Klumme. Vil vi spare på pesticiderne eller skåne klimaet? Vil vi have gladere husdyr eller mere vild natur? Hvis vi skal brødføde verden, er vi nødt til at træffe svære valg.

Naturelskerens dilemma

Naturelskerens dilemma

Konventionelt eller økologisk jordbrug? Det er et spørgsmål, man ofte får, når man arbejder på et jordbrugsuniversitet og har bidraget til at uddanne agronomer i snart to årtier. Jeg svarer ofte: »Dogmefilm eller konventionelle film?« Dogmefilm bygger på et sæt regler, der skabte et nybrud for dansk film og tvang instruktører og skuespillere til at udvikle sig og bruge sig selv på en anden måde. Konventionelle film er alle de film, der ikke lige lever op til dogmereglerne. Alt fra morfars smalfilm til Hollywoods Avatar. Sådan er det også med landbrug.

Økologisk jordbrug blev defineret i opposi­tion til et konventionelt jordbrug, som gødede og sprøjtede med pesticider uden særligt mange restriktioner. Det bygger på nogle regelsæt, som skulle skabe en ny og mere bæredygtig form for jordbrug uden industrielt fremstillet gødning eller industrielt fremstillede plantebeskyttelsesmidler. Og økologisk planteavl og husdyrbrug har udviklet sig, skabt nye måder at producere på. Økologi har skabt et brand og er for mange blevet en livsstil.

Men også det konventionelle landbrug har udviklet sig: Regulering af gødning og pesticider samt påbud om integreret plantebeskyttelse har tvunget landmændene til innova­tion. Vi har set øget brug af sædskifter, flere vintergrønne marker og efterafgrøder, forsøg med minimal jordbearbejdning og så videre.

Så skal man vælge økologisk eller konventionelt? I de senere år er der udgivet en del videnskabelige meta-analyser og beregninger, hvor man prøver at veje de to typer jordbrug op imod hinanden i forhold til parametre som klima og bæredygtighed. Dette er vel vidende, at variationen inden for dét, man kalder konventionelt jordbrug, er enorm og i praksis dækker alle slags jordbrug, som ikke har fået stemplet »økologisk«.

Men når man deler verdens jordbrug op i de to grove kasser, så er der én ting, der springer i øjnene: Økologisk jordbrug opnår i gennemsnit 30-50 procent lavere udbytte pr. arealenhed end konventionelt jordbrug. Det kræver altså meget mere jord at producere den samme mængde fødevarer, hvis disse dyrkes økologisk.

Da vi bliver stadig flere mennesker i verden, som alle har ret til en sund og varieret kost, kan vi ikke så godt skære voldsomt ned på mængden af fødevarer, vi producerer. Men vi kan omlægge til en mere plantebaseret kost og dermed spare på arealerne, der bliver brugt til husdyrfoder. Og vi kan forsøge at minimere madspild i alle led af produktionskæden.

En artikel fra Nature undersøger strategier til at brødføde verden på en mere bæredygtig måde. Hvad sker der, hvis man øger andelen af økologisk jordbrug, hvis flere spiser vegetarisk, og vi bliver bedre til at undgå madspild? Studiet viser, at man vil kunne brødføde verden med økologisk dyrkning på samme areal som nu, hvis vi reducerer både vores forbrug af kød og vores madspild med 50 procent. Til gengæld ville vi kunne sætte 25 procent af vores landbrugsareal fri til natur og biodiversitet, hvis vi fortsat dyrkede jorden konventionelt, men samtidig halverede både kødforbrug og madspild. Så hvad vil man veje højest: økologisk produktion med færre kemiske pesticider og kunstgødning eller mere areal til for eksempel naturparker og biodiversitet?

Andre har lavet mere detaljerede undersøgelser, hvor de for eksempel ser på klimagasudledningen ved økologisk og konventionelt jordbrug i et land som England/Wales. De kommer frem til, at en omlægning til økologisk drift vil reducere klimagasudledningen med seks procent pr. areal. Men de løber ind i samme problem som det forrige studie, nemlig at der så bliver produceret 40 procent færre afgrøder på det samme areal.

Hvis englænderne og waliserne skal købe de manglende fødevarer i udlandet, vil de efterlade et klimagasaftryk dér. Og det vil faktisk være betydelig større, end det ville have været, hvis fødevarerne blev dyrket konventionelt i England/Wales.

Kunne man så ikke bare hive husdyrene 100 procent ud af ligningen og lade alle blive veganere? Så kunne et mindre udbytte jo godt brødføde os, viste det første studie. Men hvor skulle vi så få gødning til de økologiske marker? Man kan dyrke planter, der kan fiksere luftens kvælstof og dermed tilføre det til jorden. Men andre næringsstoffer som fosfor, kalium, mangan og så videre, der bliver fjernet fra jorden med afgrøderne, skal tilføres igen, for at jorden bevarer sin frugtbarhed i længden.

I øjeblikket bruger danske økologer gylle fra både økologiske og konventionelle jordbrug for at opretholde frugtbarheden på deres jorde. Men hvis vi holdt op med at have husdyr, havde de ingen gødning. Optimalt set skulle økologerne så bruge vores egen gødning, for vi vil være dém, der spiser afgrøderne og derfor udskiller gødningsstofferne igen. Men som det er nu, tillader økologerne ikke brug af spildevandsslam på markerne, fordi man er bekymret for, om der kunne følge uønskede kemika- lier med, blandt andet i form af medicin og de rengøringsmidler, vi bruger.

Eksemplet med England/Wales viser, at hvis vi vil tænke på klima og bæredygtighed, er vi nødt til at tænke globalt. Det nytter ikke noget bare at flytte problemerne til et andet land. Og vi er nødt til at tænke på hele systemet, da et hensyn til én parameter kan give et negativt udfald på en anden parameter.

Når vi taler om, hvad vi vil med fremtidens landbrug, må vi derfor diskutere, hvad vi vil prioritere højest: minimal klimagasudledning pr. afgrøde-enhed? Minimal næringsstofudledning? Minimal pesticidbelastning? Maksimal biodiversitet? For der findes ikke én løsning, der er optimal for det hele. Men der findes helt sikkert en anden balance mellem afgrøder, dyrkningsmetoder og dyrket land versus vildere natur end den, vi har i dag.

Min gamle agronom-mentor plejede at sige, at »det værste, du kan gøre ved naturen og biodiversiteten, er at sætte den under plov. Så når det er gjort, har du også en forbandet pligt til at få noget udbytte ud af den. Ellers har vi ingen plads til alverdens tigre, med alle de mennesker, der også skal have mad«. Derfor skal vi tænke bredere end kasserne »økologisk« og »konventionelt«, hvis vi både vil skaffe mad til verdens stadig stigende befolkning og gøre mindst mulig skade på klima og biodiversitet.

Så på svaret om økologisk versus konven­tionelt, så er jeg både/og og hverken/eller. Det afhænger af produktet. Helst køber jeg dansk. Og grønt. For jeg tror på, at vi i denne del af verden er nødt til at skære ned på vores kødforbrug, så vi kan få plads til naturen. Og her kan jeg gøre en forskel med mine indkøb.

Strategies for feeding the world more sustainably with organic agriculture. Nature, 2018.

Side 56