}
Postboks. Først var nyhedsbrevene, så kom aviserne, men nu er nyhedsbrevene måske ved at stikke afsted med læserne igen.

Kampen om indbakken

»Det er jo som genre betragtet den ældste måde at formidle nyheder på.«

Weekend­avisen har ringet til Mads Brügger for at tale med ham om hans nye nyhedsbrevs­medie, Frihedsbrevet, og han går straks i gang med mediets historiske fundament.

»Den trykte presse startede jo i forne tider som nyhedsbreve,« fortsætter Brügger over telefonen.

For to uger siden blev Frihedsbrevet lanceret akkompagneret af strygere og en patosfyldt video, hvor mediets journalister læste op af grundloven. Det hele foregik selvfølgelig på selve grundlovsdag. I den københavnske medieverden var det en stor begivenhed, for der er noget ved Brüggers projekt, der lugter af både fremtid og fortid. Og det er netop hans pointe. Avisverdenen voksede nemlig ud af de håndskrevne nyhedsbreve, som cirkulerede blandt borgerskabet og skabte polemik og debat i de læsende kredse. De udgjorde en skønsom sammenblanding af underholdning og oplysning.

Vil man beskæftige sig med nyhedsbrevets historie, må man nævne Notizie Scritte. Det var en venetiansk udgivelse, der i dag kan betegnes som det første nyhedsbrev med en betalingsmur i analog forstand. En gang om måneden blev de håndskrevne sider udstillet, og for en entrépris på én gazette (en daværende venetiansk møntfod) kunne borgere, læsere og interesserede få lov at se og læse nyhederne om politik, økonomi og militære begivenheder. Det var en revolutionerende forretningsmodel. I dag ved vi, at det var en epokegørende udgivelse, og selvfølgelig er det også her begrebet »gazette« stammer, som senere blev et angelsaksisk synonym for avis.

Kun hvis man har levet som en af fangerne i Platons hulelignelse, har man ikke opdaget, at dørmåtter flere og flere steder er blevet skiftet ud med digitale e-mailindbakker, når det gælder konkurrencen om det avislæsende publikum. Nyhedsbreve er det nye sort i mediebranchen og har været det i en rum tid. Ethvert moderne medie med respekt for sig selv udsender en række forskellige nyhedsbreve, hvor læseren kan blive orienteret om alt og det hele, en delmængde af noget eller rigtig meget om denne eller hin specifikke lillebitte ting. Læseren skriver sig op til brevet med sin e-mail­adresse, og mediet leverer e-mailen så tæt på læserens eget jeg, som man kan komme nu om dage.

Nyhedsbrevenes historie rækker både langt tilbage og buldrer fortsat ind i den nære fremtid. I USA vinder mediet Substack frem med store prominente navne, som de ofte har plukket fra de største amerikanske aviser, og herhjemme udvides nyhedsbrevsscenen også hastigt.

Strygerne var knap nok klinget af efter Mads Brüggers annoncering af Frihedsbrevet, før det trak op til en ny digital aviskrig i det øst- og midtjyske område – med nyhedsbrevet som artilleri. For det var ikke nok med et nyt nyhedsbrevsmedie som Frihedsbrevet, der lover at levere fri, uafhængig og magtkritisk journalistisk til de danske læsere, også lokaljournalistikken skal nu reddes ved brug af nyhedsbrevsplatformen.

Det hele begyndte, da fellow ved Syddansk Universitet Anders Østerby udgav rapporten Det sander til – sådan undgår vi nyhedsørkener i Danmark, hvori han nedslående konstaterer, at hver fjerde lokale dagbladsredaktion er forsvundet på de seneste ti år. Til Journalisten kaldte han udviklingen »bekymrende og alarmerende«. Den problemstilling ville Jysk Fynske Medier komme til livs og slog hele 20 journaliststillinger op. De mange nye journalister skal dække det østjyske område med nyhedsbrevet som primær publikation.

I halen på den satsning fulgte Jyllands-Postens lokalaviser og slog ligeledes 20 journaliststillinger op. Deres ansatte skal også dække lokale midt- og østjyske forhold på en ny og mobilvenlig måde med nyhedsbrevet som en af de væsentlige platforme. Banen må siges at være kridtet op, og nyhedsbrevets værdi står allerede klart for initiativtagerne.

»Rigtig mange møder os og starter deres besøg hos os via et nyhedsbrev,« fortæller Viggo Ravn om Jyllands-Postens nuværende brug af nyhedsbreve. Han skal stå i spidsen for JPs nye lokalmedier, og han er sikker på, at nyhedsbreve bliver et vigtigt ben, når man skal levere lokaljournalistik helt tæt på abonnenterne. »Vi kan se, at det virker, de bliver åbnet, og det er med til at skabe en vane omkring vores medier,« forklarer han.

Det er netop det med vanen, der er centralt i den nye bølge af nyhedsbrevsmedier. For hvordan indfanger man de notorisk promiskuøse digitale læsere, der springer rundt fra det ene prøveabonnement til det næste? Det gør man selvfølgelig med nyhedsbreve.

Mange menneskers digitale adfærd omkring e-mailindbakken minder i nogen grad om den måde, vi tilgår en printavis på ved at tjekke vores fysiske postkasse, hvor avisen dumper ind dagligt eller ugentligt. Vores indbakke er måske den digitale arena, hvor vi er mindst troløse.

»E-mailen har nogle af de ting, som avisen havde i gamle dage, hvor man fik avisen leveret fredag eller søndag morgen på dørtrappen eller i postkassen,« har direktør for nyhedsbrevsmediet Føljeton, Søren Høgh Ipland, udtalt til Journalisten. Han understreger, at vanen er vigtig, fordi den skaber et forhold mellem abonnent og skribent.

Mads Brügger istemmer Søren Høgh Iplands pointe og ser også en stor journalistisk mulighed i den tætte kommunikation mellem læser og skribent, som nyhedsbrevet faciliterer bedre end et opslag i en avis.

»Hvis man giver sig tid til at gå i dialog med sine læsere, kan det føre til alt muligt, også journalistisk,« fortsætter han og fortæller, at han på det kraftigste opfordrer sine egne journalister til at benytte sig af netop den mulighed for at komme i kontakt med læserne.

Selvom nyhedsbreve allerede fylder meget hos mange danske medier, mener Mads Bügger, at der stadig er plads til forbedring.

»I forhold til, hvor udviklet nyhedsbrevet er i USA, er der stadig et stykke vej herhjemme,« siger han til Weekend­avisen.

»Hvis man ser på den danske nyhedsbrevsscene i helikopterperspektiv, så er det jo et område, der har været ret stedmoderligt behandlet af mediehusene. Altså, det er noget, man har og gør, fordi det ser godt ud, men man sætter jo ikke sine bedste skribenter til at skrive nyhedsbreve,« siger Brügger – og peger dog på Informations coronanyhedsbrev skrevet af Lasse Lavrsen som en undtagelse.

Jan Birkemose er journalist og medierådgiver, og så er han nok den mand herhjemme, der ved mest om nyhedsbreve. Han ser særligt to årsager til nyhedsbrevets succes.

I et digitalt mediebillede gør de fleste medier brug af mange forskellige platforme, hvoraf nyhedsbrevet ofte er én blandt flere. Men når et medie vælger at publicere indhold på kanaler som Facebook, Twitter og Instagram, så lægger man eksponeringen af indholdet i hænderne på disse firmaers algoritmer. Det er man ude over ved at bruge en af de ældste digitale tjenester, vi kender: e-mailen.

Den anden forklaring er, at det er omkostningseffektivt. Man betaler til en e-mailtjeneste, hvorefter man selv kan påbegynde design, tekstarbejde og indsamling af modtagere. Det er en meget mindre maskine, der skal på arbejde, end tilfældet er ved avisproduktion.

Netop prisen og muligheden for hurtigt at kunne omstille produktionen var også årsagen til nyhedsbrevenes stormede succes, langt inden aviserne reelt så dagens lys.

I slipstrømmen på Notizie Scritte fulgte et væld af lignende nyhedsbreve i de europæiske lande. Et andet signifikant ryk i udviklingen skete i midten af 1600-tallet, hvor blandt andet det engelske postvæsen for alvor blev etableret. Derved fik de britiske skribenter nemmere ved at indsamle viden fra fjerne egne, og det blev muligt at udkomme i faste tidsintervaller.

På samme tid som de engelske nyhedsbreve voksede frem, udkom den første trykte danske avis, Den Danske Mercurius. Det skete 1. august 1666, og bag avisen stod den danske digter, boheme og excentriker Anders Bording. På foranledning af Frederik 3.s ønske om at etablere et officielt dansk nyhedsorgan tog Bording ansættelse som avisens eneste hofpoet, journalist og redaktør.

Noget af det mest slående ved Bordings avisskriveri var det, man i dag ville kalde hans tone of voice – et begreb, alle nyhedsbrevsmedier arbejder ihærdigt med.

Bording skrev og redigerede samtlige udgaver af Den Danske Mercurius i ni år – på vers. I alt 15.000 aleksandrinske verselinjer.

Hvor mange verselinjer Frihedsbrevet ender med at få plads til, vides endnu ikke. Brüggers eget perspektiv på nyhedsbrevenes fremtid er meget – brüggersk:

»Det er jo med nyhedsbreve, som det er med podcast. Med podcast er det sådan, at der allerede er langt flere podcast, end der er lyttere. Og der er jo også allerede et hav af nyhedsbreve,« siger han med sin helt egen tone of voice.

Side 39



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby