EM – dag 4. Eriksen lever. Fodbolden findes. Og Holland og Ukraine leverede slutrundens hidtil bedste kamp.

Hæsblæsende omtanke

AMSTERDAM – Jeg får lyst til at indlede med Aftonbladets Erik Niva, der var i Parken lørdag: »500 meter herfra ligger en 29-årig mand på Rigshospitalet. Hans hjerte slår stadig. Mere har vi ikke brug for at vide,« skrev den svenske journalist. Og det er jo så sandt, som det er enkelt. Eriksen lever, og fodbolden findes.

I går var det så tid til gruppe C, som – hvis gruppe F med Frankrig, Portugal, Tyskland og stakkels Ungarn stadig kan kaldes Dødens Pulje (hvilket virker som en upassende, hysterisk klassificering i lyset af lørdagens hændelse i Parken) – må være Historiens Pulje.

Det skyldes ikke så meget de festlige nordmakedonske fans, der har indtaget dele af Bukarest iført Alexander den Store-kostumer. Nej, her taler vi om fodboldens egen historie, som uden Wien 1920, Kijev 1965 og Amsterdam 1970 og 1995, ville have set meget anderledes ud. Ingen europæisk storby har formet spillet i samme grad.

Det var således på kaffesalonerne i Østrigs hovedstad, at brødrene Meisl, journalisten Willy og træneren og dommeren Hugo gjorde for fodbolden, hvad landsmanden Freud gjorde for psykologien: skabte et individuelt, nej endda personligt, og dog universelt sprog.

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.

Det var her, Mitropa Cup, Europa Cuppens centraleuropæiske forgænger, opstod i ruinerne fra det faldne, østrig-ungarske dobbeltmonarki, og det var her brødrene Meisl, sammen englænderen Jimmy Hogan, der befandt sig i Østrig og Schweiz i disse år, grundlagde den såkaldte Donau-skole med skarpt fokus på korte pasninger og individuelle færdigheder.

Ude på selve banen lod geniet Matthias Sindelar sig dratte baglæns fra sin plads som centerforward, så han nu optrådte som regissør bag de fire forreste. Dermed kunne østrigerne spille bolden tålmodigt frem på jagt efter en åbning i modstanderens defensiv frem for blot at høvle den frem efter engelsk forbillede.

Siden satte også italienerne, ungarerne, englænderne og brasilianerne præg på spillet, men det var i Kijev i 1960erne, at fodbolden næste gang skiftede gear med moskovitten Viktor Maslov, som inspireret af ishockeyens tempo krævede fart, zoneopdækning og intelligent pres. En hvirvelvind af et spil, hvor bolden gik fra fod til fod som pucken fra stav til stav.

To herrer i hollandsk fodbold fornemmede denne udvikling før alle andre: Rinus Michels i Ajax og tyske Ernst Happel i Feyenoord. Michels modtog sågar smalfilmsoptagelser af Dynamo Kijevs kampe og indledte sit selvstændige arbejde frem mod den Totaalvoetbal, der skulle sætte Holland på fodboldkortet med Ajax' tre europæiske titler 1971-73 og hollandsk VM-sølv i 1974.

Det var også i disse år, at Dynamo-træneren Valerij Lobanovskij systematiserede sin forgænger Maslovs tanker gennem de nyeste edb-programmer med økonomisk hjælp fra Centralkomitéen i Moskva og teknisk assistance fra rumvidenskaben og førende folk som computereksperten Mikhajlo Osjemkov og statistikeren Anatolij Selentsov. Lobanovskij var fascineret af Michels-eleven Johan Cruijffs evne til at læse en kamp. Denne gang var det Amsterdam, der inspirerede Kijev.

Både Lobanovskij og Michels, der forlængede sin arv til Barcelona, ønskede at opmåle om ikke verden så i hvert fald fodboldbanen; kortlægge alle rum med en stædig ambition om at overrumple modstanderne. Hver med sin grundudfordring. I egoernes Amsterdam var opløsningen af Systemet aldrig mere end et skænderi borte. I Kijev gjaldt det om at få de lydige massemennesker til også at træffe selvstændige beslutninger.

Og det er sådan, hollænderne og ukrainerne stadig ser sig selv, hvilket vi andre så i går aftes i Amsterdam. Efter flere år, hvor begge landshold har været under niveau – Holland medvirkede hverken ved EM 2016 eller VM 2018, Ukraine har vundet én EM-kamp siden selvstændigheden i 1991 – fremstod de nu begge som stærke, meningsfulde fodboldhold, hver med sin landstræner skolet og feteret i Amsterdam og Kijev: Ukraines Andrej Sjevtjenko og Hollands Frank de Boer, også selvom sidstnævnte, som flere af sine forgængere efter århundredeskiftet, har fravalgt det historiske udgangspunkt og det sekulære Hollands vigtigste dogme, 4-3-3.

I et hæsblæsende opgør, turneringens bedste, vandt Holland 3-2, alle mål scoret efter pausen. Værterne kom foran 2-0, så 2-2, før den eventyrlystne back Denzel Dumfries’ sejrsmål fem minutter før tid. Begge mandskaber var tro mod deres fælles arv: bolden blev brugt med omtanke, spillerne flød mellem kæderne, som netop ikke var kæder, men netværk langt fra forestillingen om særskilt forsvar, midtbane og angreb. Oleksandr Zintjenko og Georginio Wijnaldum, der er henholdsvis venstreback for Manchester City og oprydder for Liverpool (snart Paris Saint-Germain), foldede sig ud som kirurgiske spilskabere.

Og østrigerne? De var ikke ligefrem banebrydende, men vandt alligevel 3-1 over de nordmakedonske debutanter. Landstræner Franco Foda præsterede, hvad han har gjort i tre og et halvt år: Han maler en samling ekspressive, nysgerrige spillere koksgrå. David Alaba gemt væk i forsvaret. Christoph Baumgartner isoleret på kanten. Marko Arnautovic på bænken. Det er i grunden imponerende. Først til sidst, efter indskiftningen af Arnautovic, denne vilde egoman, der – selv når han scorer – er rasende på verden, kom der lidt gang i løjerne.

Dagens kampe

Gruppe D

Kl. 15 i Glasgow
Skotland - Tjekkiet

Gruppe E

Kl. 18 i Sankt Petersborg
Polen - Slovakiet

Kl. 21 i Sevilla
Spanien - Sverige

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.

Kære Joakim

Jeg var så heldig at bevidne slutrundens foreløbig bedste kamp i aftes på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam. Optakten i den by, hvor Christian Eriksen spillede og boede fra 2008 til 2013, var smuk. Hollænderne spurgte, hvordan det gik med ham. Om jeg havde nyt. Jeg så en sætning på en mur i centrum: »Cruijff-Bergkamp-Litmanen-Sneijder-Eriksen.« Større ros fås næppe. På stadion var der mange bannere og skilte med opmuntrende ord til danskeren.

Og sikke en fejende flot og afvekslende fodboldkamp. Et topmøde mellem to hold, Holland og Ukraine, der både kunne og ville. Men det var ikke alene spillerne, der funklede, det samme gjorde dommeren, Felix Brych, en 45-årig jurist fra München: konsekvent om nødvendigt, og rummelig for det meste. I første halvleg dømte tyskeren bare fire frispark uden på noget tidspunkt at miste grebet om kampen. Spillerne fik simpelthen lov. Ved dette EM har dommerne grebet opgaven an med en sjælden modenhed og uden den mindste lyst til at ende i centrum. Selv håndteringen af det nedslående videodommersystem, VAR, har været præget af den rette dosis mindelige snusfornuft. Hollandske Danny Makkelies styring af åbningskampen i Rom lagde linjen: Kom op, spil videre!

Kh Asker

Kære Asker

Ja, du var i sandhed heldig at være på plads i Amsterdam. Efter min mening var Holland-Ukraine en af de bedste EM-kampe nogensinde. Fart, duel, temperament, sammenhæng, vanvittigt flotte mål. Hvor stor betydning tror du, at dommerens indsats havde?

