LONDON– Da Aminul Hoque, en anerkendt britisk-bangladesisk akademiker, i sommeren 2016 blev udpeget til Royal Museums Greenwichs bestyrelse af den daværende konservative regering, kastede han sig ud i arbejdet med begejstring. Hans håb var at bidrage til at skabe »et åbent, forskelligartet, inkluderende, interessant og tilgængeligt rum for alle«, fortæller han Weekendavisen.
Det var et arbejde, der efter sidste sommers Black Lives Matter-protester fik ny mening – især efter at aktivister i Bristol væltede en statue af slavehandleren Edward Colston og smed den i havnen. På linje med mange af landets museer og kulturinstitutioner besluttede også Royal Museums Greenwich at se med friske øjne på deres udstillinger i lyset af den kritik, som Black Lives Matter-bevægelsen havde rejst om landets kolonifortid og berigelse som følge af slavehandlen.
Det blev blandt andet besluttet, at National Maritime Museum – et af Royal Museums Greenwichs fire museer – skulle genfortolke admiral Lord Nelsons heltestatus; en status, han blev tildelt efter sejren i Slaget ved Trafalgar, der endte med at koste ham livet. Ifølge interne dokumenter, omtalt i The Daily Telegraph, blev »omfattende ændringer« af museets Nelson-udstilling overvejet med henblik på at give de besøgende et mere nuanceret billede af heltens komplekse personlighed. For eksempel hans ikke overraskende udtalte opbakning til samtidens slavehandlere og landets kolonibesiddelser, som hans Royal Navy beskyttede.
The City of London Corporation annoncerede i januar, at det vil fjerne to statuer af den tidligere London-borgmester William Beckford og parlamentarikeren John Cass fra sit hovedkvarter i Moorgate på grund af mændenes engagement i slavehandlen i det 17. og 18. århundrede. Og Liverpool University har ændret navnet på en bygning opkaldt efter den tidligere premierminister William Gladstone af samme grund.
Det var en udvikling, som bestemt ikke har fundet opbakning i den konservative regering – nu under ledelse af Boris Johnson – der snart besluttede at indlede en modoffensiv mod det, som den opfattede som en bølge af »wokery« – politisk korrekthed – der truer landets kulturarv.
Et af kulturminister Oliver Dowdens modtræk er et målrettet forsøg på at ændre magtbalancen i de offentligt støttede museer og kulturinstitutioners bestyrelser, hvor regeringen skal godkende alle udnævnelser og derfor har mulighed for at udpege folk med sympati for dens holdninger. Men for at få plads til regeringens allierede må andre i sagens natur ud, og Aminul Hoque – som i forbindelse med sit akademiske arbejde har talt for en »afkolonisering« af skolernes undervisningsplan – var en af dem, der efter sin første periode som bestyrelsesmedlem for Royal Museums Greenwich fik at vide, at Dowden havde nedlagt veto mod hans genudnævnelse.
»Nyheden om, at jeg ikke blev forlænget, kom som en kæmpe overraskelse,« fortæller Hoque med henvisning til, at bestyrelsesmedlemmer normalt tjener i to perioder.
»Jeg var chokeret, skuffet og forbløffet. Folk må drage deres egne konklusion i forhold til, om de tror, min tidligere research har bidraget til regeringens beslutning.«
Royal Museums Greenwichs bestyrelsesformand, milliardæren og forretningsmanden Charles Dunstone, var dog ikke et øjeblik i tvivl om, at Hoques holdninger til afkolonisering var årsagen til, at han ikke blev genudnævnt, og gjorde derfor alvor af sin trussel om at gå af i protest mod regeringens beslutning.
Professor Frances Corner, forstander på Goldsmiths, University of London, hvor Hoque underviser og forsker, er enig i vurderingen og skrev i protest et vredt brev til Oliver Dowden.
»Uden en ordentlig forklaring vil denne beslutning blive set som en del af et mønster, hvor en regering, der hævder at være forkæmper for ytringsfriheden, i virkeligheden forsøger at ’aflyse’ en åben og ærlig debat,« skrev hun med henvisning til regeringens kortfattede forklaring om, at der »ikke bør være nogen forventning om automatisk genudnævnelse« til bestyrelsesposter.
