ønsket om at sikre et bredere geografisk uddannelseslandskab nytter jo ikke meget, hvis bundlinjen er, at færre får en uddannelse.
I analysen fastslår DEA, at frafaldet er større, når studerende ikke kommer ind på deres drømmestudie, og at frafaldet samtidig vokser, jo længere nede, det studie, man kommer ind på, ligger i rækken af ønsker. Blandt studerende, der er kommet ind på førsteprioritet, er frafaldet efter det første år således 17 procent, mens det er 54 procent blandt studerende, der har haft uddannelsen som femteprioritet.
Mere overraskende er det, at de unge også oftere dropper ud, hvis en stor del af deres medstuderende hellere ville have læst et andet fag eller et andet sted. Hvis 98 procent af de studerende har uddannelsen som førsteprioritet, er sandsynligheden for frafald i løbet af det første år 13 procent. Men har kun 60 procent af de studerende haft uddannelsen som den mest foretrukne, er sandsynligheden for frafald 24 procent. Der er med andre ord en kammeratskabseffekt: Uddannelser med en høj andel af studerende, der inderst inde hellere vil være et andet sted, skaber et studiemiljø med dårlig stemning og lav motivation, som generelt går ud over lysten til at fortsætte.
Samtidig ser det ud til, at de nye og mindre uddannelser uden for de største byer fører til, at færre gennemfører studierne på universiteterne og professionshøjskolerne. I analysen påviser DEA nemlig, at frafaldet øges successivt, jo færre studerende der er. På store studier med et optag på 250 er frafaldsprocenten inden for det første år således 12 procent, mens den for eksempel er 25 procent, altså dobbbelt så stor, på uddannelser med et optag på 20.
Ifølge programleder Mads Fjord Jørgensen fra DEA vil de nye uddannelsestilbud uden for de største byer med appel til et begrænset antal unge derfor lide under to skavanker: De kan ikke forventes at ligge øverst på ønskelisten hos overvældende mange studerende, og fordi det er mindre uddannelser, vil risikoen for frafald også øges.
»En mulig forklaring er, at få studerende typisk betyder, at der er færre undervisere. Det indebærer, at der stilles større krav til den enkelte underviser, som tilmed har færre kollegaer at sparre med. Samlet set kan det betyde en begrænset faglige bredde i undervisningen. Færre studerende medfører også som udgangspunkt, at der er mindre økonomi at drive uddannelse for. Blandt andet derfor kan små uddannelser være udfordret på kvaliteten. På den måde er der risiko for, at den politiske aftale resulterer i, at færre får en videregående uddannelse,« siger Mads Fjord Jørgensen.
Voldsomt eksperiment
Mens aftalen om at oprette nye uddannelser i de knap så store byer er solidt forankret på Christiansborg – kun De Radikale og Liberal Alliance står uden for – har den mildt sagt ikke helhjertet støtte i uddannelsessektoren og i de studerendes organisation.
Forhører man sig hos Danske Universiteters formand, DTU-rektor Anders Bjarklev, har man med den nye analyse nu fået de negative konsekvenser beskrevet »sort på hvidt«. En af hans væsentligste anker er, at universiteterne skal leve op til en målsætning om at begrænse optaget i de største byer med op til ti procent frem mod 2030 for at styre flere unge mod de nye uddannelsestilbud rundtom i landet.
»Man har bundet løsningen sammen med et tvangselement over for de unge ved simpelthen at fjerne studiepladser i de store byer. Jeg frygter, at det vil resultere i færre uddannede og dermed også totalt set en dårligere uddannet befolkning,« siger Anders Bjarklev.
Danske Studerendes Fællesråd mener også, at DEAs rapport bestyrker mange af organisationens indvendinger mod aftalen:
»Jeg er bange for, at der kommer til at blive færre studerende, i hvert fald på visse uddannelser, og det er bare ikke en god konsekvens for vores land, som jo higer efter mere specialiseret arbejdskraft,« siger Mick Scholtka, som er uddannelsespolitisk næstformand.
Hovedorganisationen Akademikerne forudser, at når antallet af studiepladser i metropolerne svinder ind, presser det automatisk adgangskvotienterne i vejret på uddannelser i de fire største byer. Dermed vil uddannelsessektoren bestå af A-uddannelser i storbyerne, hvor unge med de højeste karakter fra gymnasiet får de bedste undervisere og forskere. Studierne i de mindre byer bliver så B-uddannelser for de knap så kvikke studenter, der samtidig får ringere undervisning, fordi der ikke følger nok penge med til at finansiere udflytningsplanen. En yderligere bivirkning er, ifølge organisationen, »et endnu heftigere karakterræs« i gymnasiet, hvor de unge stresses af at skulle få høje karakterer for at undgå, at drømmestudiet i storbyen bliver lukket land.
Som Akademikernes formand Lars Qvistgaard siger:
»Analysen bekræfter, at regeringen har kastet sig ud i et voldsomt eksperiment. Og jeg frygter, at vi om nogle år vil høre ministeren sige: ’Undskyld, det var ikke den måde, vi skulle have gjort det på’.«