Kh Joakim

En af de bedste nogensinde, ligefrem? Måske du har ret. I hvert fald var det betagende at se iveren efter at ville vinde på egne præmisser. Ikke noget med at fedte omkring i håb om at være heldig. I fodbold kan der jo faktisk være forskel på indsats og indtægt, i modsætning til stort set alle andre sportsgrene. Man kan være heldig. Det der med, at der ikke er noget, som hedder »ufortjent« i fodbold, er det værste vrøvl.

Der er hele tiden nogen, som vinder, fordi modstanderen rammer stolpen tre gange, mens de selv får tildelt et skramlet selvmål. Ikke mindst i landsholdsfodbolden, hvor trænerne har kortere tid med deres trup, en sammenbragt flok uden hverdagskendskab til hinandens løb og ambitioner.
Hvis en fuldfed, økonomisk akkumulator som Champions League er vores alle sammens indgangsport til fremtid og evig sol, så er nationsslutrunderne stadig den bulede bro til fortiden. Det er måske ligefrem landsholdsfodboldens berettigelse. Klubfodbolden er for de lærenemme drenge, som kan deres teori i søvne, landsholdsfodbolden er for de voksne, der kan klare at spille med et helt lands forventninger på deres skuldre. Også derfor er det velgørende at opleve, at dommerne faktisk tager spillerne alvorligt som netop det: voksne mennesker.

Ja, det har været en fornøjelse at følge. Og det er direkte komisk at bevidne nogle spilleres reaktion, når de ved mindste berøring spræller og falder til jorden, hvorefter de bare efterlades på græsset som en bunke pinlighed, mens spillet går videre. Så må de rejse sig, forlegne, og søge at blive indlemmet i den nye verdensorden. Den nye retspleje administreres på imponerende vis af dommerne, og det sikrer rytme og flow i kampene.

Naturligvis har der i hver kamp været et par grovheder, som er blevet overset på grund af dette opgør med skuespillet. Men det er altså spillernes eget ansvar, at vi nu må igennem en omstilling, og det er ikke noget let job for dommerne at rydde op. Mange spillere har opøvet en overordentlig avanceret koreografi.

En hurtig top-tre: 1) det afventende ryk i kroppen med fald forover, når en spiller nærmer sig bagfra, 2) lænetricket i løbedueller (også kaldet en »Sterling«), som om den tomme luft foran modstanderen er et oprørende regelbrud, 3) slæbende fod med spjæt i kroppen ved for langt træk. Nu mangler vi bare, at enkelte dommere – som engelske Anthony Taylor og svenske Andreas Ekberg – holder op med at føre vurderingssamtaler med spillerne. De kan faktisk godt reglerne.

Ja, ikke alle de belærende foredrag, bare døm og så fortsæt. Det, du kalder et »opgør med skuespillet« er jo en form for fundamentalisme, tilbage til udgangspunktet: Er du voksen? Ja, kan du stå på dine ben? Ja, ville du på samme måde ligge og rulle rundt på gulvet foran spotvarerne i Netto? Nej? Så lad venligst være. Videre.

Noget helt andet. Nu er der gået et par døgn siden den uhyggelige situation med Christian Eriksen i Parken. Fra hele verden skyller medfølelse og støtte ind over Eriksen og hans familie, ligesom de danske spillere hyldes for deres sammenhold og handlekraft. Ikke mindst Simon Kjær og Kasper Schmeichel.

Med kampen på afstand glæder jeg mig faktisk over – når kampen nu skulle spilles færdig – at Danmark tabte 0-1. Misforstå mig ikke: Jeg ønsker det bedste for dette landshold. Men der var noget smukt over, at de danske spillere viste sig defekte og menneskelige. Og at det netop var de barkede veteraner og hårde hunde, der fejlede. Kjær, som må erkende, at det bare ikke går. Schmeichel, der ellers vil redde det hovedstød ti ud af ti gange – kommunikationen i hans system var blokeret af følelser. Højbjerg, der sparker karrierens elendigste straffespark. Hvis de var gledet igennem den udsatte halvleg med en 2-0-sejr, stramt og koncentreret, havde vi ikke fået denne varige understregning af menneskelighed i en så alvorlig situation.

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.