Opinion. Jeg flygtede fra Allah i mit hjemland, men hans undersåtter ventede på mig, da jeg fik asyl i det fredelige Sverige.

Forfulgt af Gud

Forfulgt af Gud

Min lettelse var stor, da jeg ankom til Sverige i 2014. Jeg troede, at min flugt fra islamismen og Egyptens blasfemilove sluttede her, men der gik ikke lang tid, før jeg indså, at nogle af de samme værdier og normer har etableret sig i dele af det svenske samfund. Jeg har ordret fået at vide i Sverige: »Omar, du kan ikke kritisere islam her. Vi har religionsfrihed.« Nu håber jeg, at mit nye hjemland vil tage ved lære af Danmarks indsats for at gøre op med segregeringen i skoler og boligområder. Vigtigst af alt må vi sikre, at vi aldrig vender tilbage til et indvandringsniveau, der overskrider samfundets evne til at integrere.

Jeg kommer fra en typisk konservativ sunnimuslimsk familie i Egypten. De første 25 år af mit liv havde jeg en religiøs overbevisning, der bedst kan beskrives som antitesen til det liberale demokratis værdier. Jeg havde reaktionære holdninger til kvinder og seksualitet. Jeg var homofobisk, fordi jeg troede på, at Allahs trone ville skælve under hans vrede, når to mænd har sex.

Da min tante spurgte mig som 11-årig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, sagde jeg, at jeg ville slutte mig til Hamas, føre jihad mod jøderne og dræbe dem, for hadithen siger »Den sidste time kommer ikke, før muslimerne har bekæmpet jøderne, og muslimerne vil da slå dem ihjel.« Jeg tog det som en profeti fra Muhammed, der havde fået den overbragt af Allah.

Og jeg var ikke noget særsyn. De fleste muslimer har som mange andre religiøse arvet religionen snarere end at været blevet overbevist af den. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg fjernede mig mere og mere fra islam, men jeg tror, min far ubevidst var med til det. Mine forældre sendte mig på privatskole, hvor al undervisning foregik på engelsk, og jeg begyndte at læse intellektuelle værker fra andre kulturer end min egen.

Min far opfordrede mig til at læse fra en tidlig alder, og det gjorde mig mere kritisk og mindre tilbøjelig til at godtage andres forklaringer uden at danne mine egne holdninger. Jeg besluttede mig for at studere islamiske skrifter, ironisk nok for at styrke min tro og gøre den renere og mere oprigtig. Men jo mere jeg læste, jo mindre mening gav det for mig. Efter tre år besluttede jeg mig for, at jeg ganske enkelt ikke troede på det.

Jeg gik fra at tilbede Allah og ophøje Muhammed til det perfekte menneske og til at forlade islam. Det gav mig hurtigt problemer, og da politiet i Egypten truede mig med en blasfemisag, ventede jeg ikke på at se den blive ført ud i livet.

I første omgang gav de svenske myndigheder mig afslag på asyl. De anerkendte ikke, at jeg havde forladt islam, og fandt det ikke dokumenteret, at myndighederne i Egypten vidste det. Jeg optog derfor en video, hvor jeg fortalte om mit syn på islam og min sag hos asylmyndighederne. I videoen sagde jeg, at for at bevise om, at jeg ikke længere er muslim, må jeg gøre det, som ingen muslim vil gøre: at skænde koranen. Så jeg spyttede på Koranen, rev den i stykker, trampede på den og satte ild til den. Da jeg offentliggjorde videoen på YouTube og senere offentliggjorde flere videoer og artikler, anerkendte myndighederne min sag, og jeg fik asyl.

Jeg blev dog overrasket over, hvor svært det er at kritisere islam – i Sverige. Anklagerne om »islamofobi« mindede mig om anklagerne om blasfemi i Egypten. Ironien gik langsomt op for mig: Jeg flygtede fra mit land, fordi jeg kritiserede islam, og nu var jeg kommet i sikkerhed i et land, hvor det langtfra er uproblematisk. Her er holdningen, at alle religioner kan kritiseres og gøres grin med. Undtagen islam.

Det gik også op for mig, at æresvold og undertrykkelse i dag er et af Sveriges alvorligste problemer. Efter jeg udgav mangabogen Forbidden Love, der afbilleder aspekter af æres­undertrykkelse, har jeg besøgt mange skoler for at diskutere æreskultur, ligestilling og individuel frihed. Jeg oplever stadig flere elever, der udtrykker støtte til æresvold og undertrykkelse, nogle endda – til lærerens bestyrtelse – støtte til æresdrab. Jeg har mødt elever, der har boet i Sverige i seks år uden rigtigt at bo her.

De går i klasse med næsten udelukkende elever med samme baggrund, det gælder selv nogle af lærerne. Jeg har også bemærket, at eleverne er mere aggressive i deres forsvar af æreskulturen på segregerede skoler.

For eksempel er det svært for en elev i klassen at sige åbent, at det ville være okay, hvis deres søster fik en kæreste. Det gør det svært for børn at bryde fri fra æreskulturen, især for piger, der vil være frie fra social kontrol. I de skoler bliver det også svært for lærerne at udfordre æreskulturen, når de bliver overvældet af en majoritet i klassen, der udfordrer dem tilbage.

Det er sandt, at folk i de fleste muslimske lande ikke er vant til kritik af islam eller til ideen om ytringsfrihed, men det skal vi ikke bukke under for her i Vesten. Når man stigmatiserer kritik af islam, sender man et signal til det muslimske samfund om, at de har ret til at blive krænkede, når islam kritiseres, og dermed at de har ret til at kræve en straf af mennesker, der fornærmer deres religion. Det kan få den konsekvens, at man retfærdiggør angreb fra ekstremister mod dem, der kritiserer eller gør grin med islam. Eller dem, der bare prøver at opretholde ytringsfriheden som i den tragiske sag om den franske skolelærer Samuel Paty.

I Sverige har denne stigmatisering af islamkritik ført til en total nedlukning af en reel debat og overladt den til ekstremister, der ikke er bange for at blive stemplet som islamofober. Hvis debatten forvises til ekstremerne, kan den hurtigt gå fra islamkritik til direkte muslimhad.

Udviklingen i Sverige viser med al tydelighed, at vi er nødt til at lægge identitetspolitik endegyldigt i graven. Intet individ skal diskrimineres på grund af sin gruppeidentitet, men heller ikke tildeles privilegier på grund af den identitet, kun lige rettigheder og lige ansvar.

Sverige og Danmark er nødt til at gå efter at opnå en slags moralsk assimilation i vores landes grundlæggende værdier; ligestilling, LGBT-rettigheder, sekularisme, ytringsfrihed og personlig frihed.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Læs også ugens andre læserbreve og debatindlæg

Side 13



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby