Globale tanker. Med Boris Johnsons entré i Downing Street i juli 2019 kollapsede en stolt britisk tradition for ansvarlighed, integritet og sandfærdig kommunikation mellem landets øverste ledere og befolkningen, mener Peter Oborne, tidligere partifælle, i en ny, yderst kritisk bog.

Bevæbnet med usandheder

Bevæbnet med usandheder Af Mette Rodgers

LONDON – Det var ikke så lidt af et scoop, da tabloidavisen Daily Mail den 29. september 2019 udkom med nyheden om, at premierminister Boris Johnsons Downing Street havde igangsat en undersøgelse af »remain-parlamentarikeres hemmelige samarbejde med udenlandske magter«.

Ifølge en anonym »højtstående kilde« i regeringen var der god grund til at mistænke de to konservative parlamentarikere Dominic Grieve og Oliver Letwin samt Labour-parlamentarikeren Hilary Benn for at have modtaget juridisk og økonomisk hjælp fra regeringer i EU til at udforme et fælles lovforslag, der – hvis regeringen tabte afstemningen – ville gøre det umuligt at trække landet ud af EU uden en Brexit-aftale.

Ikke overraskende var det en historie – med dens antydning af landsforræderi – der snart blev fulgt op af andre medier som Daily Express, The Sun og The Times. Premierministeren selv bekræftede undersøgelsen i et interview med BBC, hvori han erklærede, at der var en række »legitime spørgsmål«, som de tre politikere måtte besvare.

Problemet var bare, at Grieve, Letwin og Benn aldrig blev kontaktet og bedt om at svare på et eneste spørgsmål, for Downing Street-undersøgelsen eksisterede ikke. Historien var pure opspind; strikket sammen af folk på premierministerens kontor og serveret anonymt til en journalist sulten efter en forsidebasker. Ingen af medierne har siden undskyldt for at have vildledt deres læsere og tilsmudset de tre parlamentarikeres omdømme, og ingen rettelser er blevet bragt.

Dette er kun et af mange eksempler – indsamlet og verificeret af den garvede journalist Peter Oborne – på, at Boris Johnsons Downing Street har brugt anonyme kilder til at sprede fake news via medierne om politiske modstandere. Andre eksempler på Obornes lange liste tæller løgne direkte ytret af premierministeren selv. I en enkelt ti minutter lang tale under valgkampen i 2019 talte Oborne fem: at Johnsons konservative regering var i gang med at bygge 40 nye hospitaler, at den havde finansieret 20.000 flere politibetjente samt falske beskyldninger om, at Labours valgprogram ville koste 1,2 billioner pund at føre ud i livet, og at partiformand Jeremy Corbyn var modstander af husejerskab og havde planer om at afskaffe den britiske hær.

Så mange løgne har Peter Oborne indsamlet, at han ikke har kunnet få plads til dem i bogen, men i stedet har samlet dem på hjemmesiden boris-johnson-lies.com. Alligevel fylder fodnotehenvisningerne til konkrete løgnehistorier halvdelen af mange af bogens sider.

»Jeg har været politisk reporter i næsten tre årtier,« skriver Peter Oborne i sin nye bog The Assault on Truth – Boris Johnson, Donald Trump and the Emergence of a New Moral Barbarism.

»Aldrig har jeg mødt en højtstående britisk politiker, som lyver og fabrikerer historier så ofte, så skamløst og så systematisk, som Boris Johnson gør.«

At den britiske premierminister har et løst forhold til sandheden, er måske ikke umiddelbart den mest opsigtsvækkende nyhed; han er trods alt blevet fyret to gange i sin karriere netop for at have løjet. Første gang i 1988, da han som journalistpraktikant på The Times opdigtede et citat til en artikel, der endte på avisens forside. Anden gang var i 2004, hvor den daværende konservative partiformand, Michael Howard, fyrede Johnson fra sit skyggekabinet efter afsløringen af, at han havde løjet om en affære.

Aldrig har jeg mødt en højtstående britisk politiker, som fabrikerer historier så ofte, så skamløst og så systematisk

Peter Oborne

Men det, der gør denne bog så belastende for premierministeren, er især kortlæggelsen af hans regerings strategiske og målrettede brug af løgne og fake news som et våben imod politiske modstandere. Samt at bogen er skrevet ikke af en fjende, men derimod en mangeårig konservativ partifælle, der som Johnson støttede Brexit – omend han siden har fortrudt, primært på grund af de negative konsekvenser for den britiske union og Nordirland.