Aminul Hoque er da heller ikke alene om at være blevet droppet af den britiske regering. Dowden har også blokeret for genudnævnelsen af to kvindelige bestyrelsesmedlemmer for tv-kanalen Channel 4 samt for udnævnelsen af den anerkendte klassiske historiker Mary Beard, der var udpeget til British Museums bestyrelse. Museet valgte dog at forbigå regeringen og give Beard en af de pladser i bestyrelsen, som den selv har ret til at udfylde på grund af museets særlig charter – en mulighed, kun få museer har.
Dowden har desuden udpeget de to kontroversielle konservative parlamentarikere Jacob Rees-Mogg og Chris Grayling til National Portrait Gallerys bestyrelse og har nomineret den BBC-kritiske tidligere chefredaktør for tabloidavisen Daily Mail Paul Dacre til jobbet som bestyrelsesformand for Ofcom, der regulerer BBC. Den har også indstillet Robbie Gibb, Theresa Mays kommunikationschef i Downing Street, til BBCs bestyrelse, mens Nicky Morgan, en tidligere konservativ kulturminister, er nomineret til jobbet som næste leder af Sport Englands bestyrelse.
Udviklingen er blevet mødt med vrede og modstand i den britiske kulturverden, hvor en bestyrelsesformand for en større britisk kulturinstitution har beskrevet Johnson-regeringens strategi som »kulturel udrensning« over for Financial Times.
Udover Charles Dunstones opsigelse som bestyrelsesformand for Royal Museums Greenwich har historikeren Sarah Dry takket nej til en genudnævnelse til Science Museums bestyrelse, fordi genudnævnelser fremover vil blive betinget af, at bestyrelsesmedlemmer »individuelt og udtrykkeligt udtrykker deres opbakning« til regeringens såkaldte »bevar og forklar«-politik, der sigter mod at forhindre, at statuer og anden såkaldt »omstridt kulturarv« bliver fjernet fra det offentlige rum og museernes udstillinger. I stedet skal de sættes i kontekst, mener regeringen.
Kulturministeriet svarer i en udtalelse til Weekendavisen ikke direkte på spørgsmålet om, hvorfor Aminul Hoque ikke blev genudnævnt, men siger: »Vi er forpligtet til at sikre, at vores offentligt finansierede institutioner afspejler alle de forskellige grupper af skatteydere, som de tjener.«
På et onlineseminar organiseret af den borgerlige tænketank Policy Exchange forsvarede Dowden strategien og erklærede sig som skatteydernes repræsentant i debatten.
»Jeg tror på, at langt de fleste briter er enige i, at vi bør bevare vores kulturarv, men også at vi bør bruge den til at forklare vores rige historie,« sagde Dowden på mødet, hvor han beskyldte landets museer og kulturinstitutioner for at tage for let på deres opgave som »midlertidige vogtere« af landets kulturarv.
På mødet blev han også bedt om at forklare, hvorfor han i oktober sidste år sendte et brev til landets museer, hvori han mindede dem om, at det er skatteyderne, der betaler for deres drift. Det fik i den grad landets Museums Association, der repræsenterer Storbritanniens museer og deres medarbejdere, op i det røde felt. Mens organisationens direktør, Sharon Heal, i en udtalelse erklærede sig enig med Dowden i, at »historiske objekter spiller en vigtig rolle i forhold til at forklare fortiden med alle dens fejl«, og at det er vigtigt for museer at sætte »omstridt kulturarv« ind i en bredere kontekst, så erklærede hun sig dybt bekymret over, at ministeren i sit brev »beder museerne orientere regeringen om aktiviteter inden for dette område«, og antydede, at fondsstøtten kan blive fjernet fra museer, der ikke gør, som regeringen anbefaler.
Dowden afviste dog, at der var tale om politisk indblanding.
»Det er min pligt som kulturminister at forsvare den brede befolknings interesser. Uafhængighed betyder dels, at institutionerne ikke bør frygte politisk indblanding, men det betyder også, at de ikke må lade sig presse af kampagnegrupper, som hævder, at de har opbakning i den brede befolkning, når det ikke passer,« sagde han og tilføjede:
»Det undrer mig, at det ikke anses for at være politisk, når folk taler for fjernelsen af statuer – for så at sige at ødelægge vores historie – men når jeg siger: ’Vent et øjeblik, er det nu det rigtige at gøre,’ så bliver jeg beskyldt for politisk indblanding.«
Debatten om indblanding i museernes arbejde udsprang dog også af regeringens beslutning i februar om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde retningslinjer for museerne omkring »omstridt kulturarv«. Det på trods af, at Museums Association selv har nedsat en gruppe, der skal komme med anbefalinger og støtte museerne i forhold til »afkolonisering« af deres samlinger.
»Museer må have frihed til at undersøge og sætte spørgsmålstegn ved alle dele af vores historie – det er ikke ministres opgave at diktere, hvilke områder der er legitime at efterforske, og hvad resultatet af sådan forskning vil være,« siger Heal og kalder »armslængdeprincippet« for et »demokratisk samfunds kendetegn og en hjørnesten inden for museums-etikken«.
Kritikere af regeringen frygter, at dens antiwokepolitik risikerer at hæmme museernes kreativitet. Den omfatter også en kommende lov, der skal give ministre det sidste ord, hvis en institution eller kommunalbestyrelse ønsker at fjerne en statue. Ifølge Sharon Heal har regeringens forskellige tiltag skabt frygt blandt museer og deres medarbejdere.
Peter Mandler, professor i moderne kulturhistorie ved Cambridge University, siger til The Observer, at regeringens indblanding allerede nu har ført til »forsigtighed, selvcensur og gammeldags tænkning i institutioner, som vi forventer er dristige, klartseende og innovative«.
Der er også eksempler på, at tidligere beslutninger nu bliver omstødt. Som da ledelsen af Oxford Universitys Oriel College i forrige uge besluttede, at den alligevel ikke vil fjerne en statue af Cecil Rhodes, der stod i spidsen for koloniseringen af store dele af det sydlige Afrika. Med henvisning til regeringens »bevar og forklar«-politik samt den kommende lov, der vil give ministeren det sidste ord. Universitetets ledelse vurderer, at den konservative regering i sidste ende vil blokere for fjernelsen og sagde, at dens beslutning derfor var »pragmatisk«. Den tilføjede dog, at den ville have foretrukket at fjerne statuen, sådan som en uafhængig rapport udarbejdet for Oriel College havde anbefalet.
Regeringen har dog også tilhængere. I forrige uge valgte Tim Parker, formanden for landets National Trust, der varetager nationens historiske bygninger og parker, at gå af efter et svært år, hvor institutionen blev kritiseret både internt og eksternt for udgivelsen af en rapport, der beskrev, hvordan tidligere ejere af 93 af de historiske huse kunne forbindes med kolonisering eller slavehandel. Det stødte mange, at for eksempel tidligere premierminister Winston Churchill blev nævnt på grund af hans opbakning til det koloniale system.
Tim Parker gik af, dagen efter at en gruppe medlemmer under banneret »Restore Trust« havde annonceret, at den havde samlet nok underskrifter til at fremprovokere en mistillidsafstemning ved næste generalforsamling.
Som reaktion tweetede libertarianeren Toby Young, der skriver for magasinet The Spectator: »Lad os håbe, at dette udsender et signal til andre nationale institutioner, som lefler for antibritiske, venstreorienterede aktivister og ignorerer deres patriotiske, socialt konservative medlemmer.«
For britisk-bangladesiske Aminul Hoque – og andre kritikere – er regeringens politik dog i virkeligheden et forsøg på at pådutte museerne en bestemt fortolkning af fortiden og »lukke ned for de svære diskussioner om Storbritanniens fortid i stedet for at tage en åben og ærlig debat om den«.
»En af de ting, jeg elsker ved at være britisk, er, at der ikke er én version af britiskhed. Vi har alle sammen vores egne historier med udgangspunkt i vores kultur, sprog, etnicitet, socialklasse, geografi, køn, seksualitet, religion, race,« siger han.
»Som formidlere har vi et etisk ansvar for at finde frem til disse ofte skjulte og alternative historier og til at værdsætte dem.«