Men tilbage i 2016 – da Boris Johnson og partifællen Michael Gove meddelte, at de agtede at støtte Leave-kampagnen – kaldte Peter Oborne i sin ugentlige klumme i Daily Mail dem for »deres generations mest brillante politikere«. De havde, tilføjede han, »den personlige karisma og de intellektuelle gaver«, der var brug for i kampen for Brexit.

Oborne kalder tilmed Johnson for en enestående journalist »med et talent, der grænser til det geniale«. Og han burde om nogen vide det, eftersom de to i flere år var kolleger. Faktisk var det Johnson, der i 2001 ansatte Oborne som politisk reporter på ugemagasinet Spectator, som han var chefredaktør for mellem 1999 og 2005.

»Måske var jeg naiv. Jeg kendte Johnson ret godt. Jeg talte med ham flere gange om ugen og deltog i det ugentlige redaktionsmøde. Han plejede at sige: ’Dette er ikke et politisk blad, men en journal om vores levemåde,’ og jeg vidste, præcis hvad han mente. At det var en slags kommentar til det britiske samfund, ikke kun til landets politik. På det personlige plan kunne jeg ikke finde fejl ved mr. Johnson,« fortæller Oborne i et Zoom-interview med Weekendavisen.

Farlig strategi

Det ændrede sig imidlertid, da Boris Johnson og Vote Leave-strategen Dominic Cummings i juli 2019 flyttede ind i magtens centrum bag den ikoniske sorte dør til Downing Street 10.

»Jeg blev virkelig chokeret. Jeg havde troet, at embedsværket omkring ham ville forhindre ham i at lyve,« fortæller Oborne. »I stedet brugte han fra første dag Downing Street-maskinen til at fremsætte alle mulige forfærdelige løgne om politiske modstandere, om sit partis bedrifter og om Brexit.«

Snart var Peter Obornes liste over Johnson-regeringens politiske løgne – fortalt til medierne, i parlamentet og rundtom i landet til vælgerne – så lang, og den offentlige debat så forskruet, at han følte, at det var hans pligt at råbe vagt i gevær. Ganske som han havde gjort i både artikel- og bogform – med Boris Johnsons hjælp og opbakning – da daværende premierminister Tony Blair ifølge Oborne løj sig til parlamentets opbakning til Irak-invasionen i 2003.

For som han skriver, er »sandheden og det liberale demokrati sammenflettet«. Uden en objektiv sandhed kan borgerne ikke stille deres ledere til regnskab, for hvis sandheden bliver defineret af lederne selv, mister vælgerne muligheden for at bedømme dem.

Politiske løgne er, mener Oborne, en form for tyveri af borgernes demokratiske rettigheder, og han advarer imod at undervurdere Johnson-regeringens projekt. For der er ikke, mener han, tale om uskyldige og tilfældige nødløgne eller overdrivelser, som af og til slipper over premierministerens læber i en presset situation.

»Premierministerens krig mod sandheden er en del af et bredere angreb på det britiske demokratis søjler: parlamentet, retsstaten og embedsværket,« skriver han med henvisning til en række dokumenterede angreb på disse instanser.

Ifølge Peter Oborne er formålet med angrebene på især embedsværket at gøre den normalt neutrale institution til en »Tory-institution«.

For en borgerlig herre som Oborne strider dét imidlertid stik imod den konservative grundfilosofi, for som han skriver, er Det Konservative Parti »et parti, der forsvarer institutionerne og princippet om behørig rettergang – kirken, monarkiet, parlamentet, retsstaten – imod abstraktion, ideologi og i sidste ende politisk vold«.

Han mener da heller ikke, at Johnsons konservative parti har meget tilfælles med de konservative tænkere Edmund Burke og Michael Oakeshotts konservatisme.

»Maskineriet er der stadig, juridisk set er det Det Konservative Parti. Det har samme navn og institutionelle struktur, som du kan føre tilbage til det 19. århundrede. Men filosofisk er det ikke længere konservativt på den måde, det traditionelt var: et parti, der lader folk leve deres liv, som de ønsker at leve det, beskyttet af lov og orden, men ellers uden megen indblanding. Nu fortæller regeringen os, hvem vi bør være, og den vil også bestemme over store dele af økonomien,« siger han.

War on woke

Peter Oborne er især bekymret over det, han kalder for Johnsons »war on woke« – eller krig mod politisk korrekthed. Han opremser efter hukommelsen en række eksempler: regeringens angreb på Black Lives Matter-bevægelsen, planerne om at opkalde en kontroversiel royal lystbåd til 200 millioner pund efter nyligt afdøde Prins Philip (dronningen sagde nej), indgreb i museernes frihed med retningslinjer for håndtering af ’omstridt kulturarv’, nye love, der skal forhindre institutioner og byråd i at fjerne uønskede statuer, udnævnelsen af allierede til landets kulturinstitutioner (tidligere finansminister George Osborne blev i denne uge bekræftet som ny bestyrelsesformand for British Museum).

»Det er ret skræmmende og for mig overraskende. Den Boris Johnson, jeg kendte for 20 år siden, fremstod som sofistikeret, liberal, velinformeret,« siger Oborne, der da heller ikke tror, at »noget af alt det her kommer fra Johnson selv«.

I stedet tror han, at ideerne og mediestrategien stammer fra hans tidligere rådgivere fra Vote Leave-kampagnen og fra en række borgerlige tænketanke såsom Policy Exchange og Henry Jackson Society, som »er kommet til magten sammen med Johnson«.

»De står for den meget ubritiske idé om, at der er særlige britiske værdier. Men det moderne Storbritannien giver dig forskellige politiske identiteter. Du kan være skotsk, walisisk, muslimsk, jødisk, sort, hvid, homoseksuel, immigrant og britisk,« siger Peter Oborne.

»Johnsons projekt går i virkeligheden ud på at ødelægge denne idé og i stedet at skabe en monokultur, der kræver, at vi alle er ens, og så stigmatisere dem, der ikke tilhører denne monokultur.«

Han mener, at formålet med kulturkampen er at fjerne opmærksomheden fra de virkelige problemer i samfundet og historierne i pressen om korrupte ministre og hans egen kreative finansiering af renovationen af hans Downing Street-lejlighed.

»Men det er farligt, for det er en strategi, der skaber had, hvor der ikke før var had, og splittelse, hvor der ikke før var splittelse, hvilket kan føre til vold,« siger han. »Min frygt er, at de, der nægter at støtte denne nye korporative nationale identitet, vil blive anset som legitime mål.«

Peter Oborne erkender dog, at der ikke foreløbig er nogen udsigt til at slippe af med Boris Johnson og hans regering. Heller ikke hans egen bog har haft den ønskede effekt. Måske fordi hans budskab ikke er faldet i god jord i den britiske presse, som han beskylder for at have spillet en nøglerolle i »normaliseringen af løgne, fabrikerede historier og bagvaskelse udsendt af Johnsons politiske maskine«. Som konsekvens har den borgerlige presse boykottet Oborne og hans bog, og hans samarbejde med Daily Mail stoppede, efter at tabloidavisen bad ham trække en Johnson-kritisk klumme.

Den konservative hjemmeside Conservative Home har dog anmeldt bogen og roser Oborne for hans insisteren på, at ministre ikke må lyve – især ikke i parlamentet. Men samtidig mener anmelderen – Obornes tidligere Telegraph-kollega Andrew Gimson, der selv har skrevet en biografi om premierministeren – at Johnsons udtalelser »er knap så skandaløse, som Oborne mener«. Han tilføjer, at »Trumps modstandere fejlagtigt troede, at de kunne sænke ham ved at afsløre for verden, at han var en løgner. Det ville være en skam, hvis Johnsons modstandere begår samme fejl«.

Oborne nærer dog ingen illusioner om, at hans kritik vil fælde hans tidligere kollega, og accepterer, at »Johnson er en kolossal succes« blandt de britiske vælgere.

»Han dominerer det politiske landskab i øjeblikket, og han har løst Det Konservative Partis Europa-problem. Han ser sågar ud til at have held med at ødelægge Labour-partiet,« erkender forfatteren.

»Han er i gang med fundamentalt at ændre Storbritannien, og endnu har ingen fundet en måde at udfordre ham på. De konventionelle metoder såsom at afsløre korruption, embedsmisbrug og løgne ser ikke ud til at have nogen effekt. Og hans budskab – at han er på almindelige menneskers side imod eliterne eller minoriteterne – er utrolig effektivt.«

I den seneste tid er der dog opstået et par sprækker i Johnsons blå mur. I forrige uge skete det utænkelige, da partiet tabte den konservative kreds Chesham & Amersham – der har stemt konservativt siden kredsens oprettelse i 1974 – i et suppleringsvalg, på trods af at partiet i 2019 vandt kredsen med et massivt flertal på 16.223. Og de tabte ikke engang knebent; De Liberale Demokrater vandt kredsen med et flertal på 8.028.

Ugen efter annoncerede den karismatiske tidligere formand for Underhuset John Bercow, der styrede slagets gang i parlamentet under de turbulente Brexit-forhandlinger, at han skifter til Labour efter at være nået til den konklusion, »at der er behov for at skifte denne regering ud«. Blandt andet på grund af en voksende mængde beviser for, at »regeringen fortæller usandheder til parlamentet og forbigår parlamentet«.

Ny politisk virkelighed

Spørgsmålet er, om Boris Johnsons ændringer af kulturen og strukturen i landets administration og institutio­ner – og i Det Konservative Parti – vil være permanent, eller om Storbritannien som USA vil vende tilbage til en mere traditionel politisk kultur efter Johnson.

Mange mente, at det var chefrådgiver Dominic Cummings, der var hjernen bag Johnsons kurs, men indtil videre er der ikke sket nogen nævneværdig ændring af regeringens linje som følge af rådgiverens afgang. Kritikere peger for eksempel på, at Johnson i sidste uge valgte at stå ved sin sundhedsminister, Matt Hancock, efter at denne var blevet afsløret i at bryde regeringens egne covid-19-regler (han kyssede sin rådgiver). Men efter at Hancock selv valgte at gå af efter pres fra baglandet og offentligheden, forsøgte premierministeren at få det til at fremstå, som om han i virkeligheden havde fyret ham.

»Jeg læste om historien fredag, og lørdag havde jeg en ny sundhedsminister,« udtalte Johnson i det, selv The Daily Telegraph beskriver som en »misvisende udtalelse«.

Årsagen til, at Downing Street ikke er vendt tilbage til en mere traditionel konservativ kurs efter Cummings afgang, er måske – skriver Oborne i bogen – at regeringens ministre allerede er blevet korrumperet og fanget ind af den nye kultur efter at være blevet tvunget til selv at lyve eller i det mindste at forsvare regeringens løgnehistorier, hvis de ønskede at bevare deres job.

»Sandheden er blevet privatiseret af Johnsons administration på samme måde, som Margaret Thatcher privatiserede vand og elektricitet i 1980erne. Det betyder, at løgnagtighed, grådighed og mangel på integritet er blevet nødvendige kvaliteter for ambitiøse ministre ... Det er blevet så godt som umuligt for en ærlig politiker at overleve, for ikke at sige blomstre, i Boris Johnsons regering,« skriver han.

Det er ifølge Oborne svært at vurdere, om den konfronterende retning, Johnson-regeringen har valgt, vil ændre britisk politik, eller om det er muligt at vende tilbage til landets lange tradition for, at en minister, der afsløres i at lyve i parlamentet eller bryde de politiske konventioner, må gå af.

»Det kommer an på, om han ender karrieren på egne præmisser, eller om hans projekt kollapser. Hvis det kollapser, er der stadigvæk traditionelle konservative politikere i partiet, der vil være parate til at overtage,« siger Oborne og erklærer sig i så fald parat til selv at støtte partiet igen.

»Men,« erkender han, »det er også meget muligt, at Boris Johnson mere grundlæggende har ændret britisk politik. I så fald vil hans efterfølger blive en politiker, der har ladet sig inspirere af hans karismatiske, konfronterende politik, der bygger på kammerateri, stigmatisering af minoriteter og fordomme.«

Peter Oborne: The Assault on Truth: Boris Johnson, Donald Trump and the Emergence of a New Moral Barbarism. 192 sider. Simon & Schuster.

»Aldrig har jeg mødt en højtstående britisk politiker, som fabrikerer historier så ofte, så skamløst og så systematisk.«

Blå Bog

Peter Oborne, født i 1957, gift, fem børn. Studerede historie ved Cambridge University. Har været ansat som politisk reporter og klummeskribent ved en lang række primært borgerlige medier, blandt andet The Daily Telegraph og Daily Mail. I 2012 og 2016 vandt han »Årets Klummeskribent« ved Press Awards. Han er forfatter til en lang række bøger og blev interesseret i »den politiske løgn« under Tony Blairs New Labour-regering. Det blev til bogen The Rise of Political Lying. Han arbejder i øjeblikket på en bog om politisk islam.

Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.

Side 8






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank